Briter: Franskmænd kan ikke finde ud af noget som helst

49° 26′ 35.6352” N 1° 5′ 59.8956” E

July 20. – 2013

Vi går over til lagerhallen hos Lamanage. Fjerner sallingshornene, den defekte vindpil, VHF-antennen og agterstaget, som er for langt til at komme med i transporten. Vi surrer mast og wirer sammen med først tovværk og senere i plastik og tape. Samme omgang får bom og bomnedhal. Inde under plastikken placerer vi et ”skilt” med navnet ”Ronja” og Pers kontaktdata.

Værs’go. Mast og bom er klar til at blive kørt til Middelhavet. Per skriver om aftenen til Wolfgang Graf om, at nu er vi klar med vores del af aftalen. Resten er op til ham.

Frem igen med el-cyklerne. Det er en fed opfindelse. Vi kører Rouen tynd i fem timer. Vi ser kirker og kirker og kirker. Vi ser gamle bydele med oprindelige bygninger fra ikke bare forrige århundrede men forrige igen. Vi suser af sted. Opad bakke. Nedad bakke. Gennem gågader. El-cykler ”rules the world”.

Undervejs finder vi en fantastisk frokost-restaurant, så fransk som den slags overhovedet kan blive. Per får et bjerg af tartar-bøf med en æggeblomme i midten og alverdens tilbehør til at blande med – kapers, løg, purløg, persille, tabasco-sauce, worchester-sauce. Kirsten får sin hidtil bedste salat med ost og masser af eksotiske frugter. Det hidtil absolut bedst måltid indtaget på en restaurant under dette års jordomrejse.

Vi cykler videre. Køber ind i L’eclerc. Et mammutsupermarked som kun franskmændene laver dem. Vi køber Quiche Lorraine, skinke, ost og baguette. Frankrig er med dagtemperaturer over 30 grader ikke til varme retter. Snarere til lette frokostting. Morgen, middag og aften.

Franskmænd kan ikke lide cyklister. Alting er tilrettelagt på bilisternes præmisser, og cyklister er jaget vildt. De klemmer os. De skærer ind foran os. Det hele er ganske anderledes end vores oplevelser i Holland, hvor cyklisterne er mange flere og i høj grad er en gruppe trafikanter, der bliver vist hensyn overfor.

Tilbage i Marinaen er det steghedt. Vi spiser og snakker lidt med vores britiske naboer i en 39 fod og tre etager stor motorbåd. Fred og Margaret. Vi inviterer dem over på et glas ”Chateau neuf du pape”. ”Whauu”, siger de. ”Vi er briter og drikker normalt kun vin til tre euro pr flaske”.

De er hyggelige at snakke med. I virkeligheden er de snarere havemennesker end sejlere. Men de har drevet et byggefirma, som de – da krisen startede – overlod til deres søn, og efter at have trukket sig tilbage, har de brug for, at der sker noget andet. De er, ligesom franskmændene i den tredje gæstebåd, ivrige efter at videregive deres erfaringer med sejlads i Frankrig. ”Det handler ikke om at finde et godt sted at overnatte på Seinen. Det handler alene om at finde et sted,” siger de.

Der er ikke ret meget, der virkeligt fungerer for franskmændene, mener de to briter. ”Nej, så har hollænderne meget mere styr på deres sager,” mener de, efter at de også gennem nogle år har sejlet en del i Holland. De bor tyve kilometer uden for London og har deres båd liggende i Ipswich.

Deres største oplevelse på den aktuelle tur har været et besøg i Monet’s have. Besøg den. Den er fantastisk. Ellers er de mest optagede af deres kritik af franskmændene, som ikke har styr på en skid. Senere på aftenen rykker vi over på deres båd og får britisk kaffe – svag ”men dog bedre end franskmændenes, som er så stærk, at skeen bliver stående i kaffen” – og småkager. Hyggelige mennesker. Men nok mere til haver end til både.

Briterne giver os deres egen liste over overnatningsmuligheder langs Seinen med en masse håndskrevne kommentarer til de enkelte lokaliteter.

Dagens havnefoged med ansvar for de tre fremmede gæstebåde er Monsieur Eric. Han er et studie i hjælpsomhed. Da vi kommer tilbage fra byen efter forgæves at have forsøgt købt en VNF-vignette til sejlads på det franske flod- og kanalsystem, så hjælper Monsieur Eric os med at købe vignetten over internettet og printe den ud, så vi kan placere den synligt på båden. Et fransk tastatur er vildt meget anderledes end et dansk tastatur, så det tager en del tid at få ansøgningen udfyldt og vignetten printet ud. Men det lykkes. Vi er for alvor klar til kanal-sejlads.

Samme Monsieur Eric er i øvrigt stærkt fortørnet over, at vi vil forlade hans vidunderlige by allerede efter to overnatninger. ”I kommer hertil, men I gider ikke for alvor at lære vores by at kende?” I aften er kirken f.eks. illumineret. Vi forklarer om fem timers cykeltur, træthed og ønsket om at komme til Paris og møde vores barnebarn om nogle få dage. Han forstår det ikke.

Logbog: Udsejlet distance: 0,0 sømil. Tid: Vi bliver i Rouens lystbådehavn, i gæsteafsnittet hvor vi fortsat kun ligger tre både, som kommer til at kende hinanden bedre og bedre. Vejr: Sindssygt hedt. Varmt fra morgenstunden, men 31 grader varmt klokken 18 om aftenen.