Wifi? Nej, den slags bruger vi virkelig ikke her
45° 44′ 33.6516” N 4° 48′ 56.1816” E
July 20, 2015
Vi sejler til Lyon. Starter klokken 6.00 og får en fortryllende morgen. Lystfiskerne er på plads i massevis. Det sammen er hejrerne, svanerne, storkene og de fascinerende rovfugle, som vi ser lære deres unger op til at kunne flyve. Bjergene bliver højere, vi møder flere erhvervs-lægtere, mere industri og samtidig også flere fritidsfartøjer i takt med at vi nærmer os Lyon.
Indsejlingen er smuk. Ikke som Paris. Men storladent på en anden måde med mere natur, meget oprindelig arkitektur, enkle broer. Dejlig by. Vi lægger Ronja ind i den nye lystbådehavn i Confluence-kvarteret og bruger resten af dagen på sightseeing.
Hedebølgen er tilbage, så vi holder os mest i skyggesiden af gaderne og drikker vand og Cola på caféerne.
Franskmænd har et forbløffende afslappet forhold til WiFi. Det oplever vi igen i Lyon. På havnekontoret får vi oplyst havnens WiFi med tilhørende kodeord. Men det virker stort set kun, hvis man sidder klods op ad havnekaptajnens dør, ikke på Ronja. Vi får at vide, at vi også kan bruge det nærliggende indkøbscenters WiFi. Også dette virker dog i praksis kun, når man sidder midt inde i indkøbscentret. Hvis du jager WiFi på caféerne, så ryster en del bare på hovedet og lader dig forstå, at sådan noget har de bestemt ikke (underforstået det ser de ikke den fjerneste grund til at have). Andre, som angiveligt har et hotspot, slår ud med armene og siger, at internettet lige i øjeblikket er gået i stykker. Selv i en af Frankrigs større byer kan det være en udfordring at komme på nettet.
Logbog: Dagens distance: 80 kilometer. Sejlet tid 6.00 til 14.00 = 8 timer. Sluser: 2 stk. Vejr: Skøn morgen og formiddag. Men hurtigt tager solen over, og vi får igen temperaturer omkring 30 grader.