Korsikanske Calvi har en særlig charme
42° 33′ 49.7556” N 8° 45′ 27.3384” E
12-16. april, 2017
Hvis du er i korsikanske Calvi på en langfredag, så skal du opleve Granitola, det årlige påske-optog, hvor barfodede syndere iført Ku Klux Klan masker bærer tre relikvier – et trækors, en liggende skulptur af Jesus Kristus og en opretstående skulptur af Jomfru Maria – ned gennem Calvi by. Optoget starter i katedralen på citadellets top og snor sig i lange rækker ned til en kirke i byen. Og derpå retur til katedralen igen.
I front af optoget går brødre fra lokale kirker med bannere, mens de synger de salmer, der er knyttede til ritualet. Det er bulder mørkt, der er tilskuere i hundredevis, det hele kan virke underligt på en rationel nordbo, men man føler, at man overværer noget stort og vigtigt.
Calvi er en spændende by. Man fornemmer allerede tidligt i april, hvordan byen til sommer vil eksplodere i et sandt ferieparadis med sine kilometerlange sandstrande, strandbarer, solsenge, bådudlejning, legepladser, dykkerudflugter, ankerpladser og en bykerne, hvor en del hæver sig markant på toppen af et gammelt citadel.
Byen er bemærkelsesværdigt rig på butikker og restauranter. ”Til dagligt bor vi kun 5.000 mennesker i Calvi. Men i sommermånederne vokser tallet til 45.000,” forklarer en dansktalende medarbejder på turistkontoret. Hun er fra Amager men bor i Calvi, fordi hendes mand arbejder i fremmedlegionen, som har en stor kaserne uden for byen.
Hvis byen er overrendt om sommeren, så er den til gengæld meget tilgængelig her i april. Vi er kun tre gæstende både udefra, og vi får alle besøg af bevæbnede toldere, der vil se skibsdokumenter og høre om vores ærinde i Calvi.
Calvi er i særklasse begunstiget af smuk natur. På begge sider af byen er der bugter. Den ene har fine sandstrande og tørre, velduftende pinje-plantager. Den anden har blomstrende maki og klipper. Vandreture for enhver smag.
Fakta: Calvi tager høj pris for en havneplads om sommeren. Men i ydersæsonerne sænkes prisen til 25 euro pr overnatning, endda med den tilføjelse, at vi kan ligge gratis lørdag og søndag, hvor havnekontoret har lukket. ”Hvis I er væk inden mandag morgen klokken 9.00, så er weekenden gratis,” mere end antyder den søde pige på havnekontoret.
2 Comments
Lasse
April 22, 2017Det var da bemærkelsesværdigt at de talte dansk på turistkontoret. Er der mange danskere der?
Per Westergaard
July 6, 2017Egentlig ikke. Hun var blot havnet lige i Calvi af kærlighed til en fremmelegionær