Spøgelseshavn på randen af opløsning?
36° 55’ 08.0000’’ N, 21° 41’ 95.0000’’ E
Vi har hørt på forhånd, at Pilos Marina på Peloponnes er en spøgelseshavn uden opsyn, på randen af kaos og opløsning.
”Sejl ikke derind,” skriver flere på sejlernes digitale opslagstavle, Navily
Vi er derfor stærkt nysgerrige, da vi sejler ind i marinaen, som viser sig at være fuld af både – normale både, forladte både og enkelte rene vrag. Alle elsker, når en marina er gratis, også selv om der hverken er el, vand eller havnefoged.
Nogle har med spray-maling skrevet ”privat” på kajkanten, andre har med kæder og tovværk markeret, at her skal fremmede holde sig væk. På en lang ydermole har en del både lagt sig langskibs og viklet sig selv så grundigt ind i tre-fire ”mooringlines”, at ingen kan lægge sig uden på dem.
Sejlere advarer på Navily om private, der udgiver sig for havnefoged og opkræver havneafgift. ”Betal ikke. De er pirater”, skriver de.
Det ligner en havn, vi har mødt et par gange tidligere i Grækenland. Havne, som er opført for EU-midler, men hvor bygherren derefter ikke kan blive enige med de lokale myndigheder om en driftsoverenskomst, og hvor havnen derfor forfalder.
På råd fra en britisk sejler lægger vi os ved en stump mole lige i indsejlingen til havnen. Vi skal trods alt kun være her én nat. Og Pilos er i øvrigt en skøn by.
Ups, hvor er mit anker??
37° 01′ 42.0000” N, 22° 6′ 33.0000” E
Skippers kone fik en overraskelse, da hun den anden dag skulle hale Ronjas anker op.
Op kom kæden. Men ikke noget anker.
Pokkers.
Årtier har åbenbart slidt på et forbindelses-led mellem anker og kæde, og da ankeret sad fast bag et klippestykke på bunden, så var det slut med forholdet mellem anker og kæde.
Vidste vi det ikke før, så ved vi det nu: Et anker er totalt uundværligt.
Blind passager på Ronja
36° 8’ 35’’ N, 22° 59’ 55’’ E
Bådflygtninge har vi endnu ikke mødt.
Men en pjusket lille spurv landede i dag på Ronjas dæk under en regnbyge. Spurven var medtaget af regn og saltvand. Den skuttede sig, søgte at blive fortrolig med en båds bevægelser i høj sø og kaldte – ifølge skippers kone – på sin mor.
Efter syv timers sejlads anløb vi øen Khytera, og spurven fløj videre i livet med et farvel og tak.
Rotteskrig hele natten! Nej tak.
35° 23’ 30.0000’’ N, 25° 02’ 52.00’’ E
Sejlere søger tit råd hos hinanden på nettet. Da vi overvejer en overnatning i en bugt på øen Dhia nord for Kretas hovedby, Heraklion, finder vi denne advarsel fra en britisk sejler:
”Ankerbugen er smuk og vandet krystalklart. Men pas på med at tilbringe natten for anker. Øen er angrebet (infested) af rotter, og du kan høre dem skrige hele natten. Fastgør ikke en line til land, hold dig langt fra kysten og lav ikke mad med for megen smag. Rotter er udmærkede svømmere.”.
Måske er dette blot en skipperskrøne. Heller ikke på denne del af internettet er der kvalitetskontrol.
Alligevel vælger vi at sejle forbi Dhia og finde et andet sted at kaste vores anker for natten.
Morgenkaffe og backgammon
35° 11’ 25.08” N 25° 42’ 55.07’’ E
Engang var Agios Nikolaos en lille fiskerby på Kreta. I dag er den som mange andre fiskerbyer opdaget af tusindvis af turister, herunder et stort antal krydstogtturister.
Alligevel har byen bevaret sin charme. Lokalbefolkningen udgør stadig en vigtig del af byens atmosfære. Gamle græske mænd mødes hver morgen på den lokale café, hvor de nyder deres morgenkaffe og spiller backgammon med stor koncentration og måske en enkelt ouzo.
De gamle mænd sad der, da vi forlod det gode skib Ronja i maj, og de sidder der stadig, nu da vi i september er vendt tilbage.
På vej videre fra Agios Nikolaos passerer vi en lille klippeø, Spinalonga, der i 54 år fra 1903 til 1957 fungerede som koloni for spedalske. Den kretiske stat tvang 251 spedalske til at bo på øen. Øen havde to indgange, hvoraf den ene var de spedalskes indgang, en tunnel kendt som “Dantes Port”. Ved ankomsten til øen modtog de spedalske mad, medicinsk behandling og pension, hvilket tidligere havde været uopnåeligt for Kretas spedalske, der primært levede i afsidesliggende grotter, langt væk fra samfundet.
Victoria Hislop har skrevet en hjertegribende roman, “Øen”, om livet på Spinalonga i denne periode.
Vi hejser det græske flag
36° 26′ 07.0000” N 28° 14′ 52.0000” E
Vi er ”hjemme” i EU
Det tyrkisk gæsteflag er skiftet ud med det græske gæsteflag. Vi er tilbage efter et år i Tyrkiet.
Det føles godt.
Første indtryk er, at grækerne taler bedre engelsk, er i højere humør og har et mere afslappet forhold til livet.
I Tyrkiet fortøjer du din båd ved toldvæsenets mole på et nøje aftalt tidspunkt, og fra det øjeblik du har fået dit stempel, må du ikke længere betræde tyrkisk land.
I Grækenland er det mere sådan… nå ja, du kan jo komme forbi i morgen, så ser vi på det.
Vi vil savne det tyrkiske køkken. Det er klasser bedre end det græske. På natur og kultur spiller de to lande lige op.
Foran os ligger Rhodos, Karpathos, Kasos, Kreta og Peloponnes, og livet er fuld af muligheder
Fanget i et pludseligt uvejr
36° 49’ 98.00’’ N, 30° 36’ 37.00” E
Det starter med et lyn og så ét til. Derpå kommer vinden, hylende, nærmest afsindig, den pisker havet til skum og skaber høje – foruroligende høje – bølger.
Så følger regnen, men mest er vi optaget af stormen, der flår i riggen og får bølgerne til brat at stoppe Ronjas fremdrift. Stævnen bliver løftet højt op i vejret for derefter at blive hamret ned i et bølgedyb, mens vand vælter ind over dækket, og fartmåleren falder fra 6,5 til 1,2 knob.
Det hele kommer så hurtigt, at vi knap når at lukke lugerne. Et øjeblik tidligere viste vindmåleren 0,0, og retningspilen snurrede rundt, fordi den ikke kunne finde en entydig retning på vinden. Og nu viser vindmåleren 20, 30, 40, 50 knob, direkte imod os.
Vi er midt i en tordenstorm.
Hvad gør vi? Skal vi vende om? Søge ly i en tyrkisk vig to sømil tilbage?
Vi bider tænderne sammen. Siger til hinanden, at dette må være et forbigående uvejr. Vejrudsigten havde jo lovet godt vejr. Er det ikke også som om det lysner – bare en lille smule – langt ude til højre?
Efter en time er det overstået. Først tager vinden af, så stopper regnen, og efter nogle timer falder også bølgerne til ro.
Ronja gør igen fart igennem vandet. Vi andre slapper af.
Brækket ben og “Turkish Delight”
36° 39′ 29.7936” N 28° 51′ 10.5264” E
Sarsala Bay
27. maj 2022
Så sidder jeg der, og skriver til børn og børnebørn, at jeg er faldet ned fra et bjerg, men at intet alvorligt er sket. Medsender ovenikøbet et foto, hvor jeg bevæget men fattet stirrer på min venstre ankel, der er omviklet af en ispose.
Efter ti timers søvn er smerten blevet værre. Så nu, endelig, er jubel-idioten klar til at lytte til sin kone, der hele tiden har talt for en røntgenundersøgelse. Vi kontakter rejseforsikringen, og forklarer hvor i Tyrkiet, vi ligger med vores sejlbåd, Ronja. Samtidig tager skippers kone fat i krofatter på den restaurant, vi i øjeblikket er fortøjet ved.
Vi er så langt ude i den tyrkiske ødemark, som man næsten kan komme. En lille bugt, en restaurant og en bådebro. Ingen vejforbindelser overhovedet. Al trafik sker ad vandvejen.
Skippers kone og restauratøren lægger en plan. Først ti minutter i gummibåd til en nabo-bugt, som har vejforbindelse. Derpå 40 kilometer med en tilkaldt taxi til et hospital, hvor restauratøren har sørget for, at vi er ventet. En portør står klar med kørestol. Et par læger stiller spørgsmål og trykker på ben og fod. Fire røntgenbilleder. Så er overlægen klar med dommen: ”Din ankel er brækket. Den gode nyhed er, at vi ikke vil operere, du kan nøjes med to krykker og foden i gips seks uger.”
Juhu?
En brækket ankel er stort for mig, som ellers aldrig har brækket noget som helst. Men det, jeg egentlig vil fortælle, er historien om, hvor hjælpsomme, handlekraftige og effektive dine medmennesker er, når der er brug for det. Tyrkere såvel som rejseforsikring.
Og taxichaufføren? Han trissede med rundt på akutmodtagelse, røntgenafdeling og gips-støberi, han ville gerne vide, hvad der skete, og på vej tilbage til båden kørte han omkring sin private bopæl, fordi han mente, at vi trængte til et koldt glas vand og turkish delight (sød slik).
Alt for mange Russere
36° 44′ 55.0304” N 28° 55′ 33.59” E
27. maj 2022
Göcek
Det første vi ser, da vi kigger op i morgenhimlen, er det russiske flag, der vajer fra nabo-skibet ved vores lille tyrkiske bådebro. Fire russiske mænd i 40 års-alderen havde aftenen før ladet det russiske flag hejse til tops i styrbord vant, mens de skålede i små klare glas og skrålede med på musikken nede fra kahytten.
Russerne fylder meget i Tyrkiet.
Hvor 37 europæiske lande har lukket deres luftrum for russiske fly, så holder Tyrkiet stadig deres luftrum og lufthavne åbne for russerne. Russerne strømmer til. For at holde ferie eller for at slippe for at være i Rusland. Nok mest det første: For at holde ferie.
Russisk ejede yachter er blevet flyttet fra Frankrig, Italien og Grækenland til Tyrkiet. Ikke kun oligarkernes meget omtalte megayachter. Også større motoryachter og katamaraner.
”Når vores marinaer er fyldte i år, er det på grund af russerne. De har i stor stil sejlet deres både til Tyrkiet,” forklarer en marina-medarbejder i Göcek. Her risikerer russerne ikke, at deres både bliver beslaglagt. Her kan de nyde livet, glemme krigen og sejle i fred for den fordømmende tone i det øvrige Europa.
For os andre har det fået priserne for en havneplads til at eksplodere. På blot én måned er det tilbud, vi har liggende fra en marina i Antalya, blevet hævet ikke færre end tre gange.
Russerne er overalt. I havnene. I barerne. På restauranterne. Mange af dem hilser, smiler og siger godmorgen. Lever det ubekymrede liv, som om krigen i Ukraine aldrig har været en realitet.
Vi andre ved dårligt, hvilket ben, vi skal stå på. Er det gode russere på flugt fra censur og undertrykkelse i Rusland? Nogle få. Måske. Flere i Istanbul end ude ved kysterne. Eller er det bare russere, som brovtende hejser det russiske flag for at vise os andre, at de er bedøvende ligeglade med vores mening og insisterer på at fortsætte det gode liv, som de mener sig berettiget til?
Her kommer dit supermarked
36° 41′ 44.3704” N 28° 52′ 7.32” E
23. maj 2022
Tomb Bay
Normalt betyder ét trut i skibets horn: Jeg drejer til styrbord. I Tyrkiet kan det også betyde: Her kommer dit supermarked.
Fethiye Körfezi – det store farvand der rummer byerne Göcek og Fethiye samt et utal af små selvstændige bugter – er det mest sejler-tætte farvand, vi har mødet på hele turen fra Danmark. Alene Gözek har seks store marinaer, og de er så overfyldte – og dyre – at de sidste sømil inden marinaerne er tæt belagt med ankerliggere. Superyachter, større motoryachter og katamaraner men også enkelte sejlbåde kun lidt større end Ronja.
Tusindvis ligger i marinaerne. Hundredvis ligger for svaj.
Når vi sejler ud til de mange selvstændige bugter – Tomb Bay, Deep Bay, Ruin Bay, Wall Bay, Seagull Bay – så dukker hver dag ved middagstid tre sejlende supermarkeder op. Først ”Market”, der er det mindste, nærmest som det lokale minimarked. En time senere kommer ”Carrefour”, som er en fransk supermarkedskæde. Og endelig ”Migros”, som er startet af en schweizisk supermarkedskæde men i dag overtaget af tyrkere.
De maritime supermarked har et udmærket udvalg af dagligvarer.
Hvis ikke du kan komme til supermarkedet, så må supermarkedet komme til dig. Et fedt tilbud for sejlere, som elsker at ligge for anker og helst undgår byernes larm og kaos.