En smuk nat i næsten selskab med Bruce Willis og Mick Jagger
41° 8′ 6.072” N 9° 31′ 39.144” E
4. juli til 5. juli
Pyha, så fik vi prøvet det. Vi er på vej væk fra den sardinske havneby Porto Cervo efter et døgn i de riges paradis – stedet hvor Bruce Willis og Mick Jagger efter sigende hænger ud med kongelige og toppen af det internationale jetset. Og hvor vi andre, mere dødelige, betaler verdens højeste havneafgift – uden nogen som helst sikkerhed for, at Bruce Willis og Mick Jagger overhovedet er eller har været i nærheden.
Porto Cervo er Costa Smeraldas navle. Juvelen i Sardiniens smaragdkyst.
Egentlig er det en fantastisk historie, som startede i 1962, da den arabiske prins og mangemillionær Aga Khan købte 55 kilometer kyststrækning på det nordøstlige Sardinien. Han samlede en gruppe af andre investorer, og sammen gik de i gang med at udvikle kysten. Deres krav til arkitekterne var skyhøje. Alle bygninger skulle underordne sig naturen, de måtte – om muligt – føje til, men aldrig trække fra i naturens egen overvældende, rene skønhed.
Og det er bemærkelsesværdigt.
Samtlige bygninger er holdt i en nærmest demonstrativ, eventyragtig middelhavsstil med runde buer og farver holdt i toner, der ikke overdøver naturen. Hele vejen igennem eksklusivt. Ingen kiksede højhuse. Ingen individuelle udskejelser. Ingen nedslidte efterladenskaber fra fortiden.
Det er et stort område, og bymidten er den mest diskrete bymidte, vi nogensinde har oplevet. Her viser sig at være masser af butikker og restauranter, men de dukker op diskret, lidt efter lidt, på stræder i flere niveauer, uden nævneværdig skiltning, så man aldrig virkelig opdager, at man er i et butikscenter.
Hvis du er på jagt efter en bager, en slagter eller en grønthandler, så glem det. Her handles med Gucchi-tasker, Rolex-ure, smykker og mærkevaretøj.
Et enkelt supermarked er alt, hvad der er afset til os med mere elementære, primitive behov.
Stort tænkt. Smukt udført. Bæredygtig respekt for naturen. Fedt. Alligevel forlader vi Porto Cervo med en fornemmelse af, at det hele er kunstigt og kulisseagtigt. Især forlader vi Porto Cervo med et savn over ikke at have mødt Bruce Willis, Mich Jagger, Boris Becker og de andre kendisser. Måske optræder de kun i områdets salgsbrochurer?
Bonusinfo: Flere sejler-blogs hævder, at prisen for en overnatning i Porto Cervo i juli er mere end 200 € for en båd på 10 meter. Det er ikke rigtigt. Vi betalte 152,50 €, svarende til 1135 kroner for en nat i Porto Cervo. Det er mere, end vi nogen sinde har betalt andre steder i verden. Og vi sejlere går meget op i havnepriser. Landkrabber betaler gerne tusinder for et dobbeltværelse på et hotel. Vi sejlere kan bedst lide, når det koster sådan lidt 30-euro-agtigt. Gerne mindre.
Pyha, så fik vi prøvet det.