Brækket ben og “Turkish Delight”

36° 39′ 29.7936” N 28° 51′ 10.5264” E
Sarsala Bay

27. maj 2022

Så sidder jeg der, og skriver til børn og børnebørn, at jeg er faldet ned fra et bjerg, men at intet alvorligt er sket. Medsender ovenikøbet et foto, hvor jeg bevæget men fattet stirrer på min venstre ankel, der er omviklet af en ispose.
Efter ti timers søvn er smerten blevet værre. Så nu, endelig, er jubel-idioten klar til at lytte til sin kone, der hele tiden har talt for en røntgenundersøgelse. Vi kontakter rejseforsikringen, og forklarer hvor i Tyrkiet, vi ligger med vores sejlbåd, Ronja. Samtidig tager skippers kone fat i krofatter på den restaurant, vi i øjeblikket er fortøjet ved.
Vi er så langt ude i den tyrkiske ødemark, som man næsten kan komme. En lille bugt, en restaurant og en bådebro. Ingen vejforbindelser overhovedet. Al trafik sker ad vandvejen.
Skippers kone og restauratøren lægger en plan. Først ti minutter i gummibåd til en nabo-bugt, som har vejforbindelse. Derpå 40 kilometer med en tilkaldt taxi til et hospital, hvor restauratøren har sørget for, at vi er ventet. En portør står klar med kørestol. Et par læger stiller spørgsmål og trykker på ben og fod. Fire røntgenbilleder. Så er overlægen klar med dommen: ”Din ankel er brækket. Den gode nyhed er, at vi ikke vil operere, du kan nøjes med to krykker og foden i gips seks uger.”
Juhu?
En brækket ankel er stort for mig, som ellers aldrig har brækket noget som helst. Men det, jeg egentlig vil fortælle, er historien om, hvor hjælpsomme, handlekraftige og effektive dine medmennesker er, når der er brug for det. Tyrkere såvel som rejseforsikring.
Og taxichaufføren? Han trissede med rundt på akutmodtagelse, røntgenafdeling og gips-støberi, han ville gerne vide, hvad der skete, og på vej tilbage til båden kørte han omkring sin private bopæl, fordi han mente, at vi trængte til et koldt glas vand og turkish delight (sød slik).