Hjælp, vi bliver overmandet af grønne sø-pølser!

48° 37′ 1.4928” N 4° 57′ 1.3216” E

July 10, 2015

Frisk morgenbrød. Frisk vand på tanken. Nyt startbatteri til Ronja. Vi er klar til en ny dag. Lasse kører bilen til Joinville og parkerer den ved, hvad vi ud fra Fluviacarte har estimeret til at blive vores næste overnatningssted. Sådan går det dog ikke. Mere herom senere.

Lasse vil løbe os i møde fra Joinville, 24 kilometer længere nede ad kanalen. Han når at løbe 17 kilometer, inden vi har ham om bord igen.

Fed sejldag. De fleste sluser er parate, når vi kommer til dem. Eneste problem er en vildtvoksende, grøn pølse-agtig søplante, der får ekkoloddet til at signalere konstant fare – 0,0 meter under kølen – og som sænker farten med noget, der ligner 50 procent. Vi kløver os gennem en undersøisk urskov af tykke, gran-lignende søplanter, der breder sig ud fra bredden og ser ud til at være i færd med at erobre hele kanalen. Kun i en lille strime i midten kan vi kæmpe os frem. Jævnligt er vi nødt til at sætte Ronja på fuld fart bak og derefter fuld fart frem. Det frigør os for de mest aggressive af de grønne søpølser. Hvis franskmændene ikke finder ud af at holde disse gevækster stangen, så lukker kanal-turismen i løbet af få år.

Al denne kommen og gåen. Næppe er Lasse steget om bord efter sin løbetur, før Kirsten spænder sandalerne på for at gå i forvejen og udforske overnatningsmulighederne til fods langs kanalen. Mens vi andre kæmper os frem med kun to knob mellem de aggressive vandplanter, snakker Kirsten med folk langs kanalen og med kaptajnerne på et par ombyggede penicher.

Tag ikke ind til Joinville, siger de. Det er dyrt, og det er kedeligt. Selv har de fundet en plads en kilometer før Joinville. Pladsen ligger ”in the middle of nowhere” med udsigt til marker og skove. De samlede faciliteter udgøres af en bænk. Ingen el. Ingen vand. Ingen affaldscontainere. Til gengæld kvækker elskovs-syge frøer, og kanalen lokker med kølighed og fisk, som en tre-årig kan fange med sit fiske-net.

Kanalen er ikke dyb nok til, at vi kan komme helt ind til kysten, så vi lægger til udenpå et britisk ægtepar, som har ligget her længe og skal ligge her 10 dage endnu. Sammen med dem spærrer vi næsten hele kanalen. ”Der kommer ikke flere både i dag. Vi har været afsted hele året, og her er næsten ingen både. Vi har endnu til gode at opleve et kommercielt skib på kanalen”, lyder det fra den ombyggede pram med bageovn og aircondition. De peger i den ene retning: Restaurant. De peger i den anden retning: Supermarked. Her har vi alt. Resten er ubegribelig smuk natur.

Vi kan ikke lade være at fundere over de franske vandvejes organisation. I dag har vi haft to VNF-medarbejdere med på den halve tur. På deres knallerter har de fulgt os fra sluse til sluse, fra automatiseret bro til automatiseret bro. Hvilket job de dermed har udført, står hen i det uvisse. De har ikke rørt en hånd. Blot fulgt vores bevægelser på afstand.

Man tænker uvilkårligt, om det måske havde været bedre at lade sluserne være fortsat bemandede, for det forekommer os, at de bruger samme mængde arbejdskraft, nu hvor sluserne er automatiserede.

De burde bruge ressourcerne på at holde kanalerne uddybede og fri for grønne søpølser. I stedet virker det som om, de lader det hele forfalde under et hæmningsløst forbrug af arbejdskraft. Men: Vi er i Frankrig.

Vi spiser på restauranten få meter fra kajkanten. Glimrende.

Logbog: Dagens distance: 23 kilometer. Sejlet tid 10.00 til 15.30 = 5 ½ time. Sluser: 10. Vejr: Sol hele dagen. Ikke hedebølge. Bare varmt. Sådan som en sommer i Frankrig skal være. Vi er holdt op med at tjekke vejrudsigter, så vi aner intet om aktuelle eller kommende vejrforhold. Kanalsejlads er ikke så vejrafhængig som havsejlads.