Tidevandsdelen af Seinen er rå, øde og voldsom natur
49° 29′ 39.732” N 0° 6′ 28.5444” E
18. juli, 2013
Vi havde på forhånd spurgt om råd på havnekontoret. ”I skal af sted ved lavvande minus to timer”, lød beskeden. Lavvande i Le Havre den 18. juli er 13.22. Minus to timer er 11.22. Så for en sikkerheds skyld kaster vi los klokken 11.15. Det gav plads til en rolig morgen med en lang løbetur langs strandpromenaden i Le Havre, bad og morgenmad.
De to timer inden lavvande bruger vi stort set til bare at komme rundt til indsejlingen af Seinen. I flodmundingen er der nogle skræmmende områder med lavt vand, og vi har fået forklaret, at de flytter sig år for år, så for en sikkerheds skyld er vi nødt til at sejle langt ud i den engelske kanal, inden vi svinger ind i indsejlingen til Seinen.
Det viser sig hurtigt, at to forhold arbejder imod os. Lige netop i dag er det neaps. Det sker én gang om måneden og betyder, at tidevandstrømmen er mindre kraftig end normalt – og at vi derfor får mindre medstrøm. Samtidig er vinden kraftig – 9-11 sekundmeter – og det sagtner også vores fart, idet vinden mestendels er stik imod os.
Derfor når vi ikke dagens mål, Rouen, men er nødt til at fortøje Ronja til en ankerbøje små 15 sømil før Rouen, da tidevandsstrømmen vender, og det bliver umuligt at komme frem inden en halv time før solnedgang, som er grænsen for sejlads på Seinen. Vi fortøjer et meget smukt sted.
Fuglesang. Løvtræer ud over flodbrinken. Direkte udsigt til solnedgangen. Tærter, brød og ost udgør et fremragende aftensmåltid klokken cirka ni.
Den del af Seinen, som kaldes ”tidal Seine” er meget speciel. Langt mere øde end vi havde ventet. Der er langt mellem bebyggelserne. Rå og stejl natur. Ikke en eneste bolig har en båd i forhaven, som vi har vænnet os til det i Holland. På en hel dag møder vi mindre end en håndfuld fritidsbåde som os selv men til gengæld et dusin fragtskibe. Smukt landskab veksler med stinkende industriområder. Når det går os bedst logger vi 9,5 knob. Men i lange perioder har vi p.g.a. neaps og modvind svært ved at overstige seks knob.
Det særlige ved de 120 kilometer ad Seinen op til Rouen er også, at der praktisk talt ikke er nogen steder, hvor man kan lægge til kaj eller gå i havn. Helt ude ved Seinens udmunding ligger byen Honfleur. Men derefter følger mere end 50 sømil uden en eneste havn eller anløbsplads. Øde og vildt. Det er et rent lykketræf, at vi finder en privat ankerbøje, som er ledig, og som vi uden skrupler gør til vores for en nat i en lille by ved navn Duclair.
Logbog: Udsejlet distance: Knap 60 sømil. Tid: Afgang 11.15 fra Le Havre. Ankomst 20.30 til Duclair. Besætning: Kirsten og Per. Vejr: Op til 11 sekundmeter vind fra NNE.
1 Comment
lassefolkersen@gmail.com
July 22, 2016Hi William. Appreciate your encouragement. Apologies for lacking a bit behind with the english translations… skipper writes in Danish.. 🙂