Eventyret venter derude – vi har valgt opsøge det, bid for bid
Kirsten og jeg (Per) har, fra vi var sidst i 20’erne, tænkt, at vi var sådan nogle, der en dag sælger huset, tager børnene ud af skolen, kvitter jobbet og står til søs i en sejlbåd for at udforske verden.Vi læste om dem, der gjorde det. Børnebøger. Voksenbøger. Alt. Det liv ville vi også gerne opleve.
Men det blev aldrig til noget. Der kom altid noget i vejen. Et spændende projekt, et nyt job, børneopdragelse og karriere.
Da vi pludselig var midt i 50’erne, sad vi en dag på en restaurant på Cypern og talte om livet, drømmene og vigtigheden af at styre vores egne liv i stedet for blot at flyde med de muligheder, som andre afstak for os. Vi lovede hinanden, at vi ikke ville ende som frustrerede 70-årige, der ikke længere havde kræfter til at hejse et sejl, og som ærgrede sig over, at vi ikke i det mindste forsøgte at realisere drømmen – drømmen om at sejle jorden rundt, eller i det mindste en del af jorden rundt.
På den cypriotiske restaurant nedskrev vi på en serviet en aftale om, at vi ville stoppe med at arbejde, senest når Per fyldte 62 og Kirsten 60.
Den aftale holdt ikke.
Og dog. Da Per fyldte 60 i sommeren 2012 opsagde vi vores faste havneplads på Thurø og satte kurs mod Kielerkanalen og Tyske Bugt. Nu ville vi afsted. Vi havde på det tidspunkt erkendt, at aftalen om at stoppe med at arbejde som 60 og 62-årig ikke kunne holde.
Vi nydefinerede projektet og tyvstartede jordomsejlingen. Vi tog afsted, selv om vi kunne se, at de næste fire år ville vi ikke have mulighed for at sejle mere end højst fire uger om året. ”Jorden rundt i etaper”, kaldte vi projektet.
Siden 2012 har vi sejlet fire uger hvert år og for hvert år er vi kommet længere og længere ud i verden. Når vores sommerferie slap op, fandt vi hvert år en havn, der kunne opbevare vores båd, indtil vi vendte tilbage 11 måneder senere.
Vi ”æder” verden i små bidder. Det afgørende er, at vi gør det. Efter fire år nåede Ronja Marseilles. Og nu begynder vi at skifte gear. Per er fyldt 64, Kirsten er fyldt 62. Vi er i færd med at afvikle vores job, og planen er, at nu skal der sejles mere.
Vi kalder vores projekt Ronjaroundtheworld. Men helt ærligt: Det er blot en arbejdstitel. For os har det aldrig været vigtigt at komme kloden rundt i en hel cirkel. Vi skal ikke bevise noget. Vi skal opleve, udforske og udfordre. Vi har indledt et eventyr, og det vil vi realisere, så langt modet og materiellet rækker.
Fedt? I den grad. Der er noget ubeskriveligt eventyrligt i at vågne et sted og tænke, at også i dag skal jeg ud og opleve mennesker og steder, jeg aldrig tidligere har oplevet.