Lykke: Mast og båd genforenet efter to år
43° 23′ 26.2492” N 4° 58′ 11.61” E
28. juli
Port Saint Louis du Rhone: Det er dagen for genforening. Efter i 2013 at have sendt Ronjas mast og bom fra Rouen i Nordfrankrig med en tysk vognmand til Middelhavet, skal det i dag vise sig, om masten stadig lader sig finde – eller om den i de mellemliggende to år er blevet borte eller er solgt til ophug.
Den er der! Den ligger allerforrest blandt samtlige master, den har havnens absolut laveste registreringsnummer, og Florence på havnekontoret kigger en ekstra gang, da hun ser, at den har ligget her i mere end to år.
Navy Service viser sig at være et super bekendtskab. Selskabet har specialiseret sig i at tage både op og sætte både i samt sætte master på og tage master af. Hvis man derudover ønsker hjælp til eftersyn og reparationer, så ligger der på området en række mindre firmaer, som tilbyder deres bistand.
Vi får en tid til optagning klokken 16, får sejlet Ronja ud til optagningsstedet, og allerede 16.30 ligger hun solidt i et vinterstativ overvåget af videokameraer lige ved siden af havnekontoret. Perfekt.
Vi kontakter tre firmaer og beder dem møde os ved Ronja onsdag morgen mellem klokken 8 og 9. Det ene firma vil vi have til at reparere bovpropellen og give motoren et grundigt eftersyn. Det andet firma vil vi have til at sy en ny sprayhood og modificere cockpit-teltet, så det fungerer bedre under varme himmelstrøg. Det tredje firma vil vi have til at give et tilbud på glasfiberarbejde, rengøring, bundmaling og polering af fribordet.
Ronja er mærket af sin tur gennem små 200 sluser. Ikke meget. Men alligevel nok til at vi vil have gjort noget ved det. Fribordet har fået et par ridser, som forhåbentlig kan poleres væk. Kølen er mere medtaget. Den har forrest og helt nede i bunden fået skader i glasfiberen – helt sikkert fra den del af rejsen, hvor vi skrabede hen over kanalens beton-bund, fordi vandstanden var 40 centimeter under normal vandstand.