For spritnye sejl over Levanten. Vi sejler foråret i møde.
43° 6′ 1.188” N 10° 32′ 13.6608” E
April er en pragtfuld måned til sejlads i Middelhavet. Du har stort set havet helt for dig selv, i havnene er der altid plads, og temperaturen er venlig overfor nordboere som os. En smule køligt om natten men mildt og solrigt om dagen. Italienerne skutter sig stadig bag vinterfrakker, men vi andre hæfter os ved, at foråret er mindst en måned længere fremme end i Danmark.
Turen fra Genoa til Portovenere var på 46 sømil. Nu tager vi yderligere to stræk af samme længde, for vi vil ned til det, der er forårssejladsens egentlige mål – Elba og Korsika.
Det første stræk bringer os til Marina di Pisa en helt nybygget havn ved Arno-flodens udløb. Det næste stræk bringer os til San Vincenco, endnu en helt nybygget havn. Og herfra er der kun 20 sømil ud til Elba.
Det bliver lidt transportagtigt, når man tager så lange dagssejladser. Du er nemt på søen i ti timer i stræk. Men vi glæder os over vores nye sejl, der blev leveret i Genoa, og vi deler turen op i vagter, så vi skiftes til at have frivagt i en time ad gangen, til at læse og til at hvile.
Fakta: Både Marina di Pisa og San Vincenco er såkaldte ”prisbånd 6-havne”. Alligevel tager den første havn 50 euros for en nat, mens den sidste nøjes med 27 euros. Forskellen er, at Marina di Pisa har besluttet, at højsæsonen starter 1. april. Også selv om der stort set ingen sejlende er i farvandet.
Ronja, som sædvanlig med stævnen ind mod broen, som den eneste.
Sådan forhandler man en pris opad
44° 3′ 11.1852” N 9° 50′ 18.3372” E
“Han siger, det koster fem euro!” Skippers kone står i stævnen og taler med havnefogeden.
Vi er netop gledet ind på en ledig plads ved Pontile Ignazio – en simpel pontonbro, el og vand på broen, men overhovedet ingen toilet- og badefaciliteter. Vi er pænt uden for højsæsonen, så fem euro lyder fair. Alligevel: Dette er Italien.
Fem euro?
Efter 10 timers sejlads fra Genova i modvind og med pænt store bølger søgte vi nattely i Portovenere, en perle af en havn mellem Cinque Terre og La Spezia. En opringning forud for anløbet, kvalte dog den plan. ”Beklager, vi har en sejler-regatta, havnen er fyldt”.
I stedet finder vi så denne simple pontonbro lidt nord for Portovenere. Skippers kone er ikke skrap til italiensk. Havnemesteren er slet ikke skrap til engelsk.
”Nu siger han, at det koster 14 euro,” råber hun.
14 euro? Ikke 15 euro? Skippers kone kommer farende ned i cockpittet for at hente lige penge, ivrig efter at slå til på dette stadig uhørt billige tilbud. Havnefogeden har i mellemtiden fundet sin mobiltelefon, og på den skriver han den virkelige pris: 50 euro.
Så kender vi Italien igen. 50 euro for ingenting.
Portovenere er hyggelig, historisk og pittoresk. Den ene halvdel af befolkningen lever af at lave mad til turister. Den anden halvdel sælger lokale turist-klenodier.
For pokker hvor er her smukt. Kirke, fort og fæstningsværker mejslet naturligt ind i klipperne. Portoveneres beliggenhed er enestående.
Hjemme på Ronja har vi eksklusiv udsigt til hele herligheden. Livet er skønt. Og skipper har en dejlig kone, der mestrer den sjældne kunst at forhandle en pris op.
Fantastic view
Genova vinder ikke ved første blik
44° 24′ 39.06” N 8° 55′ 24.5352” E
Kurs Genova. Fulde sejl. Fantastisk sejlads. Genova er kæmpe stor. Man drejer ind i havnen og sejler og sejler og sejler og havnen bliver bare ved. Færgelejer, containerhavne, lystbåde. Den her havn er megastor.
Vi bliver modtaget som den hjemvendte søn. ”Ahh, Ronja”, siger de, da vi kalder havnekontoret på forhånd og fortæller, at vi er på vej.” ”Ahh, mister Westergaard”, siger de, da vi træder ind på havnekontoret. Vi har allerede for et par måneder siden aftalt med havnekontoret i Genova, at Ronja skal have vinterplads fra 1. oktober til sidst i marts, så vi har skrevet sammen og aftalt pris og vilkår gennem talrige mails forud.
Genova er ikke nogen smuk by. Det er en rå by, som vender sin fattigdom og sine mest slidte bygninger ud mod havnen. Her er ingen slikkede facader med upscale restauranter. Her er halalslagtere, souvenir-butikker, øl-barer, tvivlsomme elektronikbutikker plus et virvar af gadehandlere, som sælger paraplyer, selfie-stænger og kopier af Gucci-tasker og Rolex-ure.
Havnebefolkningen har et iøjnefaldende stort islæt af indvandrere fra Afrika. Selve kvarteret er et komplekst netværk af gyder, smalle gader med fem-etages bygninger på hver side, hvor solen aldrig når ned i gadeplan. Slidt. Skummelt. Prostituerede på gadehjørnerne. Affaldet flyder. Utrygt efter mørkets frembrud.
Det betyder imidlertid ikke, at byen ikke har smukke bygninger. Ind i mellem ligger de mest fantastiske og flot renoverede paladser og katedraler.
Sant Lorenzo Kirken er meget smuk
Det er en by, der skal arbejdes med. Først når du trænger dybt ind i byen, finder du skønheden, charmen og nuancerne.
Ronja har haft vinterhavn i Marina Porto Alto i næsten seks måneder og hver gang, vi gæster Genova, vinder byen øget respekt.
Når vi en dag uforvarende vandrer i en suspekt tunnel for biler, støder vi midtvejs ind i en elevator, tager den op og finder pludselig os selv på en vidunderlig plads med taghaver og storslået udsigt over Genovas havneområde.
Når vi leder efter ægte italiensk køkken, så er der masser af gode bud. Taverna Di Colombo er lille, god og billig. Værten spiller jazz og Leonard Cohen og serverer en himmelsk minestronesuppe.
I Genova mødte vi også spændende og søde mennesker fra den britiske yacht ”Red Rooster” – Derek og Claire – som har valgt at gå ”all in” på sejlads i Middelhavet. De har afhændet boligen i London, sagt farvel til gode jobs og har nu tilbragt to år på fuld tid ombord på ”Red Rooster”. https://www.sailingredrooster.com/form__map
Vi har mødt dem tidligere på sejladsen, og det var skønt gense dem i Genova. Første aften inviterede de os over på ”Red Rooster” til øl, chips og erfaringsudveksling, sådan søfolk til søfolk. Næste aften var de på besøg hos os og her fortsatte erfaringsudvekslingen om sejlads og i særdeleshed overvejelsen om, hvorvidt en ny båd ville opfylde drømmen om ”den perfekte båd”, eller om i virkeligheden små ændringer på egen båd kunne være lige så gode som drømmen om en dyr, ny båd.
Interessant i øvrigt at Claire i sit civile liv havde været skoleleder i England, ligesom Kirsten i DK. Begge har for meget nylig forladt et skolelederjob. Kirsten i begyndelsen af 60’erne. Claire i slut 30’erne.
Nu er det april. En ny sæson står for døren. Vi rengør båden, vi får en dykker til nødtørftigt at rense skruen, kølevandsindtaget og bovpropellen. ”Mamma mia,” siger han, dan han har været nede under Ronja med børste og skraber. Seks måneder i vinterhavn sætter sine spor.
Nyt forsejl og nyt storsejl. Yehh!
Vi hejser vores spritnye sejl fra North Sails og sætter kurs mod nye eventyr.
Varazze – dyr og småkedelig
44° 21′ 14.5584” N 8° 34′ 6.5028” E
September 28, 2016
Vi er i Varazze. Checket havn. Eksklusiv havn. Her er prisen 67 € for en nat. Havnen er omkranset af moderne bygninger med restauranter, skibsmæglere, modebutikker og maritimt luksuslegetøj.
Byen ligner Loano med en lang strand opdelt i private småstykker med udlejning af solsenge og så en meget lang indkøbsgade i næste geled parallelt med stranden.
Byen virker slidt. Havnens wifi virker ikke, og som helhed kan Varazze slet ikke matche Loanos livgivende charme og umiddelbarhed. Vi sejler videre næste morgen.
Varazze set fra havet. Smuk ser den ud. Men vælg hellere Loano
Skønt at blive overrasket af det uventede. Loano er pragtfuld
44° 7′ 58.8792” N 8° 16′ 1.7724” E
September 25, 2016
Vi sætter kurs mod Finale Liguria. Vores britiske venner, Derek og Claire, har researchet sig til, at i den by kan du få en bådplads til ”bare” 48 €. Men da vi efter at have banket for motor frontalt op imod 11 sekundmeter vind, bliver vi enige om, at det er for træls og hårdt. Vi søger havn tidligere.
Først kalder vi byen Alassi0 på VHF’en kanal 9. Men de har regatta, så havnen er proppet. I stedet vælger vi den næste havn, Loano, og den havn ved vi på forhånd intet overhovedet om. Den er ikke omtalt i nogen af vores guide-bøger.
Loano bliver et fortryllende bekendtskab. Det er en folkelig by. Fuld af liv. Det er åbenlyst her, italienerne selv tager på badeferie, og der er gang i byen fra tidlig morgen med legepladser, markedspladser, caféer og stribevis af private strandlodder.
Havnen er nybygget. Stort anlagt. Flot tænkt. Visionært. Midtermolen er opført i næsten overdreven maritim stil – som et kæmpeskib – med havnekontorer, restauranter, toiletter, butikker og erhvervskontorer. Toiletforholdene er de bedste, vi nogensinde har oplevet – private bruserum hver med håndvask, toilet og bidet. First class. Intet mindre.
Ikke alle havnens lejemål er udlejet. Der er et stykke vej, før havnen får indfriet sine forretningsmæssige ambitioner, og det er muligvis også forklaringen på de priser, vi bliver mødt med, for en overnatning i havnen. En overnatning koster 52 €. ”Fedt”, tænker vi. Det er da billigere end i Sanremo. Men så smider de jokeren: Du kan få tre nætter for to nætters pris.
Hallo! Tre nætter for 104 €. Det er 34,5 € pr nat. Vi er tilbage ved de franske priser?
Loano er en by uden enkeltstående seværdigheder, men byen er en charmerende seværdighed i sig selv, for den giver et indblik i, hvordan den almindelige og – undskyld udtrykket – jævne italiener lever, slapper af og holder ferie. Og hvordan en by fungerer, når den ikke endnu som franske og danske byer er blevet overtaget af de store butikskæder.
Butikslivet er, som vi andre kendte det årtier tilbage, baseret på små specialforretninger. Slagteren sælger også vand og vin. Butikken med frisk pasta sælger også færdigretter. Baren sælger vin ud af huset. Og bageren er leveringsdygtig i pizzaer og focacie-sandwich.
Det er et zig-zag løb at købe ind, det tager nemt et par timer. Skippers kone synes, det er charmerende og helt utroligt fantastisk.
Loano er ægte ferie på italiensk. Strandparasoller, sejlbåde og fest i gaderne
Kærlighed ved første blik i Sanremo
43° 49′ 6.1788” N 7° 47′ 16.2168” E
September 22., 2016
Det store samtaleemne blandt sejlere, der ankommer fra Frankrig til italienske Sanremo, er de ublu høje havnepriser. ”Horribelt! Det er dobbelt så dyrt at ligge i havn i Italien som i Frankrig! Det havde vi ikke ventet,” lyder det fra Derek Williams i nabobåden, Red Rooster, fra England. Han og hustru Claire går på jagt efter et alternativ og finder en uautoriseret plads uden vand og el i Sanremos gamle, kommunale havn. Her ligger de gratis i to dage.
Det er lidt af en overraskelse at bevæge sig fra Frankrig og ind i Italien.
Gennem måneder har vi vænnet os til et fransk prisniveau, som groft sagt er 31-35 € for en nat i alle de store byers gamle havne, når det gælder en 11 meter lang og 3,5 meter bred sejlbåd. Kun få gange har prisen været højere i St. Tropez og på Poquerolles.
Så det virker vildt, at prisen i den første italienske by, vi løber ind i, er 66 € for en havneplads, der er ringere, end mange franske. Der er længere til bad og toilet. Larm på kajen om aftenen. Længere fra butikker. Totalt ubrugeligt wifi.
66 €! For hvad?
Selv vælger vi alligevel at blive to dage i Sanremos nye havn, Porto Sole, og opdager på de to dage, at Sanremo er en virkeligt fascinerende by.
Byen blander fortids storhed og rigdom med moderne butikker, og alligevel får vi ude i sidegaderne en fornemmelse af, at her har tiden stået stille i et nogle årtier. Du køber mælk og ost i noget, der ligner 60’ernes ismejeri i Danmark, og der er i det hele taget mange flere små specialbutikker, end vi er vant til hjemmefra.
En nedlagt jernbane langs kysten er omdannet til 24 kilometer smuk cykelsti. Vi tramper i pedalerne på vores sejlercykler og har en pragtfuld tur ud og tilbage.
Da vi efter cykelturen er tilbage i byen, sætter vi os ind på en stor café og gør os betragtninger om italienere versus franskmænd. Det virker som om, italienerne er gladere, mere uhøjtidelige og mere åbne end franskmændene. Fordomme? Måske. Men det er ikke desto mindre en fest at være på café i Sanremo. Der råbes og grines og skåles og klaskes på skuldrene, og på de yderste rækker i caféen sidder de gamle og iagttager løjerne med en kop kaffe, der skal vare en halv dag.
Det kan godt være, at havnepengene er højere i Italien, men vores indtryk er, at mad og drikkevarer i et supermarked eller på en restaurant samtidig er en hel del billigere end i Frankrig. Vi vurderer faktisk, at de forbløffende høje havnepenge vejes op af billige mad og drikkevarer. Så vi falder til ro over diskussionen om havnepriser. Hvis der er efterspørgsel efter havnepladser til 66 €, så er det vel prisen. Og så må vi indrette os efter det.
For os er Italien kærlighed ved første blik.
Sanremo er en by, hvor man sagtens kan bruge mere end de to dag, vi havde mulighed for at afsætte
Sjovt at kigge indenfor i Monaco men fri os for at bo der
43° 44′ 13.0308” N 7° 25′ 42.2004” E
September 20. – 2016
Hvad gør man, når 40.000 indbyggere og et masse turister skal bo på kun 197 hektarer? Man stabler dem. Man sørger for, at der i flere kælderetager er gennemkørselsveje og parkeringspladser. Man sørger for, at der over kælderetagerne er flere etager med indkøbsgader, og at der i de øverste 20-30 etager er boliger.
Det kræver planlægning, og det er de helt åbenlyst gode til i Monaco. Lidt som i Hongkong. I Monaco har de blot endnu flere Ferrarier i gaderne og endnu flere marmorfliser på fortovene.
Vi valgte at ignorere lilleputstaten, da vi passerede den under vores fransk-italienske odysée. Et par dage senere tog vi dog et smugkig på fyrstedømmet, da vi var på vandretur fra Menton.
Det er sjovt at besøge Monaco. Men det bliver aldrig et foretrukket mål for os. Allerede når du ser Monacos havn, får du samme fornemmelse som i St. Tropez – at alt handler om facade, alt handler om at fremstå så prangende som muligt, alt handler om at lefle for dem med flest penge. Alt i havnen er indrettet efter at tilgodese kun multimillionær-yachter.
Det er der intet forkert i. Monaco sender et signal om, hvordan havnen ønsker at blive oplevet. Det er der givet mange, der kan lide. Vi kan ikke.
Monaco set fra havet. Europas Manhattan siger nogle. Nå ja, nok ikke helt
Smart i Monaco. Mennesket øver sig i at gå på vandet….
… det er som bekendt ikke let. Hovmod står for fald 🙂
Monaco er set fra havet en blanding af nyt og gammelt
Den gyldne hovedstad i citron-land
43° 46′ 33.9024” N 7° 30′ 39.3444” E
September 19, 2016.
Den unge ekspedient i citron-butikken er virkelig vred, da han belærer en russisk turist om, at han ikke må bruge samme plastic-gaffel til at tage smagsprøver af flere forskellige citron-marmelader. ”De skal tage én smagsprøve med én gaffel. Derefter skal De tage en ny gaffel, hvis de vil smage et af de andre glas med marmelade,” forklarer ekspedienten på engelsk. Det preller af på turisten, som fortsætter sin tur gennem smagsprøverne, mens ekspedienten bliver mere og mere irriteret.
Vi er i Menton – byen, som gør citronen til sit kendetegn med årlig citronfestival og butikker med alt i citronsmag: Parfumer, spiritus, sæber, olier, vinaigre og marmelader.
Menton er en babylonsk banegård af kulturer og nationaliteter, der lever sammen og lejlighedsvist – som i citron-butikken – støder sammen. Byen er formelt fransk, men med kun halvanden kilometer til den italienske grænse er den lige så meget italiensk.
Flere både i havnen fører både fransk og italiensk flag, og i gadernes lydbillede blander britisk, tysk, russisk, belgisk, hollandsk og skandinavisk sig iørefaldende med fransk og italiensk. Menton tiltrækker alle, der elsker et mildt klima hele året rundt. De bosætter sig. De gæster byen. De smager. De nyder.
Menton er en slags mini-Nice. En gammel bydel i den ene ende og i den anden ende en kilometerlang strandpromenade, der strækker sig mod vest. Restauranter, hoteller, ejerlejligheder, solsenge, markedsplads, strande og ferskvandsbrusere. Alle ønsker del i det solrige hjemsted for citronen og dets multikulturelle leben.
Menton er sig selv og har sin egen charme med kasino, natklubber, kirkegårde med byens mest udsøgte udsigt samt et par kunstmuseer. I forhold til Nice mangler den lidt vingesus, når det gælder historie, kunst og arkitektur. Jean Cocteau, som i 2011 fik sit eget kunstmuseum på havnen i Menton, da en kunstsamler, Séverin Wunderman, forærede 1500 værker til byen, kan ikke måle sig med Chagall- og Matisse-museerne i Nice.
Det multikulturelle ved Menton viser sig også, da vi anduver først Menton Vielle Port og dagen efter Menton Garavan. Vi kalder på VHF kanal 9 og spørger forhåbningsfuldt: ”Parlez vous anglais?”
”No, mais nous parlons francais et italien…”
Fedt. Endelig er vi i et tosproget område. Blot ærgerligt, at det ene sprog mestrer vi ikke særlig godt, og det andet kan vi slet ikke.
Det tager to timer at vandre fra Menton til Monaco. Turen er fantastisk
Mentons to kirkegårde er placeret øverst på hver sit bjerg med udsigt over havet. Et smukt sted at være død
Sejlertip: Hvis du er i Menton – eller Monaco – så snyd ikke dig selv for den betagende vandretur rundt Cap Martin mellem Menton og Monaco. Turen tager et par timer og kræver en stor flaske vand hver vej. Men timer og vand er givet fantastisk ud.
Endnu et tip: Glem folde-ud cyklen i skibsbænken! Trafik og højdeforskelle gør cykling til en tvivlsom og farlig fornøjelse. Kun aldrende mænd i tricot på racercykler trodser sydfrankrigs cyklist-fjendtlige miljø.
Middelhavets største joke: Ja, vi har internet
43° 42′ 31.1184” N 7° 20′ 14.6688” E
September 17 – 2016.
”Do you have wifi”? (Husk i Frankrig udtales wifi ikke waifai, men weefee).
”Yes, we have wifi. And occasionally it even works.” Sådan svarer havnekaptajnen i Beaulieu-sur-mer, når man spørger, om der er wifi i havnen. Og sådan svarer andre sandfærdige havnekaptajner.
De mindre sandfærdige havnekaptajner – og de er i flertal – udskriver blot med rutineret selvhøjtidelighed en kode til internettet. Værsgo´, hr. Her er deres særlige adgangskode til internettet.
Det er den største joke i Middelhavet. Franske havne – og indtil videre også en del af de italienske havne – har slet ikke wifi.
Det er kejserens nye klæder – det der eventyr af den danske eventyrdigter, H.C. Andersen, om to svindlere, som sælger kejseren et sæt nye klæder, der er så enestående, at kun de, som dur i deres job, kan se klæderne, medens de, der ikke dur i deres job, ikke kan se det.
Ingen tør indrømme, at de ikke kan se klæderne, for da ville de jo være dumme, så alle klapper i hænderne og siger, at kejserens nye klæder er fortryllende. Det hele afsløres, da kejseren viser sine nye klæder frem under en procession gennem byen, og en lille dreng siger: ”Jamen, han har jo ikke noget på.”
Fransk og italiensk havne-wifi er lavet af samme stof.
Du styrter rundt i havnen med din computer eller din mobiltelefon. Du sætter dig helt op på havnekontorets dørtrin. Enten er der ikke noget overhovedet. Eller også er det så svagt, at det kan være lige meget.
På stående fod kan vi kun komme i tanker om to havne, hvor der har været et velfungerende wifi. Det var i Nice, Frankrig, og i Loano, Italien. Hatten af for Nice og Loano.
Hvad er det med de franskmænd? Og italienere? Kom dog med ind i det aktuelle århundrede. Etabler et wifi, der virker! Man kan i dag få wifi i et fly ti kilometer over jordens overflade. Man kan få wifi i tog. Man kan få wifi på en café. Skulle man så ikke kunne etablere wifi i en havn?
Come on. Vi betaler rask væk 30, 40 € eller i Italien ligefrem det dobbelte
for en overnatning inklusive wifi. Få det til at virke! Tak.
Gode råd søges: Er der nogen, som, mens vi venter på, at franske og italienske havne indser, at de er involveret i et kæmpemæssigt svindelnummer, kan give mig et råd om, hvordan jeg får en stabil tilgang til internettet? Er der en eller anden dims, jeg kan købe til mit skib, som gør mig uafhængig af havnenes såkaldte wifi? Jeg har spurgt Orange, og de solgte mig et abonnement med adgang til alle selskabets egne hotspots. Det var ikke meget værd.
Svar imødeses med taknemmelighed.
Min er større end din!
43° 35′ 12.462” N 7° 7′ 42.8952” E
September 12, 2016
Hold fast, hvor er den stor! Helt ubegribeligt stor!
Sidst vi var i Antibes – for en måned siden – var vi fascinerede af havnens dengang største yacht, ”Katara”, ejet af emiren af Quatar. Hey: Den var 126 meter, havde en fast besætning på 60 personer, helikopter på agterdækket og var oplyst om natten som et dansetempel.
I dag er Katara væk, og den første plads på den såkaldte milliardær-kaj i Antibes Port Vauban er overtaget af en endnu større yacht. En helt ubegribeligt stor yacht.
Hun hedder ”Dilbar”, blev søsat for fire måneder siden og er ejet af den russiske milliardær, Alisher Usmanov.
Dilbar er cremefarvet med detaljer fremhævet i bronze.
Hun er mageløs.
Hør lige her: Hun er 156 meter lang (til sammenligning er vores sejlyacht, ”Ronja”, 10 meter og 65 centimeter lang). Dilbar har plads til 80 besætningsmedlemmer og 40 overnattende gæster. Hun har efter sigende kostet fire milliarder danske kroner.
Målt på bruttoregistertons er Dilbar verdens største private yacht. Målt på længde er hun den fjerde største. Samtidig har hun den mest kraftfulde motor og det største svømmebassin nogensinde set på en privat yacht. Hvor dette svømmebassin befinder sig ved kun udvalgte. Det er ikke på soldækket, for det er optaget to helikopter-platforme.
Alisher Usmanov har siden 2008 haft en anden yacht med navnet Dilbar. Den er på sølle 110 meter, er i dag omdøbt til Ona og har stadig Usmanov som ejer. Hans rigdom stammer fra russisk mineindustri og fra aktier i russisk internet og mobiltelefoni plus Facebook, Twitter, Alibaba samt en pænt stor aktiepost i fodboldklubben Arsenal.
Hvad er det med ældre mænd og deres både? 63-årige Usmanov får bygget en båd, der er 46 meter større end den, han havde i forvejen. I Danmark købte nu afdøde skibsreder i AP Møller Mærsk, Mærsk Mc-Kinney Møller, i 2009 – da han var 95 år – en Swan yacht, der var tre meter længere end den yacht, han havde i forvejen. Det må da man kalde livskraft. Tænk hvis man selv i en alder af 95 år er optaget af at få en båd, der er tre meter længere, end den man har i forvejen…
Hvad driver disse milliardærer til at ønske sig stadig større både? Prestige? Et signal om deres egen, deres virksomheds eller deres nations betydning? Eller blot et ønske om at fremvise noget udstyr, der er større end andres? De super-riges veje er uransagelige. Jeg giver op.
P.S.: Fik jeg nævnt, at jeg selv drømmer om, at Ronja var én meter… nej, lad os hellere sige halvanden meter, faktisk snarere to, længere, end hun er?
Selv ved milliardær-kajen virker Dilbar stor. Skibet er opkaldt efter ejerens mor
Dilbar er bygget i stor hemmelighed af det tyske værft Lürssen. Byggeriet har stået på i 52 måneder.