“An hour without champagne is an hour wasted” (Winston Churchill)

49° 2′ 09.6348” N 4° 01′ 1.56” E

10. juli, 2014

To mekanikere kommer klokken 10.30 og afmonterer det defekte kardan-led. De er flinke men har på forhånd afskrevet enhver form for kommunikation med disse ikke-fransk talende turister. ”Ring til chefen,” siger de.

Vi forærer havnekaptajn Bernard to flasker Bourgogne-vin som tak for indsatsen med at skaffe en mekaniker. Han bliver glad. ”Tres gentile”, ”Tres gentile”.

Epernay er champagnens hovedstad. Skulder ved skulder ligger det ene champagnefirma efter det andet langs byens eksklusive hovedgade, Avenue de Champagne – Moët et Chandon, De Castellane, Perrier-Jouët og Mercier. Det hele strutter af velstand. Firmaerne har til huse i gamle og nye paladser, med overdådige, knejsende, nyrenoverede facader. Mange lokker med rundvisninger eller prøvesmagninger.

Vi besøger Mercier, for her har Anders og Kirsten haft en fin oplevelse ved et tidligere besøg. Det er i sandhed imponerende. Alene Mercier har 30 meter nede i den kalkholdige undergrund gravet 18 kilometer lange gange og kældre til opbevaring af champagnen. Vi bliver transporteret rundt i gangene med et elektrisk tog og får forklaret, hvordan champagnen bliver til. Hvor længe den gærer, hvor ofte flaskerne drejes, hvordan affaldsstofferne bliver skilt fra, og hvordan flaskerne bliver proppet til på ny. Undervejs har kunstnere udsmykket væggene med relieffer. Det hele strutter af velstand.

På vej tilbage ad Avenue de Champagne passerer vi Pol Roger, som var Winston Churchills foretrukne mærke. ”In victory I deserve it, in defeat I need it,” sagde han. Samme Churchill er også citeret for at sige: ”Avenue de Champagne number 44 in Épernay is the world’s most drinkable address.” Og han skal også have sagt: ”An hour without champagne is an hour wasted.” Så kan et reklamebureau vist ikke ønske mere.

Ved aftensmaden på Ronja erindrede Anders endnu en af Churchills udødelige citater. Winston Churchill havde ved en middag fået en engelsk lady som borddame. Hun udbrød forarget: ”Jamen, de er jo beruset!” ”Ja,” svarede Churchill. ”Og de er grim. Men i morgen er jeg ædru.”

Hos Mercier møder vi Göran Arvedahl og hans to venner. Han nævner for os, at en af gasterne, Ingelill, kan noget fransk, og at hun gerne vil ringe til mekanikeren og stille de spørgsmål, vi ønsker. Det kommer der ikke så meget ud af. Kun at bestræbelserne nu går på at skaffe et nyt kardan-led fra Holland eller Tyskland. Vi kan få nærmere besked, hvis vi ringer til mekanikeren i morgen, fredag, ved 11-tiden.

Om aftenen er vi inviteret på kaffe og jordbær-tærte på ”Evanna III”, hvor Göran Arvedahl er vært. Hans to venner er henholdsvis pensionerede som lærer og trompetist. Selv er han pensioneret som administrerende direktør fra et svensk firma, som distribuerer tv-signaler for nordiske tv-stationer. Uddannet ingeniør. Tænkte vi det ikke nok.

Det bliver en interessant aften, hvor talen mest drejer sig om målet med livet, drømme, ambitioner og lejlighedsvis modgang.

Göran har for mange år siden læst Göran Schildts ”Ønskerejsen”, og den har lagret sig i hans baghoved, som noget han gerne selv vil realisere en dag. For et par år siden mistede han sine kone, en helt ubeskriveligt stor sorg, han blev pensioneret og tænkte, at nu kunne ambitionen om at følge Göran Schildt ikke længere realiseres. Men ét eller andet i ham insisterede.

Han gik i gang med at planlægge 14 uger i Göran Schildts kølvand. Han opsøgte båden, der er udstillet i Finland, han talte med Göran Schildts kone nummer to. Han anskaffede sig en førsteudgave af ”Ønskerejsen”. Efterhånden som han fortæller, bliver det klart for os, at gennemførelsen af Ønskerejsen II i høj grad er en terapeutisk behandling af hans egen sorg over at mistet sin kone. En manual ud af krisen, og stor respekt for det.

Han fortæller, hvordan han er træt, da han når England efter hård sejlads gennem Nordsøen. Han fortæller, hvordan han har været på nippet til at opgive. Men nu hvor ni uger er gennemført og fem uger resterer, er han mere end nogensinde opsat på, at gennemføre projektet.

Hvad så når du når Marseille? Så skal du vel videre til Italien, Kroatien og Det græske Øhav?

Nej, det mener Göran ikke, at han skal. Han kan godt lide tanken om, at alle muligheder ligger åbne for ham. Men når han når Marseille, er det på tide at vende hjem.