Verdens muligvis smukkeste togrejse
41° 55′ 9.2244” N 8° 44′ 19.086” E
21.- 23 april, 2017
Når sømænd går i land, så tager de toget. I hvert fald hvis de går i land i byen Calvi på Korsika og har flybillet hjem til Danmark fra Ajaccio lidt sydligere på Korsika. I bil er der ifølge Google Maps en 72 kilometer. Med tog varer rejsen fem timer. Vi vælger toget.
Mange har begejstrede fortalt os om de små korsikanske tog, der på smalle skinner snegler sig langs kysterne, kryber opad bjergene, undervejs tager nogle gevaldige rundture på bjergsiderne for at undgå en alt for stejl rute.
Vi bliver ikke skuffede. Hvis jeg var jernbaneejer ville jeg beordre togvinduerne pudset hver eneste dag, for en tur med disse tog er virkelig en spektakulær attraktion.
Jeg tænker, at en sådan togtur fortæller dig alt, hvad du har brug for at vide om Korsika. Om ufattelig skønhed i bjergene, om spredte flokke af geder og køer samt af og til – men kun sjældent – et stykke opdyrket jord. Turen bringer dig gennem små bjergbyer, hvor man knap begriber, hvordan indbyggerne tjener til føden. Spredte bilvrag og opsprættede madrasser kan ikke for alvor sløre billedet af Korsikas overvældende skønhed.
På faldefærdige bygninger ser vi grafitti med slagord om frihed og selvstændighed for Korsika. Men vi har svært ved at forstå, hvordan et uafhængigt Korsika skal kunne hænge sammen med øens store arbejdsløshed og en årlig netto pengeoverførsel fra fastlands-Frankrig. Korsika lever i dag af turister og ikke meget andet.
Vi har halvanden dag i Ajaccio (udtales asjakio, bliver vi belært) før flyveturen hjem. Det er en stor by efter korsikanske mål. Det kan godt være, at de oppe i Bastia mener, at det er dem, der står for dynamikken i den korsikanske økonomi. Men det passer ikke. Ajaccio ER øens hovedstad. Den er ikke specielt smuk. Men den summer af aktivitet og mange besøgende. Vi faldt især for byens travle fødevaremarked og et par udmærkede museer.
Bonus-info: Spis på restauranten Le Roi de Rome. Den er af TripAdvisor udnævnt til at være den 29. bedste blandt 2408 korsikanske restauranter. Maden er fremragende, ejeren har forstand på korsikansk vin, og priserne er absolut i orden. Tag også en tur med byens ”petit train”. Det kan føles lidt fjollet at sidde i sådan en slags børnetog, men det fører dig rundt til steder i omegnen, hvor du næppe ville komme til fods.