Viviers – hvordan kan man lukke en hel havn?

44° 28′ 58.8648” N 4° 41′ 45.3336” E

Juli 24, 2015

Nu kunne man jo tro, at vi havde lært af gårsdagens forløb. Næh. Egentlig ikke.

Vi starter dagen med en klar plan. Kirsten og Per står tidligt op med den hensigt at sejle Ronja til byen Viviers, 24 km længere nede ad floden, mens Jørgen og Hanne sover videre i agterkahytten. Planen siger fælles morgenmad i Viviers og derefter en lang driverdag på land efter gårsdagens slidsomme arbejde med at finde en havn.

Vi fik Viviers anbefalet af en sejler fra Lyon og bliver derfor noget overraskede, da vi ved Viviers bliver mødt med et skilt, der forkynder, at lystbådehavnen er lukket. Porte de plaissance fermé. Lukket? Vi ringer til havnefogeden og spørger, hvordan man kan lukke en hel havn. Han forklarer, at vandstanden er lav, og at samtidig skulle en håndværker være kommet for at udbedre nogle problemer, men han var ikke kommet. Og dertil et par andre ting. Summa summarum: Havnen er lukket. Der røg også den plan.

Havnefogeden foreslår elskværdigt, at vi fortsætter til Avignon. Jo tak. Det er yderligere 72 km oveni de 24, vi lige har sejlet. Men på den anden side: Hvad kan vi gøre andet end at  følge hans råd og så undervejs bruge øjne og ører til at finde en anløbsplads, der er tættere på. Jørgen og cyklen bliver sat af i den næste sluse, så han kan køre tilbage efter bilen, mens vi andre holder udkig efter brugbare havnepladser. Det er helt klart det store problem i forholdet mellem Ronja og Rhone, at der er forbløffende få egnede havne og anløbskajer. Da der samtidig er både strøm og vind, ligger det ikke lige til højrefoden blot at kaste anker.

Vi finder på kortet en havn, der ligger fire kilometer inde i bunden af en sideflod. l’Ardoise hedder den. Kortet hævder, at der er tre meters vanddybde. Ja, ja. Vi kan da altid prøve. Undervejs prajer vi en ældre franskmand i en flodbåd. Han stikker fire fingre i vejret. Fire meter er der i havnen. Til overflod ringer havnekaptajnen tilbage på vores telefonbesked, og hun bekræfter: ”Kom bare ind. Læg jer helt inde ved de inderste pontoner, så får I skygge”, siger hun.

Fin lille havn. El og wifi. Den kvindelige havnekaptajn har en belgisk far og en tysk mor og er nu havnekaptajn i Frankrig. Vi vurderer, at hun nok har giftet sig med en fransk kok, og at de sammen driver både havnen og en primitiv men udmærket lille restaurant. Muligvis er vores teori rigtig, men vi hører senere fra andre sejlere, at havnekaptajnen bor på et lille slot i Provence, at hun er datter af en berømt belgisk maler, og at hun – når hun mangler penge – sælger et af faderens malerier. Hun var i nogle år kæreste med en tømrer, mens havnen og restauranten blev bygget op. Men de andre sejlere vil da bestemt ikke udelukke, at hun nu kan have fundet sig en ny kæreste, efter at restauranten er blevet bygget færdig.

Der er ikke mange både i havnen, og vi er den eneste båd, der kommer ind den dag. Vi er også de eneste kunder i restauranten den aften. Maden er god, prisen i orden (170 € for tre retter med vin), og da restauranten ikke har udstyr til at tage imod kreditkort, aftaler vi, at betalingen vil de få i morgen, når Hanne og Jørgen har fundet en pengeautomat.

Logbog: Dagens distance: 77 kilometer. Sejlet tid 7.00 til 15.30 = 8 1/2  timer. Sluser: 2 stk. Vejr: Hedebølge. Sol og beskeden vind. Om aftenen tager temperaturen en smule af, og vi kan for første gang i lang tid lægge os til ro i en temperatur, der føles som kun 28-29 grader.