“Hold up” til søs. Politiet border os og giver os en bøde
53° 42′ 8.3748” N 7° 9′ 56.6201” E
13. juli, 2012
Fredag beslutter vi at forlade Helgoland med kurs mod den frisiske ø, Norderney.
Vinden er igen stik imod. Men vejrmeldingen stillede i udsigt, at vinden gradvist vil dreje mod syd og sydøst, og med forventning om dette hejser vi storsejlet i Helgolands forhavn, og så beamer vi ellers afsted for motor med storsejlet som stabiliserende støttesejl parat til at tage over, når vinden drejede.
Det skulle vi ikke have gjort.
Den direkte kurs mod Norderney, bragte os igennem ikke blot ét men to trafiksepareringssystemer, dybvandsruter for store tank- og containerskibe. Ét til floden Jade, ét til floden Elben.
Der var knapt et skib i sigte, dem der var, havde vi styr på, så vi ”skråede” ind over zonen i stedet for at tage den vinkelret. Når en sådan zone er op til 10 km bred, så vinder man både tid og komfort ved at lægge kursen efter vind og mål i stedet for efter reglementet.
Det skulle vi slet ikke have gjort.
Langt ude i horisonten så vi noget, der godt kunne ligne et kystvagtskib. Først da vi så det, slog vi VHF´en til på kanal 16 for at kunne lytte på eventuelle meldinger.
Efter nogen tid så det ud som om, at kystvagten havde sat en mindre båd i vandet, og at den var på vej over mod os.
Fandens også! Der var ingen tvivl. En hurtiggående gummibåd havde direkte kurs mod os. Vi lagde Ronja op i vinden, tog motorkraften af og lod storsejlet blafre stik mod vinden.
Kort efter blev vi anråbt. Fire granvoksne politibetjente i en gummibåd. De lod os forstå, at de ønskede at komme om bord. Meget gemytligt. De jokede ligefrem om, at de trængte til frokost og slog sig på maverne.
Det handlede ikke om frokost. To betjente bordede Ronja. Med pistoler i bæltet og ringbind med formularer og udskrifter under armen.
”Vi vil gerne forklare, hvorfor vi er her”, sagde de. Det vil sige, den ene talte. Den anden noterede. ”Men først vil vi gerne se nogle dokumenter – jeres pas, VHF-tilladelse, skibsførerbeviser, nationalitetsbevis og dokumentation for skibets ejerforhold.”
Heldigvis har vi styr på dokumenterne, og da de efterfølgende spurgte til vores søkort, var der heller ikke noget at komme efter. Alle var fra 2012.
”Vi er her, fordi vi har observeret, at I har krydset en trafikzone i en vinkel, der afviger 30 grader fra søvejsreglerne”, sagde betjenten.
Det havde han fuldstændig ret i. Det vidste vi jo selv, og som om dette ikke var nok, så medbragte han en radarudskrift fra kystvagtskibet, hvor man åbenbart havde fulgt os i længere tid. ”Her er jeres kurs”, fastslog han. ”Vi kaldte jer på VHF kl. 10.32, men I svarede ikke”. Det var før, vi tændte.
Det var den ene ting. Derpå fulgte den anden. ”Vi kan se på kursstabiliteten, at I både har ført sejl og haft motoren på… Det er kun lovligt efter søfartsloven, hvis man med en omvendt kegle hejst halv op i masten viser, at man er et sejlskib, der p.t. fremdrives for motorkraft”.
”Har I en kegle ombord?” spurgte betjenten.
”Jo vist”, svarede Per. ”Den ligger i kistebænken agter”.
”Så må I hejse den op nu”, insisterede betjenten.
”Men kan vi ikke bare stryge sejlet, så vi kun sejler for motor?”
”Jeres beslutning,” lød det fra betjenten. Og ned kom sejlet.
”I har overtrådt to regler. I vil gennem jeres egne myndigheder få et bødeforlæg på to eller tre hundrede Euro”.
Her indskød Kirsten, at så skulle de da hellere sige ja til at få den frokost, som de selv havde foreslået, inden de bordede os. Betjentene lo høfligt og afslog tilbuddet. I det hele taget var de temmelig professionelle. De gik ikke ind i diskussioner, om, hvor vidt der havde været nogen fare eller overhovedet andre skibe i nærheden. De forholdt sig alene til, at en regel var overtrådt.
De hilste pænt farvel og ønskede god rejse, da de steg ombord i gummibåden, der igen var kaldt til.
”Skide tyske bureaukrater”, fnyste Kirsten, da de var på vej væk. ”Det svarer til at få en bøde for at gå over for rødt i en fodgængerovergang midt om natten, efter at have sikret sig, at der absolut ingen trafik er.”
Per var mere afslappet over episoden. ”Vi gjorde noget, vi ikke måtte”. Efter hans mening var det en sjov og interessant oplevelse.
Oplevelsen har bevirket, at Kirsten, hver gang hun ser et fartøj, der ligner et kystbevogtningskib, får nervøse trækninger og spørger Per, om det vi har gang i, nu også er helt lovligt.
Efter næsten 12 timers i øvrigt fin sejlads – efterhånden også for sejl – anløb vi Norderney. De sidste timer af sejladsen var ikke nemme. Vi kunne ikke finde indsejlingsbøjerne, det elektroniske kort sagde ét, vores papirkort noget andet. Men ude i virkelighedens verden var bøjerne der slet ikke. Vi valgte derfor en anden indsejling, “den schluchter” fem sømil længere mod vest.
Logbog: Afsejlet 8.00. Destination: Norderney. Ankomst 17.00.