“Kan I komme væk. Ikke engang jeg må lægge til der!”
49° 26′ 35.6352” N 1° 5′ 59.8956” E
21. juli, 2013
Vi siger farvel til Monsieur Eric. Vi siger farvel til det franske ægtepar, som skal ligge i Rouen endnu tre dage, mens de får deres master sat på igen, og vi opsøger vores et hundrede procent fransk-talende ven hos Lamanage, fordi vi er på jagt efter to styk fenderbrædder.
Først fatter han ikke en brik. Han tror, vi er på jagt efter en slags buk, hvor vi kan klodse Ronjas bom op på. Først langsomt forstår han den søgende (Læs: famlende) natur af vores franske sproghåndtering. ”Åh, I ønsker et bræt mere,” siger han og peger på det bræt, vi allerede har stjålet på hans havneområde.
Han tager os med på jagt i en stak træværk, paller og opklodsningskævler. Vi finder et gammelt, flot bræt og peger, hvor vi gerne vil have huller i brættet, hvilket ved gud er svært at forklare, når man ikke lige kan huske, hvad det franske ord for huller er. Det lykkes. Per tilbyder ham 10 Euro som tak for hjælpen. Men han afslår. Og vi takker desto mere verbalt på vores stadig noget uforståelige franske.
Vi sejler i næsten otte timer ad en fortsat forladt Seinen. Smuk. Øde og stort set uden anløbspladser. Reglen i Frankrig er, at lystbåde ikke må sejle senere end en halv time før solnedgang. Så vi må udnytte de muligheder, der viser sig.
I byen Les Andelys håber vi at have heldet med os. De har ikke nogen havn. Men vi satser på en bestemt anløbsbro for flodens flade krydstogtskibe. Der er ingen krydstogtskibe i øjeblikket. Så mon ikke det går? Det gør det ikke. En fransk tyksak fra en flodbåd stiller sig op på sit bagdæk og skælder ud. ”Kan I komme væk. Ikke en gang jeg må lægge til der”. Vi forstår kun en smule af hans ordstrøm og et forsøg på at få ham til at anvise, hvor vi ellers kan ligge, giver intet resultat. Vi glider videre op ad Seinen på udkig efter en ankerplads for natten.
Pokkers franskmænd. De er åbenbart stadig egensindige og afvisende overfor fremmede? Vi har ellers læst, at franskmænd i hotel- og restaurationsbranchen skal på kursus for at lære noget nyt: At være venlige og service-mindede overfor fremmede. Det har vist sig, at udlændinge generelt opfatter franskmænd som arrogante og nedladende. Og det image vil den franske stat gerne gøre noget ved. Men vores aggressive og højtråbende ven i Les Andelys arbejder nok ikke i hotel- og restaurationsbranchen.
Nogle kilometer længere oppe ad floden finder vi et bolværk beregnet til lægtere ti gange så lange som os selv. Det er forfaldent. Men vi gør os alligevel fast, og igen konstaterer vi, at vi har fået en fantastisk plads med solnedgang, fuglesang og fred til endnu et pragtfuldt aftensmåltid. Fluviacarte fortæller, at der er 168 kilometer til Paris.
Logbog: Udsejlet distance: 33 sømil. Tid: Vi tager af sted ved 12-tiden efter at have stuvet sejl og cykler og have bunkret diesel, som på disse kanter heder Gasole. Da klokken er cirka 20 lægger vi ind til en håbløs fortøjningsplads syd for Les Andelys. Vejr: Mageløst hedt. Varmt fra morgenstunden og op mod 34 grader varmt klokken 19 om aftenen. Måske burde vi søge hjem mod mere humane temperaturer?
