Så bliver det næppe bedre. Perfekte rammer for et døgns plask og leg
40° 51′ 39.9384” N 9° 39′ 23.1012” E
9. juli til 10. juli
Middelhavslandendes vejrudsigter er, som vinden blæser, noget utilregnelige. Vi tjekker som regel tre vejrudsigter: Meteo Consult Marine (som er fransk), Wind and Sea (som er en del af den Italienske Lamma vejrtjeneste) og Windfinder. Når to ud af de tre synes at være enige, så tror vi på det.
Det skulle vi så ikke have gjort, da vi med vores netop ankomne søn og barnebarn stod ud gennem den syv sømil lange Golfo di Olbia for at runde Capo Ceraso og gå sydover for at finde en eventyrlig ankerplads.
Vejrudsigterne havde sagt 5-6 sekundmeter. Det viste sig at være dobbelt op. Og endnu mere da vi rundede ”hornet”, Capo Ceraso. Det føltes lidt Kap Horn-agtigt, mest fordi det var totalt i modstrid med vores ønske om at give Nellie på fem år en super oplevelse af, hvor trygt, det er at sejle i farmor og farfars båd. Skyer trak op, bølgerne skyllede ind over forstavnen, helt ned i cockpittet, og i perioder sejlede vi mindre end to knob, fordi både strøm og vind arbejdede direkte imod os.
Så længe vi voksne ikke er bange, så er børn heller ikke bange, og vi fik en ok tur på trods af vejrmeldingerne, og efter små fire timers sejlads kunne vi smide anker i den sydøstligste del af Porto della Taverna, på fem meter azurblåt vand med god læ og lige ind til en fortryllende strand. Dejlig ankerbugt.
Når den digitale tablet er efterladt hjemme i Danmark, så er der gammeldags gulvspande og farverige sten at lege med
Ubeskriveligt smuk og totalt velegnet til plask og leg med gummibåd, baderinge, svømmevinger og snorkel. Morgen, middag og aften.
Bonusinfo: Vi tror, at bugten Cala Coda Cavallo, tre sømil længere mod østsydøst måske er mindst lige så god som ankerplads, når der er vind fra sydøst.