Følg venligst med til politistationen!
38° 22′ 5.4588” N 26° 7′ 51.6216” E
20. oktober 2021
I skippers fødeby, Viborg, var det en stående vittighed blandt os børn, at byens bedste spilleautomat var byens politistation. Hvis du smed en sten ind gennem en rude, så kom der automatisk en politimand ud ad porten.
Sådan er det også i Grækenland.
Hvis du sender en klage til den græske ombudsmand i Athen om et overgreb begået af den græske kystvagt på øen Chios, så stiller der straks en politi-officer ved din båd og beder dig om at følge med til politistationen.
Aftenen inden har vi sendt en klage over, at besætningen på et fartøj fra den græske kystvagt har flyttet vores sejlbåd uden at bede om lov, har gjort det på en så lemfældig måde, at flytningen har trukket mærker på siden af vores båd fra rustne metalringe og gamle bildæk og endelig, at de har fastgjort båden så den er sikker på at få yderligere knubs. Da vi selv kommer til stede – alarmeret af andre sejlere – bliver vi hidsigt afvist. ”This is Hellenic Police. Police business.” Deres business består i, at de har lagt deres båd langskibs bag ved vores, og deres strømkabel er for kort til at nå el-standeren.
På politistationen udspiller sig et klassisk spil med ”bad cop” og ”good cop”.
De første to politiofficerer går hårdt til os: ”Hvorfor var I ikke i jeres båd, når der var udsendt stormvarsel?” Stormvarslet gjaldt fra sidst på aftenen, mens episoden fandt sted om eftermiddagen i sol og magsvejr. ”Det er kysvagtens faste plads ved uvejrsvarsler”. Det står ingen steder, og havnefogeden har været forbi for at modtage betaling for plads og el. ”I må forstå, at når I klager over os, så er vi nødt til også at åbne en klagesag mod jer.” Nej, det forstår vi sådan set ikke.
Så kommer endnu en officer ind. Den gode. ”Vil I have kaffe,” spørger han og fortæller os, at han er fan af dansk fodbold, Michael Laudrup og Peter Schmeicel. Stemningen letter.
Derpå kommer selve chefen for regionens Port Police i stivet og strøget, kridhvid uniform med to rækker medaljer på skjortebrystet. Han beklager vores møde med hans folk den foregående dag. Bruger ordet undskyld. Alligevel får vi det glatte lag. Han synes, vores klage er unfair. Den besætning, vi klager over, er helte. De redder syge børn fra afsides øer, og de har reddet tusindevis af bådflygtninge. Hvorfor har I klaget til Athen? Ved I ikke, hvad sådan en sag kommer til at betyde af ministerinvolvering og masser af negativ opmærksomhed? Hvorfor skabe et image af Chios som et dårligt sted? Vi har brug for turister.
Vi siger, at den slags helte-indsats har vi fuld respekt for. Men selv helte skal opføre sig ordentligt i mødet med borgere som os.
Vi drøfter sagen hjemme på Ronja et par dage. Skippers kone har et stort og tilgivende hjerte, hvor skippers er mere som en hård nød. Det store hjerte vinder. Vi skriver til ombudsmanden, aflyser klagen og sejler videre sydpå mod nye eventyr.
Miraklet på Psará
38° 32′ 33.0396” N 25° 33′ 48.996” E
16. oktober 2021
Hvor er Manoli?
På den græske ø, Psará, er man enige om, at den pensionerede sømand, Manoli, vil være den bedste til at løse vores motorproblem. Budskabet breder sig hurtigere end et opslag på Facebook, fra mund til mund, fra nabo til nabo, blandt øens 400 indbyggere: Find Manoli!
Øen Psara beskrives som den mest afsidesliggende ø i Grækenland. Det tager mellem seks og ni timer at komme til og fra øen med en daglig færge alt efter, hvor mange stop færgen gør undervejs. Endags-turister findes ikke. Vi er kun to fremmede sejlbåde i havnen.
Efter en dag med ti timers sejlads i høje bølger og vind stik imod har vi fået motorproblemer. De sidste to timer af sejladsen taber motoren Igen og igen omdrejninger, og kun ved hjælp af sejl i den tættest mulige vinkel kommer vi i havn. Skippers kones hjerte banker så højt, at vi knap kan holde kursen.
Der er ikke nogen mekaniker på øen. Så vi starter morgenen med at spørge et par fiskere og nogle lokale gæster på havnens café: ”Kender I nogen, som kan hjælpe os med et motorproblem?” Og så går det stærk. Op ad dagen støder vi konstant ind i folk, der siger: ”Nåh, det er jer med filteret. I skal finde Manoli.”
Næste morgen står Manoli på kajen sammen med sin yngre ven Andrea, og de kaster sig over motoren, åbner brændstoffiltre, skruer brændstofrør af for at se, om der er fri gennemstrømning, lytter til motoren ved forskellige omdrejninger, diskuterer højlydt på græsk og stiller spørgsmål til os om kvaliteten af vores diesel, om dieselens højde i tanken, og om vi har været ude i råt vejr.
Efter to timer stiller de diagnosen: Noget skidt har sat sig på et lille filter i boosteren, fordi vi har været ude at sejle i råt vejr med lav stand i dieseltanken. Det har fået noget skidt i bunden af tanken hvirvlet op, og det sidder nu i booster-filteret.
Fyld tanken op, sejl til den større ø, Chios, få en mekaniker til at skille boosteren ad og indsætte et nyt filter. Vi nikker og spørger, hvor meget vi skylder. ”Ingenting”, siger de begge. ”Vi løste jo ikke jeres problem”.
Det gjorde de så måske alligevel. Da vi næste dag sejler 40 sømil til Chios by i høj sø, har vi ingen problemer med motoren.
Lille havn med kæmpe stort format
38° 50′ 17.3472” N 24° 33′ 12.6972” E
11.oktober 2021
Har du prøvet at anløbe Linaria på den græske ø Skyros? Du skulle prøve.
Hver aften klokken 20.30 glider en stor færge ind til byen og melder med et brøl fra sit skibshorn, at den er ankommet. Straks efter svares der fra land med tonerne af Richard Strauss’ Also sprach Zarathustra, afspillet med lige så høj lyd som færgen, fra højttalere placeret oppe på en bjergside.
Sådan har det lydt hver aften i 20 år. Færgen tuder, byen byder velkommen. Med pompøs, højstemt musik. Som var det en månelanding instrueret af Stanley Kubrick.
Borgerne på Skyros er stolte af deres færge. ”Vi har selv købt den,” fortæller en græker. ”Vi betaler alle til den. Uden en daglig forbindelse til hovedlandet kan vores ø ikke fungere.”
Linaria er en ganske lille havn med plads til bare 12 gæstende sejlbåde, men vi føler os velkomne mere end vanligt. Havnefogeden sejler os i møde, hæfter sin gummibåd fast til vores stævn og bugserer os sikkert til kaj, hvor han giver os en dansk-sproget guide til havnen, fortæller om havnens bogbytte-ordning og om vaskemaskine, tørretumbler og disco-shower, hvor du hele døgnet kan høre græsk popmusik, mens du tager brusebad i koldt vand.
En havn behøver ikke at være stor for at have format.
Tænk dig om før du gifter dig med en græsk mand
39° 9′ 23.724” N 23° 52′ 58.9836” E
9. oktober 2021
Ryk, rusk, larm og voldsomme vippeture. Vores gode skib, Ronja, flår i sine fortøjninger, mens en vind fra nordøst sender kraftige dønninger ind i Alonissos’ havn, så vi ikke får lukket et øje en hel nat. Næste morgen drager vi videre. Den havn har for få pladser i læ, når vinden er i nordøst.
Ærgerligt. For Alonissos virker som en charmerende ø med flot natur og en erklæret målsætning om at blive Grækenlands grønneste ø.
Vi når at besøge et dansk ægtepar, Mona og Jørgen, som bor på Alonissos og har gjort det i 15 år. Jørgen bygger vikingeskibe, fiskekuttere, handelsskibe, krigsskibe og hele landskaber af materialer, han finder langs stranden. Udstyret med sav og kirurgiske knive skaber han det ene værk efter det andet. Imponerende flotte hænger de på terrassen og på hver eneste væg og hylde i deres lille villa. Under sengene ligger yderligere nogle hundrede værker.
Mona og Jørgen udgør halvdelen af de fastboende danskere på Alonissos. De andre to er kvinder. Begge fraskilte. Monas konklusion: ”Vær forsigtig med græske mænd. De kan være gode som kærester. Men tænk dig om, før du gifter dig med dem, for så får du hele deres græske familie med.”
Nyt legetøj på S/Y Ronja
39° 56′ 44.6424” N 23° 42′ 15.372” E
5. oktober 2021
Land forude! Det gode skib Ronja er på farten igen. Denne gang følger vi en rute gennem Ægæerhavet fra Thessaloniki i nord til Leros i syd med afstikkere til Chalkidiki-halvøen, øerne Alonissos, Skyros, Psará, Chios og Samos. I Thessaloniki har vi fået udskiftet vores 24 år gamle og ikke længere helt tilregnelige navigationssystem med et splinternyt Raymarine Axiom – sådan kan legetøj og sikkerhed gå smukt hånd i hånd. Samtidig har vi haft en dykker nede for at skrubbe Ronjas bund fri for de værste begroninger efter en helt usædvanlig varm sommer. Vi er klar til nye eventyr.
Halkidikis strande
40° 2′ 16.6956” N 23° 21′ 40.8996” E
17.juli 2021
Halkidiki området er stolt af sine mange fine strande, særligt dem på de tre halvøer, Kassandra, Sithonia og Athos. Hvis man skal vælge strand efter Tripadvisors anbefalinger finder man da også mange af de fine. Desværre er dem med mange reviews typisk også dem med mange mennesker. Her er i stedet en én-families sammenligning af alle strande fra Sani til Siviri, for vi har nemlig prøvet dem alle.
Sani beach
Total ⭐⭐⭐⭐
Faciliteter ⭐⭐⭐⭐⭐
Sand/vand ⭐⭐⭐⭐⭐
Trængselsniveau ⭐⭐
Sani-området er meget luksuriøst og er præget af femstjernede hoteller. De ejer dele af Sani stranden, og de dele får man næppe lov til at slå sig ned som udefrakommende. De gælder dog ikke det hele, så man kan sagtens leje strandstole i midten i området uden for pirat-baren. Stranden er alligevel af samme fine kvalitet hele vejen, stort set uden sten, kun fint hvidt sand. Sammen med Siviri er Sani dog den strand med flest gæster, også når man tager højde for hvor lang den er – så det kan godt føles lidt crowded. Særlige fordele ved Sani er at man kan leje små sejlbåde, hvad man ikke kan på de andre fire.
Simantra Beach
Total ⭐⭐⭐
Faciliteter ⭐⭐⭐⭐
Sand/vand ⭐⭐⭐ (enkelte sten)
Trængselsniveau ⭐⭐⭐⭐
Simantra Beach er en del af et resort med samme navn, men deres strandstole optager kun den ene halvdel af stranden – og iøvrigt virker de velkommende overfor udefrakommende. Jeg tror ikke de har haft så mange gæster under pandemien. Vi brugte dog ikke sol-sengene da det vigtigste for os var at få lejet en cykelbåd med vandrutschebane. De koster 15€ ligesom på Sani beach. Særlige fordele ved stranden, som også kaldes Golden Beach, er at det som den eneste af de fem har en lille skildpadde-dam, hvor dusinvis af små skildpadder bor. Det kan børnene godt lide.
Chelona beach
Total ⭐⭐⭐⭐⭐
Faciliteter ⭐⭐⭐
Sand/vand ⭐⭐⭐⭐⭐
Trængselsniveau ⭐⭐⭐⭐⭐
Den mindste strand, halvejs mellem Sani og Siviri. Som den eneste er der ikke noget hotel i området bag denne strand. Det eneste der findes er en lille strandbar ved navn Χελώνα Beach Bar, som serverer rigtig gode slush ice og let frokost. Jeg synes den her strand, er den mest charmerende, måske fordi det også er den med færrest gæster. Og så kan jeg i øvrigt godt lide at det er den eneste der er åbent for at servere vand for morgen-joggere som kommer forbi inden kl 7. Bartenderne sover nemlig i soveposer bag baren om natten, og hvis de alligevel er stået op har de ikke noget andet at lave og vil gerne sludre. Jeg tror godt dem der arbejder der kan lide stedet, og det kan man mærke.
Elani
Total ⭐⭐⭐⭐
Faciliteter ⭐⭐⭐⭐
Sand/vand ⭐⭐⭐⭐
Trængselsniveau ⭐⭐⭐⭐
En lille strand der fuldstændig udfyldes af det bagvedliggende resort med samme navn. Som med Simantra Beach virker de dog velkommende overfor udefrakommende gæster, også her tror jeg Corona har været lidt hårde ved dem. Læg dog mærke til det sindrige parasol-mærkat-system og tag én af dem som ikke er “hotel”, “reserved” eller “special”. Der findes to hotel-ejede restauranter i tilslutning til stranden, vi spiste på den der findes lidt tilbagetrukket nordpå. Den havde ikke andre kunder, men det var nok fordi man skulle gå forbi et stort adgang-forbudt skilt for at komme hen til restauranten (fandt vi ud af, bagefter).
Siviri
Total ⭐⭐⭐
Faciliteter ⭐⭐⭐⭐⭐
Sand/vand ⭐⭐⭐
Trængselsniveau ⭐
Den lange strand som findes ud fra feriebyen Siviri. Siviri er charmerende og har mange rigtig rigtig gode restauranter, som vi adskillige aftener nød at spise på. Det var dejligt at aldrig behøve reservere bord, de havde altid gode fisk, og fin service. Enkelte familiemedlemmer mente at rejerne var for korte og at der var for få én-euroer til vippe-biler og mini-karuseller (ikke de samme). Desuden er der et helt fantastisk SCUBA-dykningscenter, Seavery, som højt kan anbefales, helt ned til 9-års alderen. Så faciliteterne er helt i top. Selve stranden brugte vi dog ikke meget tid på. Der var sjældent ledige sol-senge pga trængsel, og vandet var noget uklart – hvad SCUBA-dykningscenterets biolog dog mente var pga af en algeopblomstring i forbindelse med de meget høje vand-temperaturer.
Transport
Alle strandende kan nås med båd eller bil, de tre midterste dog ad ganske ufrakommelige veje. Kør særligt forsigtigt på grusvejene. Derudover kan man faktisk gå eller trail-løbe mellem dem alle. Det foregår på smalle, bakkede stier og er ikke noget for hverken barnevogne eller gangbesværede – til gengæld er udsigten helt i top hele vejen, og man for hurtigt en masse højdemeter i benene. Og til de ambitiøse – det er også en herlig løbetur, her filmet på et af de mere flade stræk.
Børn er bare de bedste besætningsmedlemmer
40° 34′ 31.476” N 22° 56′ 52.656” E
27 Juni 2021
Nellie er førstematros. Julian er skibsdreng. De har sejlet med Ronja hvert år af deres liv og har dermed ni og to års anciennitet som gaster. De spuler dæk med højt humør, de lever med i lange sejladser, og de spreder en super god stemning ombord. Vores to børnebørn ankommer med deres far i Aretsou Thessaloniki Marina. Det er planen, vi skal være sammen i ti dage. Jubii.
Efter en tur på havet, skal saltet spules væk
Faderen bekendtgør, at han skal arbejde en del de første fem dage, og han tager ind på et hotel i Thessaloniki, hvor han kan skrive og holde onlinemøder. ”God fornøjelse med børnene!”.
Skønt.
Vi kommer altid tættere på børnene, når forældrene ikke er med, så vi sætter straks kursen mod Halkidiki-halvøen, otte timers sejlads fra Thessaloniki. Her har vi udset os en helt suveræn strand. Rent, hvidt sand. Det klareste vand og ikke en sten.
Stedet hedder Sani og viser sig at være svinedyrt med arkitekttegnede hotel-klynger og 26 toprestauranter, hvor en græsk salat koster 22 euro mod 6-7 euro i det ”normale” Grækenland, og hvor hotelgæsterne bliver kørt rundt i området med lydløse el-biler.
Stedet er latterligt optaget af at opdele gæster i forskellige grupperinger, der har adgang til hver deres udvalgte dele af herlighederne. Sådan lidt apartheidagtigt. Faktisk usmageligt. Men stranden og vandet er fantastisk. Og vil du have det skønt med dine børnebørn, så er der intet som en strand fuld af legeredskaber.
Vi bliver en uge. En dejlig uge, hvor børnenes far indhenter os undervejs og deltager i løjerne, mens han fortsat passer møder og deadlines på sit job. Efter en dejlig uge sejler vi tilbage til Thessaloniki, hvor Ronja skal tilbringe de varmeste sommer måneder alene.
John Dillermand? Siger han det om en græsk blæksprutte?
Jagten på ungdommens kilde.
39° 5′ 13.812” N 23° 44′ 41.82” E
27 juni 2021
Det var i 1978 eller cirka deromkring, at vi levede af kærlighed og kildevand en hel uge på en strand på øen Skopelos. Kildevandet piblede dengang ud af en klippesprække og lod os gavmildt fylde potter og krus. Nu er vi her – efter 43 år og et par dages detektivarbejde – igen. En del er forandret, tør vi nok sige. Den øde strand har fået solsenge, parasoller, brusebad og en strandbar, der sælger drinks og kildevand på importerede plastikflasker. Vores ungdoms kilde? Vi gennemsøger hver meter af klippevæggen og først højere oppe på bjerget genfinder vi den. Den lever, er lagt i rør, bygget ind i en mur og ligner ikke længere noget, der indgår i nogens eventyr. For os er den dog stadig ungdommens kilde. Mindet om et eventyr.
Historiens vingesus
37° 35′ 53.3070” N 23° 4′ 29.717” E
15.oktober 2020
Byen Epidaurus på Peloponnes emmer af historie. Hertil har mennesker siden 400 år før Kristi fødsel valfartet for at opleve musik og drama i det berømte amfiteater og for at lade sig helbrede i Askeplios templet, som var fortidens svar på et helsecenter. Det er en kæmpe oplevelse at se det. Både teatret og de arkæologiske udgravninger af templer og helse-hoteller.
Amfiteatret er bemærkelsesværdigt velbevaret, men også det lille museum med det bedste af de udgravede buster, redskaber og søjler er et besøg værd. Vi er heldige, at det er coronatid. Verden tror, at også Grækenland er lagt ned af coronaen, så vi har det meste for os selv, og du kan uden blusel stille dig op på amfiteatrets scene og synge en sang for din familie, der sidder oppe på 55. række og klapper taknemmeligt, fordi lydforholdene er helt enestående. I dine egne øren lyder sangen om ikke skøn så i hvert fald bemærkelsesværdigt høj, som om du synger gennem en megafon. De gamle grækere kunne virkelig noget med arkitektur og ingeniørkunst
Havnen, vi ligger i, hedder Palaia Epidhaurus. Her sidder grækere fra morgen til aften på molen og fisker efter blæksprutter, små fiskejoller står ud tidligt om morgenen, og kun få lystsejlere finder ind i havnen.
Mærkeligt at kigge på restauranter, der er opført til at kunne huse måske 100 gæster ad gangen, og nu sidder der bare fire gæster. Sæsonen går på hæld, og oven i dette har coronaen banket besøgstallet ned på en fjerdedel af det normale. For hver ti hoteller i Grækenland er kun seks genåbnet efter coronaens første bølge, og disse hoteller har gennemsnitligt en belægning på bare 30 procent.
Lykken er at ligge for svaj
37° 19′ 39.1500” N 23° 9′ 5.448” E
5.oktober 2020
Kan man blive træt af at gå på restaurant? Ja, i den grad. Nogle af vores bedste måltider, får vi, når vi ligger for svaj ude midt i naturen, tæt på naturskønne brinker og langt fra byernes lys og det traditionsrige men også i længden trivielle græske køkken.
Lige nu ligger vi for svaj i en lille bugt ud for Porto Kheli. Vores nærmeste naboer er to-tre hejrer, der har annekteret en lille ø syd for vores ankerplads. Ellers intet liv, så langt øjet rækker. Kun natur. Hemmelige strande og træklædte bakker. Vi svømmer ud og ser, om vores anker har bidt sig ordentlig fast. Vi nyder solnedgangen og tilbereder et simpelt men velsmagende måltid.
Vi havde faktisk drejet stævnen ind omkring Porto Kheli, som også er en del af markedsføringspakken ”Den græske riviera”. Men her er de endnu længere fra at leve op til den status. Det er allerhøjest en riviera under opbygning. En stor marina er opført, men en vagt sender os væk. ”This is private property”. Tilbage er en bykaj. Den er ikke indbydende.
Så hellere ud til naturen, svømmeturene og de simple måltider. Vi valgte ét sted. Men der er masser af muligheder i området.
Vi vil gerne ligge meget mere for svaj, men når vi i denne omgang har holdt os lidt tilbage, er det fordi, vi stadig ikke har fuld tiltro til Ronjas energiforsyning efter de 14 måneders nedlukning alene på land. Køleskabet sætter ud af og til. Batteriniveauet falder uforklarligt, vi føler os utrygge ved, om ankerspil og startmotor vil lystre. Vi skal have set det hele igennem, når Ronja skal på land for vinteren i Almira shipyard, lidt nord for Korinth.