Med Ronja på vulkaner

38° 28′ 40.2312” N 14° 57′ 49.9932” E

22. april

”Lipari er en stemning snarere end et sted,” filosoferer skippers kone allerede første dag på øen Lipari, og efter fem hele dage på de lipariske øer insisterer hun på, at vi intet dårligt overhovedet er stødt ind i på øerne. De øer har det hele.

Vandreruter, udflugtsbåde, fortidsminder, vulkaner, forårsblomster i alle tænkelige farver og berusende dufte af jasmin, vilde roser, gyvel, timian, rosmarin og knallertbenzin. Foråret står i fuldt og saftigt flor på Lipari og på de øvrige seks øer i den øgruppe, som de fleste kalder de aeoliske øer, men som vi andre af en eller anden grund vælger at kalde de lipariske øer, selv om der er langt mere historisk vingesus over navnet ”de aeoliske øer”. Dette navn kommer fra den græske vindgud Aeoulus, som ifølge Homer gav Odysseus alle de modsatrettede vinde bundet ind i en sæk. Hans mandskab troede, at sækken indeholdt en skat, åbnede den og grundlagde dermed områdets ry for totalt uforudsigelige vinde.

Efter en hel dags sejlads fra Cefalù på Sicilien, hvor vi undervejs møder flokke af delfiner og en enkelt havskildpadde svømmende på 1400 meter dybt vand og med 50 kilometer til nærmest kyst, ligger Ronja nu for fortøjet i Pignataro, som er den eneste af havnene og broerne på hovedøen Lipari, der er klar til sæsonen allerede her i midten af april.

Alene denne havn, Pignataro, er balsam for sjælen. Her er smukt og her er ro. Vi holder siesta på agterdækket med en pude under nakken, mens vi dovent betragter de frodige bjergskråninger rundt om havnen og lytter til fiskernes snakken, mens de bøder garn efter formiddagens fiskeri, kun afbrudt af enkelte ophidsede råb, når de lejlighedsvist ikke er enige.

Ripari er den største af øerne i øgruppen. Men vi besøger også øerne Panarea og Stromboli, hvor især den sidstnævnte gør et kæmpe indtryk med sin konstant sydende vulkan. Modsat mange andre vulkaner, der over lang tid – ti år eller hundrede år – bygger op til en kæmpe eksplosion, så er Stromboli i konstant aktivitet og lukker hvert tiende minut – eller noget der ligner – en sky af gas ud, ledsaget af en tordenagtig buldren. Når mørket falder på, kan vi se, at der samtidig med gassen sprøjtes lava op i luften, som glødende ruller ned ad bjergsiden.

Den konstante vulkan-aktivitet har givet Stromboli ry som Middelhavets fyrtårn og endda som verdens ældste fyrtårn, der med sin placering formår at lede sejlere ned til Messina-strædet.

Og hvor er det vildt at tænke, at Stromboli rager næsten en kilometer op fra havets overflade, men at den samtidig strækker sig yderligere to kilometer ned i havet. Det er en kæmpe vulkan. En konisk klippe, tre kilometer høj, stående på havets bund, med blot en tredjedel ragende op over vandoverfladen, og efter sigende henter den sin kraft og sin magma endnu dybere nede i jordens indre end de tre kilometer! I mit næste liv vil jeg være vulkanolog!

Et godt råd: Hvis du er på vej ned mod Messina-strædet enten via Sardinien og Sicilien eller langs det italienske fastland, så slå et smut ud omkring de vulkanske øer, Vulcano og Stromboli, gerne med et ophold på Lipari. Det er en stemning snarere end et sted 🙂