Historiens vingesus
37° 35′ 53.3070” N 23° 4′ 29.717” E
15.oktober 2020
Byen Epidaurus på Peloponnes emmer af historie. Hertil har mennesker siden 400 år før Kristi fødsel valfartet for at opleve musik og drama i det berømte amfiteater og for at lade sig helbrede i Askeplios templet, som var fortidens svar på et helsecenter. Det er en kæmpe oplevelse at se det. Både teatret og de arkæologiske udgravninger af templer og helse-hoteller.
Amfiteatret er bemærkelsesværdigt velbevaret, men også det lille museum med det bedste af de udgravede buster, redskaber og søjler er et besøg værd. Vi er heldige, at det er coronatid. Verden tror, at også Grækenland er lagt ned af coronaen, så vi har det meste for os selv, og du kan uden blusel stille dig op på amfiteatrets scene og synge en sang for din familie, der sidder oppe på 55. række og klapper taknemmeligt, fordi lydforholdene er helt enestående. I dine egne øren lyder sangen om ikke skøn så i hvert fald bemærkelsesværdigt høj, som om du synger gennem en megafon. De gamle grækere kunne virkelig noget med arkitektur og ingeniørkunst
Havnen, vi ligger i, hedder Palaia Epidhaurus. Her sidder grækere fra morgen til aften på molen og fisker efter blæksprutter, små fiskejoller står ud tidligt om morgenen, og kun få lystsejlere finder ind i havnen.
Mærkeligt at kigge på restauranter, der er opført til at kunne huse måske 100 gæster ad gangen, og nu sidder der bare fire gæster. Sæsonen går på hæld, og oven i dette har coronaen banket besøgstallet ned på en fjerdedel af det normale. For hver ti hoteller i Grækenland er kun seks genåbnet efter coronaens første bølge, og disse hoteller har gennemsnitligt en belægning på bare 30 procent.
Lykken er at ligge for svaj
37° 19′ 39.1500” N 23° 9′ 5.448” E
5.oktober 2020
Kan man blive træt af at gå på restaurant? Ja, i den grad. Nogle af vores bedste måltider, får vi, når vi ligger for svaj ude midt i naturen, tæt på naturskønne brinker og langt fra byernes lys og det traditionsrige men også i længden trivielle græske køkken.
Lige nu ligger vi for svaj i en lille bugt ud for Porto Kheli. Vores nærmeste naboer er to-tre hejrer, der har annekteret en lille ø syd for vores ankerplads. Ellers intet liv, så langt øjet rækker. Kun natur. Hemmelige strande og træklædte bakker. Vi svømmer ud og ser, om vores anker har bidt sig ordentlig fast. Vi nyder solnedgangen og tilbereder et simpelt men velsmagende måltid.
Vi havde faktisk drejet stævnen ind omkring Porto Kheli, som også er en del af markedsføringspakken ”Den græske riviera”. Men her er de endnu længere fra at leve op til den status. Det er allerhøjest en riviera under opbygning. En stor marina er opført, men en vagt sender os væk. ”This is private property”. Tilbage er en bykaj. Den er ikke indbydende.
Så hellere ud til naturen, svømmeturene og de simple måltider. Vi valgte ét sted. Men der er masser af muligheder i området.
Vi vil gerne ligge meget mere for svaj, men når vi i denne omgang har holdt os lidt tilbage, er det fordi, vi stadig ikke har fuld tiltro til Ronjas energiforsyning efter de 14 måneders nedlukning alene på land. Køleskabet sætter ud af og til. Batteriniveauet falder uforklarligt, vi føler os utrygge ved, om ankerspil og startmotor vil lystre. Vi skal have set det hele igennem, når Ronja skal på land for vinteren i Almira shipyard, lidt nord for Korinth.
Nafplio vinder ved nærmere kendskab
37° 34′ 5.448” N 22° 48′ 31.1796” E
- oktober 2020
Set ude fra havet ser den gamle borgby Nafplio ikke ud af noget særligt. Jo bevares, de tre venetianske befæstninger sætter deres præg på byen, men ellers er det, vi ser, blot kæmpe store parkeringspladser rundt om en havn, der er omkranset af ståltrådshegn og er helt uden bekvemmeligheder som elektricitet og vand. En totalt kedelig havn.
Men når du bevæger dig ind i byens gader, så myldrer det med liv og smukke bygninger – venetianske, tyrkiske, græske – det hele bygget charmerende sammen med de venetianske fæstningsværker. Man fornemmer fortids storhed og forstår, at dette er områdets førende by, endda med en fortid som Grækenlands hovedstad i nogle få år i 1800-tallet.
Men selve havnen er formentlig den mest kedelige og ugæstfri havn i hele Det Saroniske Hav, og efter to overnatninger sejler vi igen mod syd. Det mest ophidsende ved havnen er, at vi – som tilsyneladende eneste båd – bliver underkastet et grundigt politi-eftersyn, hvor betjentene især interesserer sig for, om vi har betalt vores sejlerskat. Det har vi gjort for fem dage siden og sparer dermed en bøde på 500 Euro.
Blandt jetsettet på den græske riviera
37° 16′ 6.9600” N 23° 9′ 15.2640” E
1.oktober 2020
Ved et rent lykketræf finder vi en plads i Spetzais gamle, prop-stoppede men stærkt charmerende havn, hvor inderhavnen er besat i flere lag af lokale småbåde, især træjoller, et par store motorbåde og en masse vand-taxier, der er gået i hi under corona-nedtur og lavsæson.
Yderhavnen er besat af et oplagt fragtskib og nogle store luksusyachter, der ligger for svaj og fremhæver sig selv med projektører på master, skrog og vandet omkring sig, så vi andre forstår, at på dette skib bor nogle ganske særlige personer.
Vi finder en plads i den nordlige ende af inderhavnen, hvor små primitive skibsværfter holder gammelt både håndværk i hævd. De bygger de smukkeste både.
Spetzai (grækerne kalder øen for Spetses) er en del af det, der bliver søgt markedsført som Grækenlands riviera. De har et stykke vej endnu, men Spetzai ER smuk, præget af rige bygninger fra en tid, hvor Spetzai stod stærkt inden for områdets handelsliv. Øen er officielt bilfri, men er til gengæld larmende fyldt med ildelugtende motorcykler samt – i betragtning af øens bilfri status – ganske mange biler.
Det er en vildt smuk ø. Den er lav og massivt begroet med pinjetræer. Vi lejer to el-cykler og tramper alle øens 26 kilometer asfalt vej igennem, passerer flere smukke strande, passerer eks-kong Konstantins og Anne Maries storslåede sommerresidens og nyder den øde og overvældende natur. Fantastisk oplevelse.