I kløerne på mafiaen? Eller blot en grådig chauffør?
38° 0′ 50.1516” N 12° 31′ 17.5404” E
28. juli til 2. august
”Jeg ved ikke med jeres land. Men i Italien er det normalt,” fastholder manden og ser på os uskyldsren og fortørnet.
”Det er prisen. Spørg ethvert vaskeri i hele Italien. De vil give mig ret,” fortsætter han. Vi er ankommet til Trapani, på den vestlige side af Sicilien, små 100 kilometer fra Palermo, og vi er havnet i kløerne på en dreven handelsmand, der øjner hurtig gevinst fra et par naive sejlere, der åbenlyst er udenbys og på gennemfart. Manden har netop præsenteret os for en håndskrevet vaskeriregning på 158 € svarende til 1200 danske kroner. 1200 kroner! Så meget har vi sgu aldrig betalt for at få vasket et par t-shirts, badeshorts, håndklæder og lagner.
Normalt vasker vi vores tøj selv. Kun én gang har vi fået ”vasket ude”. Det var på Korsika, og da var prisen knap 200 kroner. Men i det hektiske døgn inden vi rejser hjem til Danmark, dummer vi os ved at sige ja til havnekontorets tilbud om bede et vaskeri komme og hente vores snavsetøj. Og skipper klokker yderligere i det ved at lyde interesseret, da vaskeri-chaufføren lader skipper forstå, at han skaffe en helt usædvanligt god lokal vin til en særdeles god pris. ”Hvis den ikke smager dig, skal du slet ikke betale,” sige han.
”Skal vi sige seks flasker? Du får dem, når jeg er tilbage med vasketøjet. De seks flasker vin koster 72 Euro for. Vivinos app siger, de bør koste 58 Euro. Men pyt nu med det. Oveni 1200 kroner for vask af badeshorts.
Vi lægger armene over kors og afviser. Chaufføren tager en kuglepen og beder os skrive, hvad vi vil betale. Så starter armlægningen: ”I gør jer ingen forestillinger om, hvor meget, I presser mig. Jeg får kæmpe problemer med min ven,” klynker chaufføren. Vi ved ikke, om denne ven er vaskeriejeren eller vinproducenten, men efter ti minutter ender vi i 160 Euro i stedet for de oprindelige 230 for vasketøj og rødvin.
Han er glad, da han går. Vi er glade, da han går, og vi har lært aldrig at blande vasketøj med køb af rødvin og altid at spørge til prisen først.
Bortset fra det er Trapani er en skøn by. Den emmer af kultur og stil og har en enestående beliggenhed med hav på tre sider, flotte kirker, relativt velholdte bygninger, et overvældende fiskemarked og mange andre attraktioner, som vi knap når at se, før vi må pakke Ronja sammen, så hun kan blive løftet på land. Her – i Trapani på Sicilien – skal Ronja stå på et stativ i knap otte måneder, indtil vi genforenes i slutningen af marts 2018.
Trapani har et vildt fiskemarked. Primitive salgsboder, nogle steder bare en parasol og nogle kasser med fisk. En råben og skrigen. Skuespil fra det virkelig liv.
Forud for ankomsten til Trapani har vi været på vores længste havsejlads til dato. Vi lagde ud fra Sardiniens hovedby, Gagliari, i en fin agten for tværs, der i 15 fantastiske timer blæste os hen over farvandet mellem Sardinien og Sicilien. Så gik først solen og siden månen ned, og med sig tog de vinden, og derefter måtte motoren tage over. Til gengæld blev stjerner tændt på nattehimlen så klare som aldrig før, og i selskab med skippers kones bror, Jørgen, og hans kone, Hanne, fik vi en skøn oplevelse med 1200 meter vand under kølen, fremragende mad produceret mellem gaskomfurets slingreskinner og til de morgenduelige oven i købet solopgang og legende delfiner.
Efter 28 timers sejlads nåede vi Siciliens forpost mod vest, Egadi-øerne, i form af klippeøen Marettimo. I timevis så vi Marettimo tone frem som et ugæstfrit bjergkolos, der da vi tog en runde i øens eneste havn, viste sig at være akkurat så ugæstfri, som øen så ud. “Havnen er fuld,” påstod en knøs i bar overkrop, som hævdede at være havnekaptajn. Vi havde kaldt havnen på VHF kanal 9 uden at få svar. Nu må vi bakke ud for at finde en ankerplads, selv om enhver kan se, at den havn er hverken hel eller halv fuld.
Da et par af os hen under aften gør en udflugt ind til havnen i vores gummibåd er der stadig kun én sejlbåd i havnen og masser af plads. De kan nok bare ikke lide fremmede her på øen. Marettimo er præcis så ugæstfri, som den ser ud. Prøv noget andet.
Vi tilbragte natten i en fortryllende ankerbugt med masser af svømning og grublerier over, hvorfor vores motor igen volder problemer. Vores foretrukne omdrejningstal er 2500. Nu kan vi ikke drive den over 1500. Brændstoffilteret? Måske.
Der er rift om ankerbøjerne. Her har vi parkeret Hanne, så enhver kan se, at netop denne bøje er optaget, mens vi gennemfører motorøvelser længere ude på havet
Nå pyt. Himlen er blå. Vinden er gunstig. Humøret er højt. Vi sætter kurs mod Trapani, 22 sømil længere mod øst. Trapani er i forvejen udset til at blive dette års sluthavn. Vi har en aftale med det lokale værft om optagning, opklodsning og tilsyn. Nu også om reparation af motor.
I Trapani sniger en lille mus sig ombord på Ronja, spiser et halvt æble, skider på det hele og gemmer sig et hemmeligt sted. Skippers kone tilkalder Ghostbuster, der møder op med hele artilleriet og uskadeliggør den blinde passager
Tager I til Sicilien? Tag rigeligt med søsygepiller!
39° 12′ 2.3328” N 9° 7′ 33.8772” E
19. juli til 28. juli
”Tager I til Sicilien i morgen? Så tag rigeligt med søsygepiller,” anbefaler vores australske naboer. De har sejlet tre år non-stop i Middelhavet, og man kan ikke udelukke, at de ved, hvad de taler om.
”Vi har besluttet at vente til fredag,” siger vores franske nabo til den anden side. Han har netop fået sin hustru og to børnebørn om bord, og vi havde mere eller mindre aftalt at følges over til Sicilien. En sejlads på 182 sømil i retning østsydøst. Noget i retning af 30 til 40 timers sejlads alt efter vindforholdene.
”Ja, vi venter også til fredag,” siger den italienske genbo, som mener, at halvanden meter høje bølger er over hans ambitionsniveau.
Vi går til havnekaptajnen. Lad os høre, hvad han siger. ”Vent til i morgen,” anbefaler han. De sidste dages kuling er i aftagende, men der står stadig høje bølger på strækningen over til Sicilien.
Vi har egentlig ikke nogen, vi skal imponere med vores vovemod. Vi har end ikke travlt. Vi har blot – endnu engang – ligget blæst inde i fire dage og havde virkelig glædet os til at komme videre torsdag. Nu bliver det fredag. Vi tager endnu en dag i Gagliari, hovedbyen på Sardinien.
Gagliari er en stor provinsby, cirka 200.000 indbyggere, sådan en ”hulter til bulter by”, hvor alt er planlagt for at tækkes privatbilister, og hvor det nok er muligt at vandre rundt men stort set ikke er muligt at cykle. Byen har kilometervis af strand, men for at komme ud til denne og hjem igen, må vi flere gange løfte cyklerne hen over autoværn og krydse motortrafikgader med rasende trafik. Skiltning? En by i Rusland.
Et forladt pizzaria, der åbenlyst har kendt bedre dage. Lidt trist men også symbolsk for Gagliari. Byen forfalder. Byen har svært ved at følge med.
Byen har også opført en havnepromenade på flere kilometer for gående og cyklister. Et populært sted for kyssende kærester, og det enorme havnebassin er jagtområde for delfiner, der trænger småfisk op i en krog.
Promenaden er kun få år gammel. Alligevel er gang-brædderne løse og gelænderet mod havnen er ved at ruste.
Sådan er Gagliari også. Den holder ikke trit med tiden.
En pirat troner på vores lokale bardisk i Marina de Sole. Baren ligger i et telt på en nedbrudt mole. Den samler langturssejlere med behov for wifi og lyst til at snakke oplevelser
Vi bor i Marina de Sole, en af Gagliaris mange havne. Vi søger derind, fordi vi på nettet kan se, at det gør andre langturssejlere. Her møder vi igen løse gangbrædder, udslidte lystbåde, et primitivt havnekontor i et telt og et toilet, der på en sammensunket mole truer med at vælte i havnen, dels fordi toilettet står løst, og dels fordi toiletgulvet hælder faretruende ned mod havnen.
Marina de Sole vinder med tiden. Der ER mange langturssejlere i den havn. Der ER en god stemning i havnen. Der er wifi i havnekaptajnens telt, og han og hans ansatte er dejligt imødekommende. Selv det potentielt nedstyrtende lokum får de styr på. De støber nyt gulv. Toiletkummen bliver gjort fast. Min sjæl, hvad vil du mere?
Jørgen Folkersen og Hanne de Linde er påmønstret i Gagliari. De er veteraner i at sejle med på Ronjas jordomrejse, og som altid stiger det kulinariske niveau til astronomiske højder ved deres ankomst
Bonusinfo: Havnepenge kan forhandles. Første udspil fra havnen i Gagliari hedder 50 € pr dag. Vi ender med at betale 33 € pr dag. Gagliari siges at have Italiens største fiskemarked. Det er overdådigt. Fra sværdfisk til østers. Ovenpå fiskemarkedet finder du et grøntsags-, oste- og kødmarked, der siger spar fem til det meste. Markedet er ikke nemt at finde. Men spørg efter det; det er i den grad ulejligheden værd. Personligt fandt vi tilfredsstillelse i at besøge Sardiniens nationale arkæologi-museum. Den slags kan man lide eller ikke lide. Vi kan lide det. Den bedste pizza, Diavolo, fik vi på Sardegna Pizzaria i restaurantkvarteret. Det bedste måltid fik vi på Bistro Fork.
Enten havde Sardinien besøg fra det ydre rum i årtusindet før Kristi fødsel, eller også havde de bare svært ved at kopiere øjne i deres kunst. Skulpturen viser angiveligt en bokser mere end 1000 år før Kristi fødsel
Blæst inde midt i en byfest
39° 56′ 16.2384” N 9° 42′ 15.714” E
13. juli til 18. juli
Jeg ved ikke, hvad det er med os og byfester. Lige siden vi boede i Helsingør og sejlede op og ned langs svenskekysten har vi haft det ulyksalige uheld, at vi ofte går uforvarende til kaj i små byer, netop som disse har spændt sig selv op til den årlige byfest – du ved, den slags som brager løs til klokken to om natten, hvorpå festen fortsætter inde på nabobåden, hvor festdeltagerne fortsætter med mere og mere snøvlende stemmer til den lyse morgen.
Vi kender alle signalerne: Farvestrålende gynger, karruseller, radiobiler, blinkende lygter og fra tidlig aften høj musik fra seks-syv forlystelser på samme tid.
Alligevel går vi til kaj i Arbatax. Det er den eneste havn i miles omkreds, som har en tank for diesel, og da vi på vej ind til vores havneplads ud af øjenkrogen opdager radiobilerne, er det for sent at sejle videre. Der er 34 sømil til næste havn.
Næste dag spiser vi middag med to tidligere kolleger fra Odense, og derefter følger to dage med vind af kulingstyrke. Vi er indeblæst midt i en byfest. Suk.
Før vi får set os om, har vi tilbragt tre døgn klods op ad radiobiler og dunkende disko-rytmer. Jeg forsøger at genkalde den tid, da et tivolis ankomst til den lokale dyrskueplads i Danmark gav mig hjertebanken og håb om skønne, ukendte oplevelser. Men følelsen er tabt. Jeg kan ikke længere mobilisere begejstring for den slags. Diplomatisk sagt.
Vi havde ligget et par døgn i Santa Maria Navarrese men er nu sejlet tre sømil mod syd for at få fyldt diesel på tanken og for at søge frisk luft og forandring.
Børn om bord sætter dejlige spor. Små legomænd i tovværk og på dæk; og en gast, der synes, det er sjovt at spule dæk
Mange sejlere elsker Santa Maria Navarrese frem for Arbatax. Santa Maria Navarrese er omgivet af høje bjerge og høje moler, fantastisk beskyttet mod vind fra alle retninger, en sikker havn med 16 restauranter og skønne strande med parasoller og solsenge. Den har alt, hvad et ferierende hjerte kan begære.
Men luften står stille. Det er lidt som at blive slået i hovedet med en hammer af varme. Ingenting bevæger sig. Her er Arbatax et alternativ. Den er mindre beskyttet, mere åben, og netop derfor strømmer kølig luft ind fra havet. Du bader ikke fra en strand i Arbatax men fra klipper, og udvalget af restauranter er hurtigt overskuet.
Alligevel. Arbatax er et alternativ. Du skal bare undgå den anden weekend i juli. Da er der tre dages byfest med radiobiler, truthorn, trommedans og om søndagen en ceremoni, hvor en helgenfigur sejles i spidsen for en armada af lokale skibe tre gange rundt i havnens enorme yderbassin, mens efter sigende 10.000 tilskuere kigger på fra land.
Men hvem ville også finde på at anløbe Arbatax den anden weekend i juli?
Overalt i verden hvor en klippe giver mulighed for 6-8-10 meters respektindgydende udspring, er der unge til at tage imod udfordringen
Bonusinfo: Hvis du er i Santa Maria Navarrese og har lyst til at spise ude, så prøv Mec Puddu’s. Det er sardinsk fast food i god kvalitet og til fornuftige priser. Hvis du er i Arbatax så prøv marinaens restaurant. Velsmag og fantastisk udsigt. Hos den lokale skibsproviantering kan du til din nyindkøbte fender få en meter reb med en skræddersyet tackling for to €. Det kan vi lide.
Sardinien over og under vandet
40° 7′ 26.2344” N 9° 40′ 35.346” E
July 12th
Guest blogger: Lasse Folkersen, gæstegast
Ronja-round-the-world handler om vandet og alt der har med vandet at gøre. I denne post handler det om det som foregår under vandet. Som gæstegaster på Ronja ned langs Sardiniens østkyst havde vi allerede oplevet de storslåede klippekyster og fantastiske strande som denne ø byder på. Men en pausedag i en havn med en dykkerforretning gav mulighed for at udvide dette med scuba-dykning. Jeg har den meste af min dykkererfaring fra sydøstasiens farverige fiskeliv og var lidt i tvivl om hvad man kunne forvente af Middelhavet.
Men jeg blev ikke skuffet; det er anderledes, på nogle måder mindre ’mættet’ – men slet ikke på en dårlig måde. Selvfølgelig er der farverige fisk, men det, som jeg synes er mest attraktivt her, er samspillet mellem formationer af undervandsklipper og hvidt sand. De kridhvide sandstrande, som Sardinien byder på, fortsætter ikke overraskende også ned under vandet. Dét er det særlige ved dykning i disse farvende: hvor strandende snor sig videre ned under vandet som sandstier ind i et virvar af undervandstunneler oplyst fra oven i klar middelhavsazurblå, sparsomt men elegant dekoreret af farvestrålende undervandsplanter.
Venstre: Farvestrålende undervandsplanter. Send en mail hvis du kender navnet på den. Højre: Hvide sandstrande. Navnet på den her strand var Cala Mariolu.
Bonus info for sejlere: Hvis man skal sejle i området nord for Arbatax (se kort øverst) så vil jeg anbefale at man afsætter ekstra tid til kort besøgsstop på de fine men utilgængelige strande. De er ikke speciel gode til nat-ankring, slet ikke i dårligt vejr, hvilket sikkert er hvorfor de ikke fremgår i ankringspladsoversigter. Men strandene er yndede ekskursionsmål for lokale landkrabbeturistbureauer, faktisk så meget, at de alt efter afgangs og ankomsttider kan være meget overrendte af badegæster. Men det er jo netop friheden ved at have sin egen båd. Så mit bedste råd på den strækning: ring til et lokalt rejsebureau og spørg til tider og destinationer for deres gummibådsudflugter. Og så sæt kurs mod disse destinationer på et tidspunkt, hvor rejsebureauet ikke har en udflugt planlagt. For Cala Mariolu virkede kl 13 til 14 relativt tom. Og så kast anker og svøm ind og nyd en næsten mennesketom, kridhvid, velholdt og solbeskinnet paradisstrand.
Velkontrolleret bouyancy control i snævre undervandstunneller. Tydeligvis en rutineret dykker.
Bonus info for dykkere: Jeg kan stærkt anbefale ”Diving Cala Mariolu” som er en lillebitte dive-shop dybest set bestående af tre parasoller, en sol-fanger og et par dykker-instruktører. Alt sammen sat op ad-hoc på stranden. Meget lige til, og faktisk rarere end nogle af de store firmaer man ofte ser andre steder. Dykkerguiden Andreas var jeg særligt imponeret over; han formåede at være både guide og fotograf på samme tid som han også organiserede alting oven-vande. Et dyk, inkl. alt udstyr, og fotos: 60 €. Det virkede til at man skulle have lidt tykkere våddragt på en standard for sydøstasien. Allerede på 12 m dybde i kortærmet 3 mm våddragt var det meget koldt. Jeg havde også booket i Aquatica i Santa Maria Naverrese men pga en kommunikationsbrist blev jeg sat i en forkert båd og fik aldrig mulighed for at se om de var dygtige til dykkerguiding.
Mest af alt en hyldest til fotograf/instruktør/guide Andreas som formåede at have styr på alt og stadig tage fantastiske billeder inden for et budget af blot 60 €.
Så bliver det næppe bedre. Perfekte rammer for et døgns plask og leg
40° 51′ 39.9384” N 9° 39′ 23.1012” E
9. juli til 10. juli
Middelhavslandendes vejrudsigter er, som vinden blæser, noget utilregnelige. Vi tjekker som regel tre vejrudsigter: Meteo Consult Marine (som er fransk), Wind and Sea (som er en del af den Italienske Lamma vejrtjeneste) og Windfinder. Når to ud af de tre synes at være enige, så tror vi på det.
Det skulle vi så ikke have gjort, da vi med vores netop ankomne søn og barnebarn stod ud gennem den syv sømil lange Golfo di Olbia for at runde Capo Ceraso og gå sydover for at finde en eventyrlig ankerplads.
Vejrudsigterne havde sagt 5-6 sekundmeter. Det viste sig at være dobbelt op. Og endnu mere da vi rundede ”hornet”, Capo Ceraso. Det føltes lidt Kap Horn-agtigt, mest fordi det var totalt i modstrid med vores ønske om at give Nellie på fem år en super oplevelse af, hvor trygt, det er at sejle i farmor og farfars båd. Skyer trak op, bølgerne skyllede ind over forstavnen, helt ned i cockpittet, og i perioder sejlede vi mindre end to knob, fordi både strøm og vind arbejdede direkte imod os.
Vandland for børn i alle aldre. Et anker, en gummibåd, svømmebriller og en strand. Min sjæl hvad vil du mere?
Så længe vi voksne ikke er bange, så er børn heller ikke bange, og vi fik en ok tur på trods af vejrmeldingerne, og efter små fire timers sejlads kunne vi smide anker i den sydøstligste del af Porto della Taverna, på fem meter azurblåt vand med god læ og lige ind til en fortryllende strand. Dejlig ankerbugt.
Når den digitale tablet er efterladt hjemme i Danmark, så er der gammeldags gulvspande og farverige sten at lege med
Ubeskriveligt smuk og totalt velegnet til plask og leg med gummibåd, baderinge, svømmevinger og snorkel. Morgen, middag og aften.
Bonusinfo: Vi tror, at bugten Cala Coda Cavallo, tre sømil længere mod østsydøst måske er mindst lige så god som ankerplads, når der er vind fra sydøst.
Tilbage i virkeligheden: Olbia. En charmerende rodebunke af en by
40° 55′ 21.7992” N 9° 30′ 28.188” E
5. juli til 9. juli
Efter fem timers sejlads går vi i land i Circolo Nautic Olbia, en lille havn inde midt i byen Olbia. Efter 24 timer i de superriges paradis, Porto Cervo, er vi igen 100 procent tilbage i virkeligheden. Olbia byder på liv og energi, larm og klammerier, grimme huse og flotte huse. Palmer og havneindustri. En rodebunke af en by. Skønt.
De fleste guidebøger har ikke meget til overs for Olbia. Den har ingenting at byde på, hævder de. Vi kunne meget godt lide byen. Den har et aktivt miljø omkring de små midtby-havne, den har et godt supermarked, flere skibsprovianteringer og et udmærket arkæologisk museum lige ved siden af vores havn. En ung arkæolog guider os gennem museet og fører os ind i den Nuraghi-civilisation, som lagde grunden til Sardinien fra 2000 f.kr. til 700 f.kr., hvor den selvstændige sardinske kultur, Nuraghi, gradvist blev opslugt i romer-rigets kultur. Meget interessant.
Hvad er dette? En børnehave for bøjer, der skal vokse sig større? En uortodoks markering af at her er mange undersøiske skær? Bøjer i titusinde-vis markerer indsejlingen til Olbia
Det allerbedste ved Olbia er, at byen har en lufthavn. Vores søn, Lasse, og barnebarn, Nellie, har netop meddelt, at en planlagt rejse til Geneve er blevet aflyst, og vi peger ivrigt på, at vi kan tilbyde et uimodståeligt alternativ, idet vi ligger lige ved siden af en lufthavn med direkte udgang til fem dages sejlereventyr ombord på Ronja langs Sardiniens smukke østkyst.
Bonusinfo: Prøv restaurant Officina de Gusto i Olbia. Vi syntes, den var god. Det arkæologiske museum koster otte euro pr person, og så har du endda din helt egen engelsktalende guide i en time. Prøv det. Nogle af de små havne i Olbia er private og ikke umiddelbart åbne for gæster. Vi lagde til under siestaen, og da havnefolket kom tilbage til arbejdet, ville de ikke være bekendt at smide os ud. Du kan også ligge ved den gamle kommercielle kaj. Måske er den gratis. Der er hverken strøm eller vand.
En smuk nat i næsten selskab med Bruce Willis og Mick Jagger
41° 8′ 6.072” N 9° 31′ 39.144” E
4. juli til 5. juli
Pyha, så fik vi prøvet det. Vi er på vej væk fra den sardinske havneby Porto Cervo efter et døgn i de riges paradis – stedet hvor Bruce Willis og Mick Jagger efter sigende hænger ud med kongelige og toppen af det internationale jetset. Og hvor vi andre, mere dødelige, betaler verdens højeste havneafgift – uden nogen som helst sikkerhed for, at Bruce Willis og Mick Jagger overhovedet er eller har været i nærheden.
Dagens tilbud på havnen i Porto Cervo: En kongeblå Rolls Royce i cabriolet-version
Porto Cervo er Costa Smeraldas navle. Juvelen i Sardiniens smaragdkyst.
Egentlig er det en fantastisk historie, som startede i 1962, da den arabiske prins og mangemillionær Aga Khan købte 55 kilometer kyststrækning på det nordøstlige Sardinien. Han samlede en gruppe af andre investorer, og sammen gik de i gang med at udvikle kysten. Deres krav til arkitekterne var skyhøje. Alle bygninger skulle underordne sig naturen, de måtte – om muligt – føje til, men aldrig trække fra i naturens egen overvældende, rene skønhed.
Og det er bemærkelsesværdigt.
Også kirken – Stella Maris – falder smukt ind i den særegne arkitektur i Porto Cervo
Samtlige bygninger er holdt i en nærmest demonstrativ, eventyragtig middelhavsstil med runde buer og farver holdt i toner, der ikke overdøver naturen. Hele vejen igennem eksklusivt. Ingen kiksede højhuse. Ingen individuelle udskejelser. Ingen nedslidte efterladenskaber fra fortiden.
Det er et stort område, og bymidten er den mest diskrete bymidte, vi nogensinde har oplevet. Her viser sig at være masser af butikker og restauranter, men de dukker op diskret, lidt efter lidt, på stræder i flere niveauer, uden nævneværdig skiltning, så man aldrig virkelig opdager, at man er i et butikscenter.
Hvis du er på jagt efter en bager, en slagter eller en grønthandler, så glem det. Her handles med Gucchi-tasker, Rolex-ure, smykker og mærkevaretøj.
Et enkelt supermarked er alt, hvad der er afset til os med mere elementære, primitive behov.
Smukt er det. Stilrent. Men måske også lidt Hollywoodsk?
Stort tænkt. Smukt udført. Bæredygtig respekt for naturen. Fedt. Alligevel forlader vi Porto Cervo med en fornemmelse af, at det hele er kunstigt og kulisseagtigt. Især forlader vi Porto Cervo med et savn over ikke at have mødt Bruce Willis, Mich Jagger, Boris Becker og de andre kendisser. Måske optræder de kun i områdets salgsbrochurer?
Bonusinfo: Flere sejler-blogs hævder, at prisen for en overnatning i Porto Cervo i juli er mere end 200 € for en båd på 10 meter. Det er ikke rigtigt. Vi betalte 152,50 €, svarende til 1135 kroner for en nat i Porto Cervo. Det er mere, end vi nogen sinde har betalt andre steder i verden. Og vi sejlere går meget op i havnepriser. Landkrabber betaler gerne tusinder for et dobbeltværelse på et hotel. Vi sejlere kan bedst lide, når det koster sådan lidt 30-euro-agtigt. Gerne mindre.
Pyha, så fik vi prøvet det.
Skipper blev fejret på sin fødselsdag med morgensang og ny italiensk t-shirt
Hu hej, hvor det går: Palma den ene nat, Tahiti den næste
41° 12′ 40.1724” N 9° 24′ 15.7428” E
30. juni til 4. juli
Porto Palma er en stor åben bugt med rigelig plads til ankring, og i dagtimerne kan du ovenikøbet være del i en hæsblæsende kapsejlads. To sejlerskoler bruger bugten til at træne kapsejlads og begyndersejlads. 30 joller – flest laserjoller – er på vandet. Vi har kastet anker ”midt” i banen og kan som eftermiddags-underholdning følge hvert eneste taktiske sats, hvert vovestykke og hver kæntring hos de unge, ivrige elever.
Palma-bugten er hjemsted for to sejlerskoler som sørger for fuld spænding på vandet med pause kun under siestaen
Cale Coticcio er en anden, noget mindre, ankrings-bugt. Den kaldes af de lokale for Tahiti Bay måske på grund af populariteten, de mange dagsejlere, som kommer fra nærliggende byer og tilbringer dagen i det azurblå vand.
Palma og Tahiti har – i denne del af verden – det til fælles, at de begge er en del af øgruppen La Maddalena. Vi er nået til italienske Sardinien. De to bugte ligger på øen Caprera, som med hovedøen Maddalena og 12 andre øer udgør en stor og stramt beskyttet naturpark.
Man køber tilladelse til at bevæge sig i området. Prisen er 60 € for en uge, hvis du er i en sejlbåd. Naturen kan godt lide sejlbåde, så vi får rabat. Med tilladelsen følger retten til at sejle og ankre i området efter et detaljeret sæt af regler.
Reglerne siger, at her må du ikke plukke blomster, her må du ikke samle sten, her må du ikke gå i land, med mindre du er i følgeskab med en naturguide, her må du ikke fiske, her må du ikke snorkle og slet ikke dykke. Her må du ikke lukke vand ud fra opvask eller brusebad. Her må du overhovedet ikke være. Det hele varierer fra bugt til bugt.
Regelsættet er så komplekst, at vi opgiver at finde ud af det. Vi bliver ombord på Ronja, nyder badelivet, og viser pligtskyldigt vores tilladelse, når vi bliver antastet af en gummibåd med parkassistenter, som vil vide, om vi har betalt.
Især Tahiti Bay er i dagtimerne et cirkus af hvinende børn, råbende forældre, raslende ankerkæder, larmende påhængsmotorer og sejlende ismænd, der formår at få 5 € for en is, der i det lokale supermarked koster 1,65 €.
Klokken cirka 19 sænker freden sig over Tahiti Bay. De lokale sejler tilbage til deres hjemhavne, og fra at være 70 både er vi bare 7, da mørket og en helt usædvanligt klar stjernehimmel sænker sig over Tahiti.
Tahiti-bugten er nærmest skulpturel smuk. Vind og vand har i århundreder slebet klipperne til i fantastiske former. Vegetation er der imidlertid ikke meget af
Her er vanvittigt smukt, dog næppe smukkere end så mange andre steder i området. Og logikken i naturparken forstår vi ikke helt. Hvorfor bruger de så mange ressourcer på at kontrollere, om vi har betalt? Hvorfor bruger de ikke ressourcer på at lægge permanente ankerbøjer ud, så de slipper for at få beskadiget det dyrebare Possidonia-græs på havbunden, hver gang en ny sejler smider sit private anker og trækker det op igen fyldt med netop Possidonia-græs?
Man kan få den tanke – som givet er forkert – at den megen og ærefrygtige snak om naturpark mest handler om at få flere til at forstå, at netop disse 14 øer er noget ganske særligt i et område, hvor talrige skønne destinationer kæmper om de sejlendes gunst.
Bonusinfo: Cala Gavetta på Maddalenaøen er en positiv overraskelse. Charmerende by, livlig om dagen og fredelig om natten. Vi lå to dage i havnen. Den første dag kostede 27 € i havnepenge. Den næste dag kostede – for samme plads – 56 €. Hvorfor? 1. juli skifter prislisten til højsæson, og så dobler de prisen.
I Odysseus’ kølvand sejler vi ind i verdens mest spektakulære naturhavn
41° 23′ 17.754” N 9° 9′ 44.3304” E
Søndag 25. juni til fredag 30. juni
En drømmesejlads. Igen. Vi hejser sejlene, da vi forlader Propriano, og vi tager dem ned igen, da vi otte timer senere anløber Bonifacio, den sydligste af Korsikas større byer. Hele dagen for sejl. En solid agten for tværs. Så bliver det ikke bedre.
Bonifacio er en af de mest spektakulære og ejendommelige havne, vi nogensinde har anløbet. Du sejler ind gennem en lille åbning i kystens klipperække, drejer umiddelbart efter til højre og så befinder du dig pludselig ved starten af en 1,8 kilometer lang calanque eller fjord, der løber parallelt med kysten, men uden at kunne ses ude fra havet, da der er et klippemassiv mellem havet og havnen.
Bonifacio har et vidunder af en naturhavn. Stor, livlig , dramatisk, der er hele tiden gang i et eller andet.
Det er en naturhavn som skåret af overmenneskelige kræfter tværs gennem kridt-klipperne. Det er svært at beskrive. Det skal ses. Lodrette kridt-klinter på hver side af løbet. Halvdelen af løbet er i brug som havn, åbenlyst er Bonifacio et yndet springbræt for sejlere på vej fra Italien, Sardinien og nordpå. Og fra fastlands-Frankrig via Korsika og sydpå.
Historikere har identificeret Bonifacio som den havn, Homer omtaler som Laestrygoniernes havn i Odysséen og dermed som den havn, hvor Odysseus lagde til med sin flåde og kun på et hængende hår og med enorme tab undslap, da Laestrygonierne satte sig for at drive Odysseus og hans folk bort.
Vi lod os ikke sådan drive bort. Vi blev der i fem dage. Delvist på grund af vejrmeldinger om voldsom blæst fra vest. Men også fordi vi kunne lide byen og dens omegn. Der er vandrestier ind i landet, og der er vandrestier langs havet. Smukt, sundt og moderat udfordrende.
Indsejlingen til Bonifacio kan man ikke se udefra havet. Men den gamle del af byen hænger på kridt-klipperne, så man frygter den vil styrte i havet.
Bonifacio er optaget på Unescos bevaringsliste, så det er ikke en by, du har for dig selv. Den myldrer med turister, der er lysshow på fæstningsmurene og i de tidlige nattetimer dunker diskorytmer ud over havnen og kan nok få én og anden sejler til at gribe ud efter ørepropperne.
Hver dag anløber en ny armada af ferieglade italienske sejlere. Deres sommerferie er startet. De har lejet en sejlbåd. Nu skal den have fuld gas. Mange af dem har en praksis, hvor de, når de har samlet fortøjnings-linerne op fra havnebunden og gjort dem fast, sætter motoren på fuld kraft bak, så fortøjnings-linerne blive maksimalt stramme, og derpå gør de båden fast ind mod kajen.
Det er helt sikkert godt for den pågældende båd selv, men på hver side af båden ligger nu to-tre andre både og hugger stævnen ind i kajen, fordi deres liner er blevet for slappe, efter at den nyankomne båd har trukket den fælles ankerkæde på bunden af havnen tættere ind mod kajen. For pokker! De tror, det er deres eget personlige anker. Det er det ikke. Vi er alle kollektivt forbundne til samme centrale kæde!
Skippers kone kommer glad ned i kahytten og erklærer, at de nye naboer er enormt galante, og at de har sagt til hende, at hvis hun ikke kan vække skipper fra hans siesta, så han kan løse sit problem selv, så kommer de gerne over og hjælper, hvis vi har været for dårlige til at stramme vores fortøjninger. Suk!
Bonusinfo: To supermarkeder direkte ved kajkanten. Flinke folk på havnekontoret. Pas på ved stærk vestenvind. Naturhavnen forstærker vinden som en tragt og kan gøre det svært at manøvrere.
Kirkegården i den gamle del af byen – den oppe på klipperne – er virkelig stemningsfuld. Den giver et indblik i forskellen mellem sydens katolicisme og nordens mere pragmatiske tilgang til døden
Blandt pirater og voldsforbrydere
41° 40′ 34.4028” N 8° 54′ 3.4524” E
21. juni til søndag 25. juni
Fantastisk sejldag! Vi sætter ud fra Cargése tidlig morgen og sætter straks sejl, selv om vinden er svag, og så er det ellers tid til morgenkaffe. Vinden tiltager hen over dagen, og otte timer senere anløber vi Porto Pollo efter en rent ud sagt fortryllende dag. Delfiner har danset i leg rundt om båden. Det ene bjerglandskab har afløst det næste.
Danser med Ronja. Fem eller syv. Delfiner eller marsvin? De er i højt humør og leger med os – nå ja, måske mest med hinanden – i ganske lang tid.
Porto Pollo betyder ”den plagede havn”, og det henviser til, at byen i mange år var et af sørøvernes foretrukne mål i området. Sørøvere er der ikke mange af i dag, men byen forbereder sig åbenlyst på et kæmpe rykind af sejlende turister.
Byen er i sig selv lille, nærmest udtørret og – helt ærligt – uspændende med sine kun 100 faste indbyggere. Til gengæld er den begunstiget af kilometerlange strande, og langs disse er flere hundrede bøjer lagt ud for at byde velkommen til en invasion af lystsejlere. Vi er her uden for højsæsonen, så mindre end hver tiende bøje er optaget. Pris for en bøje uden for højsæsonen: 20 €.
De klassiske roller er endelig i skred. Kirsten har taget magten over vores gummibåd. Totalt kompetent
Efter to dages driverliv ud for stranden i Porto Pollo sætter vi kurs mod Propriano – en noget større by med rigtig havn og 3200 indbyggere.
Som altid forbereder vi os på en ny destination og læser i Politikens ”Turen går til Korsika” om en dynamisk kystby med maritim stemning og badeliv langs strandene. I vores ”bibel” under sejlturen – ”Mediterranean France & Corsica Pilot” af Rod Heikell – er der anderledes smæk for skillingen. Han skriver, at Propriano i mange år har haft et tvivlsomt rygte. I 1950’erne omtales byen som en by, man bør undgå, hvor uskyldige lokale bliver myrdet, og en lokal fisker slog kystvagten ihjel, da denne fik ham dømt for at have fisket med dynamit.
Propriano har tilsyneladende et større bagkatalog af voldelige forbrydelser. Så sent som april 1990 sprængte befrielsesbevægelsen FLNC en af byens restauranter i luften.
Selv oplevede vi byen som ganske tilforladelig. Gode restauranter. Fine strande. Og fredsommelige franskmænd.
Bonusinfo: Prøv at spise på Tempi Fa, tæt på havnen. Det er ifølge Tripadvisor den 39. bedste ud af 2.192 restauranter på Korsika – hvis man ellers er parat til at stole på den slags. Tempi Fa tilbyder i dagtimerne vin og tapas og om aftenen solide korsikanske middagsretter dybt inde bag vinkælderen. Tempi Fa er bygget op omkring en vinbar med udelukkende korsikanske vine. Vi prøvede den hidtil bedste rødvin på hele vores Korsika-tur. Granit hedder vinen. Meget kompleks Megen karakter. Det er en appellation Ajaccio Protégée, men den er produceret tæt på Propriano, der imidlertid ikke har sin egen appellation. A votre santé!
Anledning til refleksion. En hel kælder fuld af korsikanske vine. Adskillige er tankevækkende gode