Farvel til Danmark. Eventyret venter forude
55° 2′ 23.082” N 10° 40′ 23.3076” E
5.-9. juli 2012
Det er fem dage siden, Ronja forlod sin faste hjemhavn i Thurø Bund.
Lasse, Tianling, Nellie, Emilie og Molly tog afsked med os på kajen, da vi forlod vores faste bådplads gennem fire år. Underligt at Ronja måske aldrig skal tilbage dertil.
Efter et kort stop i Marstal med besøg på båden af Hanne og Ebbe var vinden gunstig for Kiel. Ti sekundmeter fra nordøst, og 35 sømil senere anløber vi Düsternbrook Marina i Kiel.
Vi kigger på Kiel og benytter en overliggerdag til rengøring og småreparationer på båden samt indkøb af søkort.
Søndag morgen tager vi igennem slusen til Kielerkanalen sammen med 10 andre lystsejlere og et kæmpe containerskib. Det er lidt skræmmende at være i samme sluse med så stort et skib.
Kielerkanalen er 100 kilometer lang og lavet med tysk præcision med kilometeranvisning på brinken for hver halve kilometer. Selv om kanalen som sådan er ret kedsommelig at sejle på, nyder vi det gode vejr og det faktum, at vi nu er på vej ud på de store verdenshave.
Efter et kraftigt tordenvejr, hvor vinden når op i 16 sekundmeter anløber vi Bruntsbüttel efter 8½ times sejlads for motor. Her er der en lille marina, som ligger lige før slusen ud i Elben. Fra vores kajplads følger vi strømmen af kæmpeskibe, der skal igennem slusen både dag og nat.
Brunsbüttel virker forstemmende. Store anlæg langs kanalen med olietanke og kemiske fabrikker fortæller, at her er et af den petrokemiske industris brohoveder i Europa. På kanten af marinaen ligger en lille restaurant, “Torhaüschen”. Den har tre palmer vajende fra store urtepotter. Vi nærmer os syden?