Et kæmpe fjols får masten til at vælte i Rouen

49° 28′ 56.6724” N 0° 52′ 31.9008” E

19. juli, 2013

Turen går videre ad en morgenstille flod. Vi møder – siger og skriver – én fransk flodbåd, som er på vej ud mod Le Havre. Ellers ingenting. Smuk natur. Dramatisk med fine og lejlighedsvist pompøse landejendomme. En enkelt kondiløber. Ellers er alt tyst.

Da vi nærmer os Rouen, bliver der liv. Ved de mange kajer i det gigantiske industriområde op til Rouen er dagens dont i gang. Her ligger vores ”venner” fra i går – flodbådene og fragtskibene – som overhalede os. I alt en ti-tolv kendte skibe ligger og er ved at blive losset eller lastet.

Vi finder lystbådehavnen i Rouen. Helt ny. Men ganske lille. En snes lokale både og ved siden af – en hel gæstehavn, hvor vi frit kan vælge mellem samtlige pladser, for vi er netop nu de eneste gæster.

Havnefoged Jean Marie er meget fransk, gestikulerende, høflig, trykker hånd og ved ikke, alt det gode han vil gøre for os. Han bliver imidlertid mere og mere forvirret, som dagen skrider frem. Han klarede det fint, så længe vi var de eneste gæster. Men da senere en fransk båd lagde ind i gæstehavnen efter seks ugers rejse fra Middelhavet, og lidt senere til overflod også en britisk motorbåd, der netop havde været i Paris, så blev det for meget for Jean Marie. Han blev stresset, blandede bådene sammen, mente på et tidspunkt, at der nu lå to ”Malø’er” i hans havn (Vi havde på det tidspunkt fået taget masten af, og den slags kan nok forvirre, sådan sidst på dagen). Halv otte om aftenen resignerede han over sit overarbejde. Han skulle have haft fyraften klokken 19. Men der ”havde ikke været et ledigt øjeblik.”

Per opsøgte straks efter ankomsten til Rouen firmaet COOP Lamanage, som ligger ved siden af marinaen. Vores tyske transportør, Wolfgang Graf, har anbefalet, at vi bruger netop det firma til at få taget masten af, og at han så senere ville komme og køre mast plus bom til Navy Services i Port St. Louis ved Middelhavet.

Ikke én hos Lamanage forstår engelsk. Jo, en enkelt, Christoph, som Wolfgang havde anbefalet, men Christoph var på ferie.

”Øh, j’a une bateau. Et je øh…” Hold kæft hvor gik det trægt. Men efterhånden forstod de. Jeg ville have hjælp til at få masten af, og jeg ville gerne have en hurtig aftale. Allerhelst i dag, fredag. De tjekkede tidevandstabeller. Det skulle være lavvande, når operationen blev gennemført, ellers var kranen ikke høj nok til opgaven.

Klokken 15.00?

Oui! Perfectement. Merci beaucoup!

Fire timer. Det når vi. Ned med sejlene. Pakke dem sammen. Ned med flagliner. Ned med lazy jacks. Fjerne de første vantskruer til styrbord og bagbords vant. Væk med bom og bomnedhal. Væk med storsejlsskødet.

14.30 var vi klar og sejlede over til Lamanage, lidt før aftalt tid.

Og så startede balladen. Per var ivrig efter at nå så meget som muligt inden for den time, vi har købt en kranfører og en håndgangen mand, så han gik videre med at løsne også vantskruerne til de ydre vant i bagbord side i forventning om, at lige om lidt var folkene fra Lamanage klar til deres del af opgaven. Sådan gjorde vi altid, når Jesper og han tog masten af vores gamle Albin Ballad, ”Lazzaron”. Men her var masten også gennemstukket ned gennem ruftaget.

Den øvelse skulle han aldrig have gentaget på Ronja. Pludselig skriger Kirsten: ”Masten vælter”.

Langsomt og majestætisk sejler masten ud over bagbords ræling og stopper, da den rammer kranen og lægger sig til ro i en vinkel på 75 grader.

Et mylder af mennesker dukker op ved kajkanten og kigger ned på de tåber, der havde fået deres egen mast til at kæntre. ”Fou,” siger de blandt flere andre ting. Det forstår vi ikke betydningen af. Men det er næppe noget godt.

Endnu engang viser franskmænd, at de er franskmænd. De gestikulerer. De diskuterer. Alle har gode råd. Kranføreren skærer igennem med en plan. Per bliver bedt om at genetablere yderligere et vant med vantskrue i bagbord side, og samtidig bliver et af Ronjas fald koblet sammen med et tykt tov og fra en nærliggende kaj i styrbord side trækker fire franskmænd i tovet, så masten rejser sig tilbage til lodret tilstand, og kranen får et fast greb i masten.

Per fortsætter nu med at afmontere vantskruer, mens franskmændene diskuterer videre oppe på broen. ”Er der ikke én af jer, der kan give min mand en hånd med?”, spørger Kirsten. Det forstår de ikke en brik af. Kranføreren er kranfører, og han rokker sig ikke fra sin plads ved kranpulten. Den ekstra håndgangne mand indser kun langsomt, at hvis der er én, som skal hjælpe de her turister med det praktiske arbejde, så må det nok være ham.

Han løsner forstag og bagstag, og han rådgiver om, hvilke ledninger op gennem masten, der skal skrues fra, når masten løftes. Vupti. Masten stiger mod himlen. De er måske nok dovne, men de er enormt professionelle med sådan en kran.

Mast og bom bliver kørt ind i en lagerhal, hvor vi får en aftale om, at vi i morgen, lørdag, kan komme ind og afmontere vindpil, VHF-antenne, sallingshorn, lanterner og i det hele taget gøre masten klar til transport mod Middelhavet. Vi betaler regningen, 159 Euro, for aftagning af masten og opmagasinering af mast og bom i op til to uger. Per giver dem 30 Euro ekstra for at have reddet os ud af en dum situation, da han af mangel på omtanke fik løsnet den sidste vantskrue for tidligt. Den slags lærer man af. Den slags fejl laver vi næppe igen. ”Learning by doing”.

Tilbage på den nu kastrerede sejlbåd møder vi et fransk ægtepar, som netop er ankommet efter at have sejlet seks uger fra Middelhavet til Rouen. De ser seje ud. Fendre rundt om hele skibet. Fenderbrædder. Solbrankede. Vi falder i snak. ”Tag ikke samme rute som os”, siger de. ”Vi stikker kun én meter, og vi havde alligevel problemer med vores dybgang”. De øser af deres erfaringer. Forklarer hvor de gode havne er. Forærer os en special-udgave af Fluviakarte – franskmændenes svar på ”Kompas’ havnelods” – med beskrivelser af havne undervejs.

Franskmændene har valgt samme hjælpere som os. De har entreret med et tysk firma om at transportere deres to master og to bomme fra Port St. Louis til Rouen. Det viser sig at være Wolfgang Graf. Pris: 1100 Euro for to master og to bomme. Vi har aftalt en pris på 55 Euro pr meter mast og 50 Euro ekstra for bommen, så det lyder meget rimeligt og er i hvert fald meget billigere, end de franske firmaer, som vi også har haft til at give tilbud på transporten.

Om aftenen lejer vi el-cykler og kører ind til Rouen for at spise. Et elendigt måltid. Slap salat og trist burger. Internationalt cuisine – lidt irsk, lidt fransk, lidt italiensk – ligegyldighed på et meget lavt niveau.

Men hvor er det sjovt at cykle på el-cykel. Man får et gevaldigt kick bagi, når man træder i pedalerne. Det er det halve arbejde og den dobbelte fornøjelse. Vi får set inderhavnen og en del af byen omkring.

Logbog: Udsejlet distance: 15 sømil. Tid: Afgang fra Duclair 7.30. Ankomst til Rouen 9.30. Vejr: Vindstille og varmt fra morgenstunden.