I Odysseus’ kølvand sejler vi ind i verdens mest spektakulære naturhavn

41° 23′ 17.754” N 9° 9′ 44.3304” E

Søndag 25. juni til fredag 30. juni

En drømmesejlads. Igen. Vi hejser sejlene, da vi forlader Propriano, og vi tager dem ned igen, da vi otte timer senere anløber Bonifacio, den sydligste af Korsikas større byer. Hele dagen for sejl. En solid agten for tværs. Så bliver det ikke bedre.

Bonifacio er en af de mest spektakulære og ejendommelige havne, vi nogensinde har anløbet. Du sejler ind gennem en lille åbning i kystens klipperække, drejer umiddelbart efter til højre og så befinder du dig pludselig ved starten af en 1,8 kilometer lang calanque eller fjord, der løber parallelt med kysten, men uden at kunne ses ude fra havet, da der er et klippemassiv mellem havet og havnen.

Det er en naturhavn som skåret af overmenneskelige kræfter tværs gennem kridt-klipperne. Det er svært at beskrive. Det skal ses. Lodrette kridt-klinter på hver side af løbet. Halvdelen af løbet er i brug som havn, åbenlyst er Bonifacio et yndet springbræt for sejlere på vej fra Italien, Sardinien og nordpå. Og fra fastlands-Frankrig via Korsika og sydpå.

Historikere har identificeret Bonifacio som den havn, Homer omtaler som Laestrygoniernes havn i Odysséen og dermed som den havn, hvor Odysseus lagde til med sin flåde og kun på et hængende hår og med enorme tab undslap, da Laestrygonierne satte sig for at drive Odysseus og hans folk bort.

Vi lod os ikke sådan drive bort. Vi blev der i fem dage. Delvist på grund af vejrmeldinger om voldsom blæst fra vest. Men også fordi vi kunne lide byen og dens omegn. Der er vandrestier ind i landet, og der er vandrestier langs havet. Smukt, sundt og moderat udfordrende.

Bonifacio er optaget på Unescos bevaringsliste, så det er ikke en by, du har for dig selv. Den myldrer med turister, der er lysshow på fæstningsmurene og i de tidlige nattetimer dunker diskorytmer ud over havnen og kan nok få én og anden sejler til at gribe ud efter ørepropperne.

Hver dag anløber en ny armada af ferieglade italienske sejlere. Deres sommerferie er startet. De har lejet en sejlbåd. Nu skal den have fuld gas. Mange af dem har en praksis, hvor de, når de har samlet fortøjnings-linerne op fra havnebunden og gjort dem fast, sætter motoren på fuld kraft bak, så fortøjnings-linerne blive maksimalt stramme, og derpå gør de båden fast ind mod kajen.

Det er helt sikkert godt for den pågældende båd selv, men på hver side af båden ligger nu to-tre andre både og hugger stævnen ind i kajen, fordi deres liner er blevet for slappe, efter at den nyankomne båd har trukket den fælles ankerkæde på bunden af havnen tættere ind mod kajen. For pokker! De tror, det er deres eget personlige anker. Det er det ikke. Vi er alle kollektivt forbundne til samme centrale kæde!

Skippers kone kommer glad ned i kahytten og erklærer, at de nye naboer er enormt galante, og at de har sagt til hende, at hvis hun ikke kan vække skipper fra hans siesta, så han kan løse sit problem selv, så kommer de gerne over og hjælper, hvis vi har været for dårlige til at stramme vores fortøjninger. Suk!

Bonusinfo: To supermarkeder direkte ved kajkanten. Flinke folk på havnekontoret. Pas på ved stærk vestenvind. Naturhavnen forstærker vinden som en tragt og kan gøre det svært at manøvrere.