I’le Rousse er for landkrabber. Ikke for søfolk

42° 38′ 23.028” N 8° 56′ 9.7548” E

17. – 19. april, 2017

Vi er sejlet til I’le Rousse, som vi egentlig passerede for flere dage siden på vores vej til Calvi. Gode venner lader os forstå, at I’le Rousse må man ikke springe over. Det er en af perlerne på nordvest Korsika, og hvis vi skal opleve byen, skal det være nu, inden vi kommer for langt sydpå.

Ankomsten til I’le Rousse er en skuffelse. Havnen er snæver, dårligt afmærket, ikke særlig dyb, og da vi trækker linerne op fra havnebunden for at fastgøre Ronja, er det tydeligt, at disse liner ikke har været brugt i et halvt år. Klynger af muslinger og knivskarpe ruer klistrer sig til linerne og river hænderne til blods.

Yderbassinet er en stor færgehavn. Inderbassinet er en småbådshavn til joller og gummibåde. Små kølbåde som vores henter ikke megen beskyttelse her.

Vi skynder os ind til byen for at få rettet op på vores første, nedstemmende indtryk af île Rousse. Der må da også være noget godt? Det er der. île Rousse viser sig at være en charmerende by. Gamle mænd spiller petanque på byens ejendommeligt overdimensionerede torv, grupper af ældre nyder en pastise på fortovscafé, og tyske turister kaster en øl ned, mens de studerer Lonely Planet og gør klar til at spænde motorcykelhjelmen til nye oplevelser.

I april er île Rousse korsikanernes egen by. De præger bybilledet, sætter tempoet, skaber stemningen. Vi tænker, at til sommer er det omvendt. Så fylder turisterne det hele, de mange små hoteller, strand-restauranterne, de hvide sandstrande, de mange legemuligheder på vandet i bugten.

Det hænger i den grad sammen. Byen er let at overskue. Den har dagligt fødevaremarked og gode butikker. Den har lidt af det samme som Calvi, blot i en mindre udgave.

Muligvis har den også gode vandreruter langs vandet, men det kunne turistbureauet ikke opklare for os. ”Spørg i en boghandel,” lød beskeden opfulgt af et: ”Boghandlerne har i øvrigt påskelukket i dag.”

Tilbage i havnen er det ved at blæse op til storm. ”Det bliver en Beaufort 7”, siger havnekaptajnen. ”It is going to be bad, bad,” tilføjer han. Vi er hans eneste kunde i to døgn. Andre taler om en 40 knobs gale, og vi omregner som sædvanlig til vores egen skala, som siger 21 sekundmeter fra nordvest.

Det er meget.

Havnen er i ikke bygget til 21 sekundmeter fra nordvest. Det gik for sent op for os. Vi tog ellers vores forholdsregler. Vi strammede agter-fortøjningerne, vi slækkede for-fortøjningerne for at holde os væk fra kajen, vi monterede en fender i Ronjas stævn, vi holdt afstand til de flåder med vandscootere og vandcykler, der i al hast var blevet bugseret i storm-sikkerhed i havnen.

Intet af dette tog højde for det ragnarok, der kom til at præge natten. Vilde, voldsomme, abrupte ryk i fortøjningerne. Bulder og brag. Ikke et øje bliver lukket. Vi forsøger alt, vi kan med at justere fortøjningerne, og vi ligger vågne natten igennem og tænker på, at det her har Ronja ikke fortjent. Stakkels Ronja

Île Rousse er en møghavn. Den dårligste vi har mødt i flere år.

Hvis en vejrudsigt lover vind fra nordvest, så hold jer for guds skyld langt væk. Sejl til Calvi, sejl til fastlandet men undgå for alt i verden île Rousse. Den havn er forkert konstrueret. Det er en beton-bro, vi ligger ved, men den er bygget som en pontonhavn, med store huller i konstruktionen, der tillader enhver bølge at hamre tværs gennem havnen med fuld styrke.

Læg hertil at havnen i øvrigt ikke har nogen kvaliteter af den sædvanlige slags – douche, toilet, hjælp fra havnekontoret. Glem den havn. Sejl videre. Dejlig by. Men ikke for søens folk.