Børn er bare de bedste besætningsmedlemmer
40° 34′ 31.476” N 22° 56′ 52.656” E
27 Juni 2021
Nellie er førstematros. Julian er skibsdreng. De har sejlet med Ronja hvert år af deres liv og har dermed ni og to års anciennitet som gaster. De spuler dæk med højt humør, de lever med i lange sejladser, og de spreder en super god stemning ombord. Vores to børnebørn ankommer med deres far i Aretsou Thessaloniki Marina. Det er planen, vi skal være sammen i ti dage. Jubii.
Efter en tur på havet, skal saltet spules væk
Faderen bekendtgør, at han skal arbejde en del de første fem dage, og han tager ind på et hotel i Thessaloniki, hvor han kan skrive og holde onlinemøder. ”God fornøjelse med børnene!”.
Skønt.
Vi kommer altid tættere på børnene, når forældrene ikke er med, så vi sætter straks kursen mod Halkidiki-halvøen, otte timers sejlads fra Thessaloniki. Her har vi udset os en helt suveræn strand. Rent, hvidt sand. Det klareste vand og ikke en sten.
Stedet hedder Sani og viser sig at være svinedyrt med arkitekttegnede hotel-klynger og 26 toprestauranter, hvor en græsk salat koster 22 euro mod 6-7 euro i det ”normale” Grækenland, og hvor hotelgæsterne bliver kørt rundt i området med lydløse el-biler.
Stedet er latterligt optaget af at opdele gæster i forskellige grupperinger, der har adgang til hver deres udvalgte dele af herlighederne. Sådan lidt apartheidagtigt. Faktisk usmageligt. Men stranden og vandet er fantastisk. Og vil du have det skønt med dine børnebørn, så er der intet som en strand fuld af legeredskaber.
Vi bliver en uge. En dejlig uge, hvor børnenes far indhenter os undervejs og deltager i løjerne, mens han fortsat passer møder og deadlines på sit job. Efter en dejlig uge sejler vi tilbage til Thessaloniki, hvor Ronja skal tilbringe de varmeste sommer måneder alene.
John Dillermand? Siger han det om en græsk blæksprutte?
Jagten på ungdommens kilde.
39° 5′ 13.812” N 23° 44′ 41.82” E
27 juni 2021
Det var i 1978 eller cirka deromkring, at vi levede af kærlighed og kildevand en hel uge på en strand på øen Skopelos. Kildevandet piblede dengang ud af en klippesprække og lod os gavmildt fylde potter og krus. Nu er vi her – efter 43 år og et par dages detektivarbejde – igen. En del er forandret, tør vi nok sige. Den øde strand har fået solsenge, parasoller, brusebad og en strandbar, der sælger drinks og kildevand på importerede plastikflasker. Vores ungdoms kilde? Vi gennemsøger hver meter af klippevæggen og først højere oppe på bjerget genfinder vi den. Den lever, er lagt i rør, bygget ind i en mur og ligner ikke længere noget, der indgår i nogens eventyr. For os er den dog stadig ungdommens kilde. Mindet om et eventyr.