Status: År to af Ronjas jordomsejling var en fin årgang
48° 54′ 33.66” N 2° 11′ 30.9984” E
29. juli, 2013
Vi sikrer og rengør Ronja samt pakker bilen. Tre timer senere befinder vi os i hjertet af Bourgogne-distriktet, i byen Beaune. En helt ny slags ferie begynder. Vi har lejet to værelser på et IBIS-hotel til knap seks hundrede kroner pr værelse pr nat. Og yderligere ét værelse i Alsace-byen Eguisheim til natten mellem onsdag og torsdag.
I Bourgogne er vi sammen med Vivi og Peter, som vi i forvejen kender gennem Hanne og Jørgen. Vi besøger vinslotte, deltager i prøvesmagninger, køber Bourgogne-vine, fejrer Hannes fødselsdag, og følger de sidste mange dages princip om kun at opsøge restauranter, der er omtalt i Michelin-guiden for Frankrig enten som Bib Gourmander eller som havende en eller to gafler. Det giver bonus stort set hver gang. Billige men meget gode tre retters menuer. Typisk til en pris mellem 30 og 37 Euro for tre retter. Vi lever som grever.
Fransk mad får virkelig oprejsning under denne tur. Efter nedturen med det såkaldt moderne franske køkken i 1970’erne, hvor fransk mad blev ensbetydende med mikrosmå portioner, en tynd, rå gulerod på en tallerken med et lille stykke kød, har vi faktisk tænkt, at det franske køkken er afgået ved døden. Men det lever i høj grad, har det godt og er en nydelse ikke blot for de franskmænd, som aldrig selv har anerkendt, at god mad kan laves andre steder end netop i Frankrig.
Det gode liv fortsætter vi senere i en nuttet bindingsværkby med egne storke, Eguisheim, hvor vinen blot er udskiftet med Alsace-vine.
Torsdag aften klokken knap 21 er vi hjemme i Odense med seks kasser hjembragt vin og en masse oplevelser i bagagen. Emilie og Molly venter på Jagtvej med mad til de trætte rejsende.
Det har været en meget varieret ferie. Havsejlads i mange dage. Kanal- og flodsejlads i mange dage. Storbyferie i Rotterdam og Paris. Gourmet-ferie i Bourgogne og Alsace. Det bedste vejr i mands minde. Solskin stort set hver eneste dag. Familiesamvær med Lasse, Tianling og Nellie samt med Jørgen og Hanne.
År to af Ronjas jordomsejling – 2013 – var en fin årgang.