Archive July 2018

Efter tre år i Middelhavet gør vi Ronja klar til Middelhavs-sejlads

38° 57′ 27.7884” N 20° 45′ 26.4132” E

12. juli

”Om det er en vanskelig havn? Det er den vanskeligste i hele Middelhavet,” erklærer den havneassistent, som hjælper os på plads i Cleopatra Marina. ”Vi har målt strømme på helt op til 11 knob,” tilføjer han. Det lyder vanvittigt, men han har arbejdet i adskillige havne, så han lader os forstå, at han ved, hvad han taler om.

Det er havnens beliggenhed i strædet, der fører fra det åbne hav og ind i den store bugt/indsø, Amvrakikos Kolpos, der får havnen til at virke forblæst og strømfyldt. Vinde og strømme bliver mere koncentrerede, når de skal gennem det snævre stræde med byen Préveza på den ene side og halvøen Aktion på den anden side.

For os betyder det ingenting. Vi er her blot for at få Ronja løftet på land som afslutning på dette års togt. Her skal hun ligge i ni måneder, frem til april 2019, på en stor, støvet parkeringsplads for lystfartøjer. Det forekommer os, at her er hundredevis, måske tusindevis af både, parkeret på hvert deres stativ, mens de hver især venter på, at deres ejer får råd/tid/lyst til at sætte dem i vandet igen.

Vi har besluttet, at Ronja skal kigges ekstra godt efter i sømmene og have gennemført nogle tiltrænge forbedringer, mens hun er på land hos Cleopatra Marina. Hun har været undervejs fra Danmark i godt seks år, hun har sejlet i Middelhavet i tre år, og vi synes, at vi nu ved, hvad der skal til for at gøre hende til en rigtig Middelhavs-sejler.

Ronja er bygget i Sverige, bygget til at holde hårdt vejr ude, til at ankre på relativt lave vanddybder, til at skabe varme indenbords snarere end kølighed og til at sejle i farvande med lavere saltindhold end Middelhavet. I Middelhavet handler det om at holde varmen ude, åbne for enhver kølende brise, at kunne ankre hyppigt og på relativt dybt vand.

Vi møder derfor op hos Cleopatra Marina med en ønskeseddel, som vi vil have dem til at give os et tilbud på. Hovedpunkterne er:

Vi har behov for længere anker-kæde. I Middelhavet er 40 meter kæde simpelt hen ikke tilstrækkeligt. Vi skal have den forlænget til mindst 60 meter kæde. Samtidig har vi brug for at styrke vores sekundære ankersystem, hækankeret, som i dag kun har tre meter kæde plus ti meter tov. Det forslår som en skrædder i helvede, når du sejler i Middelhavet. Vi skal have mindst seks meter kæde og 20 meter tov til hækankeret.

Dertil kommer, at vi af og til føler, at vi er de eneste i hele Middelhavet, som stadig kaster anker og ikke mindst trækker det op igen ved håndkraft. Alle andre læner sig afslappet op ad forstaget, mens de – med en fjernkontrol i hånden – sænker og hæver ankeret. Come on. Jeg er netop fyldt 66. Kirsten er 64. Sådan ét elektrisk ankerspil vil vi også have.

Og så er der cockpit-telt og sprayhood. Også her er det nuværende bygget til at holde vind, regn og kulde ude, men i Middelhavet har vi brug for åbenhed, masser af frisk luft, åbne sider, skygge – også mens vi sejler – og højt til loftet. Så vi beder om prisen på et helt nyt set up med en såkaldt bimimi som omdrejningspunkt. Og når vi nu er i gang, så beder vi om prisen på et solpanel ovenpå bimimi’en, for hvor ankring i Danmark var en ting, vi gjorde en gang imellem, så er ankring en ting, som vi i Middelhavet gør flere gange om ugen. Det kræver energi til at holde gang i køleskab, pumper og læselys, og det kan solen levere.

Og så vil vi gerne have mulighed for brusebad på badeplatformen. I Danmark gik vi blot ned på badeværelset og brusede os, når vi havde taget en dukkert fra båden. Men i Middelhavet er vandet virkelig salt, og saltvand sætter spor over hele båden, hvis ikke du skyller det af med ferskvand med det samme. Vi har lagt mærke til, at alle sydeuropæiske både er udstyret med et ferskvandsudtag nær deres badeplatform, så man som en naturlig rutine skyller sig af, inden man stiger ind i sit cockpit og kahyt. Man skal have prøvet det, før man kan se, at dette giver rigtig god mening. Så igen: Giv os et tilbud på et bruse-udtag nær badeplatformen, tak.

Vi beder også om tilbud på forbedring af vores elektriske system. Vi vil gerne have et 220 volts udtag ved kortbordet, når vi er på landstrøm, vi vil gerne have mulighed for 12 volts opladning af mobiltelefoner og VHF-radioer, og vi vil gerne have installeret to små 12 volts fans, ventilatorer, i hovedkabinen for at sikre kølighed også når vi ikke har adgang til landstrøm.

Ved siden af alt dette beder vi også om en service af både Ronjas indenbordsmotor, hvor især startmotoren, 20 år gammel, er begyndt at skabe sig, og udenbordsmotoren, der tilsyneladende har skidt i karburatoren.