Vi anduver en taverna
38° 39′ 44.1504” N 20° 45′ 33.066” E
28. juni
Tre gange på få uger anløber vi Port Spiglia, som ligger i en fortryllende bugt på nordsiden af øen Meganisi. Vi har fået stedet anbefalet af Bob og Ann, et engelsk par, som vi mødte i Prevéza på fastlandet. De sejler hvert forår og hvert efterår, og da de fortæller os, at de har sejlet i Det Ioniske Hav i 16 år, de første mange år i lejet båd, og de seneste i deres egen båd, Coconut, så spørger vi, om de har nogle tip til et par danskere, som netop er ankommet til Det Ioniske Hav.
Om de har!
Ann sætter sig og skriver en hel novelle om de gode steder – seks håndskrevne sider med ankringspladser, havne, strande, spisesteder, telefonnumre, og vi er nu de lykkelige ejere af en personlig guide til det vestgræske ørige.
Skippers kone sammen med Babis, som enevældigt styrer både havn og restaurant i Port Spiglia. Skønt sted.
Vi starter med Porto Spiglia på øen Meganissi. ”Ring til Babis,” står der i Anns liste over ioniske top-oplevelser. Babis er ejer af en Taverna, der ligger så tæt ned til bugten, at vandet næsten slikker om vores fødder, når vi spiser. Hen ejer og styrer suverænt tavernaen, men han fungerer samtidig som havnemester for 50-60 havnepladser langs kaj og flydebroer.
Vi ringer til Babis og hilser fra Bob og Ann – og får anvist en plads i det, som uofficielt kaldes ”den britiske sektor”. Pladsen er gratis. Det samme er el og vand. Men det forventes, at vi spiser i tavernaen. Fair deal. Super koncept.
Livet er befriende enkelt, når du befinder dig i Babis’ univers. Du udveksler erfaringer med dine naboer, mest briter men også enkelte normænd, svenskere og hollændere. Du tager på udflugt til den højtbeliggende landsby Spartakori med udsigt over hele øhavet, du tager på strandtur til stranden ved tavernaen eller til den noget større strand inde i bunden af bugten, og om aftenen spiser du på Babis’ taverna, ofte sammen med nogle af de sejlere du har mødt tidligere.
Familiebillede fra Meganisi – Kirsten, Per, Lasse og Nellie – i bugten ud før Vahti
Hvis bugten bliver for trang, lejer du en motorcykel eller en bil og udforsker den lille ø og dens mange strande. Sjældent på hele vores sejltur er vi kommet så langt ned i gear som hos Babis.
Derfor kommer vi igen, da vi lidt senere i juni har vores barnebarn, Nellie på seks år, ombord, så også hun kan opleve den tryghed og hjemlighed, der hersker i Babis univers.
Strand, svømning, højtlæsning i Harry Potter, så bliver det ikke meget bedre.
Skipper passer sine jobs – bog, foredrag og bestyrelsesposter – fra en afslappet position i Middelhavet. I de fire måneder, Ronja har været til søs i Italien og Grækenland, er han rejst til Danmark fire gange otte dage for at arbejde.
Og vi ligger der igen, da Nellies far lidt ind i juli ankommer for at deltage i sejladsen.
Vi anløber også et par gange Vahti, hovedbyen på øen Meganisi. Her anløber vi – igen efter anvisning og telefonnummer fra Anns håndskrevne guide – Karnayio Taverna, og oplever igen det særligt græske fænomen, at en taverna driver havnepladserne og lader dig ligge gratis, imod at du spiser på tavernaen, hvilket ikke er noget problem, når maden både er god og billig. Det er det, vi sejlere kalder en vind-vind situation.
Bonusinfo: Der er vildt mange græshopper på Meganisi, og i Karnayio Taverna ved Vahti springer de gerne ombord på din båd. Vi troede, de var uskyldige, indtil vi spurgte taverna-ejeren, om de havde mus, for vi kunne se, at nogen var gået i vores mad og havde efterladt ekskrementer i båden. Nej, sagde hun. Det er græshopper. De æder alt, mad, tøj, madrasser. Fat ikke sympati for dem. De gør meget skade. Næste gang Nellie og Per hopper i land skræmmer de en græshoppe ud over rælingen, og opdager til deres store forbløffelse, at sådan én faktisk er en habil svømmer, men de oplever også, at den efter 15 svømmetag bliver – haps – ædt af en fisk. Nellie er ret optaget af hændelsen men forstår, at sådan er naturens fødekæde. Måske vi skal have fisk til middag i aften?
Udsigten fra vores foretrukne badestrand – inde i bunden af Spartakori-bugten. Fantastisk sted. Kan varmt anbefales.
I skovens dybe ro
39° 12′ 36.306” N 20° 29′ 31.5024” E
8. juni 2018
Sig det ikke til nogen: Otte sømil syd for Parga ligger en bugt så smuk og uforstyrret, at vi næppe har oplevet noget mere fredsommeligt og fortryllende smukt på hele vores hidtidige rejse med Ronja. Two Rock Bay hedder bugten.
Da vi ankommer er der kun én båd i hele bugten, en englænder, som råber til os, at hvis vi vil overnatte i bugten, skal vi være forberedte på, at der kan stå en del dønninger, som gør natten urolig. Det bliver ikke et problem for os. Vi lægger os allerinderst i bugten med kun 0,9 meter vand under kølen omkranset af nærmest lodrette skovbeklædte klippevægge.
Hele kompasset rundt ser vi ingen bygninger, ingen solsenge, ingen støjende speedbåde. Kun klipper, tæt skov og små stykker strand. Da dagen bliver til aften dukker flere og flere yachter op for at overnatte i bugten og et ungt par rejser et lille kuppeltelt inde på stranden og tænder et bål. Men selv med dette øgede indbyggertal fastholder bugten sin majestætiske stilhed.
Græsk salat morgen, middag og aften. Vi er godt nok kommet til Grækenland
Vandland for viderekommmende
39° 16′ 59.6532” N 20° 23′ 24.7812” E
5. juni 2018
Efter en fortryllende dag for sejl ankrer vi op i bugten Valtou nær byen Parga på det græske fastland, 15 sømil vest for Paxos. Vinden bestemte, at det skulle blive Parga.
Parga/Valtou er 110 procent feriestemning. Hvis du vil sole dig på en solseng, svømme i det azur-grønne hav, dyrke vandski, paraglide, surfe, padle på et bræt eller blive speedbåds-trukket i en plastik-ring med svimlende fart, så er Valtou lige noget for dig.
Selv er vi totalt tilhængere af feriestemning. Vi nyder opholdet i bugten. Men efter en gåtur til Parga by tænker vi alligevel, at dette er for meget. Sikke en forskel, der er på øer uden lufthavn, og så et fastland, hvor rejsebureauer skaber en industriel luftbro af turisme, fordi afstanden til en lufthavn er kort. Det giver massiv tivoli-stemning, og du løber spidsrod mellem snesevis af pågående taverna-ejere, som alle vil have dig ind i netop hans eller hendes taverna. For meget.
Vi skriver os bag ørerne, at hvis vi en dag er på disse kanter med vores barnebarn, så er Parga et eldorado af legemuligheder i strandhøjde.
Selv sejler vi videre.
Ronjas besætning kapitulerer – og bakker ydmygt båden ind på plads
39° 12′ 6.9444” N 20° 11′ 11.0868” E
3. juni 2018
Paxos er en fantastisk ø. Den er lille, den er venlig, den er frodig, og så har den blot halvanden havn, så den indbyder til, at vi ligger en del for anker. Her tæller vi som havn ikke Longos med, for den siges at være forbeholdt turbåde, Lákka er den halve havn, og den hele havn hedder Gaios. Havnen i øens hovedby Gaios har form som en flod, der slynger sig indenom en ø, hvor du undervejs kan vælge, om du vil ligge blandt fiskerbåde i byens udkanter, eller du vil ind i bymidten og mænge dig med de store lystyachter.
Mens alt endnu er idyl. Hækankeret holder, og vi nyder retten til at gå forlæns ind på en havneplads
Vi starter med at mænge os med de store i bymidten, og vi bruger vores hækanker, sådan som vi har gjort adskillige gange i den svenske skærgård. Ankeret ud bagved Ronja, derpå stævnen langsomt ind mod land, et par liner fast til kajen. Sådan skal det gøres. ”Hæ, hæ”, gnækker vi. Endnu en gang har vi taget fusen på sydlændingenes ubegribelige forkærlighed for at bakke deres både ind på plads med et anker ud fra forstavnen og et par liner fra bådens bagende ind til land.
Vi har igen vist, at vi sætter vores hat og vores båd, som vi vil. ”Den skandinaviske model”.
Men det bliver på Paxos, vi får punkteret vores tyrkertro på, at ”den skandinaviske model” er overlegen. Først på eftermiddagen blæser det op, havnens facon som en flod med land på begge sider skaber en vindtunnel, der presser os fra siden, og vi mærker, at hækankeret skrider, og pludselig går det hurtigt, vi er på vej hen mod en nabobåd. Vi starter motoren, haler ankeret ind, får frigjort os fra naboens ankerkæde og søger uden for havnen, hvor vi smider stævnankeret (det foran) i en rolig og smuk ankerbugt.
Næste morgen prøver vi igen. Vi sejler ind i Gaios havn, udser os en ny plads, smider denne gang stævnankeret i stedet for hækankeret og BAKKER forsigtigt ind på plads. Ligesom grækerne. Den sydeuropæiske model.
Vi har lært lektien. Nu bakker vi ind som grækerne. De to bogstaver, “rø”, er, hvad der er tilbage af “Thurø”, vores hjemhavn gennem flere år
Nu har vi ellers sejlet i to år i Sydfrankrig og langs hele Italien, og bortset fra to gange er det lykkedes os at insistere på, at vi hører til dem, der går ind på en havneplads med forenden først. Nu er vi imidlertid kommet til et land, der ikke bruger faste mooring-lines fastgjort på havnebunden, og hvor du derfor er henvist til at bruge dit eget anker, og her må vi sande, at vores hækanker er mindre, har kortere kæde og derfor ikke er så stærkt som vores stævnanker.
Vi har lært lektien. Når du er i Grækenland, gør som grækerne: Bak!
Diesel leveres til døren. Du prajer blot en af de diesel-tankvogne, der kører langs havnen hver halve eller hele time
