Lakka på Paxos – den smukkeste ankerplads
39° 14′ 13.2468” N 20° 7′ 57.8856” E
31. maj 2018
Byen Lakka lever af turisterne som enten kommer i egen båd eller i en af de mange turbåde. Langs kajkanten i byen ligger den ene taverna ved siden af den anden, klar til at hygge om bådturisterne
Byen bærer præg af forfald.
Vandet går helt op i gaden.
På trods af at vi begge blev brændt af brandmænd kunne vi ikke modstå det turkisgrønne badevand.
Solnedgang over Lakka.
På kryds mellem smil og smukke kvinder, sådan får du dig et græsk sejler-bevis
39° 37′ 48.9” N 19° 54′ 4.6944” E
17. maj 2018
Hun er ung, smuk og virker absolut professionel, da hun med blot antydningen af et smil rækker mig det dokument, hun lige har skrevet, printet, stemplet to gange og underskrevet én gang. ”Værs’go,” siger hun og forklarer, at det allerførste, der skal ske, er, at jeg betaler 15 euro for at komme ind i Grækenland.
Første kontor – men jeg endnu er behageligt uvidende om, hvor mange kontorer, der yderligere skal besøges
Jeg hiver 15 euro op af lommen og rækker dem frem. ”Nej, nej. Ikke her. De skal gå til kontor nummer 5 for at betale. Ud i forhallen. Ned gennem næste korridor og ind på kontor nummer 5. Når De har betalt, skal De komme tilbage til mig.”
Jeg begiver mig ned ad næste korridor, banker på en lukket dør og finder en svedende embedsmand, der tilsyneladende er i færd med at stabilisere nogle meterhøje stakke af papirer og sagsmapper, som står på hans kontorgulv og ser ud til at kunne vælte hvert øjeblik, det skal være.
Jeg forklarer, at jeg er kommet for at betale ham 15 euro. Uden ord finder han en dags dato blok, beder mig udfylde et par felter, derpå stempler han og underskriver. Jeg betaler 15 euro og rykker tilbage til start – til den smukke toldbetjent i kontor nummer 7.
I Korfu er told og havnepoliti samlet i samme bygning om at tage imod nye sejlende til Grækenland
Jeg befinder mig i Central Port Authority i Korfu by, hvor toldvæsen og havnepoliti residerer, og jeg prøver at få udstedt et såkaldt DEPKA-dokument, som enhver udenlandsk lystbåd over ti meter skal have for at kunne sejle rundt i Grækenland.
”Well done,” nikker den smukke tolder anerkendende og tager imod kvitteringen på, at jeg har betalt 15 euro. ”Nu skal De høre,” forklarer hun. ”Det dokument, jeg har lavet i dag er et midlertidigt dokument, for egentlig skulle De nu have været oppe på skattekontoret i Korfu by og indbetale 50 euro for Deres DEPKA-bevis, og derpå skulle De være kommet tilbage hertil, så vi kunne udfærdige det endelige dokument.”
Men kokken er 14, forklarer hun. Og klokken 14 lukker skattekontoret. Hun giver mig et kyrillisk bykort, der viser, at skattekontoret ligger små to kilometer fra Central Port Authority.
”Kom tilbage igen i morgen til kontor nummer 7, når De har været på skattekontoret,” smiler hun.
Næste morgen starter jeg 9.30. Jeg har indtastet skattekontorets adresse i Google Maps og bliver ledt frem til en stor, firkantet bygning, der godt kunne ligne et skattekontor. Jeg går ind gennem én af bygningens to hoveddøre og satser på, at den vil føre mig til skattekontoret. Alle skilte er skrevet på græsk med kyrilliske bogstaver, jeg trækker et nummer, sætter mig i en ventesal, og da det bliver min tur, går jeg frisk frem til skranken og spørger på engelsk: ”Er det her skattekontoret?”
Nej, forklarer kvinden i skranken mig venligt. ”Du skal ind gennem bygningens anden hovedindgang og op på 1. sal.”
Dejligt, nu er jeg på rette spor! På første sal går jeg ned ad en korridor, forstår igen ikke de græske betegnelser for de enkelte kontorers opgave, så jeg banker på døren til kontor nummer 1 og spørger, om de er skattekontoret? En kvinde forklarer mig, at ja, det er de, men det ærinde, jeg kommer i, skal løses på kontor nummer 11, ned ad korridoren, til venstre.
Jeg spørger et par grækere udenfor kontor nummer 11, om de står i kø, men de ryster beklagende på hovederne, at de ikke forstår engelsk. Jeg indstiller mig på at vente, indtil jeg opdager, at køkultur ikke er en af grækernes kernekompetencer. Nye mennesker dukker op, braser direkte ind på kontoret, og når de opdager, at der er optaget, bakker de ud igen og stiller sig forrest i køen.
Jeg gør mig bred, prøver at fylde hele døråbningen ud som et signal om, at mig kommer man ikke sådan forbi. Mens jeg venter, studerer jeg kontoret. Der sidder fem kvinder og bladrer i sagsmapper med papirer. De har computere, men musen er parkeret ovenpå tastaturet, og det redskab, de bruger mest, er den der slags svampe, som i gamle dage blev brugt til at holde fingeren fugtet, når man skulle bladre gennem mange papirer. Fascinerende. Jeg har ikke set sådan en fingerfugter i 30 år!
Kun en af kvinderne arbejder med at tage imod borgerne. På et tidspunkt kommer hun forbi mig og ser mig stå mægtig i døråbningen med mit dokument i hånden. Hun kigger på dokumentet og siger, at det er helt galt. Den slags tager de sig ikke af i kontor nummer 11. Jeg skal helt ud af korridoren og ind af en anden korridor, lige før trappen. Der kan de tage sig af min sag.
Tak, siger jeg og finder frem til et kæmpe kontor med masser af skranker, men heller ikke her ét eneste skilt til at fortælle mig, hvor jeg skal henvende mig. Jeg spørger den første skrankemedarbejder, jeg møder, og hun peger mig to skranker længere frem. ”Nummer to medarbejder herfra. Hun er her ikke lige nu. Men hun kommer snart. Blot vent”.
Jeg tager opstilling i køen til den tomme skranke og iagttager græsk kontorliv. En mand hælder resten af sin kaffe ud i en potteplante og går til kaffemaskinen for at hente sig en ny. En anden skeler lidt til højre og venstre, samler sin cigaretter og tændstikker og går målbevidst mod udgangen. Udenfor vinduerne træner et hold gymnasieelever en march med fløjter, trommer og fanebærer i front. Alle skattekontorets ansatte løber til vinduerne for at fotografere. Endelig sker der noget.
Min ”sagsbehandler” ankommer. ”Beklager, men mit system er nede,” forklarer hun, og da hun efter noget tid endelig får kontakt til sit IT-system og får udskrevet mit ønske om at betale 50 euro til det græske skattevæsen for at få et DEKPA-bevis, så hiver jeg lettet 50 euro op af lommen og rækker dem frem.
”Ikke her,” forklarer min sagsbehandler. ”De skal gå til kassen og betale.” Jeg får forklaret, hvor kassen er, kassereren sætter yderligere seks-syv stempler på papiret, jeg giver hende 50 euro og går tilbage til min sagsbehandler, som glædestrålende rækker mig det dokument, der viser, at jeg har indbetalt 50 euro.
”Er vi færdige?” ”Ja, det var det.” Mere smil.
Yes! Jeg føler, at mit dokument er indenfor rækkevidde og skynder mig gennem Korfu by ned til Central Port Authority for at få mit DEKPA-bevis. Jeg åbner døren til kontor nummer 7 og erklærer sejrssikkert: ”Så, nu har jeg beviset på, at jeg har indbetalt 50 euro!”
Kontoret har fået ny bemanding siden i går, og der bliver kigget skeptisk på mit skattedokument.
”De er nødt til at gå til kontor nummer 8 først. Vi kan ikke udstede dokumentet, før det er godkendt af kontor nummer 8.”
Suk. Jeg åbner døren til kontor nummer 8, hvor to havnepoliti-betjente residerer. Jeg henvender mig til endnu en smuk, ung kvinde i kridhvid uniformsnederdel, hvide sko, hvid uniformsbluse og en hvid politikasket, der ligger på hylden bag. Igen viser kvinden sig at være topprofessionel og stærkt optaget af, at regler skal overholdes.
Hun vil se mit registreringsbevis på båden.
”Jamen, det viste jeg jo til din kollega i går. Nu har jeg det ikke længere, det ligger hos havnefogeden i Port Mandraki.”
”Beklager. Jeg kan ikke udstede et DEKPA-bevis, hvis jeg ikke ser Deres registreringsbevis.”
Jeg forsøger mig med, at jeg har både pas, forsikringspapirer og dokumentation for yachtskipper og VHF-uddannelser. Men alt preller af.
”Beklager. Registreringsbeviset!”
Men hør, der er jo adskillige kilometer ud til Port Mandraki!
”Ja,” smiler betjenten. ”Men vi har åbent hele dagen. De kan bare komme igen sidst på eftermiddagen.”
Smil og smukke kvinder. Jeg vælger at smile igen, mens jeg indvendig svovler over grækernes forhistoriske bureaukrati.
Senere vender både Kirsten og jeg tilbage med registreringsbeviset, smækker døren op til kontor nummer 8 og meddeler, at her har I os tilbage nu med registreringsbevis. Så begynder skrivearbejdet. Et DEKPA-bevis er åbenbart et mange sider langt dokument. Min havnebetjent udfylder noget, jeg udfylder noget andet. Til sidst får papiret to gang to stempler, to underskrifter og bliver kopieret. ”Nu kan de gå tilbage til kontor nummer syv!”
På kontor nummer syv har der i mellemtiden været vagtskifte, og den nye toldbetjent kender ikke min sag. Hun starter forfra. Registreringsbevis, forsikringspapirer, pas. Det hele bliver kopieret. Spørgsmål besvaret. Papirets betydning forklaret. Sørg for at få det godkendt igen om et år!
En masse af oplysningerne bliver vi selv bedt om at føre ind i de officielle indrejsedokumenter
Tak, tak, tak. Vi er igennem nåleøjet. Efter to halve dage, syv kontorer, et utal af stempler, underskrifter, fotokopier, et ubegribeligt bureaukrati heldigvis tilsat venlighed og smil står vi nu med et DEKPA-bevis. Systemet har budt os velkommen til Grækenland, og netop det græske ørige siges at være det mest smukke, gæstfri og hyggelige sejlerfarvand i hele verden.
Vi glæder os.
Italiens dårligste havn: Santa Maria Del Leuca
39° 47′ 45.7368” N 18° 21′ 40.8276”
13. maj 2018
Endelig er vi nået til landets ende. Allerede de gamle romere kaldte Santa Maria di Leuca for ”De Finibus Terrae”, hvilket netop betyder landets ende. Vi har nået den yderste del af hælen i den italienske støvle, der hvor videre sejlads mod øst uvægerligt vil bringe dig til enten Grækenland eller Albanien. Vi vælger – i første omgang – Grækenland.
Havnen i Santa Maria di Leuca er elendig. Det er den mest urolige havn, vi nogensinde har ligget i. Kraftige moler er opført men tilsyneladende har myndighederne glemt at tage en ingeniør med på råd, for enhver bølge på det ioniske hav forplanter sig til en uro af den anden verden inde i havnebassinet. Ronja hopper og danser. Det rykker i klamperne, det klaprer i rig og skabslåger, og vi er flere gange tæt på at falde ud af køjen. Fandens til havn. Og havnekontoret er helt uvillig til at lade os skifte til en af de mere rolige pladser i bassinet – ”de er forbeholdt store både”, får vi at vide. Og dem kommer der så ingen af, mens vi er i havnen. Øv. En gennemført elendig havn. Nul stjerner ud af fem.
Velkommen til Italien. Mussolini pressede på for, at europas største akvædukt skulle afsluttes med et vandfald, et monument og en 300 trins trappe. Et par gange om året lukker man stadig vand ud gennem monumentet
Når det er sagt, så er byen ganske interessant. Vi ser et af Mussolinis prestigeprojekter, en akvædukt, som ender i et vandfald og en trappe med 300 trin, som en slags respektindgydende portal til Italien. Vi ser stribevis af klassiske villaer, som får en til at tænke, at det var her de romerske senatorer i Cæsar-tiden tog ud og holdt sommerferie, men selvfølgelig var det ikke det for de palæer, vi ser i dag, har nok højest tre hundrede år på bagen. Vi overværer uforvarende en italiensk begravelse. Og vi ser en lang række ejendommelige installationer langs kysten, hvor driftige forretningsfolk har kompenseret for de manglende strande ved at bygge metalstativer ovenpå kystens lava-klipper og derpå belægge metalstativerne med træplanker. Og på disse står nu solsenge og parasoller på rad og række i hundredevis parate til solhungrende turister fra Norditalien. Strande af træ.
Strandsenge uden strand. Når man ikke har en sandstrand, så bygger man et fundament for solsengene af metal og træ
Paven fik opført en skulptur efter sit besøg i Santa Maria di Leuca i 2008. Det er paven til venstre
Gæstebud i Crotone
39° 4′ 44.4684” N 17° 8′ 16.278” E
11.maj 2018
”Ved du, at i Calabrien er det en fornærmelse at sige nej, når en mand inviterer dig til sit hjem? Det kan man slippe afsted med på Sicilien. Men ikke i Calabrien.” Manden bag disse ord virker temmelig bestemt. Han hedder Pino, han er 70 år, høj, kraftig, taler med dyb stemme og er bemærkelsesværdig god til engelsk – og så er han fra Calabrien, født i den by, Crotone, som vi er anløbet med det gode skib Ronja.
Pino har lige inviteret os til sit hjem, og det er naturligvis skønt, hvis ikke det lige var fordi, vi tidligere på dagen har sagt ja til en invitation til at nyde en drink sammen med vores britiske venner Claire og Derek samt Elisabeth og Ken ombord på båden ”Pala”.
”Bare tag dem alle med,” tordner Pino. ”Jeg har en lille lejlighed men en stor terrasse. Der kan være masser af gæster på den terrasse.”
”Har du også en bus at køre os i?” spørger jeg skeptisk. ”Ja, det har jeg,” svarer Pino og peger på en minibus med ni passagerpladser, der holder inde på kajen. Han har i øvrigt også en Porche, en Ferrari, en motorcykel og en hel del andre biler men skynder sig at tilføje, at vi ikke af den grund må tro, at han er en rig mand.
Med en blanding af min nordeuropæiske saglighed og Pinos mere følelsesladede argumentation (”I fornærmer mig, hvis I siger nej”!) får vi hurtigt overbevist Claire, Derek, Elisabeth og Ken om at droppe de planlagte drinks og i stedet tage med Pino og hans danskfødte hustru, Helen, til deres hjem i Crotone.
Og naturligvis bliver det en skøn oplevelse. På en tagterrasse på syvende sal med en mageløs udsigt over Crotones kommercielle havn og det ioniske hav nyder vi Pinos og Helens grænseløse gæstfrihed. Vi smager lokale specialiteter som brændevin brygget på kaktusblomster og brændevin brygget på appelsiner. Dertil brød, ost og grillet peber. Nå ja, og dertil lidt øl og vin til at skylle ned med. Helen nyder at tale dansk med Kirsten og jeg, mens Pino serverer og taler klassiske biler på engelsk med briterne.
Pino og Helen mødte hinanden i 70’erne, da de begge arbejdede i EU. De har en bolig i Luxemburg, men bruger mere og mere tid i deres lejlighed i Pinos barndomsby, Crotone, hvor datter og barnebarn også bor. Og hvordan har vi mødt dem? Tja, gennem den slags tilfældigheder, som sejlerlivet heldigvis er rigt på. Vi lå i Palermo sammen med et dansk par, Sten og Rie, i 14 dage, og de sagde til os, at hvis vi en dag kom til Crotone i Calabrien, så skulle vi kontakte deres venner, Pino og Helen, og hvis vi havde nogle danske bøger, vi var færdige med, burde vi forære dem til Helen, for hun elsker at læse danske bøger men har kun beskeden lejlighed til det.
Derek, Kirsten og Claire på det charmerende fiske- og grøntsagsmarked i Crotone
Crotone ER en vidunderlig by. Udefra møder øjet først en række gasudvindingsplatforme og en stor kommerciel havn. Men byen har både historie, kultur, strande, et stort fort med en gammel bydel indenfor sine mure samt et vældigt leben af markedshandel. Meget charmerende. Det er en by, vi vil vende tilbage til. Og til den tid ikke blot for to dage.
Ken og Elisabeth er på samme rute til Grækenland, som vi selv er. Her er de på Pino og Helens tagterrasse i Crotone.
La Castella
38° 54′ 38.9772” N 17° 1′ 36.0912” E
10. maj 2018
Fin lille overnatningshavn. En smule vanskelige indsejlingsforhold. Billig men heller ikke en havn, man vælger for dens standard i toilet- og brusebadsforhold. Vi køber ind i den lille by, sover og sejler derpå videre.
Under den italienske støvle: Rocella Ionica
38° 19′ 40.512” N 16° 25′ 59.6676”
9. maj 2018
Lynhurtige firben piler om fødderne på os, da vi vandrer de tre kilometer fra Porto delle Grazie ind til byen Rocella Ionica, og igen får vi den der fornemmelse af, at vores rejsemål ofte er mere en stemning end en bestemt geografisk lokalitet.
Frisk ren havluft blandet med duften fra forårsblomster, nyslået græs og små fyrretræs plantager. Kilometerlange strande med – på dette tidspunkt af året – kun en enkelt rød parasol, der smukt matcher det turkis-blå ioniske hav. Gamle mænd sidder i skyggen på plastikstole og ser verden passere forbi.
Efter 12 timers sejlads – tre timer for sejl og ni timer for motor – har vi krydset Messina-strædet og lagt Sicilien og Etnas majestætiske profil bag os. Vi er sejlet op i svangen på den italienske støvle, hvor det italienske fastland skal være rammen om de kommende dages oplevelser, og vi har set – ude fra havet – hvordan landskabet er skiftet fra Siciliens frodigt grønne østkyst til Calabriens tørre og rå bjergskrænter. Fra tæt beboet til spredt beboet. Vi skal langt op ad fastlandskysten, før vi finder en egentlig havn.
Rocella Ionicas havn hedder Porto delle Grazie, og den er stor, velbeskyttet og velfungerende. Vi nærmer os Grækenland, og det får havnepriserne til at falde. ”Vi er nødt til at være konkurrencedygtige, ellers sejler vores kunder direkte over til Grækenland,” siger Francesco, som i jakke og hvid skjorte styrer gæstehavnen, mens han titulerer dig Captain i hver anden sætning.
Klar til halvanden meter italiensk pizza og et britisk-dansk gensyn mellem sejlervenner
Vi spiser middag i havnens udmærkede pizzaria sammen med to britiske besætninger, Claire og Derek fra båden ”Red rooster”, som vi tidligere har været sammen med i San Remo, Genova og Riposto, samt Elisabeth og Ken fra båden ”Pala”, som vi har lært at kende i Riposto. Stedets specialitet er pizza i metermål. Vi bestiller halvanden meter og får en gevaldig hyggelig aften.
Bonusinfo: Er du god til at prutte om prisen, så brug endelig den evne i Syditalien, hvor vi stort set i hver eneste havn oplever, at listeprisen kan forhandles ned, især hvis du kan spille på at blive i havnen flere dage afhængig af prisen. Det hjælper selvfølgelig også, at vi stadig sejler uden for højsæsonen, men vi har oplevet, at en listepris pr dag i Riposto på 55 Euro kunne komme ned på 42 Euro, og at en dagspris på 40 Euro kunne blive til 30 Euro på Lipari.
Stille dage i Riposto
37° 43′ 50.1528” N 15° 12′ 31.9068” E
7. maj 2018
”Etna lukker gas ud i dag. Det er et godt tegn,” konstaterer min taxachauffør, Emanuele, da han kører mig til Catania Lufthavn. Når Etna lukker gas ud, så er det tegn på fred og ingen fare, for når hun holder pause i mange dage, så kan det skyldes, at hun bygger op til et stort udbrud, forklarer han.
Emanuele bor selv ved foden af Etna, i byen Giarre, og det er en del af hans daglige rutine, at han starter dagen med at kaste et blik op på vulkanen for at vurdere, hvilket humør hun er i netop i dag. Etnas lunefuldhed er en del af livets realitet, når man bor ved foden af vulkanen, og Emanuele gør sig kun få bekymringer, for de seneste udbrud er stoppet lige før, lavaen udslettede den første landsby på sin vej.
Jeg spørger ham, om det er billigt at købe jord og ejendom, når man bor på kanten af en vulkan. Nej, svarer han. Det er dyrt at bo i storbyerne på Sicilien og billigt at bo på landet. Men det er ikke billigere at bo på kanten af Etna end andre steder på landet. Og jorden er fantastisk. Den er frodig. Vin, blomster, græs og træer bobler af livskraft.
Man bliver vel hentet i lufthavnen, når man har været hjemme og arbejde i Danmark – Emanuele, min chauffør fra Etnas bjergside
Ronja ligger fortøjet i ”Porto dell’ Etna” lige nedenfor vulkanen, i byen Riposto, og det er et perfekt udgangspunkt for at tage på trekking på Etna, besøge turistparadiset Taormina, bade i Middelhavet sidst i april eller gå på storbyopdagelse i Catania og Syracusa.
Riposto er der ikke i sig selv meget at skrive om. Det skulle da lige være at, det er en by, der er fuldstændigt upåvirket af turisme. Byen lever sit helt eget liv. Indbyggerne fisker, dyrker tomater, appelsiner, vin eller de kører på arbejde i Catania eller Taormina og har ikke brug for at lefle for turister. Alt – butikker, caféer og trafik – er rettet mod byens egne indbyggere. Kun marinaen tilfører et beskedent præg af turisme.
Riposto har sammen med nabobyen Giarre en fælles togstation, som bringer dig til Catania eller Taormina for typisk tre euro og til Syracusa for otte euro. Og er der noget, italienerne kan, så er det at drive stabile tog. De eksporterer alle deres nymodens vidundere til Danmark, holder selv fast i deres gamle bumletog, og ud af vores otte togture var kun en enkelt forsinket med fem minutter.
Taormina er et hit. Vi vrænger ofte lidt på næsen af over-turistede italienske byer, og Taormina er over-turistet, men den har også noget at have det i. Det er en usandsynligt smuk by, klistret til en bjergside med udsigt til havet, gammel som Metusalem, grøn og charmerende, og med en kabelbane ned til havet, hvor især Lido la Pigna er balsam for sjælen med bølgebrus, sandstrand og lokkende badevand. Feriestemning som er god at være en del af.
Syracusa kunne vi godt have brugt mere tid i. Den emmer af historie og kultur. En smuk by, som vi en dag vil anløbe med Ronja i stedet for med tog.
Catania er Siciliens næststørste by, ungdommelig, dynamisk med smukke kirker, teatre og kunstmuseer, samtidig med at kolossale langstrakte klippeformationer i form af stivnet lava ved byens udkant vidner om dengang, da byen blev skyllet i havet af et voldsomt udbrud fra Etna. Det er kun godt 300 år siden.
Og så er vi tilbage ved Etna. Alle orienterer sig om vulkanen. Slipper den gas ud i dag? Eller holder den pause og bygger op til noget stort? På den ene side skræmmende men paradoksalt nok også trygt og fascinerende.
Glædeligt gensyn efter to år. Claire og Derek, som vi lærte at kende i Norditalien, dukker pludselig op i Riposto
Vores ophold i Riposto bliver på 14 dage, dels fordi Per rejser nogle dage til Danmark for at arbejde, men også fordi havnen er rolig og velfungerende, og byen fremstår som en mere uspoleret italiensk provinsby end så mange andre, vi har besøgt.