Udflugt til sump-landet

Posted on May 14, 2022
Udflugt til sump-landet

39° 45′ 38.4804” N 26° 8′ 42.2916” E
14. maj 2022

Dalyan
Hun lærer os at drikke tyrkisk the, udtales ”Chai”, drikke tyk, grumset tyrkisk kaffe og spise spinkle osteruller til frokost. Hun hedder Emel, er tyrker, elsker cubanske cigarer og har i nogle år været gift med schweiziske Andreas, med hvem hun deler liv og dagligdag i en lejlighed i Istanbul, en landlig hytte i Tyskland og en sejlbåd i Middelhavet. Begge er pensionerede.

I dag er vi taget med Emel og Andreas på tur i sumpen. Vi har lejet en flodbåd, som fører os mod vest til den lange Iztuzu Beach, skildpaddestranden, hvor skildpadder søger hen for at lægge æg. Her finder vi en åbning i stranden, og sejler ind i Dalyan-flodens delta, der snor sig gennem mandshøje siv og langsomt åbenbarer et enormt marsk-område.

Første stop bliver ruinbyen Caunos, som endnu kun er delvist udgravet, men som er interessant, fordi vi blandt ruinerne af teater, tempel, badeanstalt og tårne får følgeskab af en kæmpe flok geder, et æsel, en skildpadde og en mere end halvanden meter lang slange.

Senere gør vi stop i turistbyen Dalyan, som især er kendt for sine spektakulære gravkamre, der er hugget ind i bjergsiden højt hævet over byen.

Inden hjemturen besøger vi mudderbadene lidt nord for Dalyan og får vores livs første mudderbad. Mere specielt end egentlig rart

En super dag. Mest af alt lærerig på grund af samværet med Emel og Andreas, der øser af deres tyrkiske viden.