I kløerne på mafiaen? Eller blot en grådig chauffør?
38° 0′ 50.1516” N 12° 31′ 17.5404” E
28. juli til 2. august
”Jeg ved ikke med jeres land. Men i Italien er det normalt,” fastholder manden og ser på os uskyldsren og fortørnet.
”Det er prisen. Spørg ethvert vaskeri i hele Italien. De vil give mig ret,” fortsætter han. Vi er ankommet til Trapani, på den vestlige side af Sicilien, små 100 kilometer fra Palermo, og vi er havnet i kløerne på en dreven handelsmand, der øjner hurtig gevinst fra et par naive sejlere, der åbenlyst er udenbys og på gennemfart. Manden har netop præsenteret os for en håndskrevet vaskeriregning på 158 € svarende til 1200 danske kroner. 1200 kroner! Så meget har vi sgu aldrig betalt for at få vasket et par t-shirts, badeshorts, håndklæder og lagner.
Normalt vasker vi vores tøj selv. Kun én gang har vi fået ”vasket ude”. Det var på Korsika, og da var prisen knap 200 kroner. Men i det hektiske døgn inden vi rejser hjem til Danmark, dummer vi os ved at sige ja til havnekontorets tilbud om bede et vaskeri komme og hente vores snavsetøj. Og skipper klokker yderligere i det ved at lyde interesseret, da vaskeri-chaufføren lader skipper forstå, at han skaffe en helt usædvanligt god lokal vin til en særdeles god pris. ”Hvis den ikke smager dig, skal du slet ikke betale,” sige han.
”Skal vi sige seks flasker? Du får dem, når jeg er tilbage med vasketøjet. De seks flasker vin koster 72 Euro for. Vivinos app siger, de bør koste 58 Euro. Men pyt nu med det. Oveni 1200 kroner for vask af badeshorts.
Vi lægger armene over kors og afviser. Chaufføren tager en kuglepen og beder os skrive, hvad vi vil betale. Så starter armlægningen: ”I gør jer ingen forestillinger om, hvor meget, I presser mig. Jeg får kæmpe problemer med min ven,” klynker chaufføren. Vi ved ikke, om denne ven er vaskeriejeren eller vinproducenten, men efter ti minutter ender vi i 160 Euro i stedet for de oprindelige 230 for vasketøj og rødvin.
Han er glad, da han går. Vi er glade, da han går, og vi har lært aldrig at blande vasketøj med køb af rødvin og altid at spørge til prisen først.
Bortset fra det er Trapani er en skøn by. Den emmer af kultur og stil og har en enestående beliggenhed med hav på tre sider, flotte kirker, relativt velholdte bygninger, et overvældende fiskemarked og mange andre attraktioner, som vi knap når at se, før vi må pakke Ronja sammen, så hun kan blive løftet på land. Her – i Trapani på Sicilien – skal Ronja stå på et stativ i knap otte måneder, indtil vi genforenes i slutningen af marts 2018.
Trapani har et vildt fiskemarked. Primitive salgsboder, nogle steder bare en parasol og nogle kasser med fisk. En råben og skrigen. Skuespil fra det virkelig liv.
Forud for ankomsten til Trapani har vi været på vores længste havsejlads til dato. Vi lagde ud fra Sardiniens hovedby, Gagliari, i en fin agten for tværs, der i 15 fantastiske timer blæste os hen over farvandet mellem Sardinien og Sicilien. Så gik først solen og siden månen ned, og med sig tog de vinden, og derefter måtte motoren tage over. Til gengæld blev stjerner tændt på nattehimlen så klare som aldrig før, og i selskab med skippers kones bror, Jørgen, og hans kone, Hanne, fik vi en skøn oplevelse med 1200 meter vand under kølen, fremragende mad produceret mellem gaskomfurets slingreskinner og til de morgenduelige oven i købet solopgang og legende delfiner.
Efter 28 timers sejlads nåede vi Siciliens forpost mod vest, Egadi-øerne, i form af klippeøen Marettimo. I timevis så vi Marettimo tone frem som et ugæstfrit bjergkolos, der da vi tog en runde i øens eneste havn, viste sig at være akkurat så ugæstfri, som øen så ud. “Havnen er fuld,” påstod en knøs i bar overkrop, som hævdede at være havnekaptajn. Vi havde kaldt havnen på VHF kanal 9 uden at få svar. Nu må vi bakke ud for at finde en ankerplads, selv om enhver kan se, at den havn er hverken hel eller halv fuld.
Da et par af os hen under aften gør en udflugt ind til havnen i vores gummibåd er der stadig kun én sejlbåd i havnen og masser af plads. De kan nok bare ikke lide fremmede her på øen. Marettimo er præcis så ugæstfri, som den ser ud. Prøv noget andet.
Vi tilbragte natten i en fortryllende ankerbugt med masser af svømning og grublerier over, hvorfor vores motor igen volder problemer. Vores foretrukne omdrejningstal er 2500. Nu kan vi ikke drive den over 1500. Brændstoffilteret? Måske.
Der er rift om ankerbøjerne. Her har vi parkeret Hanne, så enhver kan se, at netop denne bøje er optaget, mens vi gennemfører motorøvelser længere ude på havet
Nå pyt. Himlen er blå. Vinden er gunstig. Humøret er højt. Vi sætter kurs mod Trapani, 22 sømil længere mod øst. Trapani er i forvejen udset til at blive dette års sluthavn. Vi har en aftale med det lokale værft om optagning, opklodsning og tilsyn. Nu også om reparation af motor.
I Trapani sniger en lille mus sig ombord på Ronja, spiser et halvt æble, skider på det hele og gemmer sig et hemmeligt sted. Skippers kone tilkalder Ghostbuster, der møder op med hele artilleriet og uskadeliggør den blinde passager
Tager I til Sicilien? Tag rigeligt med søsygepiller!
39° 12′ 2.3328” N 9° 7′ 33.8772” E
19. juli til 28. juli
”Tager I til Sicilien i morgen? Så tag rigeligt med søsygepiller,” anbefaler vores australske naboer. De har sejlet tre år non-stop i Middelhavet, og man kan ikke udelukke, at de ved, hvad de taler om.
”Vi har besluttet at vente til fredag,” siger vores franske nabo til den anden side. Han har netop fået sin hustru og to børnebørn om bord, og vi havde mere eller mindre aftalt at følges over til Sicilien. En sejlads på 182 sømil i retning østsydøst. Noget i retning af 30 til 40 timers sejlads alt efter vindforholdene.
”Ja, vi venter også til fredag,” siger den italienske genbo, som mener, at halvanden meter høje bølger er over hans ambitionsniveau.
Vi går til havnekaptajnen. Lad os høre, hvad han siger. ”Vent til i morgen,” anbefaler han. De sidste dages kuling er i aftagende, men der står stadig høje bølger på strækningen over til Sicilien.
Vi har egentlig ikke nogen, vi skal imponere med vores vovemod. Vi har end ikke travlt. Vi har blot – endnu engang – ligget blæst inde i fire dage og havde virkelig glædet os til at komme videre torsdag. Nu bliver det fredag. Vi tager endnu en dag i Gagliari, hovedbyen på Sardinien.
Gagliari er en stor provinsby, cirka 200.000 indbyggere, sådan en ”hulter til bulter by”, hvor alt er planlagt for at tækkes privatbilister, og hvor det nok er muligt at vandre rundt men stort set ikke er muligt at cykle. Byen har kilometervis af strand, men for at komme ud til denne og hjem igen, må vi flere gange løfte cyklerne hen over autoværn og krydse motortrafikgader med rasende trafik. Skiltning? En by i Rusland.
Et forladt pizzaria, der åbenlyst har kendt bedre dage. Lidt trist men også symbolsk for Gagliari. Byen forfalder. Byen har svært ved at følge med.
Byen har også opført en havnepromenade på flere kilometer for gående og cyklister. Et populært sted for kyssende kærester, og det enorme havnebassin er jagtområde for delfiner, der trænger småfisk op i en krog.
Promenaden er kun få år gammel. Alligevel er gang-brædderne løse og gelænderet mod havnen er ved at ruste.
Sådan er Gagliari også. Den holder ikke trit med tiden.
En pirat troner på vores lokale bardisk i Marina de Sole. Baren ligger i et telt på en nedbrudt mole. Den samler langturssejlere med behov for wifi og lyst til at snakke oplevelser
Vi bor i Marina de Sole, en af Gagliaris mange havne. Vi søger derind, fordi vi på nettet kan se, at det gør andre langturssejlere. Her møder vi igen løse gangbrædder, udslidte lystbåde, et primitivt havnekontor i et telt og et toilet, der på en sammensunket mole truer med at vælte i havnen, dels fordi toilettet står løst, og dels fordi toiletgulvet hælder faretruende ned mod havnen.
Marina de Sole vinder med tiden. Der ER mange langturssejlere i den havn. Der ER en god stemning i havnen. Der er wifi i havnekaptajnens telt, og han og hans ansatte er dejligt imødekommende. Selv det potentielt nedstyrtende lokum får de styr på. De støber nyt gulv. Toiletkummen bliver gjort fast. Min sjæl, hvad vil du mere?
Jørgen Folkersen og Hanne de Linde er påmønstret i Gagliari. De er veteraner i at sejle med på Ronjas jordomrejse, og som altid stiger det kulinariske niveau til astronomiske højder ved deres ankomst
Bonusinfo: Havnepenge kan forhandles. Første udspil fra havnen i Gagliari hedder 50 € pr dag. Vi ender med at betale 33 € pr dag. Gagliari siges at have Italiens største fiskemarked. Det er overdådigt. Fra sværdfisk til østers. Ovenpå fiskemarkedet finder du et grøntsags-, oste- og kødmarked, der siger spar fem til det meste. Markedet er ikke nemt at finde. Men spørg efter det; det er i den grad ulejligheden værd. Personligt fandt vi tilfredsstillelse i at besøge Sardiniens nationale arkæologi-museum. Den slags kan man lide eller ikke lide. Vi kan lide det. Den bedste pizza, Diavolo, fik vi på Sardegna Pizzaria i restaurantkvarteret. Det bedste måltid fik vi på Bistro Fork.
Enten havde Sardinien besøg fra det ydre rum i årtusindet før Kristi fødsel, eller også havde de bare svært ved at kopiere øjne i deres kunst. Skulpturen viser angiveligt en bokser mere end 1000 år før Kristi fødsel