Så er vi på farten igen. Denne gang med irriterende misforståelser i starten

52° 23′ 1.6908” N 4° 56′ 6.8856” E

5. – 11. juli 2013

Vi lagde for 11 måneder siden ”Ronja” op i Twellegea Nauticadam i Amsterdam-forstaden Nieuwendam på den sidste dag i juli 2012 – hun blev den absolut første yacht, der blev løftet op til vinteropbevaring det år.

Vi besøgte hende i pinsen 2013 for at gøre hende smuk og klar til en ny sæson. Vi spulede, vi fejede, vi vaskede, vi gnubbede, vi malede, vi polerede, vi afmeldte vores hotel og sov med Ronja, og i rigtigt mange år har hun ikke strålet smukkere forud for en ny sæson.

Vi havde aftalt med havnen, at Ronja skulle sættes i vandet fredag den 5. juli om formiddagen, hvor vi selv ville ankomme med fly om aftenen lidt før midnat. Det var oven i købet bekræftet af en mail, der sagde, at Ronja var sat ind i produktionsplanen netop den 5. juli.

Alligevel var Ronja overhovedet ikke i vandet, da vi efter en hektisk arbejdsdag, en flyvetur til Amsterdam, og en bøhmand af en bustur ankom til Twellegea. Forventningens glæde var enorm. Aftalen var, at nøglerne ville ligge i spanden med ankerkæde. Men ak. Ronja stod stadig på sit stativ. 30 meter fra vandet. Ingen havde søsat hende.

Shit! Ind på havnekontoret, som forbløffende nok var bemandet. Den – i egen selvforståelse – betydningsfulde ejer af Twellegea og fire andre marinaer ved Amsterdam sad og stenede. Hash? Vin? Whatever! Han var uden for pædagogisk rækkevidde. Kirsten skældte ham hæder og ære fra.

”Nu er du ikke venlig,” pointerede ejeren skarpsindigt. Samtidig kom også havnens kvindelige kontorchef med sin hund. Alle bor de tilsyneladende i havnen i hver deres båd.

”Det er min fejl. Jeg fik en afmelding fra en anden båd, og ved en fejl kom jeg til at aflyse jeres søsætning i stedet. Øv, hvor er jeg ked af det. Det må i undskylde,” sagde hun.

Igen er vi nødt til at sove ombord på Ronja, der unaturligt står på fire spinkle jernben på landjorden i en lille forstad til Amsterdam.

Næste dag er der ingen ende på alle de ting, havnen gør for os, for at gøre skaden god igen. Vi bliver kørt ind til nærmeste supermarked i en Wrangler cabriolet. Og vi bliver hentet ved første kald, da vi lidt senere vil tilbage med fem indkøbsposer og en rygsæk fuld af dagligvarer.

Senere tilkaldes en havnemester, som imidlertid er ny og ikke vil påtage sig at løfte os i vandet. Vi insisterer og fastholder aftalen om, at vi skal i vandet. ”Vi har kun et begrænset antal feriedage,” forklarer vi. ”Det er ok. Fejlen er min”, forklarer bogholderichefen og tilkalder en tidligere og mere rutineret havnemester.

Han er sin vægt værd i guld. Han lemper blidt og sikkert Ronja i vandet, og da vi opdager, at motoren ikke kører, som den skal, så går han i krig med opgaven og kæmper i tre timer. Han lufter ud. Han tømmer for vand. Han injicerer diesel. Han henter værktøj og mere værktøj. I starten forklarer han pædagogisk, hvad han laver. Efterhånden forsvinder han ind i opgaven med at løse den tilsyneladende vanskelige opgave med at puste nyt liv i Ronjas motor.

Det lykkes. Han er gammel flymekaniker, betror han os. ”Jeg har aldrig mødt en motor, som jeg ikke kunne klare,” erklærer han. Ufattelig dedikeret indsats. Vi kommer naturligvis til at betale havnen for hans indsats men giver ham alligevel 50 euro i drikkepenge. Hvem der bare havde hans evner med en motor.

Om aftenen spiser vi Rijsttafel (Royal) på den indonesiske restaurant, ”Puspita”, som vi også aflagde et begejstret besøg, da vi i pinsen var nede og klargøre Ronja. 66 Euro for et kæmpe stort og oven i købet spændende varieret måltid med vin til. Det er sund fornuft.

Næste morgen stævner vi ud i Amsterdam Havn. Siger farvel til den selvoptagne marina-ejer, hans smarte Wrangler-cabriolet og hans tågede og ikke særligt produktive tilgang til tilværelsen. ”Jeg har været syg i et par år,” betror han os. ”Mine ansatte har ikke passet butikken, som de burde”.

Vi lister ud gennem Amsterdams havn, og efter nogle få sømil svinger vi ned ad en sidekanal og sejler gennem byen Haarlem. En rigtig smuk by, hvor bro på bro åbner sig synkront for os.

Vi er på vej. Vi er på vej igen. Vi er på vej mod nye oplevelser. Den store gevinst ved at sejle, som vi gør, er, at hver dag bringer os frem til nye steder, hvor vi aldrig har været før.

Efter en overnatning i byen Lisse sejler vi videre mod Gouda og Rotterdam. Hollænderne forstår i den grad at leve i naturligt samkvem med vandet i kanalerne. Atmosfæren er intim.  Altaner og terrasser ud mod floden. Hver mand sin båd. Livet leves ved vandet. Hvor er det smukt.

Vi overnatter i byen Gouda. I skygge under store løvtræer. Lige midt i byen. Fire broer og sluser ind. De samme fire broer og sluser ud. Besværligt. Men det skulle prøves.

Bonus-info: Gouda-ost er velegnet til Pasta Bolognese, når man har glemt at købe parmesan. Helst dog Gouda-ost i den tørre og stærke udgave.

Fra Gouda sejler vi til Rotterdam og installerer os til en start i City Marina Rotterdam. Fremragende faciliteter. Dejlig beliggenhed for gå- eller løbeture ud i Rotterdam, hvor vi både besøger deres imponerende museum for moderne kunst og et mere tvivlsomt maritimt museum. De har to maritime museer. Vi valgte helt åbenlyst det forkerte.

Den sidste nat i Rotterdam skifter vi til en anden havn, Stifting Verhagen Rotterdam, blot en halv sømil fra City Marina for ikke at være afhængig af de sjældne åbningstider gennem den enorme Erasmus-bro. I den nye havn spiser vi igen ristaffel, på restauranten ”dewi sri”, en mere upscale udgave af en indonesisk restaurant end vores hidtidige i Nieuwendam. Prisen var da også den dobbelte, 119 Euro, og kvaliteten kun lige akkurat den samme.