På kryds mellem smil og smukke kvinder, sådan får du dig et græsk sejler-bevis

39° 37′ 48.9” N 19° 54′ 4.6944” E

17. maj 2018

Hun er ung, smuk og virker absolut professionel, da hun med blot antydningen af et smil rækker mig det dokument, hun lige har skrevet, printet, stemplet to gange og underskrevet én gang. ”Værs’go,” siger hun og forklarer, at det allerførste, der skal ske, er, at jeg betaler 15 euro for at komme ind i Grækenland.

Jeg hiver 15 euro op af lommen og rækker dem frem. ”Nej, nej. Ikke her. De skal gå til kontor nummer 5 for at betale. Ud i forhallen. Ned gennem næste korridor og ind på kontor nummer 5. Når De har betalt, skal De komme tilbage til mig.”

Jeg begiver mig ned ad næste korridor, banker på en lukket dør og finder en svedende embedsmand, der tilsyneladende er i færd med at stabilisere nogle meterhøje stakke af papirer og sagsmapper, som står på hans kontorgulv og ser ud til at kunne vælte hvert øjeblik, det skal være.

Jeg forklarer, at jeg er kommet for at betale ham 15 euro. Uden ord finder han en dags dato blok, beder mig udfylde et par felter, derpå stempler han og underskriver. Jeg betaler 15 euro og rykker tilbage til start – til den smukke toldbetjent i kontor nummer 7.

Jeg befinder mig i Central Port Authority i Korfu by, hvor toldvæsen og havnepoliti residerer, og jeg prøver at få udstedt et såkaldt DEPKA-dokument, som enhver udenlandsk lystbåd over ti meter skal have for at kunne sejle rundt i Grækenland.

”Well done,” nikker den smukke tolder anerkendende og tager imod kvitteringen på, at jeg har betalt 15 euro. ”Nu skal De høre,” forklarer hun. ”Det dokument, jeg har lavet i dag er et midlertidigt dokument, for egentlig skulle De nu have været oppe på skattekontoret i Korfu by og indbetale 50 euro for Deres DEPKA-bevis, og derpå skulle De være kommet tilbage hertil, så vi kunne udfærdige det endelige dokument.”

Men kokken er 14, forklarer hun. Og klokken 14 lukker skattekontoret. Hun giver mig et kyrillisk bykort, der viser, at skattekontoret ligger små to kilometer fra Central Port Authority.

”Kom tilbage igen i morgen til kontor nummer 7, når De har været på skattekontoret,” smiler hun.

Næste morgen starter jeg 9.30. Jeg har indtastet skattekontorets adresse i Google Maps og bliver ledt frem til en stor, firkantet bygning, der godt kunne ligne et skattekontor. Jeg går ind gennem én af bygningens to hoveddøre og satser på, at den vil føre mig til skattekontoret. Alle skilte er skrevet på græsk med kyrilliske bogstaver, jeg trækker et nummer, sætter mig i en ventesal, og da det bliver min tur, går jeg frisk frem til skranken og spørger på engelsk: ”Er det her skattekontoret?”

Nej, forklarer kvinden i skranken mig venligt. ”Du skal ind gennem bygningens anden hovedindgang og op på 1. sal.”

Dejligt, nu er jeg på rette spor! På første sal går jeg ned ad en korridor, forstår igen ikke de græske betegnelser for de enkelte kontorers opgave, så jeg banker på døren til kontor nummer 1 og spørger, om de er skattekontoret? En kvinde forklarer mig, at ja, det er de, men det ærinde, jeg kommer i, skal løses på kontor nummer 11, ned ad korridoren, til venstre.

Jeg spørger et par grækere udenfor kontor nummer 11, om de står i kø, men de ryster beklagende på hovederne, at de ikke forstår engelsk. Jeg indstiller mig på at vente, indtil jeg opdager, at køkultur ikke er en af grækernes kernekompetencer. Nye mennesker dukker op, braser direkte ind på kontoret, og når de opdager, at der er optaget, bakker de ud igen og stiller sig forrest i køen.

Jeg gør mig bred, prøver at fylde hele døråbningen ud som et signal om, at mig kommer man ikke sådan forbi. Mens jeg venter, studerer jeg kontoret. Der sidder fem kvinder og bladrer i sagsmapper med papirer. De har computere, men musen er parkeret ovenpå tastaturet, og det redskab, de bruger mest, er den der slags svampe, som i gamle dage blev brugt til at holde fingeren fugtet, når man skulle bladre gennem mange papirer. Fascinerende. Jeg har ikke set sådan en fingerfugter i 30 år!

Kun en af kvinderne arbejder med at tage imod borgerne. På et tidspunkt kommer hun forbi mig og ser mig stå mægtig i døråbningen med mit dokument i hånden. Hun kigger på dokumentet og siger, at det er helt galt. Den slags tager de sig ikke af i kontor nummer 11. Jeg skal helt ud af korridoren og ind af en anden korridor, lige før trappen. Der kan de tage sig af min sag.

Tak, siger jeg og finder frem til et kæmpe kontor med masser af skranker, men heller ikke her ét eneste skilt til at fortælle mig, hvor jeg skal henvende mig. Jeg spørger den første skrankemedarbejder, jeg møder, og hun peger mig to skranker længere frem. ”Nummer to medarbejder herfra. Hun er her ikke lige nu. Men hun kommer snart. Blot vent”.

Jeg tager opstilling i køen til den tomme skranke og iagttager græsk kontorliv. En mand hælder resten af sin kaffe ud i en potteplante og går til kaffemaskinen for at hente sig en ny. En anden skeler lidt til højre og venstre, samler sin cigaretter og tændstikker og går målbevidst mod udgangen. Udenfor vinduerne træner et hold gymnasieelever en march med fløjter, trommer og fanebærer i front. Alle skattekontorets ansatte løber til vinduerne for at fotografere. Endelig sker der noget.

Min ”sagsbehandler” ankommer. ”Beklager, men mit system er nede,” forklarer hun, og da hun efter noget tid endelig får kontakt til sit IT-system og får udskrevet mit ønske om at betale 50 euro til det græske skattevæsen for at få et DEKPA-bevis, så hiver jeg lettet 50 euro op af lommen og rækker dem frem.

”Ikke her,” forklarer min sagsbehandler. ”De skal gå til kassen og betale.” Jeg får forklaret, hvor kassen er, kassereren sætter yderligere seks-syv stempler på papiret, jeg giver hende 50 euro og går tilbage til min sagsbehandler, som glædestrålende rækker mig det dokument, der viser, at jeg har indbetalt 50 euro.

”Er vi færdige?” ”Ja, det var det.” Mere smil.

Yes! Jeg føler, at mit dokument er indenfor rækkevidde og skynder mig gennem Korfu by ned til Central Port Authority for at få mit DEKPA-bevis. Jeg åbner døren til kontor nummer 7 og erklærer sejrssikkert: ”Så, nu har jeg beviset på, at jeg har indbetalt 50 euro!”

Kontoret har fået ny bemanding siden i går, og der bliver kigget skeptisk på mit skattedokument.

”De er nødt til at gå til kontor nummer 8 først. Vi kan ikke udstede dokumentet, før det er godkendt af kontor nummer 8.”

Suk. Jeg åbner døren til kontor nummer 8, hvor to havnepoliti-betjente residerer. Jeg henvender mig til endnu en smuk, ung kvinde i kridhvid uniformsnederdel, hvide sko, hvid uniformsbluse og en hvid politikasket, der ligger på hylden bag. Igen viser kvinden sig at være topprofessionel og stærkt optaget af, at regler skal overholdes.

Hun vil se mit registreringsbevis på båden.

”Jamen, det viste jeg jo til din kollega i går. Nu har jeg det ikke længere, det ligger hos havnefogeden i Port Mandraki.”

”Beklager. Jeg kan ikke udstede et DEKPA-bevis, hvis jeg ikke ser Deres registreringsbevis.”

Jeg forsøger mig med, at jeg har både pas, forsikringspapirer og dokumentation for yachtskipper og VHF-uddannelser. Men alt preller af.

”Beklager. Registreringsbeviset!”

Men hør, der er jo adskillige kilometer ud til Port Mandraki!

”Ja,” smiler betjenten. ”Men vi har åbent hele dagen. De kan bare komme igen sidst på eftermiddagen.”

Smil og smukke kvinder. Jeg vælger at smile igen, mens jeg indvendig svovler over grækernes forhistoriske bureaukrati.

Senere vender både Kirsten og jeg tilbage med registreringsbeviset, smækker døren op til kontor nummer 8 og meddeler, at her har I os tilbage nu med registreringsbevis. Så begynder skrivearbejdet. Et DEKPA-bevis er åbenbart et mange sider langt dokument. Min havnebetjent udfylder noget, jeg udfylder noget andet. Til sidst får papiret to gang to stempler, to underskrifter og bliver kopieret. ”Nu kan de gå tilbage til kontor nummer syv!”

På kontor nummer syv har der i mellemtiden været vagtskifte, og den nye toldbetjent kender ikke min sag. Hun starter forfra. Registreringsbevis, forsikringspapirer, pas. Det hele bliver kopieret. Spørgsmål besvaret. Papirets betydning forklaret. Sørg for at få det godkendt igen om et år!

Tak, tak, tak. Vi er igennem nåleøjet. Efter to halve dage, syv kontorer, et utal af stempler, underskrifter, fotokopier, et ubegribeligt bureaukrati heldigvis tilsat venlighed og smil står vi nu med et DEKPA-bevis. Systemet har budt os velkommen til Grækenland, og netop det græske ørige siges at være det mest smukke, gæstfri og hyggelige sejlerfarvand i hele verden.

Vi glæder os.