Gæstebud i Crotone

39° 4′ 44.4684” N 17° 8′ 16.278” E

11.maj 2018

”Ved du, at i Calabrien er det en fornærmelse at sige nej, når en mand inviterer dig til sit hjem? Det kan man slippe afsted med på Sicilien. Men ikke i Calabrien.” Manden bag disse ord virker temmelig bestemt. Han hedder Pino, han er 70 år, høj, kraftig, taler med dyb stemme og er bemærkelsesværdig god til engelsk – og så er han fra Calabrien, født i den by, Crotone, som vi er anløbet med det gode skib Ronja.

Pino har lige inviteret os til sit hjem, og det er naturligvis skønt, hvis ikke det lige var fordi, vi tidligere på dagen har sagt ja til en invitation til at nyde en drink sammen med vores britiske venner Claire og Derek samt Elisabeth og Ken ombord på båden ”Pala”.

”Bare tag dem alle med,” tordner Pino. ”Jeg har en lille lejlighed men en stor terrasse. Der kan være masser af gæster på den terrasse.”

”Har du også en bus at køre os i?” spørger jeg skeptisk. ”Ja, det har jeg,” svarer Pino og peger på en minibus med ni passagerpladser, der holder inde på kajen. Han har i øvrigt også en Porche, en Ferrari, en motorcykel og en hel del andre biler men skynder sig at tilføje, at vi ikke af den grund må tro, at han er en rig mand.

Med en blanding af min nordeuropæiske saglighed og Pinos mere følelsesladede argumentation (”I fornærmer mig, hvis I siger nej”!) får vi hurtigt overbevist Claire, Derek, Elisabeth og Ken om at droppe de planlagte drinks og i stedet tage med Pino og hans danskfødte hustru, Helen, til deres hjem i Crotone.

Og naturligvis bliver det en skøn oplevelse. På en tagterrasse på syvende sal med en mageløs udsigt over Crotones kommercielle havn og det ioniske hav nyder vi Pinos og Helens grænseløse gæstfrihed. Vi smager lokale specialiteter som brændevin brygget på kaktusblomster og brændevin brygget på appelsiner. Dertil brød, ost og grillet peber. Nå ja, og dertil lidt øl og vin til at skylle ned med. Helen nyder at tale dansk med Kirsten og jeg, mens Pino serverer og taler klassiske biler på engelsk med briterne.

Pino og Helen mødte hinanden i 70’erne, da de begge arbejdede i EU. De har en bolig i Luxemburg, men bruger mere og mere tid i deres lejlighed i Pinos barndomsby, Crotone, hvor datter og barnebarn også bor. Og hvordan har vi mødt dem? Tja, gennem den slags tilfældigheder, som sejlerlivet heldigvis er rigt på. Vi lå i Palermo sammen med et dansk par, Sten og Rie, i 14 dage, og de sagde til os, at hvis vi en dag kom til Crotone i Calabrien, så skulle vi kontakte deres venner, Pino og Helen, og hvis vi havde nogle danske bøger, vi var færdige med, burde vi forære dem til Helen, for hun elsker at læse danske bøger men har kun beskeden lejlighed til det.

Crotone ER en vidunderlig by. Udefra møder øjet først en række gasudvindingsplatforme og en stor kommerciel havn. Men byen har både historie, kultur, strande, et stort fort med en gammel bydel indenfor sine mure samt et vældigt leben af markedshandel. Meget charmerende. Det er en by, vi vil vende tilbage til. Og til den tid ikke blot for to dage.