Nu går det tjept: 24 sluser på en dag!

47° 41′ 2.2524” N 5° 20′ 41.3196” E

July 14, 2015

Effektiv dag. Og temmelig udmattende. Vi har aftalt med vores naboer fra Brügge i Belgien, at vi bryder op sammen med dem som de første af fire både, og at vi følges gennem sluserne. Deres båd, Eva, er en bredrøvet madamme af en jernbåd, totalt spændt inde i et korset af kæmpe store fendere hele vejen rundt. De tilbyder at gå først ind i sluserne. Vi siger ja tak.

Dagen er slidsom. Sluse ind og sluse ud. Nogle sluser på dette stræk er betjent af unge studerende, der suser afsted på deres knallerter for at gøre sluserne klar til os. Andre – de fleste – er automatiserede og styres med den fjernbetjening, vi har fået udleveret. Dagens højdepunkt – i bogstaveligste forstand – er en sejlads gennem en næsten fem kilometer lang tunnel, der er boret gennem bjergets top. Mørkt, fugtigt, klamt. Vand drypper ned i hovederne på os. Belysningen er beskeden, akkurat nok til, at vi kan se at holde os i kanalen. En projektør holder vi i reserve.

Vores start på denne tunnel, Balesmes sur-Marne, bliver styret på god bureaukratisk fransk vis. En række røde og grønne lys i tunnelens loft holder os tilbage eller inviterer os frem, alt efter om vi sejler for stærkt eller for langsomt. Omstændeligt. Irriterende. Ingeniør-agtigt. Man fornemmer, at nogen sidder på et centralt kontor og leger med os.

Slusen er et vendepunkt. Siden starten af Canal entre Champagne et Bourgogne har vi kun sejlet opad. 71 sluser i alt. 340 meter er vi blevet løftet op siden kanalens start. Fra nu af går det nedad. Helt ned til Middelhavet, tror vi nok.

Vi bruger de første sluser efter tunnelen til at vænne os til at sluse nedad. Det hedder sig, at der er meget lettere. Mere skånsomt for skib og besætning. For os er det dog nødvendigt lige at fange teknikken. I de første sluser anvender vi samme teknik, som når vi sluser opad. To trosser. Én til hver. Tæt ved hinanden. Det giver en fornemmelse af kontrol, når det går opad.

Men nedad er der ikke nær så meget pres fra vandmasserne i slusekammeret. Vandet forsvinder stille og roligt under båden. Den ligger meget roligere, og efterhånden bliver vi trygge ved blot at have en enkelt trosse i land, mens vi eksperimenterer med at gøre så få bevægelser som muligt og lade båden passe sig selv. Et enkelt puf med en bådshage eller et enkelt ryk i trossen er rigeligt. Jo, det er klart lettere at sluse nedad end opad. Hvis ikke det var for solen og varmen, ville det være den rene afslapning.

Vi siger farvel til belgierne efter at have fulgtes med dem gennem 20 sluser. Selv tager vi yderligere fire sluser til Dommarien, hvor der ifølge kortet er en kajplads med 1.80 meters dybde for to både. Det passer så ikke. Vi rammer grunden længe inden, vi når kajkanten.

I stedet sejler vi over i højre side af kanalen, hvor en ombygget peniche befolket med unge franskmænd ligger ved kanten. Vi spørger, om vi må lægge os udenpå. Nej. De beder os finde et andet sted. Egentlig uhørt. Sejlere giver altid plads til hinanden. Men de er formentlig landkrabber. Ikke sejlere. Kirsten skumler og nedkalder alverdens forbandelser over de unge landkrabber.

Vi må prøve igen på den i kortet anviste kaj. Niks. Det er umuligt. Vi kan ikke nå ind til bredden. Der bliver ved med at være én til halvanden meter mellem Ronja og bredden. Vi står på grunden og vælger at gøre båden fast på den afstand af bredden med bistand fra en hjælpsom franskmand. Nå, der ser alligevel heller ikke ret spændende ud inde på land.

Den hjælpsomme franskmand ser ud til at være ny med sejlerlivet. Han har en lille motorbåd, som han har gjort fast til bredden med tre trosser og et anker, som han har haget fast på toppen et lille stykke bro. Det har vi godt nok aldrig set før.

Vi fejrer med champagne dagens – synes vi selv – imponerende distance og det faktum, at vi har passeret  toppen, og at de kommende ugers sejlads går nedad mod Saône, Rhone og Middelhavet. Et klart vendepunkt.

Logbog: Dagens distance: 35 kilometer. Sejlet tid 8.45 til 19.15 = 10 ½ time. Sluser: 24 !!!! Vejr: Sol hele dagen. Let brise sørgede for at dæmpe heden. I disse farvande er det vindens eneste betydning: At køle. Sejladsmæssigt har den ingen betydning.