Vi anduver en taverna

Posted on Jun 28, 2018
Vi anduver en taverna

38° 39′ 44.1504” N 20° 45′ 33.066” E

28. juni

Tre gange på få uger anløber vi Port Spiglia, som ligger i en fortryllende bugt på nordsiden af øen Meganisi. Vi har fået stedet anbefalet af Bob og Ann, et engelsk par, som vi mødte i Prevéza på fastlandet. De sejler hvert forår og hvert efterår, og da de fortæller os, at de har sejlet i Det Ioniske Hav i 16 år, de første mange år i lejet båd, og de seneste i deres egen båd, Coconut, så spørger vi, om de har nogle tip til et par danskere, som netop er ankommet til Det Ioniske Hav.

Om de har!

Ann sætter sig og skriver en hel novelle om de gode steder – seks håndskrevne sider med ankringspladser, havne, strande, spisesteder, telefonnumre, og vi er nu de lykkelige ejere af en personlig guide til det vestgræske ørige.

Spartakori, Port Spiglia, Babis the owner

Skippers kone sammen med Babis, som enevældigt styrer både havn og restaurant i Port Spiglia. Skønt sted.

Vi starter med Porto Spiglia på øen Meganissi. ”Ring til Babis,” står der i Anns liste over ioniske top-oplevelser. Babis er ejer af en Taverna, der ligger så tæt ned til bugten, at vandet næsten slikker om vores fødder, når vi spiser. Hen ejer og styrer suverænt tavernaen, men han fungerer samtidig som havnemester for 50-60 havnepladser langs kaj og flydebroer.

Vi ringer til Babis og hilser fra Bob og Ann – og får anvist en plads i det, som uofficielt kaldes ”den britiske sektor”. Pladsen er gratis. Det samme er el og vand. Men det forventes, at vi spiser i tavernaen. Fair deal. Super koncept.

Livet er befriende enkelt, når du befinder dig i Babis’ univers. Du udveksler erfaringer med dine naboer, mest briter men også enkelte normænd, svenskere og hollændere. Du tager på udflugt til den højtbeliggende landsby Spartakori med udsigt over hele øhavet, du tager på strandtur til stranden ved tavernaen eller til den noget større strand inde i bunden af bugten, og om aftenen spiser du på Babis’ taverna, ofte sammen med nogle af de sejlere du har mødt tidligere.

Familiebillede fra Meganisi – Kirsten, Per, Lasse og Nellie – i bugten ud før Vahti

Hvis bugten bliver for trang, lejer du en motorcykel eller en bil og udforsker den lille ø og dens mange strande. Sjældent på hele vores sejltur er vi kommet så langt ned i gear som hos Babis.

Derfor kommer vi igen, da vi lidt senere i juni har vores barnebarn, Nellie på seks år, ombord, så også hun kan opleve den tryghed og hjemlighed, der hersker i Babis univers.

Strand, svømning, højtlæsning i Harry Potter, så bliver det ikke meget bedre.

 

 Skipper passer sine jobs – bog, foredrag og bestyrelsesposter – fra en afslappet position i Middelhavet. I de fire måneder, Ronja har været til søs i Italien og Grækenland, er han rejst til Danmark fire gange otte dage for at arbejde.

Og vi ligger der igen, da Nellies far lidt ind i juli ankommer for at deltage i sejladsen.

Vi anløber også et par gange Vahti, hovedbyen på øen Meganisi. Her anløber vi – igen efter anvisning og telefonnummer fra Anns håndskrevne guide – Karnayio Taverna, og oplever igen det særligt græske fænomen, at en taverna driver havnepladserne og lader dig ligge gratis, imod at du spiser på tavernaen, hvilket ikke er noget problem, når maden både er god og billig. Det er det, vi sejlere kalder en vind-vind situation.

Bonusinfo: Der er vildt mange græshopper på Meganisi, og i Karnayio Taverna ved Vahti springer de gerne ombord på din båd. Vi troede, de var uskyldige, indtil vi spurgte taverna-ejeren, om de havde mus, for vi kunne se, at nogen var gået i vores mad og havde efterladt ekskrementer i båden. Nej, sagde hun. Det er græshopper. De æder alt, mad, tøj, madrasser. Fat ikke sympati for dem. De gør meget skade. Næste gang Nellie og Per hopper i land skræmmer de en græshoppe ud over rælingen, og opdager til deres store forbløffelse, at sådan én faktisk er en habil svømmer, men de oplever også, at den efter 15 svømmetag bliver – haps – ædt af en fisk. Nellie er ret optaget af hændelsen men forstår, at sådan er naturens fødekæde. Måske vi skal have fisk til middag i aften?

Udsigten fra vores foretrukne badestrand – inde i bunden af Spartakori-bugten. Fantastisk sted. Kan varmt anbefales.