Efter tre år i Middelhavet gør vi Ronja klar til Middelhavs-sejlads
38° 57′ 27.7884” N 20° 45′ 26.4132” E
12. juli
”Om det er en vanskelig havn? Det er den vanskeligste i hele Middelhavet,” erklærer den havneassistent, som hjælper os på plads i Cleopatra Marina. ”Vi har målt strømme på helt op til 11 knob,” tilføjer han. Det lyder vanvittigt, men han har arbejdet i adskillige havne, så han lader os forstå, at han ved, hvad han taler om.
Det er havnens beliggenhed i strædet, der fører fra det åbne hav og ind i den store bugt/indsø, Amvrakikos Kolpos, der får havnen til at virke forblæst og strømfyldt. Vinde og strømme bliver mere koncentrerede, når de skal gennem det snævre stræde med byen Préveza på den ene side og halvøen Aktion på den anden side.
For os betyder det ingenting. Vi er her blot for at få Ronja løftet på land som afslutning på dette års togt. Her skal hun ligge i ni måneder, frem til april 2019, på en stor, støvet parkeringsplads for lystfartøjer. Det forekommer os, at her er hundredevis, måske tusindevis af både, parkeret på hvert deres stativ, mens de hver især venter på, at deres ejer får råd/tid/lyst til at sætte dem i vandet igen.
Vi har besluttet, at Ronja skal kigges ekstra godt efter i sømmene og have gennemført nogle tiltrænge forbedringer, mens hun er på land hos Cleopatra Marina. Hun har været undervejs fra Danmark i godt seks år, hun har sejlet i Middelhavet i tre år, og vi synes, at vi nu ved, hvad der skal til for at gøre hende til en rigtig Middelhavs-sejler.
Ronja er bygget i Sverige, bygget til at holde hårdt vejr ude, til at ankre på relativt lave vanddybder, til at skabe varme indenbords snarere end kølighed og til at sejle i farvande med lavere saltindhold end Middelhavet. I Middelhavet handler det om at holde varmen ude, åbne for enhver kølende brise, at kunne ankre hyppigt og på relativt dybt vand.
-
- WM in football is watched on the computer
-
- Granddauhter Nellie likes to sail. But Prevezas funpark is better
Vi møder derfor op hos Cleopatra Marina med en ønskeseddel, som vi vil have dem til at give os et tilbud på. Hovedpunkterne er:
Vi har behov for længere anker-kæde. I Middelhavet er 40 meter kæde simpelt hen ikke tilstrækkeligt. Vi skal have den forlænget til mindst 60 meter kæde. Samtidig har vi brug for at styrke vores sekundære ankersystem, hækankeret, som i dag kun har tre meter kæde plus ti meter tov. Det forslår som en skrædder i helvede, når du sejler i Middelhavet. Vi skal have mindst seks meter kæde og 20 meter tov til hækankeret.
Dertil kommer, at vi af og til føler, at vi er de eneste i hele Middelhavet, som stadig kaster anker og ikke mindst trækker det op igen ved håndkraft. Alle andre læner sig afslappet op ad forstaget, mens de – med en fjernkontrol i hånden – sænker og hæver ankeret. Come on. Jeg er netop fyldt 66. Kirsten er 64. Sådan ét elektrisk ankerspil vil vi også have.
Og så er der cockpit-telt og sprayhood. Også her er det nuværende bygget til at holde vind, regn og kulde ude, men i Middelhavet har vi brug for åbenhed, masser af frisk luft, åbne sider, skygge – også mens vi sejler – og højt til loftet. Så vi beder om prisen på et helt nyt set up med en såkaldt bimimi som omdrejningspunkt. Og når vi nu er i gang, så beder vi om prisen på et solpanel ovenpå bimimi’en, for hvor ankring i Danmark var en ting, vi gjorde en gang imellem, så er ankring en ting, som vi i Middelhavet gør flere gange om ugen. Det kræver energi til at holde gang i køleskab, pumper og læselys, og det kan solen levere.
Og så vil vi gerne have mulighed for brusebad på badeplatformen. I Danmark gik vi blot ned på badeværelset og brusede os, når vi havde taget en dukkert fra båden. Men i Middelhavet er vandet virkelig salt, og saltvand sætter spor over hele båden, hvis ikke du skyller det af med ferskvand med det samme. Vi har lagt mærke til, at alle sydeuropæiske både er udstyret med et ferskvandsudtag nær deres badeplatform, så man som en naturlig rutine skyller sig af, inden man stiger ind i sit cockpit og kahyt. Man skal have prøvet det, før man kan se, at dette giver rigtig god mening. Så igen: Giv os et tilbud på et bruse-udtag nær badeplatformen, tak.
Vi beder også om tilbud på forbedring af vores elektriske system. Vi vil gerne have et 220 volts udtag ved kortbordet, når vi er på landstrøm, vi vil gerne have mulighed for 12 volts opladning af mobiltelefoner og VHF-radioer, og vi vil gerne have installeret to små 12 volts fans, ventilatorer, i hovedkabinen for at sikre kølighed også når vi ikke har adgang til landstrøm.
Ved siden af alt dette beder vi også om en service af både Ronjas indenbordsmotor, hvor især startmotoren, 20 år gammel, er begyndt at skabe sig, og udenbordsmotoren, der tilsyneladende har skidt i karburatoren.
-
- Ronja on her way to nine months of hard-stand in Cleopatra Marina
-
- Nellie watches for her first time Ronja beeing lifted to land
Vi anduver en taverna
38° 39′ 44.1504” N 20° 45′ 33.066” E
28. juni
Tre gange på få uger anløber vi Port Spiglia, som ligger i en fortryllende bugt på nordsiden af øen Meganisi. Vi har fået stedet anbefalet af Bob og Ann, et engelsk par, som vi mødte i Prevéza på fastlandet. De sejler hvert forår og hvert efterår, og da de fortæller os, at de har sejlet i Det Ioniske Hav i 16 år, de første mange år i lejet båd, og de seneste i deres egen båd, Coconut, så spørger vi, om de har nogle tip til et par danskere, som netop er ankommet til Det Ioniske Hav.
Om de har!
Ann sætter sig og skriver en hel novelle om de gode steder – seks håndskrevne sider med ankringspladser, havne, strande, spisesteder, telefonnumre, og vi er nu de lykkelige ejere af en personlig guide til det vestgræske ørige.
Skippers kone sammen med Babis, som enevældigt styrer både havn og restaurant i Port Spiglia. Skønt sted.
Vi starter med Porto Spiglia på øen Meganissi. ”Ring til Babis,” står der i Anns liste over ioniske top-oplevelser. Babis er ejer af en Taverna, der ligger så tæt ned til bugten, at vandet næsten slikker om vores fødder, når vi spiser. Hen ejer og styrer suverænt tavernaen, men han fungerer samtidig som havnemester for 50-60 havnepladser langs kaj og flydebroer.
Vi ringer til Babis og hilser fra Bob og Ann – og får anvist en plads i det, som uofficielt kaldes ”den britiske sektor”. Pladsen er gratis. Det samme er el og vand. Men det forventes, at vi spiser i tavernaen. Fair deal. Super koncept.
Livet er befriende enkelt, når du befinder dig i Babis’ univers. Du udveksler erfaringer med dine naboer, mest briter men også enkelte normænd, svenskere og hollændere. Du tager på udflugt til den højtbeliggende landsby Spartakori med udsigt over hele øhavet, du tager på strandtur til stranden ved tavernaen eller til den noget større strand inde i bunden af bugten, og om aftenen spiser du på Babis’ taverna, ofte sammen med nogle af de sejlere du har mødt tidligere.
Familiebillede fra Meganisi – Kirsten, Per, Lasse og Nellie – i bugten ud før Vahti
Hvis bugten bliver for trang, lejer du en motorcykel eller en bil og udforsker den lille ø og dens mange strande. Sjældent på hele vores sejltur er vi kommet så langt ned i gear som hos Babis.
Derfor kommer vi igen, da vi lidt senere i juni har vores barnebarn, Nellie på seks år, ombord, så også hun kan opleve den tryghed og hjemlighed, der hersker i Babis univers.
Strand, svømning, højtlæsning i Harry Potter, så bliver det ikke meget bedre.
Skipper passer sine jobs – bog, foredrag og bestyrelsesposter – fra en afslappet position i Middelhavet. I de fire måneder, Ronja har været til søs i Italien og Grækenland, er han rejst til Danmark fire gange otte dage for at arbejde.
Og vi ligger der igen, da Nellies far lidt ind i juli ankommer for at deltage i sejladsen.
Vi anløber også et par gange Vahti, hovedbyen på øen Meganisi. Her anløber vi – igen efter anvisning og telefonnummer fra Anns håndskrevne guide – Karnayio Taverna, og oplever igen det særligt græske fænomen, at en taverna driver havnepladserne og lader dig ligge gratis, imod at du spiser på tavernaen, hvilket ikke er noget problem, når maden både er god og billig. Det er det, vi sejlere kalder en vind-vind situation.
Bonusinfo: Der er vildt mange græshopper på Meganisi, og i Karnayio Taverna ved Vahti springer de gerne ombord på din båd. Vi troede, de var uskyldige, indtil vi spurgte taverna-ejeren, om de havde mus, for vi kunne se, at nogen var gået i vores mad og havde efterladt ekskrementer i båden. Nej, sagde hun. Det er græshopper. De æder alt, mad, tøj, madrasser. Fat ikke sympati for dem. De gør meget skade. Næste gang Nellie og Per hopper i land skræmmer de en græshoppe ud over rælingen, og opdager til deres store forbløffelse, at sådan én faktisk er en habil svømmer, men de oplever også, at den efter 15 svømmetag bliver – haps – ædt af en fisk. Nellie er ret optaget af hændelsen men forstår, at sådan er naturens fødekæde. Måske vi skal have fisk til middag i aften?
Udsigten fra vores foretrukne badestrand – inde i bunden af Spartakori-bugten. Fantastisk sted. Kan varmt anbefales.
I skovens dybe ro
39° 12′ 36.306” N 20° 29′ 31.5024” E
8. juni 2018
Sig det ikke til nogen: Otte sømil syd for Parga ligger en bugt så smuk og uforstyrret, at vi næppe har oplevet noget mere fredsommeligt og fortryllende smukt på hele vores hidtidige rejse med Ronja. Two Rock Bay hedder bugten.
Da vi ankommer er der kun én båd i hele bugten, en englænder, som råber til os, at hvis vi vil overnatte i bugten, skal vi være forberedte på, at der kan stå en del dønninger, som gør natten urolig. Det bliver ikke et problem for os. Vi lægger os allerinderst i bugten med kun 0,9 meter vand under kølen omkranset af nærmest lodrette skovbeklædte klippevægge.
Hele kompasset rundt ser vi ingen bygninger, ingen solsenge, ingen støjende speedbåde. Kun klipper, tæt skov og små stykker strand. Da dagen bliver til aften dukker flere og flere yachter op for at overnatte i bugten og et ungt par rejser et lille kuppeltelt inde på stranden og tænder et bål. Men selv med dette øgede indbyggertal fastholder bugten sin majestætiske stilhed.
Græsk salat morgen, middag og aften. Vi er godt nok kommet til Grækenland
Vandland for viderekommmende
39° 16′ 59.6532” N 20° 23′ 24.7812” E
5. juni 2018
Efter en fortryllende dag for sejl ankrer vi op i bugten Valtou nær byen Parga på det græske fastland, 15 sømil vest for Paxos. Vinden bestemte, at det skulle blive Parga.
Parga/Valtou er 110 procent feriestemning. Hvis du vil sole dig på en solseng, svømme i det azur-grønne hav, dyrke vandski, paraglide, surfe, padle på et bræt eller blive speedbåds-trukket i en plastik-ring med svimlende fart, så er Valtou lige noget for dig.
Selv er vi totalt tilhængere af feriestemning. Vi nyder opholdet i bugten. Men efter en gåtur til Parga by tænker vi alligevel, at dette er for meget. Sikke en forskel, der er på øer uden lufthavn, og så et fastland, hvor rejsebureauer skaber en industriel luftbro af turisme, fordi afstanden til en lufthavn er kort. Det giver massiv tivoli-stemning, og du løber spidsrod mellem snesevis af pågående taverna-ejere, som alle vil have dig ind i netop hans eller hendes taverna. For meget.
Vi skriver os bag ørerne, at hvis vi en dag er på disse kanter med vores barnebarn, så er Parga et eldorado af legemuligheder i strandhøjde.
Selv sejler vi videre.
Ronjas besætning kapitulerer – og bakker ydmygt båden ind på plads
39° 12′ 6.9444” N 20° 11′ 11.0868” E
3. juni 2018
Paxos er en fantastisk ø. Den er lille, den er venlig, den er frodig, og så har den blot halvanden havn, så den indbyder til, at vi ligger en del for anker. Her tæller vi som havn ikke Longos med, for den siges at være forbeholdt turbåde, Lákka er den halve havn, og den hele havn hedder Gaios. Havnen i øens hovedby Gaios har form som en flod, der slynger sig indenom en ø, hvor du undervejs kan vælge, om du vil ligge blandt fiskerbåde i byens udkanter, eller du vil ind i bymidten og mænge dig med de store lystyachter.
Mens alt endnu er idyl. Hækankeret holder, og vi nyder retten til at gå forlæns ind på en havneplads
Vi starter med at mænge os med de store i bymidten, og vi bruger vores hækanker, sådan som vi har gjort adskillige gange i den svenske skærgård. Ankeret ud bagved Ronja, derpå stævnen langsomt ind mod land, et par liner fast til kajen. Sådan skal det gøres. ”Hæ, hæ”, gnækker vi. Endnu en gang har vi taget fusen på sydlændingenes ubegribelige forkærlighed for at bakke deres både ind på plads med et anker ud fra forstavnen og et par liner fra bådens bagende ind til land.
Vi har igen vist, at vi sætter vores hat og vores båd, som vi vil. ”Den skandinaviske model”.
Men det bliver på Paxos, vi får punkteret vores tyrkertro på, at ”den skandinaviske model” er overlegen. Først på eftermiddagen blæser det op, havnens facon som en flod med land på begge sider skaber en vindtunnel, der presser os fra siden, og vi mærker, at hækankeret skrider, og pludselig går det hurtigt, vi er på vej hen mod en nabobåd. Vi starter motoren, haler ankeret ind, får frigjort os fra naboens ankerkæde og søger uden for havnen, hvor vi smider stævnankeret (det foran) i en rolig og smuk ankerbugt.
Næste morgen prøver vi igen. Vi sejler ind i Gaios havn, udser os en ny plads, smider denne gang stævnankeret i stedet for hækankeret og BAKKER forsigtigt ind på plads. Ligesom grækerne. Den sydeuropæiske model.
Vi har lært lektien. Nu bakker vi ind som grækerne. De to bogstaver, “rø”, er, hvad der er tilbage af “Thurø”, vores hjemhavn gennem flere år
Nu har vi ellers sejlet i to år i Sydfrankrig og langs hele Italien, og bortset fra to gange er det lykkedes os at insistere på, at vi hører til dem, der går ind på en havneplads med forenden først. Nu er vi imidlertid kommet til et land, der ikke bruger faste mooring-lines fastgjort på havnebunden, og hvor du derfor er henvist til at bruge dit eget anker, og her må vi sande, at vores hækanker er mindre, har kortere kæde og derfor ikke er så stærkt som vores stævnanker.
Vi har lært lektien. Når du er i Grækenland, gør som grækerne: Bak!
Diesel leveres til døren. Du prajer blot en af de diesel-tankvogne, der kører langs havnen hver halve eller hele time
Lakka på Paxos – den smukkeste ankerplads
39° 14′ 13.2468” N 20° 7′ 57.8856” E
31. maj 2018
Byen Lakka lever af turisterne som enten kommer i egen båd eller i en af de mange turbåde. Langs kajkanten i byen ligger den ene taverna ved siden af den anden, klar til at hygge om bådturisterne
Byen bærer præg af forfald.
Vandet går helt op i gaden.
På trods af at vi begge blev brændt af brandmænd kunne vi ikke modstå det turkisgrønne badevand.
Solnedgang over Lakka.
På kryds mellem smil og smukke kvinder, sådan får du dig et græsk sejler-bevis
39° 37′ 48.9” N 19° 54′ 4.6944” E
17. maj 2018
Hun er ung, smuk og virker absolut professionel, da hun med blot antydningen af et smil rækker mig det dokument, hun lige har skrevet, printet, stemplet to gange og underskrevet én gang. ”Værs’go,” siger hun og forklarer, at det allerførste, der skal ske, er, at jeg betaler 15 euro for at komme ind i Grækenland.
Første kontor – men jeg endnu er behageligt uvidende om, hvor mange kontorer, der yderligere skal besøges
Jeg hiver 15 euro op af lommen og rækker dem frem. ”Nej, nej. Ikke her. De skal gå til kontor nummer 5 for at betale. Ud i forhallen. Ned gennem næste korridor og ind på kontor nummer 5. Når De har betalt, skal De komme tilbage til mig.”
Jeg begiver mig ned ad næste korridor, banker på en lukket dør og finder en svedende embedsmand, der tilsyneladende er i færd med at stabilisere nogle meterhøje stakke af papirer og sagsmapper, som står på hans kontorgulv og ser ud til at kunne vælte hvert øjeblik, det skal være.
Jeg forklarer, at jeg er kommet for at betale ham 15 euro. Uden ord finder han en dags dato blok, beder mig udfylde et par felter, derpå stempler han og underskriver. Jeg betaler 15 euro og rykker tilbage til start – til den smukke toldbetjent i kontor nummer 7.
I Korfu er told og havnepoliti samlet i samme bygning om at tage imod nye sejlende til Grækenland
Jeg befinder mig i Central Port Authority i Korfu by, hvor toldvæsen og havnepoliti residerer, og jeg prøver at få udstedt et såkaldt DEPKA-dokument, som enhver udenlandsk lystbåd over ti meter skal have for at kunne sejle rundt i Grækenland.
”Well done,” nikker den smukke tolder anerkendende og tager imod kvitteringen på, at jeg har betalt 15 euro. ”Nu skal De høre,” forklarer hun. ”Det dokument, jeg har lavet i dag er et midlertidigt dokument, for egentlig skulle De nu have været oppe på skattekontoret i Korfu by og indbetale 50 euro for Deres DEPKA-bevis, og derpå skulle De være kommet tilbage hertil, så vi kunne udfærdige det endelige dokument.”
Men kokken er 14, forklarer hun. Og klokken 14 lukker skattekontoret. Hun giver mig et kyrillisk bykort, der viser, at skattekontoret ligger små to kilometer fra Central Port Authority.
”Kom tilbage igen i morgen til kontor nummer 7, når De har været på skattekontoret,” smiler hun.
Næste morgen starter jeg 9.30. Jeg har indtastet skattekontorets adresse i Google Maps og bliver ledt frem til en stor, firkantet bygning, der godt kunne ligne et skattekontor. Jeg går ind gennem én af bygningens to hoveddøre og satser på, at den vil føre mig til skattekontoret. Alle skilte er skrevet på græsk med kyrilliske bogstaver, jeg trækker et nummer, sætter mig i en ventesal, og da det bliver min tur, går jeg frisk frem til skranken og spørger på engelsk: ”Er det her skattekontoret?”
Nej, forklarer kvinden i skranken mig venligt. ”Du skal ind gennem bygningens anden hovedindgang og op på 1. sal.”
Dejligt, nu er jeg på rette spor! På første sal går jeg ned ad en korridor, forstår igen ikke de græske betegnelser for de enkelte kontorers opgave, så jeg banker på døren til kontor nummer 1 og spørger, om de er skattekontoret? En kvinde forklarer mig, at ja, det er de, men det ærinde, jeg kommer i, skal løses på kontor nummer 11, ned ad korridoren, til venstre.
Jeg spørger et par grækere udenfor kontor nummer 11, om de står i kø, men de ryster beklagende på hovederne, at de ikke forstår engelsk. Jeg indstiller mig på at vente, indtil jeg opdager, at køkultur ikke er en af grækernes kernekompetencer. Nye mennesker dukker op, braser direkte ind på kontoret, og når de opdager, at der er optaget, bakker de ud igen og stiller sig forrest i køen.
Jeg gør mig bred, prøver at fylde hele døråbningen ud som et signal om, at mig kommer man ikke sådan forbi. Mens jeg venter, studerer jeg kontoret. Der sidder fem kvinder og bladrer i sagsmapper med papirer. De har computere, men musen er parkeret ovenpå tastaturet, og det redskab, de bruger mest, er den der slags svampe, som i gamle dage blev brugt til at holde fingeren fugtet, når man skulle bladre gennem mange papirer. Fascinerende. Jeg har ikke set sådan en fingerfugter i 30 år!
Kun en af kvinderne arbejder med at tage imod borgerne. På et tidspunkt kommer hun forbi mig og ser mig stå mægtig i døråbningen med mit dokument i hånden. Hun kigger på dokumentet og siger, at det er helt galt. Den slags tager de sig ikke af i kontor nummer 11. Jeg skal helt ud af korridoren og ind af en anden korridor, lige før trappen. Der kan de tage sig af min sag.
Tak, siger jeg og finder frem til et kæmpe kontor med masser af skranker, men heller ikke her ét eneste skilt til at fortælle mig, hvor jeg skal henvende mig. Jeg spørger den første skrankemedarbejder, jeg møder, og hun peger mig to skranker længere frem. ”Nummer to medarbejder herfra. Hun er her ikke lige nu. Men hun kommer snart. Blot vent”.
Jeg tager opstilling i køen til den tomme skranke og iagttager græsk kontorliv. En mand hælder resten af sin kaffe ud i en potteplante og går til kaffemaskinen for at hente sig en ny. En anden skeler lidt til højre og venstre, samler sin cigaretter og tændstikker og går målbevidst mod udgangen. Udenfor vinduerne træner et hold gymnasieelever en march med fløjter, trommer og fanebærer i front. Alle skattekontorets ansatte løber til vinduerne for at fotografere. Endelig sker der noget.
Min ”sagsbehandler” ankommer. ”Beklager, men mit system er nede,” forklarer hun, og da hun efter noget tid endelig får kontakt til sit IT-system og får udskrevet mit ønske om at betale 50 euro til det græske skattevæsen for at få et DEKPA-bevis, så hiver jeg lettet 50 euro op af lommen og rækker dem frem.
”Ikke her,” forklarer min sagsbehandler. ”De skal gå til kassen og betale.” Jeg får forklaret, hvor kassen er, kassereren sætter yderligere seks-syv stempler på papiret, jeg giver hende 50 euro og går tilbage til min sagsbehandler, som glædestrålende rækker mig det dokument, der viser, at jeg har indbetalt 50 euro.
”Er vi færdige?” ”Ja, det var det.” Mere smil.
Yes! Jeg føler, at mit dokument er indenfor rækkevidde og skynder mig gennem Korfu by ned til Central Port Authority for at få mit DEKPA-bevis. Jeg åbner døren til kontor nummer 7 og erklærer sejrssikkert: ”Så, nu har jeg beviset på, at jeg har indbetalt 50 euro!”
Kontoret har fået ny bemanding siden i går, og der bliver kigget skeptisk på mit skattedokument.
”De er nødt til at gå til kontor nummer 8 først. Vi kan ikke udstede dokumentet, før det er godkendt af kontor nummer 8.”
Suk. Jeg åbner døren til kontor nummer 8, hvor to havnepoliti-betjente residerer. Jeg henvender mig til endnu en smuk, ung kvinde i kridhvid uniformsnederdel, hvide sko, hvid uniformsbluse og en hvid politikasket, der ligger på hylden bag. Igen viser kvinden sig at være topprofessionel og stærkt optaget af, at regler skal overholdes.
Hun vil se mit registreringsbevis på båden.
”Jamen, det viste jeg jo til din kollega i går. Nu har jeg det ikke længere, det ligger hos havnefogeden i Port Mandraki.”
”Beklager. Jeg kan ikke udstede et DEKPA-bevis, hvis jeg ikke ser Deres registreringsbevis.”
Jeg forsøger mig med, at jeg har både pas, forsikringspapirer og dokumentation for yachtskipper og VHF-uddannelser. Men alt preller af.
”Beklager. Registreringsbeviset!”
Men hør, der er jo adskillige kilometer ud til Port Mandraki!
”Ja,” smiler betjenten. ”Men vi har åbent hele dagen. De kan bare komme igen sidst på eftermiddagen.”
Smil og smukke kvinder. Jeg vælger at smile igen, mens jeg indvendig svovler over grækernes forhistoriske bureaukrati.
Senere vender både Kirsten og jeg tilbage med registreringsbeviset, smækker døren op til kontor nummer 8 og meddeler, at her har I os tilbage nu med registreringsbevis. Så begynder skrivearbejdet. Et DEKPA-bevis er åbenbart et mange sider langt dokument. Min havnebetjent udfylder noget, jeg udfylder noget andet. Til sidst får papiret to gang to stempler, to underskrifter og bliver kopieret. ”Nu kan de gå tilbage til kontor nummer syv!”
På kontor nummer syv har der i mellemtiden været vagtskifte, og den nye toldbetjent kender ikke min sag. Hun starter forfra. Registreringsbevis, forsikringspapirer, pas. Det hele bliver kopieret. Spørgsmål besvaret. Papirets betydning forklaret. Sørg for at få det godkendt igen om et år!
En masse af oplysningerne bliver vi selv bedt om at føre ind i de officielle indrejsedokumenter
Tak, tak, tak. Vi er igennem nåleøjet. Efter to halve dage, syv kontorer, et utal af stempler, underskrifter, fotokopier, et ubegribeligt bureaukrati heldigvis tilsat venlighed og smil står vi nu med et DEKPA-bevis. Systemet har budt os velkommen til Grækenland, og netop det græske ørige siges at være det mest smukke, gæstfri og hyggelige sejlerfarvand i hele verden.
Vi glæder os.
Italiens dårligste havn: Santa Maria Del Leuca
39° 47′ 45.7368” N 18° 21′ 40.8276”
13. maj 2018
Endelig er vi nået til landets ende. Allerede de gamle romere kaldte Santa Maria di Leuca for ”De Finibus Terrae”, hvilket netop betyder landets ende. Vi har nået den yderste del af hælen i den italienske støvle, der hvor videre sejlads mod øst uvægerligt vil bringe dig til enten Grækenland eller Albanien. Vi vælger – i første omgang – Grækenland.
Havnen i Santa Maria di Leuca er elendig. Det er den mest urolige havn, vi nogensinde har ligget i. Kraftige moler er opført men tilsyneladende har myndighederne glemt at tage en ingeniør med på råd, for enhver bølge på det ioniske hav forplanter sig til en uro af den anden verden inde i havnebassinet. Ronja hopper og danser. Det rykker i klamperne, det klaprer i rig og skabslåger, og vi er flere gange tæt på at falde ud af køjen. Fandens til havn. Og havnekontoret er helt uvillig til at lade os skifte til en af de mere rolige pladser i bassinet – ”de er forbeholdt store både”, får vi at vide. Og dem kommer der så ingen af, mens vi er i havnen. Øv. En gennemført elendig havn. Nul stjerner ud af fem.
Velkommen til Italien. Mussolini pressede på for, at europas største akvædukt skulle afsluttes med et vandfald, et monument og en 300 trins trappe. Et par gange om året lukker man stadig vand ud gennem monumentet
Når det er sagt, så er byen ganske interessant. Vi ser et af Mussolinis prestigeprojekter, en akvædukt, som ender i et vandfald og en trappe med 300 trin, som en slags respektindgydende portal til Italien. Vi ser stribevis af klassiske villaer, som får en til at tænke, at det var her de romerske senatorer i Cæsar-tiden tog ud og holdt sommerferie, men selvfølgelig var det ikke det for de palæer, vi ser i dag, har nok højest tre hundrede år på bagen. Vi overværer uforvarende en italiensk begravelse. Og vi ser en lang række ejendommelige installationer langs kysten, hvor driftige forretningsfolk har kompenseret for de manglende strande ved at bygge metalstativer ovenpå kystens lava-klipper og derpå belægge metalstativerne med træplanker. Og på disse står nu solsenge og parasoller på rad og række i hundredevis parate til solhungrende turister fra Norditalien. Strande af træ.
Strandsenge uden strand. Når man ikke har en sandstrand, så bygger man et fundament for solsengene af metal og træ
Paven fik opført en skulptur efter sit besøg i Santa Maria di Leuca i 2008. Det er paven til venstre
Gæstebud i Crotone
39° 4′ 44.4684” N 17° 8′ 16.278” E
11.maj 2018
”Ved du, at i Calabrien er det en fornærmelse at sige nej, når en mand inviterer dig til sit hjem? Det kan man slippe afsted med på Sicilien. Men ikke i Calabrien.” Manden bag disse ord virker temmelig bestemt. Han hedder Pino, han er 70 år, høj, kraftig, taler med dyb stemme og er bemærkelsesværdig god til engelsk – og så er han fra Calabrien, født i den by, Crotone, som vi er anløbet med det gode skib Ronja.
Pino har lige inviteret os til sit hjem, og det er naturligvis skønt, hvis ikke det lige var fordi, vi tidligere på dagen har sagt ja til en invitation til at nyde en drink sammen med vores britiske venner Claire og Derek samt Elisabeth og Ken ombord på båden ”Pala”.
”Bare tag dem alle med,” tordner Pino. ”Jeg har en lille lejlighed men en stor terrasse. Der kan være masser af gæster på den terrasse.”
”Har du også en bus at køre os i?” spørger jeg skeptisk. ”Ja, det har jeg,” svarer Pino og peger på en minibus med ni passagerpladser, der holder inde på kajen. Han har i øvrigt også en Porche, en Ferrari, en motorcykel og en hel del andre biler men skynder sig at tilføje, at vi ikke af den grund må tro, at han er en rig mand.
Med en blanding af min nordeuropæiske saglighed og Pinos mere følelsesladede argumentation (”I fornærmer mig, hvis I siger nej”!) får vi hurtigt overbevist Claire, Derek, Elisabeth og Ken om at droppe de planlagte drinks og i stedet tage med Pino og hans danskfødte hustru, Helen, til deres hjem i Crotone.
Og naturligvis bliver det en skøn oplevelse. På en tagterrasse på syvende sal med en mageløs udsigt over Crotones kommercielle havn og det ioniske hav nyder vi Pinos og Helens grænseløse gæstfrihed. Vi smager lokale specialiteter som brændevin brygget på kaktusblomster og brændevin brygget på appelsiner. Dertil brød, ost og grillet peber. Nå ja, og dertil lidt øl og vin til at skylle ned med. Helen nyder at tale dansk med Kirsten og jeg, mens Pino serverer og taler klassiske biler på engelsk med briterne.
Pino og Helen mødte hinanden i 70’erne, da de begge arbejdede i EU. De har en bolig i Luxemburg, men bruger mere og mere tid i deres lejlighed i Pinos barndomsby, Crotone, hvor datter og barnebarn også bor. Og hvordan har vi mødt dem? Tja, gennem den slags tilfældigheder, som sejlerlivet heldigvis er rigt på. Vi lå i Palermo sammen med et dansk par, Sten og Rie, i 14 dage, og de sagde til os, at hvis vi en dag kom til Crotone i Calabrien, så skulle vi kontakte deres venner, Pino og Helen, og hvis vi havde nogle danske bøger, vi var færdige med, burde vi forære dem til Helen, for hun elsker at læse danske bøger men har kun beskeden lejlighed til det.
Derek, Kirsten og Claire på det charmerende fiske- og grøntsagsmarked i Crotone
Crotone ER en vidunderlig by. Udefra møder øjet først en række gasudvindingsplatforme og en stor kommerciel havn. Men byen har både historie, kultur, strande, et stort fort med en gammel bydel indenfor sine mure samt et vældigt leben af markedshandel. Meget charmerende. Det er en by, vi vil vende tilbage til. Og til den tid ikke blot for to dage.
Ken og Elisabeth er på samme rute til Grækenland, som vi selv er. Her er de på Pino og Helens tagterrasse i Crotone.
La Castella
38° 54′ 38.9772” N 17° 1′ 36.0912” E
10. maj 2018
Fin lille overnatningshavn. En smule vanskelige indsejlingsforhold. Billig men heller ikke en havn, man vælger for dens standard i toilet- og brusebadsforhold. Vi køber ind i den lille by, sover og sejler derpå videre.