Lyon er et mekka for lækre fødevarer og gode spisesteder
45° 44′ 32.9496” N 4° 48′ 55.9512” E
July 21, 2015
Vi lejer bycykler. Lyon er berømmet for sine bycykler. Personligt har vi svært ved at finde berømmelsens årsag. Jo, der er mange cykler. Og de bliver brugt en del. Men systemet er bøvlet. Det tager syv lange og syv brede at få udleveret en cykel via skærm og kreditkort. Da vi var i Lyon med Helen og Mikkel sidste år blev vi efterfaktureret 150 €, fordi vi – blev det hævdet – ikke havde afleveret en af cyklerne på den foreskrevne måde.
Trods sidste års dårlige erfaringer kaster vi os ud i eventyret igen.
Vi spiser frokost i Les Halles Lyon Poul Bocuse. Charmerende som altid. Virkeligt lækre fødevarer og gode spisesteder. Vi vælger et udvalg af franske oste som frokost, ledsaget af en god Rhone rødvin.
Temperaturen øger og øger gennem dagen. Til sidst orker vi ikke at cykle mere, og da vi kort før klokken otte til fods passerer et torv i Lyon viser apotekerens termometer 48 grader i solen. Da vi efter mørkets frembrud kommer samme vej tilbage, er klokken knap 11, og samme termometer viser 34 grader. Det er bare for meget. Franskmændene klarer det med maner. På en lille plads nær Rhône danser flere hundrede mennesker til sydamerikanske rytmer
Logbog: Dagens distance: 00 kilometer. Sejlet tid = 0 timer. Sluser: 0 stk. Vejr: Hammervarmt. Temperaturen holder sig mellem 30 og 40 grader dagen igennem.