Amatørteater omkring en ost
52° 30′ 45.492” N 5° 2′ 57.054” E
24. juli, 2012
En Raymarine-ekspert kommer fra morgenstunden og reparerer vores kort-plotter. “Software,” forklarer han. Plotteren er fra 2006, og det kort, vi har prøvet at installere, er fra 2012. Det kræver en opdatering. Ti minutter til 70 €. Klart pengene værd.
Derefter sejler vi til Edam. Endnu en malerisk kanalby. Vi er nu inde på Markermeer, som er adskilt fra Ijselmeer med et dige og en sluse.
Vi beslutter at aflægge Edam by endnu et besøg onsdag eftermiddag for at overvære byens store attraktion: Ostemarkedet. Meget spøjst. Meget farverigt. Men noget oppustet i forhold til markedets reelle indhold. Amatørteater omkring en ost.
Logbog: Afsejling 11.30. Destination: Edam. Ankomst 14.00.