Status: År to af Ronjas jordomsejling var en fin årgang
48° 54′ 33.66” N 2° 11′ 30.9984” E
29. juli, 2013
Vi sikrer og rengør Ronja samt pakker bilen. Tre timer senere befinder vi os i hjertet af Bourgogne-distriktet, i byen Beaune. En helt ny slags ferie begynder. Vi har lejet to værelser på et IBIS-hotel til knap seks hundrede kroner pr værelse pr nat. Og yderligere ét værelse i Alsace-byen Eguisheim til natten mellem onsdag og torsdag.
I Bourgogne er vi sammen med Vivi og Peter, som vi i forvejen kender gennem Hanne og Jørgen. Vi besøger vinslotte, deltager i prøvesmagninger, køber Bourgogne-vine, fejrer Hannes fødselsdag, og følger de sidste mange dages princip om kun at opsøge restauranter, der er omtalt i Michelin-guiden for Frankrig enten som Bib Gourmander eller som havende en eller to gafler. Det giver bonus stort set hver gang. Billige men meget gode tre retters menuer. Typisk til en pris mellem 30 og 37 Euro for tre retter. Vi lever som grever.
Fransk mad får virkelig oprejsning under denne tur. Efter nedturen med det såkaldt moderne franske køkken i 1970’erne, hvor fransk mad blev ensbetydende med mikrosmå portioner, en tynd, rå gulerod på en tallerken med et lille stykke kød, har vi faktisk tænkt, at det franske køkken er afgået ved døden. Men det lever i høj grad, har det godt og er en nydelse ikke blot for de franskmænd, som aldrig selv har anerkendt, at god mad kan laves andre steder end netop i Frankrig.
Det gode liv fortsætter vi senere i en nuttet bindingsværkby med egne storke, Eguisheim, hvor vinen blot er udskiftet med Alsace-vine.
Torsdag aften klokken knap 21 er vi hjemme i Odense med seks kasser hjembragt vin og en masse oplevelser i bagagen. Emilie og Molly venter på Jagtvej med mad til de trætte rejsende.
Det har været en meget varieret ferie. Havsejlads i mange dage. Kanal- og flodsejlads i mange dage. Storbyferie i Rotterdam og Paris. Gourmet-ferie i Bourgogne og Alsace. Det bedste vejr i mands minde. Solskin stort set hver eneste dag. Familiesamvær med Lasse, Tianling og Nellie samt med Jørgen og Hanne.
År to af Ronjas jordomsejling – 2013 – var en fin årgang.
Her skal Ronja overvintre fra 2013 til 2014
48° 51′ 3.9636” N 2° 22′ 4.6992” E
juli, 2013
Sidst på eftermiddagen anløber vi Port St-Louis efter en smuk sejlads gennem Paris og de nordlige forstæder.
Hanne og Per aftaler en kontrakt med havnekaptajnen. Et års leje af plads i havnen, opsyn med båden og hjælp til at vinterklargøre Ronja – i alt 1890 Euro eller knap 14.000 danske kroner. Det kan lyde dyrt, men det er stadig billigere end at have båden liggende på Thurø i Danmark.
Aftalen bliver, at Per skriver på engelsk til havnekaptajnens søn og forklarer, hvad vi ønsker, at de skal gøre ved båden, når vinteren nærmer sig – olieskift, skift af oliefilter, frostsikring af vandrør, check af varmtvandsbeholder og måske opladning af batterierne.
Han er noget af et lommefilosofisk snakkehoved, havnekaptajnen, så vi får endevendt hans italienske barndom og forskellen mellem nordiske værdier og sydeuropæiske værdier. Folk i nord har levet et hårdt liv. De har ikke tid til snak. Så de går altid lige til sagen, mener havnekaptajnen. Folk i Sydeuropa snakker sig mere ind på hinanden, etablerer en relation, inden de når til selve sagen. Han er tydeligvis skuffet over, at vi ikke skal snakke om fordele og ulemper ved forskellige former for kontraktlængde, men at Per bare slår fast, at han ønsker en kontrakt på et år.
Port St-Louis er en noget slidt havn, bådene i havnen er også slidte, toiletfaciliteter er ikke noget at skrive om. Vi ligger i et industriområde, med store ghetto-bebyggelser befolket af indvandrere. Poissy er hjemby for Peugeot-fabrikkerne. Alligevel fatter vi tillid til havnens ansvarlighed og vurderer, at Ronja har fundet et godt vinterhi.
Kirsten charmerer samtidig havnens selvudnævnte ordenshåndhæver – de andre havnebeboere kalder ham Rambo – som bor hele året på sin båd blot to pladser fra vores. Vi forærer ham restlageret af øl og sodavand fra køleskabet og krydser fingre for, at også han vil holde et vågent øje med Ronja.
Logbog: Udsejlet distance: 81 kilometer svarende til 40 sømil. Tid: Afsejler klokken 9.30. Betaler i Arsenalhavnen. Klokken 17 lægger vi – igen – til i Port St-Louis. Besætning: Jørgen, Hanne, Kirsten og Per. Vejr: Stadig steghedt. Cockpit-teltet er oppe det meste af turen for at give lidt skygge.
Dejlige dage i hjertet af Paris
48° 51′ 3.9636” N 2° 22′ 4.6992” E
24.-28. juli, 2013
Arsenal-havnen ligger i hjertet af Paris, lige op til Bastille-pladsen. Vi kan næsten ikke have et bedre udgangspunkt for et besøg i denne fantastiske by. Her er shopping, jogging, sightseeing, spisemuligheder og afslapning – alt indenfor gåafstand. Vi bliver her fem overnatninger. Det koster 40 Euro pr overnatning, og Arsenal-havnen løber derfor med sommerens hidtidige pris-rekord. Men sådan er det, når der kun er denne ene havn at vælge imellem, og når havnen samtidig er perfekt med sin beliggenhed.
Tirsdag, onsdag og torsdag er vi sammen med Nellie, Lasse og Tianling på den måde, at vi alle er sammen om eftermiddagen og om aftenerne, og at vi derpå ”kidnapper” Nellie og tager hende med på båden om natten, hvor også Jørgen og Hanne bor, mens Lasse og Tianling sover på hotel. Fin ordning.
Lasse og Tianling dukker op i løbet af formiddagen og så går vi på opdagelse i Paris. Ikke noget vildt. En enkelt dag når vi stort set kun Jardin du Luxembourg. Om aftenen spiser vi os videre gennem den røde Michelin-bog blandt de bedste restauranter i Paris, som endnu ikke har fået stjerner, men som ligger og bobler i venteposition til at få det.
Onsdag aften har Hanne bestilt bord på Villaret i nærheden af metrostationen Parmentier. Også god. Ikke helt på niveau med Auberge Pyrénées Cévennes.
Torsdag tager vi afsked med Lasse, Tianling og Nellie, som skal med en flyver torsdag aften. Hjemme på båden spiser vi brød, ost, salat og pølse sammen med Hanne og Jørgen.
De næste dage driver stille af sted. Det er trykkende varmt. Vi løber langs Seinen i de tidlige morgentimer, inden varmen bliver for trykkende. Et par af nætterne skylles heden igennem af kraftige tordenbyger, men ellers har vi typisk 24 grader om formiddagen stigende til 34 grader først på aftenen.
Vi laver ting sammen med Jørgen og Hanne. Og vi laver ting alene. Hanne og Jørgen tager en dagstur på cykel, hvor vi så er sammen på Louvre om aftenen, hvor der er aftenåbent, og spiser sen middag på Willies Wine Bar i nærheden af Louvre. Glimrende restaurant.
Samtidig lægger vi planer for den sidste uge af ferien. Hanne og Jørgen har foreslået, at vi tager til Bourgogne og fejrer Hannes fødselsdag sammen med et par af deres venner, som er på ferie i det område, og at vi følges hjem til Danmark i deres bil gennem Alsace og Tyskland med det mål at være hjemme torsdag ved midnat. Men for at vi kan være med på en sådan plan, skal vi have anbragt Ronja i en sikker vinterhavn.
Det er ikke let.
Arsenal-havnen har ikke plads til os før i 2014 og 2015, og det vil i øvrigt koste os 35.000 kroner for ni måneders havneleje, og hertil kommer så månederne juni, juli og august, hvor man kun kan ligge i havnen til dagsprisen 40 Euro. Med bistand fra et par af Ebbe Dals venner og havnekaptajnen i Arsenal samt med Hanne som tolk undersøger vi nogle mulige havne syd og nord for Paris, og det ender med, at vi beslutter at sejle tilbage til Port St-Louis, hvor Jørgen og Hanne har deres bil stående.
Vi skal vænne os til, at franskmændene har en anden kultur omkring deres både om vinteren. De frostsikrer og skifter olie. Men de lader deres både blive i vandet. Da vi har vænnet os til den tanke, så bliver det lettere at finde en vinterhavn, og vi aner samtidig, at netop dette vil åbne mulighed for også at sejle på andre tidspunkter af året end netop sommerferien.
Indsejlingen til Paris er totalt imponerende
48° 50′ 43.1556” N 2° 21′ 55.71” E
23. juli, 2013
Det er klart lettere at sejle, når man er flere om det. Med Jørgen og Hanne ombord kommer vi lettere gennem sluserne, og vi er flere til at skiftes ved ror og søkort. Og så er det en kæmpe gevinst at have fået en virkelig franskkyndig, Hanne, ombord. Kort efter dagens start har hun reserveret plads i Arsenal-havnen og booket bord til klokken 17.30 på en af Michelins ”boble-restauranter” – Bib Gourmand – i 11. Arondissement. (Den hed i øvrigt Auberge Pyrénées Cévennes, og var fremragende, super betjening, blandet mad på menukortet fra Spanien og Frankrig. Selv Nellie var i disse omgivelser fokuseret på maden og meget velopdragen. Seks voksne og en baby spiser og drikker overdådigt for 277,50 Euro.)
Indsejlingen til Paris er virkelig imponerende. Vi passerer det hele. Eiffeltårnet, Musee D’orsay, Notre Dame. Vi ser fattige, der bor i papkasser eller telte under broerne. Vi ser turister i tusindvis, der lader sig fragte rundt på Seinen i færdigpakkede havnerundfarter. Inde i Arsenal-havnen venter Nellie, Lasse og Tianling. Feriens største dag.
Logbog: Udsejlet distance: 81 kilometer svarende til 40 sømil. Tid: Afsejler klokken 7.30, afstemt efter dagens første sluse. Klokken 17 lægger vi til i Port de Plaissance Arsenal lige midt i Paris. Besætning: Jørgen, Hanne, Kirsten og Per. Vejr: Hede, hede, hede. Vi har cockpit-teltet oppe det meste af turen for at skygge for solen. Kort før indsejlingen til Paris’ midte får vi småregn.
Forunderligt så lidt franskmændende bruger deres egne floder
49° 9′ 52.6824” N 1° 23′ 18.7512” E
22. juli, 2013
Det bliver endnu en varm dag, hvor vi skiftes til at have ror-tjansen. Der er masser at se på i landskabet, der skifter mellem rå klipper og skov, små landsbyer, der stadig vender ryggen til floden eller store industriarealer. Selv efter at vi er kommet væk fra tidevands-delen af Seinen bliver den fortsat kun brugt i begrænset omfang til fritidsformål. Vi møder et par fiskere hist, et par vandscootere pist og en sjælden gang en vandskiløber.
På hele turen mellem Rouen og Paris ender vi med kun at have mødt to sejlbåde som vores egen. En svensker og så franskmændene i Rouen. Ikke engang motorbåde, som ellers er velegnede til flodsejlads, møder vi ret mange af.
Vi er undervejs i telefonisk kontakt dels med Lasse, Tianling og Nellie, som vi har en aftale om at mødes med i Paris tirsdag eftermiddag, og dels Jørgen og Hanne, som har meddelt, at de er på vej ned til os i bil, og at hvis de kører nonstop, kan de være hos os ved nitiden i aften.
Vi går ind i havnen Port St-Louis. Den er lige akkurat dyb nok til os, og vi finder en anløbsbro med både vand og elektricitet. Det er en forfalden havn men dog den første ”rigtige” havn, vi har mødt siden Rouen. Vi køber stort ind i et supermarked i et stort indvandrerkvarter to kilometer fra havnen. Da vi vil tilbage til båden spørger vi i supermarkedet, om de vil ringe efter en taxi. Det vil de ikke. Det er ikke deres job. Heller ikke denne del af serviceindustrien har været på kursus i hjælpsomhed overfor fremmede.
Ved ni-tiden kommer Hanne og Jørgen med samt to cykler og 20 plastikposer med bagage. Blot det mest nødvendige. De bliver installeret i agterkahytten, vi spiser og sætter et skilt i deres bil om, at den vil komme til at holde på parkeringspladsen i otte-ti dage efter aftale med havnefogeden.
Logbog: Udsejlet distance: 87 kilometer svarende til 43 sømil. Tid: Vi tager af sted ved 7.30 tiden, så det passer med dagens første sluse, Notre-Dame de-la Garenne. Klokken 17 lægger vi til i havnen Port St. Louis i byen Carriéres-sous Poissy. Vejr: Heden fortsætter.
“Kan I komme væk. Ikke engang jeg må lægge til der!”
49° 26′ 35.6352” N 1° 5′ 59.8956” E
21. juli, 2013
Vi siger farvel til Monsieur Eric. Vi siger farvel til det franske ægtepar, som skal ligge i Rouen endnu tre dage, mens de får deres master sat på igen, og vi opsøger vores et hundrede procent fransk-talende ven hos Lamanage, fordi vi er på jagt efter to styk fenderbrædder.
Først fatter han ikke en brik. Han tror, vi er på jagt efter en slags buk, hvor vi kan klodse Ronjas bom op på. Først langsomt forstår han den søgende (Læs: famlende) natur af vores franske sproghåndtering. ”Åh, I ønsker et bræt mere,” siger han og peger på det bræt, vi allerede har stjålet på hans havneområde.
Han tager os med på jagt i en stak træværk, paller og opklodsningskævler. Vi finder et gammelt, flot bræt og peger, hvor vi gerne vil have huller i brættet, hvilket ved gud er svært at forklare, når man ikke lige kan huske, hvad det franske ord for huller er. Det lykkes. Per tilbyder ham 10 Euro som tak for hjælpen. Men han afslår. Og vi takker desto mere verbalt på vores stadig noget uforståelige franske.
Vi sejler i næsten otte timer ad en fortsat forladt Seinen. Smuk. Øde og stort set uden anløbspladser. Reglen i Frankrig er, at lystbåde ikke må sejle senere end en halv time før solnedgang. Så vi må udnytte de muligheder, der viser sig.
I byen Les Andelys håber vi at have heldet med os. De har ikke nogen havn. Men vi satser på en bestemt anløbsbro for flodens flade krydstogtskibe. Der er ingen krydstogtskibe i øjeblikket. Så mon ikke det går? Det gør det ikke. En fransk tyksak fra en flodbåd stiller sig op på sit bagdæk og skælder ud. ”Kan I komme væk. Ikke en gang jeg må lægge til der”. Vi forstår kun en smule af hans ordstrøm og et forsøg på at få ham til at anvise, hvor vi ellers kan ligge, giver intet resultat. Vi glider videre op ad Seinen på udkig efter en ankerplads for natten.
Pokkers franskmænd. De er åbenbart stadig egensindige og afvisende overfor fremmede? Vi har ellers læst, at franskmænd i hotel- og restaurationsbranchen skal på kursus for at lære noget nyt: At være venlige og service-mindede overfor fremmede. Det har vist sig, at udlændinge generelt opfatter franskmænd som arrogante og nedladende. Og det image vil den franske stat gerne gøre noget ved. Men vores aggressive og højtråbende ven i Les Andelys arbejder nok ikke i hotel- og restaurationsbranchen.
Nogle kilometer længere oppe ad floden finder vi et bolværk beregnet til lægtere ti gange så lange som os selv. Det er forfaldent. Men vi gør os alligevel fast, og igen konstaterer vi, at vi har fået en fantastisk plads med solnedgang, fuglesang og fred til endnu et pragtfuldt aftensmåltid. Fluviacarte fortæller, at der er 168 kilometer til Paris.
Logbog: Udsejlet distance: 33 sømil. Tid: Vi tager af sted ved 12-tiden efter at have stuvet sejl og cykler og have bunkret diesel, som på disse kanter heder Gasole. Da klokken er cirka 20 lægger vi ind til en håbløs fortøjningsplads syd for Les Andelys. Vejr: Mageløst hedt. Varmt fra morgenstunden og op mod 34 grader varmt klokken 19 om aftenen. Måske burde vi søge hjem mod mere humane temperaturer?
Briter: Franskmænd kan ikke finde ud af noget som helst
49° 26′ 35.6352” N 1° 5′ 59.8956” E
July 20. – 2013
Vi går over til lagerhallen hos Lamanage. Fjerner sallingshornene, den defekte vindpil, VHF-antennen og agterstaget, som er for langt til at komme med i transporten. Vi surrer mast og wirer sammen med først tovværk og senere i plastik og tape. Samme omgang får bom og bomnedhal. Inde under plastikken placerer vi et ”skilt” med navnet ”Ronja” og Pers kontaktdata.
Værs’go. Mast og bom er klar til at blive kørt til Middelhavet. Per skriver om aftenen til Wolfgang Graf om, at nu er vi klar med vores del af aftalen. Resten er op til ham.
Frem igen med el-cyklerne. Det er en fed opfindelse. Vi kører Rouen tynd i fem timer. Vi ser kirker og kirker og kirker. Vi ser gamle bydele med oprindelige bygninger fra ikke bare forrige århundrede men forrige igen. Vi suser af sted. Opad bakke. Nedad bakke. Gennem gågader. El-cykler ”rules the world”.
Undervejs finder vi en fantastisk frokost-restaurant, så fransk som den slags overhovedet kan blive. Per får et bjerg af tartar-bøf med en æggeblomme i midten og alverdens tilbehør til at blande med – kapers, løg, purløg, persille, tabasco-sauce, worchester-sauce. Kirsten får sin hidtil bedste salat med ost og masser af eksotiske frugter. Det hidtil absolut bedst måltid indtaget på en restaurant under dette års jordomrejse.
Vi cykler videre. Køber ind i L’eclerc. Et mammutsupermarked som kun franskmændene laver dem. Vi køber Quiche Lorraine, skinke, ost og baguette. Frankrig er med dagtemperaturer over 30 grader ikke til varme retter. Snarere til lette frokostting. Morgen, middag og aften.
Franskmænd kan ikke lide cyklister. Alting er tilrettelagt på bilisternes præmisser, og cyklister er jaget vildt. De klemmer os. De skærer ind foran os. Det hele er ganske anderledes end vores oplevelser i Holland, hvor cyklisterne er mange flere og i høj grad er en gruppe trafikanter, der bliver vist hensyn overfor.
Tilbage i Marinaen er det steghedt. Vi spiser og snakker lidt med vores britiske naboer i en 39 fod og tre etager stor motorbåd. Fred og Margaret. Vi inviterer dem over på et glas ”Chateau neuf du pape”. ”Whauu”, siger de. ”Vi er briter og drikker normalt kun vin til tre euro pr flaske”.
De er hyggelige at snakke med. I virkeligheden er de snarere havemennesker end sejlere. Men de har drevet et byggefirma, som de – da krisen startede – overlod til deres søn, og efter at have trukket sig tilbage, har de brug for, at der sker noget andet. De er, ligesom franskmændene i den tredje gæstebåd, ivrige efter at videregive deres erfaringer med sejlads i Frankrig. ”Det handler ikke om at finde et godt sted at overnatte på Seinen. Det handler alene om at finde et sted,” siger de.
Der er ikke ret meget, der virkeligt fungerer for franskmændene, mener de to briter. ”Nej, så har hollænderne meget mere styr på deres sager,” mener de, efter at de også gennem nogle år har sejlet en del i Holland. De bor tyve kilometer uden for London og har deres båd liggende i Ipswich.
Deres største oplevelse på den aktuelle tur har været et besøg i Monet’s have. Besøg den. Den er fantastisk. Ellers er de mest optagede af deres kritik af franskmændene, som ikke har styr på en skid. Senere på aftenen rykker vi over på deres båd og får britisk kaffe – svag ”men dog bedre end franskmændenes, som er så stærk, at skeen bliver stående i kaffen” – og småkager. Hyggelige mennesker. Men nok mere til haver end til både.
Briterne giver os deres egen liste over overnatningsmuligheder langs Seinen med en masse håndskrevne kommentarer til de enkelte lokaliteter.
Dagens havnefoged med ansvar for de tre fremmede gæstebåde er Monsieur Eric. Han er et studie i hjælpsomhed. Da vi kommer tilbage fra byen efter forgæves at have forsøgt købt en VNF-vignette til sejlads på det franske flod- og kanalsystem, så hjælper Monsieur Eric os med at købe vignetten over internettet og printe den ud, så vi kan placere den synligt på båden. Et fransk tastatur er vildt meget anderledes end et dansk tastatur, så det tager en del tid at få ansøgningen udfyldt og vignetten printet ud. Men det lykkes. Vi er for alvor klar til kanal-sejlads.
Samme Monsieur Eric er i øvrigt stærkt fortørnet over, at vi vil forlade hans vidunderlige by allerede efter to overnatninger. ”I kommer hertil, men I gider ikke for alvor at lære vores by at kende?” I aften er kirken f.eks. illumineret. Vi forklarer om fem timers cykeltur, træthed og ønsket om at komme til Paris og møde vores barnebarn om nogle få dage. Han forstår det ikke.
Logbog: Udsejlet distance: 0,0 sømil. Tid: Vi bliver i Rouens lystbådehavn, i gæsteafsnittet hvor vi fortsat kun ligger tre både, som kommer til at kende hinanden bedre og bedre. Vejr: Sindssygt hedt. Varmt fra morgenstunden, men 31 grader varmt klokken 18 om aftenen.
Et kæmpe fjols får masten til at vælte i Rouen
49° 28′ 56.6724” N 0° 52′ 31.9008” E
19. juli, 2013
Turen går videre ad en morgenstille flod. Vi møder – siger og skriver – én fransk flodbåd, som er på vej ud mod Le Havre. Ellers ingenting. Smuk natur. Dramatisk med fine og lejlighedsvist pompøse landejendomme. En enkelt kondiløber. Ellers er alt tyst.
Da vi nærmer os Rouen, bliver der liv. Ved de mange kajer i det gigantiske industriområde op til Rouen er dagens dont i gang. Her ligger vores ”venner” fra i går – flodbådene og fragtskibene – som overhalede os. I alt en ti-tolv kendte skibe ligger og er ved at blive losset eller lastet.
Vi finder lystbådehavnen i Rouen. Helt ny. Men ganske lille. En snes lokale både og ved siden af – en hel gæstehavn, hvor vi frit kan vælge mellem samtlige pladser, for vi er netop nu de eneste gæster.
Havnefoged Jean Marie er meget fransk, gestikulerende, høflig, trykker hånd og ved ikke, alt det gode han vil gøre for os. Han bliver imidlertid mere og mere forvirret, som dagen skrider frem. Han klarede det fint, så længe vi var de eneste gæster. Men da senere en fransk båd lagde ind i gæstehavnen efter seks ugers rejse fra Middelhavet, og lidt senere til overflod også en britisk motorbåd, der netop havde været i Paris, så blev det for meget for Jean Marie. Han blev stresset, blandede bådene sammen, mente på et tidspunkt, at der nu lå to ”Malø’er” i hans havn (Vi havde på det tidspunkt fået taget masten af, og den slags kan nok forvirre, sådan sidst på dagen). Halv otte om aftenen resignerede han over sit overarbejde. Han skulle have haft fyraften klokken 19. Men der ”havde ikke været et ledigt øjeblik.”
Per opsøgte straks efter ankomsten til Rouen firmaet COOP Lamanage, som ligger ved siden af marinaen. Vores tyske transportør, Wolfgang Graf, har anbefalet, at vi bruger netop det firma til at få taget masten af, og at han så senere ville komme og køre mast plus bom til Navy Services i Port St. Louis ved Middelhavet.
Ikke én hos Lamanage forstår engelsk. Jo, en enkelt, Christoph, som Wolfgang havde anbefalet, men Christoph var på ferie.
”Øh, j’a une bateau. Et je øh…” Hold kæft hvor gik det trægt. Men efterhånden forstod de. Jeg ville have hjælp til at få masten af, og jeg ville gerne have en hurtig aftale. Allerhelst i dag, fredag. De tjekkede tidevandstabeller. Det skulle være lavvande, når operationen blev gennemført, ellers var kranen ikke høj nok til opgaven.
Klokken 15.00?
Oui! Perfectement. Merci beaucoup!
Fire timer. Det når vi. Ned med sejlene. Pakke dem sammen. Ned med flagliner. Ned med lazy jacks. Fjerne de første vantskruer til styrbord og bagbords vant. Væk med bom og bomnedhal. Væk med storsejlsskødet.
14.30 var vi klar og sejlede over til Lamanage, lidt før aftalt tid.
Og så startede balladen. Per var ivrig efter at nå så meget som muligt inden for den time, vi har købt en kranfører og en håndgangen mand, så han gik videre med at løsne også vantskruerne til de ydre vant i bagbord side i forventning om, at lige om lidt var folkene fra Lamanage klar til deres del af opgaven. Sådan gjorde vi altid, når Jesper og han tog masten af vores gamle Albin Ballad, ”Lazzaron”. Men her var masten også gennemstukket ned gennem ruftaget.
Den øvelse skulle han aldrig have gentaget på Ronja. Pludselig skriger Kirsten: ”Masten vælter”.
Langsomt og majestætisk sejler masten ud over bagbords ræling og stopper, da den rammer kranen og lægger sig til ro i en vinkel på 75 grader.
Et mylder af mennesker dukker op ved kajkanten og kigger ned på de tåber, der havde fået deres egen mast til at kæntre. ”Fou,” siger de blandt flere andre ting. Det forstår vi ikke betydningen af. Men det er næppe noget godt.
Endnu engang viser franskmænd, at de er franskmænd. De gestikulerer. De diskuterer. Alle har gode råd. Kranføreren skærer igennem med en plan. Per bliver bedt om at genetablere yderligere et vant med vantskrue i bagbord side, og samtidig bliver et af Ronjas fald koblet sammen med et tykt tov og fra en nærliggende kaj i styrbord side trækker fire franskmænd i tovet, så masten rejser sig tilbage til lodret tilstand, og kranen får et fast greb i masten.
Per fortsætter nu med at afmontere vantskruer, mens franskmændene diskuterer videre oppe på broen. ”Er der ikke én af jer, der kan give min mand en hånd med?”, spørger Kirsten. Det forstår de ikke en brik af. Kranføreren er kranfører, og han rokker sig ikke fra sin plads ved kranpulten. Den ekstra håndgangne mand indser kun langsomt, at hvis der er én, som skal hjælpe de her turister med det praktiske arbejde, så må det nok være ham.
Han løsner forstag og bagstag, og han rådgiver om, hvilke ledninger op gennem masten, der skal skrues fra, når masten løftes. Vupti. Masten stiger mod himlen. De er måske nok dovne, men de er enormt professionelle med sådan en kran.
Mast og bom bliver kørt ind i en lagerhal, hvor vi får en aftale om, at vi i morgen, lørdag, kan komme ind og afmontere vindpil, VHF-antenne, sallingshorn, lanterner og i det hele taget gøre masten klar til transport mod Middelhavet. Vi betaler regningen, 159 Euro, for aftagning af masten og opmagasinering af mast og bom i op til to uger. Per giver dem 30 Euro ekstra for at have reddet os ud af en dum situation, da han af mangel på omtanke fik løsnet den sidste vantskrue for tidligt. Den slags lærer man af. Den slags fejl laver vi næppe igen. ”Learning by doing”.
Tilbage på den nu kastrerede sejlbåd møder vi et fransk ægtepar, som netop er ankommet efter at have sejlet seks uger fra Middelhavet til Rouen. De ser seje ud. Fendre rundt om hele skibet. Fenderbrædder. Solbrankede. Vi falder i snak. ”Tag ikke samme rute som os”, siger de. ”Vi stikker kun én meter, og vi havde alligevel problemer med vores dybgang”. De øser af deres erfaringer. Forklarer hvor de gode havne er. Forærer os en special-udgave af Fluviakarte – franskmændenes svar på ”Kompas’ havnelods” – med beskrivelser af havne undervejs.
Franskmændene har valgt samme hjælpere som os. De har entreret med et tysk firma om at transportere deres to master og to bomme fra Port St. Louis til Rouen. Det viser sig at være Wolfgang Graf. Pris: 1100 Euro for to master og to bomme. Vi har aftalt en pris på 55 Euro pr meter mast og 50 Euro ekstra for bommen, så det lyder meget rimeligt og er i hvert fald meget billigere, end de franske firmaer, som vi også har haft til at give tilbud på transporten.
Om aftenen lejer vi el-cykler og kører ind til Rouen for at spise. Et elendigt måltid. Slap salat og trist burger. Internationalt cuisine – lidt irsk, lidt fransk, lidt italiensk – ligegyldighed på et meget lavt niveau.
Men hvor er det sjovt at cykle på el-cykel. Man får et gevaldigt kick bagi, når man træder i pedalerne. Det er det halve arbejde og den dobbelte fornøjelse. Vi får set inderhavnen og en del af byen omkring.
Logbog: Udsejlet distance: 15 sømil. Tid: Afgang fra Duclair 7.30. Ankomst til Rouen 9.30. Vejr: Vindstille og varmt fra morgenstunden.
Tidevandsdelen af Seinen er rå, øde og voldsom natur
49° 29′ 39.732” N 0° 6′ 28.5444” E
18. juli, 2013
Vi havde på forhånd spurgt om råd på havnekontoret. ”I skal af sted ved lavvande minus to timer”, lød beskeden. Lavvande i Le Havre den 18. juli er 13.22. Minus to timer er 11.22. Så for en sikkerheds skyld kaster vi los klokken 11.15. Det gav plads til en rolig morgen med en lang løbetur langs strandpromenaden i Le Havre, bad og morgenmad.
De to timer inden lavvande bruger vi stort set til bare at komme rundt til indsejlingen af Seinen. I flodmundingen er der nogle skræmmende områder med lavt vand, og vi har fået forklaret, at de flytter sig år for år, så for en sikkerheds skyld er vi nødt til at sejle langt ud i den engelske kanal, inden vi svinger ind i indsejlingen til Seinen.
Det viser sig hurtigt, at to forhold arbejder imod os. Lige netop i dag er det neaps. Det sker én gang om måneden og betyder, at tidevandstrømmen er mindre kraftig end normalt – og at vi derfor får mindre medstrøm. Samtidig er vinden kraftig – 9-11 sekundmeter – og det sagtner også vores fart, idet vinden mestendels er stik imod os.
Derfor når vi ikke dagens mål, Rouen, men er nødt til at fortøje Ronja til en ankerbøje små 15 sømil før Rouen, da tidevandsstrømmen vender, og det bliver umuligt at komme frem inden en halv time før solnedgang, som er grænsen for sejlads på Seinen. Vi fortøjer et meget smukt sted.
Fuglesang. Løvtræer ud over flodbrinken. Direkte udsigt til solnedgangen. Tærter, brød og ost udgør et fremragende aftensmåltid klokken cirka ni.
Den del af Seinen, som kaldes ”tidal Seine” er meget speciel. Langt mere øde end vi havde ventet. Der er langt mellem bebyggelserne. Rå og stejl natur. Ikke en eneste bolig har en båd i forhaven, som vi har vænnet os til det i Holland. På en hel dag møder vi mindre end en håndfuld fritidsbåde som os selv men til gengæld et dusin fragtskibe. Smukt landskab veksler med stinkende industriområder. Når det går os bedst logger vi 9,5 knob. Men i lange perioder har vi p.g.a. neaps og modvind svært ved at overstige seks knob.
Det særlige ved de 120 kilometer ad Seinen op til Rouen er også, at der praktisk talt ikke er nogen steder, hvor man kan lægge til kaj eller gå i havn. Helt ude ved Seinens udmunding ligger byen Honfleur. Men derefter følger mere end 50 sømil uden en eneste havn eller anløbsplads. Øde og vildt. Det er et rent lykketræf, at vi finder en privat ankerbøje, som er ledig, og som vi uden skrupler gør til vores for en nat i en lille by ved navn Duclair.
Logbog: Udsejlet distance: Knap 60 sømil. Tid: Afgang 11.15 fra Le Havre. Ankomst 20.30 til Duclair. Besætning: Kirsten og Per. Vejr: Op til 11 sekundmeter vind fra NNE.
Tendens: Jo længere mod syd, jo højere havnepriser
49° 55′ 22.7712” N 1° 4′ 38.9388” E
17. juli, 2013
Igen har vi problemer med autopiloten. Nu havde vi ellers lige festet over, at vi havde løst problemet. Men det er der endnu. I en ny form. Autopiloten overstyrer helt vildt. Den kæmper tilsyneladende desperat med roret om at holde en kurs, der intet hold i virkeligheden har.
Frem med manualerne igen. Jeg hader manualer. Vi gennemfører en deviationstest ved at lade ”Ronja” sejle rundt i en cirkel med to knobs fart – en samlet rundtur på tre minutter – mens pilot- og GPS-systemet registrerer deviationen. Derpå justerer vi igen kursudsvings-indikatoren, og vi justerer kursen mellem pilot og GPS med hensyntagen til, at piloten konsekvent mener, at den retning, som den skal følge, er 12 grader mindre end den, som det øvrige GPS-system anviser.
Vi tænker flere gange undervejs, at vi skal have en professionel Raymarine-ekspert til at se på problemerne. Men efter nogen tid med eksperimenter, ser det ud til, at vi igen har løst problemet selv. Og intet er bedre end selv at løse et problem på sin egen båd.
I dag sætter vi sejl. Ikke længe. Men psykologisk er det stort, at være sejlførende ned gennem Den engelske Kanal.
Le Havre er en stor havn. For fritidsbåde en kæmpe stor marina. Vi vandrer rundt i byen, har svært ved at finde et absolut centrum for byen men går ad mange forretningsgader, finder et ”les halles” marked med virkeligt lækre fødevarer, nyder et flot rådhus og et teaterhus under opførelse, ”Volcan”, som ligner en overskåret højovn fra Ruhr-distriktet, og kigger indenfor i en kirke, der ligner et rumskib på en affyringsrampe.
Det bliver dyrere og dyrere at gå i havn. I Holland betalte vi 11.50 Euro for en overnatning i ”Lisse”. Vi betalte 9.30 Euro for en overnatning i Gouda – smuk beliggenhed men ikke mange sanitære tilbud. I City Marina Rotterdam betalte vi 27 Euro for en fantastisk beliggenhed og nogle exceptionelt lækre sanitære faciliteter. I Stichting Veerhaven Rotterdam betalte vi 23 Euro for en enkelt knap så luksuriøs overnatning. I Royal Belgian Sailing Club i Zeebrugge, Belgien, betalte vi 28.09 Euro for en overnatning. I Calais betalte vi 23,75 Euro pr overnatning. I Boulogne-sur-mer betalte vi 24 Euro for noget, der kun lige akkurat var i orden. I Port de Dieppe betalte vi 30 Euro for en masse faciliteter, hvoraf vi blot brugte deres skraldespand. Og vel ankommet til Le Havre konstaterer vi, at prisen er steget til 34 Euro for nogle tjenester, hvoraf vi kun bruger elektricitet, internet og vand. Det bliver dyrere og dyrere.
Det siges, at når vi når Middelhavet, så bliver det for alvor dyrt.
Logbog: Udsejlet distance: 62 sømil. Tid: Afgang 6.30 fra Dieppe. Ankomst 14.30 i Le Havre. Vejr: Vindstille, mat sol og tidevandet i ryggen de første to tredjedele af turen. Derefter mere vind fra nordvest, som vi prøvede at udnytte ved at sætte genuaen.
