Byer skal have sjæl – ellers sejler vi videre

43° 7′ 14.82″ N, 5° 48′ 15.79″ E

July 7, 2016

Franskmænd har det svært med navnet på vores båd, ”Ronja”. I Sanary-sur-mer har vi på forhånd meldt vores ankomst via mobiltelefon, men da vi træder ind på havnekaptajnens kontor, er der ingen genkendelse, da jeg staver til ”Ronja”.

Den, der har taget imod telefonen, har skrevet vores navn ned som ”Oneyeah”. Kendskabet til Astrid Lindgrens forfatterskab generelt og Ronja Røverdatter specielt er ikke stort i Sydfrankrig.

Til gengæld er Sanary-sur-mer et særdeles fint bekendtskab. Den er naboby til den mere kendte by, Bandol. Men vi bilder os ind, at det er en mere helstøbt by. Den er smuk på den der Provence-måde med beige, okkergule, hvide, støvede bygninger afbrudt af skrappe grønne eller blå skodder for vinduerne. Byen har fiskeri, dagligt fiskemarked, smuk natur, befriende få mærkevarebutikker og en glimrende strand. Der er sådan lidt ”Folk og røvere i Kardemomme by” over den. Med tårn og det hele.

Byen har sjæl. Man fornemmer, at der er liv, også når turisterne er rejst hjem. Byen har kulturelle, arkitektoniske, historiske, erhvervsmæssige og landskabsmæssige værdier, der ikke skvatter sammen i perioder, hvor kun de faste beboere er tilbage.

Den slags – at en by har sjæl – er ingen given ting på disse kanter. Nogle dage senere anløber vi Cavaliere-sur-mer, som i den grad skuffer. Fin havn, gode faciliteter, alt er nydeligt. Men Cavaliere-sur-mer er åbenlyst en by, der lever og ånder med turismen og ikke meget andet.

Tæt på havnen er opført et helt nyt forlystelseskvarter bestående af 20-30 restauranter og natklubber plus en enkelt karussel. Der festes til langt ud på natten, men det er svært at forestille sig byen som andet end en spøgelsesby, når strandturisterne er rejst hjem.

Lyder vi, som om vi er mavesure over at have fortøjet Ronja midt i et blinkende diskotek? Tja, det spiller nok også ind.