Vi stifter for alvor bekendtskab med søgræs
48° 40′ 8.2812”N 4° 44′ 3.1596” E
July 9, 2015
Hos bageren i Orconte står der på disken en indsamlingsbøsse – som dem i Danmark, der opfordrer til at støtte Frelsens Hær eller Folkekirkens Nødhjælp. På Orconte-bagerens bøsse står der: ”Til bagerens ferie”.
Vi hilser farvel til vores britiske venner. Videre mod nye oplevelser. Første oplevelser får vi ved dagens første sluse. Ingenting virker. Vi blev i første sluse i kanalen mellem Champagne og Bourgogne udstyret med en remote-kontrol, sådan en simpel tv-fjernbetjening, og skal selv styre sluserne, få dem åbnet og sætte tømningen af vand i gang, når vi er på plads inde i slusen.
Men dagens første sluse lyser ikke rødt, og den svarer ikke med grønt, når vi bruger vores fjernbetjening som tegn på, at vores signal er blevet modtaget. Vi bliver enige om, at den person, der kører rundt til sluserne og åbner dem for en ny dag, nok har sovet over sig. Den teori hælder vi stadig til.
Vi ringer til VNF-vagten, som forsikrer, at en medarbejder vil være fremme ved slusen om kort tid. Det holder stik, og vi kan se, at medarbejderen suser videre til de næste sluser for at gøre dem klar til en ny dag. I betragtning af at de fleste sluser er automatiserede, er det en meget arbejdsintensiv operation, VNF kører. Der bliver slået græs, repareret og assisteret i stort omfang. Ind imellem føler vi nærmest, at vi har en personlig assistent til rådighed. Vi mødte hele dagen kun tre andre både. Alle lystsejlere. Ingen erhvervsskibe som ellers har et forspring til at bruge systemet fra klokken otte. Vi andre kan først bruge sluserne fra klokken 9. Alligevel sover VNF og får ikke åbnet sluserne til klokken 9.00. Suk.
Rutinerne omkring vores slusninger er på plads. Vi bruger cirka 15 minutter, enkelte gange op til 20 minutter, fra vi har meldt vores ankomst med fjernbetjeningen, til vi er gennem slusen. Sluserne følger hinanden med cirka to kilometers mellemrum.
Vi er begyndt at anbringe vores tov tættere på hinanden i stedet for en agterfortøjning bagud og en fortøjning forud. Det betyder, at begge tov tager trækket fra samme retning, og det giver en fin kontrol med slusningen. Hele tiden haler vi ind på tovværket, så båden ligger parallelt med slusemuren. Væk er de første dages uro og eksperimenter. Nu kører det ensartet, roligt og kontrolleret sluse efter sluse. Nellie kender sin rolle. Under dæk eller i cockpittet, så farmor og farfar kan gøre deres job
Seks kilometer syd for den – set fra kanalen – trøsteløst grå industriby St. Dizier finder vi en kajplads i Chamouilley. En beskeden by, der har investeret i et stykke kajkant med plads til seks-syv både og moderne automatafregning via computer og Visa-kort. Vi går til kaj for tidligt. Mærker grunden under båden og kan se, at vi hvirvler op i store mængder søgræs. Bakker lidt. Prøver igen. Fremad fungerer skruen. Bagud tager den ikke ved. Vi har formentlig et ordentligt vred søgræs i skruen.
Vi kommer til kaj med en syndflod af ituklippet søgræs efter os. Lykken står imidlertid den bi, som forstår at vente. Vores britiske venner ankommer, og faderen, Charlie, tager dykkerbriller på og dykker ned for at tjekke noget med kølevandet på hans egen båd. Vi spørger, om han vil tage et kig på vores skrue. Han høster to store håndfulde søgræs.
Vi beder ham derefter om en generel vurdering af begroningen under Ronja. Hun har trods alt ikke været oppe af vandet i snart tre år. Den er forbløffende fin, viser det sig. Formentlig på grund af det ferske vand. Endelig beder vi Charlie om at tjekke bovpropellen, som stod af allerede sidste sommer. Det gør han og melder, at den drejer fint, ingen forhindringer, ingen begroning, intet søgræs i klemme. Altså må det være et problem med elektromotoren.
Lasse og Tianling ankommer i bilen, som de har hentet i Epernay efter deres mini-ferie i Paris, medbringende 24 toliters flasker med vand, et nyt startbatteri til Ronja og mad til en middag på kajen i Chamouilley, som trods søgræs i urimelige mængder viser sig at være en fin lille perle af afslappet natur med legeplads, borde, bænke og provins-idyl.
Logbog: Dagens distance: 25 kilometer. Sejlet tid 9.30 til 15.30 = 6 timer. Sluser: 10. Vejr: Dagen mild og god. Vi starter med fleece-jakker, men op ad formiddagen får vi en behagelig temperatur. Lidt sol. Lidt skyer. Hjemligt.
De grønne søpølser breder sig ud fra brinken og man tænker, om de vil kunne lukke sejlrenden helt?
Søgræs vokser fra brink og bund. De seje pølser eller “dreadlocks” sætter sig i skruen og sænker nådesløst bådens fart
Alle skilte er på fransk. Alle sejlere er ikke-franske
48° 43′ 33.9132” N 4° 35′ 8.682” E
Onsdag 8. juli, 2016
Vitry-le-Francois, legeplads
Tidligt op. Ind og opleve Vitry-le-Francois. Vi starter med legepladsen ved rådhuset. Gynger, rutsjebane og hinkeruder. Enkelt, men lige hvad Nellie har lyst til. Da vi passerer de åbne vinduer i rådhuset – en pragtstykke af et klassisk palæ – ser vi, at der i flere kontorer står skrivemaskiner. Sådan nogle analoge, gammeldags, mekaniske apparater fra forrige århundrede. Vi ser også computer-skærme. Men alligevel. Skrivemaskiner i 2015? Suk.
Vi spiser croisanter og drikker kaffe på en café. Køber Lego Friends, en langærmet trøje til at beskytte Nellie mod myggestik og for en sikkerheds skyld også ekstra børneplaster, da dette har vist sig at have en stærk psykologisk virkning mod kløende myggestik. Især børneplaster med flyvemaskiner på.
Vi bryder op klokken 14. Der er ret meget vind. Men vi er vel en sejlbåd, skabt til de brølende oceaner. Vi siger farvel til vores amerikanske naboer og ønsker dem held og lykke med kardan-akslen. På en eller anden måde fornemmer vi, at vores egen historie med en ødelagt kardan-aksel og mange måneders traumatisk bøvl med franske mekanikere ikke beroliger dem. Nogle gange skal man bare lade være at blafre med egne erfaringer, selv om de er relevante.
Nu gælder det Canal entre Champagne et Bourgogne. 224 kilometer med 114 sluser og en næsten fem kilometer lang tunnel undervejs. Tidligere hed kanalen ”Canal entre Marne et Saone”. Men et kvikt hoved på et turistkontor har formentlig fået den idé at omdøbe kanalen til noget med champagne og bourgogne, så nu hedder den så det – selv om det fra Vitry er slut med champagne-dyrkningen, og at vi i den anden ende ikke møder en eneste bourgogne-mark. Det hele er stillestående bondeland. Korn og køer.
Konsekvente er franskmændene ikke. Det gamle navn, ”Canal entre Marne et Saone”, optræder fortsat på langt de fleste skilte langs kanalen – skilte der ét hundrede procent er skrevet på fransk. Alle oplysninger. Alle instruktioner. Alle brochurer om kanalen. Alt er på fransk. Kun fransk. Galimatias.
Franskmænd kunne ikke drømme om selv at sejle på kanalerne. Nå ja, bortset fra en enkelt eller to. Det lader de os andre om at gøre. Amerikanere, australiere, briter, tyskere, belgiere og især hollændere bemander de franske floder og kanalers flåde af ombyggede pramme, specialbyggede flodbåde, overdådige motorsejlere og kastrerede sejlbåde – deriblandt en enkelt fra Danmark. Vi møder – stort set – ikke sejlere fra Frankrig.
Om det derfor ville give mening at lave skilte, der kommunikerede på engelsk eller tysk? Ja, det da ved Gud. Men det kunne franskmændene ikke drømme om.
Vi sejler til Orconte og lægger til ved en stump kaj omgivet af kornmarker, træer, lystfiskere og fuglesang. Den eneste anden båd ved kajen er vores venner fra Storbritannien. Et ungt par – på orlov med deres to børn – dejligt, Nellie er blandt venner og tilbringer aftenen med Bertie og Elisa.
Logbog: Dagens distance: 14 kilometer. Sejlet tid 14.00 til 17.30 = 3 ½ timer. Sluser: 6 stk. Vejr: Efterårsagtigt. Vi vågner op til blade, der drysser ned fra træerne. Vinden er kold. Himlen er grå. Hedebølgen er blæst væk. Tilbage til normale tilstande?
Ville det være en hjælp, hvis skilte var på engelsk? Ja, for det er stort set kun udlændinge, der sejler på floderne og kanalerne
Mekanisk sluse. Man river opad i det blå rør, når man vil have slusen til at gå i gang. Simpelt. Og ganske tit virker det
På farten igen. Franskmænd forstår ikke værdien af at bo ved vand
48° 57′ 0.6336” N 4° 21′ 10.1448” E
Tirsdag 7. juli, 2016
Vi prøver igen. Vi lægger ud fra kajen i Chalons en Champagne. Vi vinker til Lasse og Tianling, som med deres rygsække spadserer til den lokale banegård for at tage toget til Paris. Nellie fortsætter ombord på Ronja med farfar og farmor på nye eventyr gennem de franske kanaler. Planen er, at Lasse og Tianling efter nogle dage i Paris henter vores bil i Epernay og slutter sig til os andre – hvor vi end er til den tid.
En fiskehejre sidder på en gren blot 12 meter fra Ronja. Vi fortæller Nellie, at det er den hejre, hun kender hjemme fra Frederiksberg Have, som er kommet til Frankrig for at sikre sig, at hun har det godt. En slags lykke-hejre. Der vil følge os på den videre færd. Nellie ser skeptisk ud men er ikke totalt afvisende.
Da vi kommer til Vitry-en-Francois flyver en fiskehejre over Ronja. Der ser du, Nellie, din lykke-hejre er med dig hele vejen.
Lykke-hejren spille også med, da vi uden for Vitrys minimalistiske marina konstaterer, at vi absolut ikke har lyst til sejle ind og finde en ledig plads. Et skilt forkynder, at vanddybden er 1,60 meter (vi stikker 1,75), og der ligger i forvejen 10-12 både på, hvad der ligner 10-12 bådpladser. En amerikaner råber os an. Han ligger uden for selve marinaen og inviterer os til at lægge til uden på ham.
Det gør vi. Det amerikanske par har sejlet i Frankrig gennem 13 år, og netop i dag er ”the transmission” røget. Totalt kaput. Vi forstår på deres beskrivelse, at ”the transmission” er det samme som det kardan-led, der gik i stykker på vores båd for et år siden. Deres uheld var sket en kilometer fra havnen i Vitry. En hollænder var kommet forbi og havde taget dem på slæb. Det viste sig, at det var den samme hollænder, som vi dagen forinden havde brugt som sparringspartner overfor de franske mekanikere.
Dagens strækning har været smuk, øde og præget af det sædvanlige franske billede: Franskmændene har endnu ikke forstået kvaliteten ved at bo ved vand. De ”vender ryggen til”. De placerer ligegyldige marker, industrianlæg, lagerbygninger og bagsiden af deres boliger ned mod floden eller kanalen. Helt modsat Holland hvor alle haver, alle huse, alle panoramavinduer som en naturlig ting vender ud mod vandet, og hvor hollænderne måske nok har en bil ud mod gaden men mindst lige så naturligt også har en båd ud mod vandet.
Franskmændene har ingenting. Beliggenheden ved kanaler og floder vil i Frankrig om 10-20 år være de dyreste grunde til beboelse overhovedet. Men franskmændene har ikke opdaget det endnu. Det er formentlig kulturelt betinget. Noget med at floder og kanaler historisk har været betragtet som beskidte afløbskanaler for toilet- og industriaffald.
Måske man skulle begynde at købe op i franske flod-beliggenheder?
Logbog: Dagens distance: 32 km. Sejlet tid: 9.30 til 18.00 = 8 1/2 timer. Sluser: 8 stk. Vejr: Lummert. Men efter et par dage med regulær hedebølge er det befriende med temperaturer på ”kun” 29 og 30 grader og en beskeden regnbyge i ny og næ. Det lyner og tordner, men selv om vi kunne bruge en rensende tordenbyge, når den aldrig tæt på os.
Mange måder at åbne en sluse på. Én er at dreje et skaft, der hænger ned fra oven. Det aktiverer slusen
Hjertet står stille. Hjernen nægter at tro det. Motoren i stykker igen!
48° 57′ 0.6336” N 4° 21′ 10.1448” E
Mandag – July 6
Krasch! Krasch! Krasch! Hjertet står stille. Hjernen nægter at tro det. Vi får et chok, da præcis samme lyd fra motorrummet rammer os, som sidste år tvang Ronja i hænderne på franske mekanikere og afbrød vores sejlerferie, endnu inden første uge var omme. Vi er slet ikke i tvivl: Det er igen kardanleddet, det er galt med. Det har revet sig løs. Igen.
Vi ser for os, hvordan hele sidste års tragedie nu vil gentage sig. Nye mekanikere, ny ventetid, ny reservedel, ny reparation. Årets sejlerferie afbrudt. I år efter kun én dags sejlads. Øv, øv og atter øv.
Morgenen startede ellers med, at Per og Kirsten i kådhed over atter at være på vandet, stod tidligt op og startede motoren for at tyvstarte dagens sejlads, endnu mens resten af familien ligger og sover i agter- og hovedkahyt. Ronja når ikke ti meter ud i bassinet, før de skrækindjagende krasch-lyde fra motorrummet tvinger båden tilbage til kajen.
Da vi åbner ned til motorrummet ser vi et kaos af forvredent metal og løse bolte. Hele reservedelen har revet sig løs. Så meget for fransk mekanik.
Som et uventet varsel om, at vi måske alligevel er tilsmilet af lidt held, stikker skipperen på den hollandske nabo-båd hovedet op fra sin kahyt: ”Har I brug for hjælp? Jeg er dieselmekaniker.” Vi kniber os selv i armene – er vores nabo dieselmekaniker? – og forklarer ham, at vi gerne helt sikkert har brug for hans hjælp, men at vi først har en høne at plukke med en bestemt fransk mekaniker, som har brugt måneder på at reparere Ronja, kun for at hun bryder sammen efter en enkelt dags sejlads.
Per får fat i havnefogeden, en ung studerende, som er god til engelsk. Han bliver briefet og ringer op til Meca Max Service, og han sætter Alain Reinhardt ind i situationen. Katastrofe! Totalt alvorligt! Vi er i starten af en fortvivlende kort ferie. Helt uacceptabelt. Der må gøres noget straks. Tout de suite!
Sørme om ikke han stiller ved båden indenfor mindre end en halv time. Det har vi aldrig oplevet før.
Han farer ned i motorrummet og kommer snart op igen for – med havnefogeden som tolk – at berolige os med, at nok er det et problem, men det er ikke et alvorligt problem. Det kan løses. Reservedelen er intakt, men de fire (eller er det seks) bolte, som det nye og større kardanled er gjort fast med, har vist sig været for korte. Derfor har de vredet sig løs. At et større led kræver en stærkere fastgøring, behøver man ikke være mekaniker for at regne ud, skumler vi, men udadtil glæder vi os over, at katastrofen tilsyneladende kan begrænses til en enkelt dags reparation.
To mekanikere arbejder på sagen i syv timer. Voila. Nu kan I sejle igen. Alain Reinhardt bedyrer, at den nye reparation vil holde i mange år og tilføjer, at dagens reparation er at betragte som service. Uden beregning.
Ja, det manglede sgu da også bare. Eller ville det blive noget af en reklamationssag. Vi bider tænderne sammen, smiler anstrengt og takker ham for, at han var klar til hurtig udrykning. Indeni tænker vi: Fandens til lastvogns-mekaniker. Næste gang må vi gøre en ekstra indsats for at finde en mekaniker, der har forstand på skibsmotorer.
Vores hollandske nabo er flere gange i løbet af dagen ovre og kigge med, når de franske mekanikere er hjemme på værkstedet for at bore huller til længere bolte. Han er enig i, at problemet er mindre alvorligt end først antaget. Men han er ikke imponeret af deres faglige kunnen, og da vi sammen med ham besigtiger reparationen og tester motoren en times tid med gearet både frem og tilbage, så erklærer han, at det formentlig vil holde, men at det ikke er noget ”nice job”, de har leveret. Det kan selv vi se.
Bøjede metalplader vidner fortsat om morgenens kollaps. ”Garage-mekaniker”, vrisser hollænderen. Selv har han arbejdet med motorer og ingeniørarbejde i forbindelse med store floddrænings-projekter over hele verden.
Han stoppede med at arbejde for få år siden, og beslutningen om at gå på pension er den bedste, han nogensinde har truffet. Han og konen sejler nu seks måneder om året og tilbringer resten hjemme i Holland. Konen hvisker dog til os, at han har langt endnu, før han er nede i tempo. Han er stadig rastløs selv efter to år som pensionist.
EFTER: Man behøver ikke være mekaniker for at kunne se, at det stadig er en dårlig reparation
FØR: Et gys af for-vredent metal og løse bolte møder os i maskinrummet
FØR: Fransk håndværk. Hrmppf! Reparationen tog måneder. Efter én dag er problemet tilbage
Farvel til Epernay. På vej mod nye eventyr
49° 2′ 49.6348” N 3° 38′ 1.56” E
July 5, 2015
Vi har aftalt med monsieur Bernard, at vi sejler klokken 9.00: Han og kæresten er naturligvis nede og vinke farvel ved kajkanten. Han siger tut-tut som en færge, der lægger fra land, spiller op til Nellie og lader os forstå, at vi har været nogle helt særlige gæster. Javist. I en havn med sammenlagt tre overvintrende både har vi nok også betalt broderparten af hans løn gennem et helt år, tænker en kynisk nordbo.
Det bliver en super tur. For pokker, hvor er det en lettelse at vinke farvel til Epernay, som har ”bundet os” i næsten et år. Endelig er vi igen på vej. På vej mod nye eventyr. Hver dag noget nyt. Familien spinder. Motoren brummer behageligt. Det var værd at vente på. Den nye reservedel ser ud til at være pengene værd.
Logbog: Dagens distance: 40 km. Sejlet tid: 10.10 til 17.00 = 7 timer. Sluser: 8 stk. Vejr: Hedebølge. I dag kun op til 34 grader mod 36 grader fredag og lørdag.
Vi forbereder Ronja på et ny sommer på franske kanaler og floder
49° 2′ 39.6348” N 3° 55′ 1.56” E
July 4, 2015
Dagen går med rengøring af Ronja, sæbevand og algefjerner, vand på tankene og et gigantisk indkøb i Carrefour samt – for Lasse, Tianling og Nellie – en udflugt til de dybe kældre under champagneproducenten Mercier, der har så mange kilometer underjordiske gange med gærende flasker, at de har investeret i et underjordisk tog til at komme rundt.
Om aftenen griller vi aftensmad på kajkanten. Solen griller os andre fra oven. Det er hedebølge.
Gensyn med Ronja
49° 2′ 49.6348” N 3° 58′ 1.56” E
July 3, 2015
Efter en sen frokost i byen Bouillon på grænsen mellem Belgien og Frankrig ankommer vi sidst på eftermiddagen til havnen i Epernay. Stor modtagelse.
Havnekaptajnen, monsieur Bernard, forklarer med store armbevægelser, hvordan han vinteren igennem har kæmpet mod naturens lunefulde angreb på Ronja. Fem gange er vandstanden steget i Marne floden. Helt derop til, siger han, og peger højt op ad skrænten over Ronja. Fem gange har han været ude og forstærke afstivningen for at holde Ronja fri af kajen. Der er blevet halet og herset, må vi forstå. Det har været en kamp mod overmægtige kræfter.
Madame Bernard kindkysser og samtykker: Monsieur Bernard har kæmpet og vundet.
Det er mere end 11 måneder siden, vi efterlod Ronja i Epernay med motorproblemer Hun har det fint. Støvet, beskidt. Men efter omstændighederne i en bedre stand, end da vi genså hende efter en hel vinter i en havn nord for Paris.
Vi henter Kirsten på Epernays togstation ved 21-tiden. Hun havde et møde på sin skole fredag formiddag, og derfor er hun rejst til Epernay med fly og tog. Vi spiser sen middag i tung hedebølge. Selv ved midnatstid føles det som langt over 30 grader.
Lad os finde farfars båd i Frankrig
49° 2′ 49.6348” N 3° 57′ 1.56” E
July 2, 2015
Det er tidlig eftermiddag og steghedt, da Per møder Lasse, Tianling og Nellie på Fredericia Banegård. Per har været til et par møder hos Jysk Fynske Medier i Vejle, og de andre kommer tilrejsende med toget fra København.
Alle stiger om til Pers bil, som med fuld knald på bilens aircondition skal bringe os helskindede gennem den aktuelle hedebølge og ned til det gode skib Ronja, som venter i champagnens hovedby, Epernay, Frankrig.
Fin tur. God stemning. Nellie (3 ½ år) falder ind i rytmen. Hun sover en del, leger med Tianling og er i perlegodt humør. Vi hviler ud på Moevenpick Hotel i Münster. Glimrende aftensmad, glimrende værelser, glimrende morgenmad. Og så afsted igen.
Mandag 14. juli til mandag 15. juli
49° 2′ 29.6348” N 3° 58′ 1.56” E
En hel uge yderligere er gået. Vi er stadig i Epernay og, når vi på vores løbetur hver anden morgen svinger ind hos den lokale bager i Magenta, så rækker bagerkonen straks ud efter hylden med de grove baquettes tilsat ekstra korn. Hun betragter os som stamkunder, ved hvad vi vil have og hilser hjerteligt, når vi kommer.
På samme måde er det, når vi hver dag cykler ind til den café i Epernay, der har det stærkeste wifi, så vi kan læse nyheder, checke mail og i det hele taget følge med i, hvad der sker i verden. Servitricerne hilser på os som kunder, de kender, selv om vi ikke helt som andre stamkunder er kommet på kindkys-niveau med servitricerne.
Vi er tæt på at gro fast i Epernay. I stedet for fredag, så kommer le mekanik pludselig tirsdag eftermiddag. Vi er oppe i byen på stamcaféen. ”Du er ikke på båden,” spørger han let bebrejdende. ”Nej, men jeg er der om ti minutter. Bliv endelig hængende.” Han måler, han fotograferer, han taler på fransk med et lager, oplyser dimensioner på kardan-leddet dog på møtrikker. Le mekanik lader os forstå, at nu er vi trods mange genvordigheder med krakkede afdelinger af Malö og ferielukket på Orust tæt på en løsning. Men det bliver ikke onsdag. Det bliver i bedste fald fredag, at han kan montere den nye del.
To dage mere, tænker vi. Men det når næppe at bundfælde sig, for aftenen efter ringer Bill, den engelske oversætter, men uheldsvanger stemme og forkynder, at kardanleddet er så specifikt til vores båd, at det ikke lagerføres noget sted i Europa men skal nyproduceres på en fabrik i Holland efter ordre. Det koster 1.591,24 € inklusive moms, og de penge vil le mekanik gerne have overført, inden han afgiver bestilling på produktionen af et nye kardan-led. Derudover vil han have 500 € for arbejdsindsatsen med at måle, vurdere og – til sin tid – montere den nye reservedel. Fra tidspunktet for afgivelse af ordren vil der gå 15 dage, inden reservedelen er klar til at blive monteret. 15 dage!!! Vi er jo for pokker ikke pensionister med hele livet foran os til at vente i. Vi er på en fire ugers ferie. Og allerede nu er de to uger gået med at vente på den rette løsning på vores motorproblem.
Per accepterer at overføre pengene. Betale arbejdslønnen. Men vil ikke acceptere, at det skal tage 15 dage. Bill ringer tilbage til le mekanik. Der er ikke noget at gøre. Den hollandske producent er ufravigelig. Vi aftaler, at le mekanik skal komme til båden onsdag aften med sine bankoplysninger, så vi kan få klaret finansieringen. Men franskmænd er tilsyneladende upålidelige. For le mekanik kommer ikke klokken 18. Han ringer klokken 21 og spørger, om det er i orden, at vi mødes ved båden klokken 10 torsdag formiddag i stedet for? Det er ok, accepterer vi med træt stemme, hvor kun vores mangelfulde franskkundskaber afholder os for at udtrykke os mere offensivt. Le mekanik kommer heller ikke klokken 10. Han ringer klokken 12 og spørger, om det kan blive klokken 14 i stedet. Franskmænd er upålidelige.
Klokken 14 kommer han. Per ringer til Danske Bank i Odense og får overført beløbet til le mekanik. Aftalen bliver, at når pengene er inde på hans konto, fredag, så vil han bestille ”la piece”, og han stiller os i udsigt, at måske vil han kunne få reservedelen allerede efter syv dage, for han har virkeligt presset producenten og forklaret vores situation. Vi serverer kaffe, snakker socialt og skilles med de bedste forhåbninger om snarlig løsning på vores problemer.
Syv dage! Efter alle de skred, der har været i tidsplanerne, så tror vi ikke længere på franske forsikringer om bestemte tidspunkter, så nu går vi i gang med at planlægge en hel ny ferie. Vi aftaler med Lasse, at vi gerne vil komme til Provence og bo sammen med dem på et landligt B&B. Vi ringer til Mikkel og Helen og forklarer dem, at vi næppe kommer på skudhold af Lyon som aftalt. De foreslår til gengæld, at vi så kører til Lyon, og at vi holder nogle dages storbyferie. Sådan bliver det.
Dagene går med sysler på båden. Den bliver lakeret. Skruer på gelændere bliver strammet. Hele dækket får en tur med algefjerner. Fredag kommer Jørgen og Hanne. Og som altid, når de er ombord, så ændrer Ronja karakter. Der bliver mere sports-camp over båden, og der bliver – paradoksalt nok – også mere dekadent nydelse af mad og drikke over båden. Hanne har sin lille røde med. Michelin-guiden til Frankrigst bedste restauranter, og vi
Med Hannes hjælp forklarer Per nu den nye situation og den nye plan for havnekaptajnen. Vi forlader havnen på tirsdag, og vi vil gerne have Ronja liggende i Epernay indtil 11. Oktober, hvor vi vil komme ned og sejle Ronja videre ned syd på. Vi vil gerne have ham til at passe på Ronja for os. Vi vil gerne have ham til at åbne for le mekanik, når denne kommer, vi vil gerne have ham til at lukke ned for motor og intern strøm, når installationen er færdig.
Bernard er helt med. Ingen problemer. Han skal nok holde øje med Ronja og gribe ind, hvis noget går galt. Vi aftaler en pris frem til 11. Oktober. 4.500 kroner. Det er relativt meget. Men det har stor betydning, at Bernard så tydeligt lover at påtage sig et ansvar for Ronjas velbefindende. Vi får en havneplads. Vi får også en samvittighedsfuld vicevært.
Vi får endda rabat på nogle dage. ”Det gør vi ikke for alle og enhver”, bedyrer Bernard.
Et svensk par og et par af deres venner fra Lomma ved Malmø lægger til på siden af os. Det svenske par er gået på pension, og er i gang med foreløbig 16 måneders sejlads ned til Grækenland. Deres båd er en Bavaria 34, som de har døbt ”Drömmen”
Søndag 13 juli
49° 2′ 39.6348” N 3° 58′ 1.56” E
Vi siger farvel til Anders og Kirsten, som uden en eneste sejl-dag, siden de ankom i onsdags, har besluttet sig for at tage til Paris og dyrke storbyferie i de sidste dage af deres ferieuge. Forståeligt nok. De skulle have været med som besætning til på onsdag, men i takt med, at Ronja ligger stille, og vi andre trækker os ind i os selv, sliber træværk, vasker tøj, pudser koøjer, fjerner alger og i det hele taget forbereder os på en uge med Ronja på stand-by, så virker 14. juli med parader og flyopvisning og efterfølgende bystemning i Paris mere tillokkende.
Per går i hi med en masse bøger. Kirsten lakerer gribelister ned til kahytten og påbegynder et sejrrigt felttog mod algerne, der giver vores teak-dæk et lidt træt og slidt skær.