Hjertet står stille. Hjernen nægter at tro det. Motoren i stykker igen!

48° 57′ 0.6336” N 4° 21′ 10.1448” E

Mandag – July 6

Krasch! Krasch! Krasch! Hjertet står stille. Hjernen nægter at tro det. Vi får et chok, da præcis samme lyd fra motorrummet rammer os, som sidste år tvang Ronja i hænderne på franske mekanikere og afbrød vores sejlerferie, endnu inden første uge var omme. Vi er slet ikke i tvivl: Det er igen kardanleddet, det er galt med. Det har revet sig løs. Igen.

Vi ser for os, hvordan hele sidste års tragedie nu vil gentage sig. Nye mekanikere, ny ventetid, ny reservedel, ny reparation. Årets sejlerferie afbrudt. I år efter kun én dags sejlads. Øv, øv og atter øv.

Morgenen startede ellers med, at Per og Kirsten i kådhed over atter at være på vandet, stod tidligt op og startede motoren for at tyvstarte dagens sejlads,  endnu mens resten af familien ligger og sover i agter- og hovedkahyt. Ronja når ikke ti meter ud i bassinet, før de skrækindjagende krasch-lyde fra motorrummet tvinger båden tilbage til kajen.

Da vi åbner ned til motorrummet ser vi et kaos af forvredent metal og løse bolte. Hele reservedelen har revet sig løs. Så meget for fransk mekanik.

Som et uventet varsel om, at vi måske alligevel er tilsmilet af lidt held, stikker skipperen på den hollandske nabo-båd hovedet op fra sin kahyt: ”Har I brug for hjælp? Jeg er dieselmekaniker.” Vi kniber os selv i armene – er vores nabo dieselmekaniker? – og forklarer ham, at vi gerne helt sikkert har brug for hans hjælp, men at vi først har en høne at plukke med en bestemt fransk mekaniker, som har brugt måneder på at reparere Ronja, kun for at hun bryder sammen efter en enkelt dags sejlads.

Per får fat i havnefogeden, en ung studerende, som er god til engelsk. Han bliver briefet og ringer op til Meca Max Service, og han sætter Alain Reinhardt ind i situationen. Katastrofe! Totalt alvorligt! Vi er i starten af en fortvivlende kort ferie. Helt uacceptabelt. Der må gøres noget straks. Tout de suite!

Sørme om ikke han stiller ved båden indenfor mindre end en halv time. Det har vi aldrig oplevet før.

Han farer ned i motorrummet og kommer snart op igen for – med havnefogeden som tolk – at berolige os med, at nok er det et problem, men det er ikke et alvorligt problem. Det kan løses. Reservedelen er intakt, men de fire (eller er det seks) bolte, som det nye og større kardanled er gjort fast med, har vist sig været for korte. Derfor har de vredet sig løs. At et større led kræver en stærkere fastgøring, behøver man ikke være mekaniker for at regne ud, skumler vi, men udadtil glæder vi os over, at katastrofen tilsyneladende kan begrænses til en enkelt dags reparation.

To mekanikere arbejder på sagen i syv timer. Voila. Nu kan I sejle igen. Alain Reinhardt bedyrer, at den nye reparation vil holde i mange år og tilføjer, at dagens reparation er at betragte som service. Uden beregning.

Ja, det manglede sgu da også bare. Eller ville det blive noget af en reklamationssag.  Vi bider tænderne sammen, smiler anstrengt og takker ham for, at han var klar til hurtig udrykning. Indeni tænker vi: Fandens til lastvogns-mekaniker. Næste gang må vi gøre en ekstra indsats for at finde en mekaniker, der har forstand på skibsmotorer.

Vores hollandske nabo er flere gange i løbet af dagen ovre og kigge med, når de franske mekanikere er hjemme på værkstedet for at bore huller til længere bolte. Han er enig i, at problemet er mindre alvorligt end først antaget. Men han er ikke imponeret af deres faglige kunnen, og da vi sammen med ham besigtiger reparationen og tester motoren en times tid med gearet både frem og tilbage, så erklærer han, at det formentlig vil holde, men at det ikke er noget ”nice job”, de har leveret. Det kan selv vi se.

Bøjede metalplader vidner fortsat om morgenens kollaps. ”Garage-mekaniker”, vrisser hollænderen. Selv har han arbejdet med motorer og ingeniørarbejde i forbindelse med store floddrænings-projekter over hele verden.

Han stoppede med at arbejde for få år siden, og beslutningen om at gå på pension er den bedste, han nogensinde har truffet. Han og konen sejler nu seks måneder om året og tilbringer resten hjemme i Holland. Konen hvisker dog til os, at han har langt endnu, før han er nede i tempo. Han er stadig rastløs selv efter to år som pensionist.