For spritnye sejl over Levanten. Vi sejler foråret i møde.
43° 6′ 1.188” N 10° 32′ 13.6608” E
April er en pragtfuld måned til sejlads i Middelhavet. Du har stort set havet helt for dig selv, i havnene er der altid plads, og temperaturen er venlig overfor nordboere som os. En smule køligt om natten men mildt og solrigt om dagen. Italienerne skutter sig stadig bag vinterfrakker, men vi andre hæfter os ved, at foråret er mindst en måned længere fremme end i Danmark.
Turen fra Genoa til Portovenere var på 46 sømil. Nu tager vi yderligere to stræk af samme længde, for vi vil ned til det, der er forårssejladsens egentlige mål – Elba og Korsika.
Det første stræk bringer os til Marina di Pisa en helt nybygget havn ved Arno-flodens udløb. Det næste stræk bringer os til San Vincenco, endnu en helt nybygget havn. Og herfra er der kun 20 sømil ud til Elba.
Det bliver lidt transportagtigt, når man tager så lange dagssejladser. Du er nemt på søen i ti timer i stræk. Men vi glæder os over vores nye sejl, der blev leveret i Genoa, og vi deler turen op i vagter, så vi skiftes til at have frivagt i en time ad gangen, til at læse og til at hvile.
Fakta: Både Marina di Pisa og San Vincenco er såkaldte ”prisbånd 6-havne”. Alligevel tager den første havn 50 euros for en nat, mens den sidste nøjes med 27 euros. Forskellen er, at Marina di Pisa har besluttet, at højsæsonen starter 1. april. Også selv om der stort set ingen sejlende er i farvandet.