Verdens muligvis smukkeste togrejse
41° 55′ 9.2244” N 8° 44′ 19.086” E
21.- 23 april, 2017
Når sømænd går i land, så tager de toget. I hvert fald hvis de går i land i byen Calvi på Korsika og har flybillet hjem til Danmark fra Ajaccio lidt sydligere på Korsika. I bil er der ifølge Google Maps en 72 kilometer. Med tog varer rejsen fem timer. Vi vælger toget.
Mange har begejstrede fortalt os om de små korsikanske tog, der på smalle skinner snegler sig langs kysterne, kryber opad bjergene, undervejs tager nogle gevaldige rundture på bjergsiderne for at undgå en alt for stejl rute.
Vi bliver ikke skuffede. Hvis jeg var jernbaneejer ville jeg beordre togvinduerne pudset hver eneste dag, for en tur med disse tog er virkelig en spektakulær attraktion.
Jeg tænker, at en sådan togtur fortæller dig alt, hvad du har brug for at vide om Korsika. Om ufattelig skønhed i bjergene, om spredte flokke af geder og køer samt af og til – men kun sjældent – et stykke opdyrket jord. Turen bringer dig gennem små bjergbyer, hvor man knap begriber, hvordan indbyggerne tjener til føden. Spredte bilvrag og opsprættede madrasser kan ikke for alvor sløre billedet af Korsikas overvældende skønhed.
På faldefærdige bygninger ser vi grafitti med slagord om frihed og selvstændighed for Korsika. Men vi har svært ved at forstå, hvordan et uafhængigt Korsika skal kunne hænge sammen med øens store arbejdsløshed og en årlig netto pengeoverførsel fra fastlands-Frankrig. Korsika lever i dag af turister og ikke meget andet.
Mange franske byer hævder at have haft et særligt forhold til Napoleon Bonaparte. Også Ajaccio, hvor Napoleon blev født og levede sine første ni år.
Vi har halvanden dag i Ajaccio (udtales asjakio, bliver vi belært) før flyveturen hjem. Det er en stor by efter korsikanske mål. Det kan godt være, at de oppe i Bastia mener, at det er dem, der står for dynamikken i den korsikanske økonomi. Men det passer ikke. Ajaccio ER øens hovedstad. Den er ikke specielt smuk. Men den summer af aktivitet og mange besøgende. Vi faldt især for byens travle fødevaremarked og et par udmærkede museer.
Bonus-info: Spis på restauranten Le Roi de Rome. Den er af TripAdvisor udnævnt til at være den 29. bedste blandt 2408 korsikanske restauranter. Maden er fremragende, ejeren har forstand på korsikansk vin, og priserne er absolut i orden. Tag også en tur med byens ”petit train”. Det kan føles lidt fjollet at sidde i sådan en slags børnetog, men det fører dig rundt til steder i omegnen, hvor du næppe ville komme til fods.
Kan du gætte, hvad dette foto forestiller?
42° 33′ 46.6848” N 8° 45′ 25.2” E
21. april 2017
Vi lader spørgsmålet stå på skærmen et øjeblik….
Og her kommer så svaret: Det forestiller bunden på en dansk sejlbåd, der har ligget i Middelhavet i mere end halvandet år uden at være på land og blive bundspulet og -malet.
Ruer og andre skaldyr har sat sig fast især lige under vandlinjen og af en eller anden grund især i bagbords side. Længere nede på skroget og på kølen er båden overraskende uberørt ud af sine halvandet år i vandet.
Ronja var senest på land i Port St. Louis vest for Marseilles. Nu er vi i Calvi på Korsika. Vi har aftalt med ophalingspladsen i Calvi (Aire de carénage de Calvi), at de passer Ronja, mens vi selv er i Danmark et par måneder.
Nu er hun løftet op af vandet og står på en hædersplads helt ud mod bugten med udsigt til badestrande og sneklædte bjergtoppe. Vi er trygge ved at overlade Ronja i hænderne på Dumé og hans chef Christine. Vi har talt med dem flere gange, og den måde, de løfter hende ud af vandet, klodser hende op på et stativ og straks giver sig til at bundspule skroget, viser, at de kan deres kram.
Ronja står nu på land i Calvi – med den mest fantastiske udsigt.
De taler kun fransk, så det er ikke helt nemt at blive enige om prisen. Det ender med, at vi betaler 642 euro for opbevaring (11.32 euro pr nat), 292 euro for kranløft op og ned af vandet samt 604 euro for rensning og maling af bunden. Hertil kommer den franske moms. Dyrt? Tja, det lyder måske dyrt. Men alternativerne for opbevaring ville have været væsentlig dyrere i den del af Frankrig, og det passer os fælt godt i dette forår at betale os for bundbehandlingen af Ronja.
Skønt i øvrigt at være tilbage i Calvi efter vores stormomsuste udflugt til Île Rousse. Calvi er og bliver vores foreløbige nummer ét blandt korsikanske byer. Den har en god størrelse, havnen er eminent integreret med bykernen, byen har fantastiske strande, gode restauranter, smukke bygninger og smukke vandremuligheder. Viva Calvi!
Vores begejstring for Calvi bliver delt af andre. Da vi kommer tilbage fra Île Rousse ligger vi til ved siden af en fransk 39 fods Beneteau, som vi også var nabo til de første mange dage, vi var i Calvi. Nabobesætningen består to ægtepar fra Bretagne i Nordfrankrig. De havde i mange år sejlet i området ud for Bretagne, men var blevet trætte af tidevandet og de alt for kendte havne. Så de erhvervede i stedet en havneplads i Antibes i Sydfrankrig, og herfra har de siden udforsket Middelhavet i deres ferier. Denne påske gik deres tur til Calvi.
Da vi vinkede farvel til dem, havde de 40 timers nonstop sejlads til Antibes og derpå 12 timers biltur op gennem Frankrig for at nå deres hjem i Bretagne.
Der er mange måder at sejle på.
I’le Rousse er for landkrabber. Ikke for søfolk
42° 38′ 23.028” N 8° 56′ 9.7548” E
17. – 19. april, 2017
Vi er sejlet til I’le Rousse, som vi egentlig passerede for flere dage siden på vores vej til Calvi. Gode venner lader os forstå, at I’le Rousse må man ikke springe over. Det er en af perlerne på nordvest Korsika, og hvis vi skal opleve byen, skal det være nu, inden vi kommer for langt sydpå.
Ankomsten til I’le Rousse er en skuffelse. Havnen er snæver, dårligt afmærket, ikke særlig dyb, og da vi trækker linerne op fra havnebunden for at fastgøre Ronja, er det tydeligt, at disse liner ikke har været brugt i et halvt år. Klynger af muslinger og knivskarpe ruer klistrer sig til linerne og river hænderne til blods.
Yderbassinet er en stor færgehavn. Inderbassinet er en småbådshavn til joller og gummibåde. Små kølbåde som vores henter ikke megen beskyttelse her.
Vi skynder os ind til byen for at få rettet op på vores første, nedstemmende indtryk af île Rousse. Der må da også være noget godt? Det er der. île Rousse viser sig at være en charmerende by. Gamle mænd spiller petanque på byens ejendommeligt overdimensionerede torv, grupper af ældre nyder en pastise på fortovscafé, og tyske turister kaster en øl ned, mens de studerer Lonely Planet og gør klar til at spænde motorcykelhjelmen til nye oplevelser.
I april er île Rousse korsikanernes egen by. De præger bybilledet, sætter tempoet, skaber stemningen. Vi tænker, at til sommer er det omvendt. Så fylder turisterne det hele, de mange små hoteller, strand-restauranterne, de hvide sandstrande, de mange legemuligheder på vandet i bugten.
Det hænger i den grad sammen. Byen er let at overskue. Den har dagligt fødevaremarked og gode butikker. Den har lidt af det samme som Calvi, blot i en mindre udgave.
Muligvis har den også gode vandreruter langs vandet, men det kunne turistbureauet ikke opklare for os. ”Spørg i en boghandel,” lød beskeden opfulgt af et: ”Boghandlerne har i øvrigt påskelukket i dag.”
Tilbage i havnen er det ved at blæse op til storm. ”Det bliver en Beaufort 7”, siger havnekaptajnen. ”It is going to be bad, bad,” tilføjer han. Vi er hans eneste kunde i to døgn. Andre taler om en 40 knobs gale, og vi omregner som sædvanlig til vores egen skala, som siger 21 sekundmeter fra nordvest.
Det er meget.
Havnen er i ikke bygget til 21 sekundmeter fra nordvest. Det gik for sent op for os. Vi tog ellers vores forholdsregler. Vi strammede agter-fortøjningerne, vi slækkede for-fortøjningerne for at holde os væk fra kajen, vi monterede en fender i Ronjas stævn, vi holdt afstand til de flåder med vandscootere og vandcykler, der i al hast var blevet bugseret i storm-sikkerhed i havnen.
Intet af dette tog højde for det ragnarok, der kom til at præge natten. Vilde, voldsomme, abrupte ryk i fortøjningerne. Bulder og brag. Ikke et øje bliver lukket. Vi forsøger alt, vi kan med at justere fortøjningerne, og vi ligger vågne natten igennem og tænker på, at det her har Ronja ikke fortjent. Stakkels Ronja
Île Rousse er en møghavn. Den dårligste vi har mødt i flere år.
Hvis en vejrudsigt lover vind fra nordvest, så hold jer for guds skyld langt væk. Sejl til Calvi, sejl til fastlandet men undgå for alt i verden île Rousse. Den havn er forkert konstrueret. Det er en beton-bro, vi ligger ved, men den er bygget som en pontonhavn, med store huller i konstruktionen, der tillader enhver bølge at hamre tværs gennem havnen med fuld styrke.
Læg hertil at havnen i øvrigt ikke har nogen kvaliteter af den sædvanlige slags – douche, toilet, hjælp fra havnekontoret. Glem den havn. Sejl videre. Dejlig by. Men ikke for søens folk.
Korsikanske Calvi har en særlig charme
42° 33′ 49.7556” N 8° 45′ 27.3384” E
12-16. april, 2017
Hvis du er i korsikanske Calvi på en langfredag, så skal du opleve Granitola, det årlige påske-optog, hvor barfodede syndere iført Ku Klux Klan masker bærer tre relikvier – et trækors, en liggende skulptur af Jesus Kristus og en opretstående skulptur af Jomfru Maria – ned gennem Calvi by. Optoget starter i katedralen på citadellets top og snor sig i lange rækker ned til en kirke i byen. Og derpå retur til katedralen igen.
I front af optoget går brødre fra lokale kirker med bannere, mens de synger de salmer, der er knyttede til ritualet. Det er bulder mørkt, der er tilskuere i hundredevis, det hele kan virke underligt på en rationel nordbo, men man føler, at man overværer noget stort og vigtigt.
Calvi er en spændende by. Man fornemmer allerede tidligt i april, hvordan byen til sommer vil eksplodere i et sandt ferieparadis med sine kilometerlange sandstrande, strandbarer, solsenge, bådudlejning, legepladser, dykkerudflugter, ankerpladser og en bykerne, hvor en del hæver sig markant på toppen af et gammelt citadel.
Helen på vej op af det gamle citadel, der i dag rummer sit eget lille bysamfund
Byen er bemærkelsesværdigt rig på butikker og restauranter. ”Til dagligt bor vi kun 5.000 mennesker i Calvi. Men i sommermånederne vokser tallet til 45.000,” forklarer en dansktalende medarbejder på turistkontoret. Hun er fra Amager men bor i Calvi, fordi hendes mand arbejder i fremmedlegionen, som har en stor kaserne uden for byen.
Hvis byen er overrendt om sommeren, så er den til gengæld meget tilgængelig her i april. Vi er kun tre gæstende både udefra, og vi får alle besøg af bevæbnede toldere, der vil se skibsdokumenter og høre om vores ærinde i Calvi.
Calvi er i særklasse begunstiget af smuk natur. På begge sider af byen er der bugter. Den ene har fine sandstrande og tørre, velduftende pinje-plantager. Den anden har blomstrende maki og klipper. Vandreture for enhver smag.
Fakta: Calvi tager høj pris for en havneplads om sommeren. Men i ydersæsonerne sænkes prisen til 25 euro pr overnatning, endda med den tilføjelse, at vi kan ligge gratis lørdag og søndag, hvor havnekontoret har lukket. ”Hvis I er væk inden mandag morgen klokken 9.00, så er weekenden gratis,” mere end antyder den søde pige på havnekontoret.
Råt farvand tager imod os med spejlblank overflade
42° 40′ 47.1468” N 9° 17′ 57.2208” E
11. april, 2017
Cap Corse – nordspidsen af Korsika – er et farvand, der står en vis ærefrygt omkring. Det siges, at det kan være et råt farvand, hvor kraftig vind rejser sig ud af ingenting og gør passagen mellem Korsikas kyst og den lille ø, Île de la Giraglia, vanskelig.
Vi oplever intet af den slags. Middelhavet ånder fred med en overflade, der er tæt på at være spejlblank. Vores Yanmar-motor må klare arbejdet med at runde Cap Corse. Vores eneste udfordring består i at undgå de mange fiskeflag i området.
Mikkel forsøger sig, uden held, med trolling.
Vores mål er St. Florent. En lille ferieby, der i vores guidebøger omtales som en miniudgave af den mere kendte ferieby Calvi. Den sammenligning holder ikke.
Helen nyder den fantastiske udsigt.
St. Florent ligger godt beskyttet i bunden af en bugt. Det er en relativt stor havn, som tager sig højt betalt (84 euro for to nætter i ydersæsonen), har et moderat restaurationsliv, et kedeligt citadel og en strand, der består af lutter sten. Byen praler til gengæld af, at der ti kilometer vest for byen ligger en fantastisk sandstrand, Saleccia, der i 1961 var kulisse i en film med Robert Mitchum i hovedrollen om de allierede troppers invasion af Normandiet. ”Den længste dag” hed filmen.
Efter to dage forlader vi St. Florent og sætter kursen mod Calvi.
I fodsporene på toldbetjentene
42° 57′ 32.5404” N 9° 27′ 19.584” E
10. april, 2017
Nordspidsen af Korsika, Cap Corse, har en meget indbydende natur, hvor bjergene er grønnere og mere blødt rundede end de bjerge, vi kan se længere inde på øen. Vi lægger til i den lille by Macinaggio (Macinagjhju på korsikansk). Siden Bastia har vi haft to venner fra Danmark, Helen og Mikkel, med ombord på Ronja.
Havnefogeden er gået på weekend og uanset hvor gerne, vi ville betale for vores overnatning, så lykkes det ikke.
Byen er lille, hyggelig og er åbenlyst afhængig af turisterne til at skabe liv i den snes restauranter, der ligger langt havnepromenaden.
Udenfor byen, langs kysten, er det muligt at vandre. En smal sti følger kystlinjen rundt mellem de få byer, og udsigten undervejs er mageløs. Følg ”Sentier des douaniers”, toldbetjentenes oprindelige sti, hvor de til fods holdt øje med Korsikas kyst.
Du kan vælge mellem vandreture på to timer og helt op til otte timer. Uanset hvad: Turen er fantastisk.
Korsika byder velkommen
42° 41′ 44.4948” N 9° 27′ 3.9024” E
7. til 9. april, 2017
En træt lille fugl søger kortvarig hvile i vores cockpit midt ude i farvandet mellem Elba og Korsika, men ellers er dagens 38 sømil ret begivenhedsløse, indtil vi lige uden for den korsikanske havneby Bastia bliver hilst velkommen af tre-fire delfiner, der svømmer lynhurtigt under vores båd og laver begejstrede spring op af vandet.
Skøn velkomst. Vi sejler forbi den store færgehavn og glider ind i den gamle havn, bliver anvist en fortrinlig plads til bare 73 euro for tre overnatninger (yes, vi er tilbage i Frankrig). Havnen viser sig ikke blot at være billig, den er også spændende. Her er dagen igennem livlig trafik af fiskere, dykkere, toldere, sejlerskoler og lokale fritidssejlere, der lige smutter forbi havnen for at tjekke fortøjningerne på deres båd, nu hvor sæsonen snart nærmer sig.
En del af besætningen for nord- og nordvest Korsika: Skipper (til højre) og gode gamle venner Mikkel og Helen
Vi kan straks lide byen – især kvarteret omkring den gamle havn. Havnekvarteret er den ældste del af byen, og den er åbenlyst italiensk inspireret og minder på mange måder om Genoa med høje bygninger og snævre stræder. Byens citadel er istandsat og indrettet til et museum, som bestemt er et besøg værd.
-
- Vieux Port. Find Ronja!
-
- A view from The Citadel
Lørdag og søndag er der torvemarked på Place du Marché, hvor vi køber grøntsager, pålæg, brød, oste og krydderurter. Bastia har 44.000 indbyggere. Men når man går rundt i den, tænker man, at den er bygget som en større by.
Bastia har i århundreder ligget i kappestrid med Ajaccio om at være Korsikas hovedstad. Men Napoleon Bonaparte kunne ikke lide Bastia, så han gjorde Ajaccio til øens hovedby og nedkæmpede med hård hånd et oprør fra byens indbyggere. Siden har kappestriden mellem de to byer kun haft verbal karakter. Indbyggerne i Bastia omtaler Ajaccio som den støvede administrations-by, mens Bastia efter deres egen opfattelse er den dynamiske handelsby, der holder Korsikas økonomi kørende.
Bonusinfo: Smag den korsikanske kastanjeøl, Pietra (klippen). Den er overraskende god. Korsika er ikke kendt som et øl-land, men i 1996 begyndte man i Bastia at brygge en lokal øl, som siden er blevet en stor succes på Korsika.
Måske Napoleon bare skulle være blevet på Elba?
42° 48′ 50.238” N 10° 19′ 46.344” E
Elba siges at være pragtfuld. Venner og kolleger har i årevis talt varmt om øen. Nu er vi selv på vej for at opleve den.
Allerede langt ude fra havet fornemmer vi Elba som en frodig ø selv her i starten af april. I den friske, skarpe forårsluft dukker Elbas vilde profil frem. Høje bjerge. Og masser af frodighed.
Vi vælger at sejle til hovedbyen Portoferraio, hvor vi passerer færger, krydstogtskibe og fiskerbåde og sejler ind i den gamle inderhavn, Darsena Medicea, som i højsæsonen er så eftertragtet, at fremmede både kun kan gøre sig håb om én overnatning. Nu er det april, så vi beder ubeskedent om to overnatninger, og i de to dage, vi ligger i havnen, oplever vi da heller ikke andre både lægge til.
Portoferraio er en stor, majestætisk og tryg havn. Allerede den britiske admiral Nelson mente i 1796, at dette var ”for its size the most complete harbour in the world.”
Uanset hvor vinden kommer fra, er vi godt skærmet og har en fin udsigt over hele bugten, hvor andre havne og ankerpladser byder sig til.
Vi bruger en dag på at se Portoferraios fæstningsværker, der blev påbegyndt i 1548 primært for at beskytte byen mod de frygtede tyrkiske pirater, men som siden blev yderligere udbygget som led i lokale fyrstedømmers kampe om dominans i området.
Er du i Portoferraio, så skal du se disse fæstningsværker. De er imponerende, og de giver nogle fantastiske udsigter ud over havet og ind over byen.
Vi købte en billet (syv euro for hver), og den gav adgang til hele fæstningsanlægget, til Napoleon Bonapartes teater og til øens arkæologiske museum. Rent museumsmæssigt er det hele temmelig gammeldags, især det arkæologiske museum. De fleste besøgende er udlændinge, og alligevel er ingen tekster oversat til engelsk eller tysk, og de udstillede lerpotter er præsenteret lige så fantasiløst, som pilespidser og flinteøkser var det på vores egen barndoms bymuseer. Ingen forsøg på at fortælle de spændende historier.
Det samme gælder Napoleons bolig, Villa dei Mulini, hvor han boede under sine ti måneder i eksil på Elba. Vi bevæger os rundt i hans værelser, får beskrevet hvert møbel og hvert stykke kunst på væggen, men vi får intet om hans fantastiske historie på øen, hvad han igangsatte af moderniseringer på Elba, hvordan han planlagde sin tilbagekomst til fastlandet, og hvordan han med 600 soldater i en lille flåde med briggen ”Inconstant” i spidsen slap forbi de britiske militærfartøjer omkring Elba og få uger senere red ind i Paris og blev hyldet som kejser igen, fordi franskmændene foretrak ham for den regerende kongefamilie. Kort efter mødte han som bekendt sit Waterloo. Tabte til en alliance med England i spidsen og blev endnu engang forvist, denne gang til en ø langt ude i Atlanten.
Byens teater er et lille mesterværk. Det er øens eneste teater, det er trangt men dog fem etager højt, og det blev opført på ordre fra Napoleon, mens han var i eksil på øen. Han finansierede det ved at udbyde 65 loger til salg blandt de rigeste og mest betydningsfulde borgere på datidens Elba. Alle ville være med. Alle ville købe de mest eksklusive loger for at understrege deres sociale betydning på øen. Et bemærkelsesværdigt teater. Og så i en by med 12.000 indbyggere.
Vi forlader Elba efter to dage. Men vi vil tilbage en anden gang. Også Azurro på øens østkyst skulle være et spændende bekendtskab.
For spritnye sejl over Levanten. Vi sejler foråret i møde.
43° 6′ 1.188” N 10° 32′ 13.6608” E
April er en pragtfuld måned til sejlads i Middelhavet. Du har stort set havet helt for dig selv, i havnene er der altid plads, og temperaturen er venlig overfor nordboere som os. En smule køligt om natten men mildt og solrigt om dagen. Italienerne skutter sig stadig bag vinterfrakker, men vi andre hæfter os ved, at foråret er mindst en måned længere fremme end i Danmark.
Turen fra Genoa til Portovenere var på 46 sømil. Nu tager vi yderligere to stræk af samme længde, for vi vil ned til det, der er forårssejladsens egentlige mål – Elba og Korsika.
Det første stræk bringer os til Marina di Pisa en helt nybygget havn ved Arno-flodens udløb. Det næste stræk bringer os til San Vincenco, endnu en helt nybygget havn. Og herfra er der kun 20 sømil ud til Elba.
Det bliver lidt transportagtigt, når man tager så lange dagssejladser. Du er nemt på søen i ti timer i stræk. Men vi glæder os over vores nye sejl, der blev leveret i Genoa, og vi deler turen op i vagter, så vi skiftes til at have frivagt i en time ad gangen, til at læse og til at hvile.
Fakta: Både Marina di Pisa og San Vincenco er såkaldte ”prisbånd 6-havne”. Alligevel tager den første havn 50 euros for en nat, mens den sidste nøjes med 27 euros. Forskellen er, at Marina di Pisa har besluttet, at højsæsonen starter 1. april. Også selv om der stort set ingen sejlende er i farvandet.
Ronja, som sædvanlig med stævnen ind mod broen, som den eneste.
Sådan forhandler man en pris opad
44° 3′ 11.1852” N 9° 50′ 18.3372” E
“Han siger, det koster fem euro!” Skippers kone står i stævnen og taler med havnefogeden.
Vi er netop gledet ind på en ledig plads ved Pontile Ignazio – en simpel pontonbro, el og vand på broen, men overhovedet ingen toilet- og badefaciliteter. Vi er pænt uden for højsæsonen, så fem euro lyder fair. Alligevel: Dette er Italien.
Fem euro?
Efter 10 timers sejlads fra Genova i modvind og med pænt store bølger søgte vi nattely i Portovenere, en perle af en havn mellem Cinque Terre og La Spezia. En opringning forud for anløbet, kvalte dog den plan. ”Beklager, vi har en sejler-regatta, havnen er fyldt”.
I stedet finder vi så denne simple pontonbro lidt nord for Portovenere. Skippers kone er ikke skrap til italiensk. Havnemesteren er slet ikke skrap til engelsk.
”Nu siger han, at det koster 14 euro,” råber hun.
14 euro? Ikke 15 euro? Skippers kone kommer farende ned i cockpittet for at hente lige penge, ivrig efter at slå til på dette stadig uhørt billige tilbud. Havnefogeden har i mellemtiden fundet sin mobiltelefon, og på den skriver han den virkelige pris: 50 euro.
Så kender vi Italien igen. 50 euro for ingenting.
Portovenere er hyggelig, historisk og pittoresk. Den ene halvdel af befolkningen lever af at lave mad til turister. Den anden halvdel sælger lokale turist-klenodier.
For pokker hvor er her smukt. Kirke, fort og fæstningsværker mejslet naturligt ind i klipperne. Portoveneres beliggenhed er enestående.
Hjemme på Ronja har vi eksklusiv udsigt til hele herligheden. Livet er skønt. Og skipper har en dejlig kone, der mestrer den sjældne kunst at forhandle en pris op.
Fantastic view