Mandag 14. juli til mandag 15. juli

49° 2′ 29.6348” N 3° 58′ 1.56” E

En hel uge yderligere er gået. Vi er stadig i Epernay og, når vi på vores løbetur hver anden morgen svinger ind hos den lokale bager i Magenta, så rækker bagerkonen straks ud efter hylden med de grove baquettes tilsat ekstra korn. Hun betragter os som stamkunder, ved hvad vi vil have og hilser hjerteligt, når vi kommer.

På samme måde er det, når vi hver dag cykler ind til den café i Epernay, der har det stærkeste wifi, så vi kan læse nyheder, checke mail og i det hele taget følge med i, hvad der sker i verden. Servitricerne hilser på os som kunder, de kender, selv om vi ikke helt som andre stamkunder er kommet på kindkys-niveau med servitricerne.

Vi er tæt på at gro fast i Epernay. I stedet for fredag, så kommer le mekanik pludselig tirsdag eftermiddag. Vi er oppe i byen på stamcaféen. ”Du er ikke på båden,” spørger han let bebrejdende. ”Nej, men jeg er der om ti minutter. Bliv endelig hængende.” Han måler, han fotograferer, han taler på fransk med et lager, oplyser dimensioner på kardan-leddet dog på møtrikker. Le mekanik lader os forstå, at nu er vi trods mange genvordigheder med krakkede afdelinger af Malö og ferielukket på Orust tæt på en løsning. Men det bliver ikke onsdag. Det bliver i bedste fald fredag, at han kan montere den nye del.

To dage mere, tænker vi. Men det når næppe at bundfælde sig, for aftenen efter ringer Bill, den engelske oversætter, men uheldsvanger stemme og forkynder, at kardanleddet er så specifikt til vores båd, at det ikke lagerføres noget sted i Europa men skal nyproduceres på en fabrik i Holland efter ordre. Det koster 1.591,24 € inklusive moms, og de penge vil le mekanik gerne have overført, inden han afgiver bestilling på produktionen af et nye kardan-led. Derudover vil han have 500 € for arbejdsindsatsen med at måle, vurdere og – til sin tid – montere den nye reservedel. Fra tidspunktet for afgivelse af ordren vil der gå 15 dage, inden reservedelen er klar til at blive monteret. 15 dage!!! Vi er jo for pokker ikke pensionister med hele livet foran os til at vente i. Vi er på en fire ugers ferie. Og allerede nu er de to uger gået med at vente på den rette løsning på vores motorproblem.

Per accepterer at overføre pengene. Betale arbejdslønnen. Men vil ikke acceptere, at det skal tage 15 dage. Bill ringer tilbage til le mekanik. Der er ikke noget at gøre. Den hollandske producent er ufravigelig. Vi aftaler, at le mekanik skal komme til båden onsdag aften med sine bankoplysninger, så vi kan få klaret finansieringen. Men franskmænd er tilsyneladende upålidelige. For le mekanik kommer ikke klokken 18. Han ringer klokken 21 og spørger, om det er i orden, at vi mødes ved båden klokken 10 torsdag formiddag i stedet for? Det er ok, accepterer vi med træt stemme, hvor kun vores mangelfulde franskkundskaber  afholder os for at udtrykke os mere offensivt. Le mekanik kommer heller ikke klokken 10. Han ringer klokken 12 og spørger, om det kan blive klokken 14 i stedet. Franskmænd er upålidelige.

Klokken 14 kommer han. Per ringer til Danske Bank i Odense og får overført beløbet til le mekanik. Aftalen bliver, at når pengene er inde på hans konto, fredag, så vil han bestille ”la piece”, og han stiller os i udsigt, at måske vil han kunne få reservedelen allerede efter syv dage, for han har virkeligt presset producenten og forklaret vores situation. Vi serverer kaffe, snakker socialt og skilles med de bedste forhåbninger om snarlig løsning på vores problemer.

Syv dage! Efter alle de skred, der har været i tidsplanerne, så tror vi ikke længere på franske forsikringer om bestemte tidspunkter, så nu går vi i gang med at planlægge en hel ny ferie. Vi aftaler med Lasse, at vi gerne vil komme til Provence og bo sammen med dem på et landligt B&B. Vi ringer til Mikkel og Helen og forklarer dem, at vi næppe kommer på skudhold af Lyon som aftalt. De foreslår til gengæld, at vi så kører til Lyon, og at vi holder nogle dages storbyferie. Sådan bliver det.

Dagene går med sysler på båden. Den bliver lakeret. Skruer på gelændere bliver strammet. Hele dækket får en tur med algefjerner. Fredag kommer Jørgen og Hanne. Og som altid, når de er ombord, så ændrer Ronja karakter. Der bliver mere sports-camp over båden, og der bliver – paradoksalt nok – også mere dekadent nydelse af mad og drikke over båden. Hanne har sin lille røde med. Michelin-guiden til Frankrigst bedste restauranter, og vi

Med Hannes hjælp forklarer Per nu den nye situation og den nye plan for havnekaptajnen. Vi forlader havnen på tirsdag, og vi vil gerne have Ronja liggende i Epernay indtil 11. Oktober, hvor vi vil komme ned og sejle Ronja videre ned syd på. Vi vil gerne have ham til at passe på Ronja for os. Vi vil gerne have ham til at åbne for le mekanik, når denne kommer, vi vil gerne have ham til at lukke ned for motor og intern strøm, når installationen er færdig.

Bernard er helt med. Ingen problemer. Han skal nok holde øje med Ronja og gribe ind, hvis noget går galt. Vi aftaler en pris frem til 11. Oktober. 4.500 kroner. Det er relativt meget. Men det har stor betydning, at Bernard så tydeligt lover at påtage sig et ansvar for Ronjas velbefindende. Vi får en havneplads. Vi får også en samvittighedsfuld vicevært.

Vi får endda rabat på nogle dage. ”Det gør vi ikke for alle og enhver”, bedyrer Bernard.

Et svensk par og et par af deres venner fra Lomma ved Malmø lægger til på siden af os. Det svenske par er gået på pension, og er i gang med foreløbig 16 måneders sejlads ned til Grækenland. Deres båd er en Bavaria 34, som de har døbt ”Drömmen”