Macon – ikke noget at komme efter
46° 18′ 24.782” N 4° 49′ 43.431” E
July 19, 2015
Målet er Macon – en by med 37.000 indbyggere – som en gang var storeksportør af vin til danskerne. Men grådigheden tog over, kvaliteten faldt, og i dag er det nærmest svært at finde en Macon-vin på danske hylder.
Det er en charmerende by. Vi mødte den i søndagens relative lukkethed men fik alligevel en god fornemmelse af en smuk by med sans for jazz, kunst og vine. Vi fik af turistbureauet anvist en vinbutik halvanden kilometer ude ad strandvejen, og her prøvede vi flere af de lokale vine, ligesom vi testede nogle virkeligt gode bourgognevine. Når man er til fods, og en af fødderne stadig døjer med en let forstuvelse, er det begrænset, hvad man orker at føre tilbage til skibet. Men en smule blev det da til.
Vi havde fortøjet Ronja ved en pontonbro i floden lige uden for byens centrum. Det skulle vi aldrig have gjort.
Vi havde godt set i kortet, at der kunne være noget uro i vandet om natten på dette sted. Vi havde også læst en kryptisk formulering om, at pontonbroen var hjemsted for ”..rather unusual animation”. Vi havde diskuteret, hvad dette mon dækkede. Mus, rotter, særlige insekter…? Det viste sig, at den tågede formulering dækkede over, at unge par i byen brugte pontonbroen til stævnemøder. De første ved 10-tiden . De sidste pænt over midnat. Dertil kom et generelt leben oppe fra byen. Et par møgirriterende speedbåde, der viste kræfter frem og tilbage med kæmpe kølvands-dønninger til følge, og så et par store hotelbåde, der lagde til bag os midt om natten med kæmpe projektører, der oplyste hele vores seng.
Skal du på de samme kanter, så spring Mácon over. Byen har ikke styr på en skid, de har ikke styr på blandingen af forskellige bådtyper. Speedbåde og vandscootere fræser langt ud over de i kortet angivne grænser. De kommercielle flod-krydsbåde opererer på det tidspunkt, hvor vi andre prøver at sove. Dårlig cocktail. Bliv væk fra Macón.
Logbog: Dagens distance: 62 kilometer. Sejlet tid 7.00 til 13.00 = 6 timer. Sluser: 1 stk. Vejr: Regn i aftes og en ordentlig tordenskylle i nat har brudt hedebølgen. Vi får en pragtfuld formiddag med en smule regn og skyer. Og da solen ved middagstid bryder igennem, når temperaturen aldrig højere end 29. Skønt.
Chalon-sur-Saone – young and lively city
46° 46′ 37.794” N 4° 51′ 37.0872” E
July 18, 2015
Rain? Yes, it’s raining! Not much. But still. Per goes to the bakery, sliding on the unfamiliar rain-soaked rocks and after having brought home a baguette and two croissants he i repaired on his knee and hand chlorhexidine and patch. Later it turns out that the worst injury is a sprained foot.
Despite the obstacles we start early from St. Jean de Losne, get a terrific morning on the river with lots of anglers along the banks and in small boats. Several people catch fish, just as we sail past. Some anglers are very friendly, they wave and yell bonjour, but the other lets us with their body language understand, that we should not even sail in their fish river.
It goes fast now. 70 km in around six hours. Just over lunch we arrive at Chalon-sur-Saone, a relatively large, young and lively city, that we have heard many good things about. Kirsten confirms after a tour of the city that it is just the city, we have been longing for. Beautiful buildings and squares. Charming neighbourhoods with restaurants. Here is life. Here is beauty.
Per was sitting at home in the cabin, groaning under the now 35 degrees and foot wrapped with an ice pack to soothe pain in the sprained foot. Kirsten has taken pictures in the town to document the beautiful city, he will not discover himself.
Log book: Today’s distance: 70 km. Sailed time 7:30 to 14:00 = 6 1/2 hours. Locks: 2. Weather: Magnificent morning. Overcast. But later the sun breaks out, and we are quickly back to 35 degrees.
I kanal- og flodsejlernes højborg
47° 6′ 3.1968” N 5° 15′ 52.2792” E
July 17, 2015
Vi køber ind og bryder op. Luften er trykkende. Vejrmeldingen lover 38 grader, måske med torden. Det viser sig at være en fin beslutning at droppe den ekstra dag i Auxonne, for ude på floden er der vind og relativ kølighed. Vi sejler til St-Jean de-Losne – kanal- og flodsejlernes højborg. Her løber flere kanaler sammen. Her kommer de fleste sejlere forbi, uanset om de er syd- eller nordgående.
I en stor inderhavn ligger 250 fortrinsvis store flodbåde. I starten af Canal de Bourgogne ligger yderligere små hundrede, og ude på Saône floden ligger de helt store, ombyggede penicher og sådan nogle som os, der med en dybgang på 1.75 ikke kan sejle ind i inderhavnen uden at gå på grund. Det officielle Fluvia-kort siger ellers, at der er plads til dybgang på 1.80, men flere har advaret os om, at det har intet hold i virkeligheden. Der er højest 1.40 meters dybde.
Efter at have bunkret diesel fra noget så sjældent som en flodplaceret diesel-station, lægger vi os uden på et imødekommende hollandsk ægtepar, der ligger i selve floden, og som signalerer, at de gerne vil have os til at ligge uden på. Kort efter får vi følge af vores venner, den svenske båd Sofia, som ligesom os er på vej mod Middelhavet i en Maxi-sejlbåd. Båden sejles af et par, der har orlov frem til udgangen af oktober, og som ønsker at sejle rundt i Grækenland, hvor manden oprindelig selv kommer fra. Han flyttede til Sverige i 1987.
Vi har fulgtes med dem – sådan fra og til – siden Chalon-sur-Champagne, hvor de var vidne til vores fatale motorkollaps på den dag, vi siden indædt har forsøgt at fortrænge.
Vi undersøger byen. Den er mere charmerende end Auxonne, knap så fattig, knap så slidt, lidt mere imødekommende. Samtidig dog også en ganske lille by, der mest er præget af, at den har flodbåde liggende året rundt, til reparation, til vinteropbevaring, til ombygning. Vi bevæger os rundt i slowmotion fra skygge til skygge for ikke at udfordre hedebølgen, som dog ifølge den norske vejrtjeneste YR heldigvis er slut i morgen, hvor vi i stedet får regnbyger og kun 27 grader. Halleluja! Det bliver en fest.
Når vi er glade for YR, er det nok fordi, de ofte lover bedre vejr end de andre vejrtjenester. Lad os nu se.
Det værste ved hedebølger er nætterne. De mange timer, hvor man badet i sved søger at finde hvile. Vi minder for god ordens skyld os selv om, at hvis man vil de varme lande, så er man nødt til at tage varmen med. Men vi taler faktisk i disse dage en del om, at konklusionen på vores ”Ronja round the World” måske bliver en erkendelse af, at det faktisk er allerdejligst at sejle rundt i de danske farvande. Nå, foreløbig krydser vi fingre for, at YR får ret.
Logbog: Dagens distance: 18 kilometer. Sejlet tid 10.00 til 12.00 = 2 timer. Sluser: 1 stk. Vejr: Totalt uudholdeligt i havn. Solen bager dagen lang. Den lokale apotekers termometer viser 38 grader i skyggen. Det er lige til at blive sløj af. Små bevægelser. Coca Cola på caféen.
Nu har vi fået nok af de små sluser
47° 11′ 52.854” N 5° 23′ 13.7112” E
July 16, 2015
Vi vil ud af sluserne. Nu. Basta. Derfor: Tidligt op. I gang med første sluse.
Suk. Den reagerer ikke. Den lyser ikke grønt, når vi beamer den, og den lyser ikke engang rødt som udgangspunkt. Den er helt død. Fat i telefonen. ”Parlez vous anglais?”. ”No”. Så hør lige her: ”Ecluse numero 36, avalant, ne functionne pas…”. De sender en mand. Han spørger, hvad i alverden vi vil længere sydpå, når det allerede her nordpå er så varmt. Tja.
Kort efter har vi balladen igen, da en lille hævebro ikke vil hæve sig. Fat i telefonen: ”Parlez vous anglais?”
Efter de absolut sidste sluser i Canal entre Champagne et Bourgogne sejler vi ud i Saône floden og oplever øjeblikkeligt et skifte fra de snævre kanaler. Her er trafik. Her er liv. Flere både. Mange udlejningsbåde med børn. Ekstra vand under kølen, længere mellem bredderne, flere lystfiskere langs kysten.
Det lufter oven i købet. Skønt! Vi sætter farten op og anløber Auxonne, der til vores overraskelse viser sig at have en lystbådehavn med 150 pladser. Så stor en havn har vi ikke set i årevis. Ejendommeligt i øvrigt at se en fuld havn uden en eneste mast. Men sådan er det jo på disse kanter.
Vi trænger til at komme i land og bevæge os. Vi traver byen tynd. Den er præget af en stor militær kaserne, en kæmpe kirke og nogle virkeligt gamle huse. Kasernen er for fodfolk og artillerister. Napoleon gjorde tjeneste her i en periode af sin karriere.
Vi spørger os frem til en café med wifi – adskillige caféejere lader os forstå, at sådan noget som wifi kunne de ikke drømme om at have – og da vi endelig finder én, fejrer vi skiftet mellem kanaler og flod med et glas champagne. Vi spiser på byens bedste restaurant, Hotel Corbeau, der skiller sig klart ud – de øvrige består mest af kebab- og pizza-steder. Corbeaus mad er fremragende. Den hidtil bedste på turen.
Moodi og Carstens sejlbåd, Nicoya, fra Rødbyhavn
Vi snakker med flere danskere, som har lejet udlejningsbåde på Saône. Vi møder også Moodi og Carsten i deres sejlbåd, Nicoya, fra Rødbyhavn. De er på vej hjemover efter tre år i Middelhavet, og de er propfulde af gode råd om langturssejlads. Vi inviterer dem ombord, og mens vi bidrager med nogle få bemærkninger om, hvor de skal passe på lavvande og ekstra meget søgræs i Canal entre Champagne et Bourgogne, så øser de af deres erfaringer med gode anløbssteder i Saône og Rhone, interessante havne i sydfrankrig og ikke mindst de bedste steder i Grækenland, hvor de har opholdt sig i et par år.
Vi hører om kakkerlakker, kakkerlak-fælder, om vigtigheden af at vaske frugt og grøntsager styk for styk, inden vi tager dem ombord, om professionalismen hos Navy Services i Port St. Louis (det er der, vi håber, de fortsat opbevarer vores mast og bom). Vi hører om skrækkelige havnepriser langs hele Italiens kyst, slemt over det hele men værst fra Rom og nordefter, hvor prisen for en overnatning snildt løber op i 70 euro eller endnu mere, endda uden at havnen byder på særlige faciliteter. En af deres tip er, at hvis vi vil ind og se Rom, skal vi sejle et stykke op ad xxx floden og lægge os ved et af skibsværfterne. Der kan vi ligge gratis og tage metroen ind til Rom.
Carsten og Moodi, henholdsvis 61 og 59 år, har været på langfart i to omgange. Første gang i to år. Senere i tre år. Han er på efterløn. Hun tripper for at komme det, men skal lige hjem og søge arbejde, inden efterlønnen kan hjemtages.
De ville gerne have sejlet hjem fra Grækenland syd om Sicilien og via Menorca, Malorca og Corsika, men på grund af den aktuelle flygtningesituation turde de ikke gøre det. De havde i Grækenland oplevet episoder med flygtninge i store gummibåde, og tanken om at skulle passere Lampedusa fik dem til at vælge Mesina-strædet i stedet. Tankevækkende at det ikke længere kun er Somalias kyst, man som sejler skal tage sig i agt for, men også Middelhavet, hvor Carsten og Moodi kendte til historier om skudvekslinger mellem politiet og flygtningeruternes bagmænd, og hvor de rent ud sagt ikke ville ane, hvad de skulle stille op, hvis nogle hundrede flygtninge fra Afrika ville ombord i deres beskedne sejlbåd fra Rødby.
Logbog: Dagens distance: 39 kilometer. Sejlet tid 7.00 til 15.00 = 8 timer. Sluser: 10 stk. Vejr: 38 grader. Hedebølgen er tilbage for fuld hammer.
Hjælp os ud, vi har fået slusekuller!
47° 27′ 41.8392” N 5° 22′ 19.6932” E
July 15, 2015
Vi er begyndt at få slusekuller. Vi orker ikke flere af dem. Vi har nu klaret flere end hundrede sluser, siden vi startede ferien for halvanden uge siden. Nu må det være nok.
Den eneste sikre kur mod slusekuller er at sejle ud af kanalsystemet, og vi har stadig 28 sluser foran os, inden vi er færdige med Canal entre Champagne et Bourgogne og kan sejle ud i floden Sâone. Så vi klør på igen i dag.
Sluserne ligger tæt på denne side af bjerget. Til gengæld er vejret en udfordring. Mere end 30 graders celsius allerede fra sidst på formiddagen er vi overbeviste om. Og nemt bliver det ikke. Vi starter tidligt. Før klokken otte. Det giver os nogle gode morgentimer, hvor alting fungerer. Men derefter kommer vi til at sejle bag en langsom peniche. Og hertil er en række af sluserne i elektronisk udu.
Vi ringer igen og igen til VNF. ”Parles vour anglais?” spørger vi håbefuldt. ”Pas du tout,” lyder svaret stort set hver eneste gang. Og så har vi balladen. Per kaster sig ud i sit gennem vinteren afstivede aftenskolefransk. ”Ici batoux plaissance Ronja. Avalant (for nedadgående). Nous sommes a ecluse numero 32. Skidtet fungerer ikke. Slusen lyser rødt, og der sker ikke en skid, når vi bruger remote-kontrollen.”
Utroligt hvad man lærer på FOF i Odense selv uden overdreven flid med lektierne.
VNF kommer og fikser fejlen inden for 20 minutter. Kun få gange må vi rykke med en ekstra opringning.
Natlogi finder vi en kilometer efter sluse 35, Beaumont, hvor vi lægger Ronja til kaj under en kornsilo. Mutters alene. Ingen andre både har orket at sejle så langt frem i slusesystemet som vi.
Lad os komme ud af de sluser. I morgen har vi ni sluser tilbage, så er der fri sejlads ned gennem Saône floden, hvor vi har kig på byen Auxonne som et første stop på gerne flere dage. Derfra er der til fordeling blandt 14 dage kun 16 sluser mellem os og Middelhavet. Herligt.
Logbog: Dagens distance: 33 kilometer. Sejlet tid 7.45 til 18.00 = 10 ¼ time. Sluser: 20 stk. Vejr: Sol hele dagen. Muligvis 35 grader. Vi har intet termometer. Men klart en af de varmeste dage overhovedet. Vi rigger til med stor paraply for at skabe skygge for rorgængeren. Behageligt på de lige stræk. Bøvlet under slusemanøvrering.
Nu går det tjept: 24 sluser på en dag!
47° 41′ 2.2524” N 5° 20′ 41.3196” E
July 14, 2015
Effektiv dag. Og temmelig udmattende. Vi har aftalt med vores naboer fra Brügge i Belgien, at vi bryder op sammen med dem som de første af fire både, og at vi følges gennem sluserne. Deres båd, Eva, er en bredrøvet madamme af en jernbåd, totalt spændt inde i et korset af kæmpe store fendere hele vejen rundt. De tilbyder at gå først ind i sluserne. Vi siger ja tak.
Dagen er slidsom. Sluse ind og sluse ud. Nogle sluser på dette stræk er betjent af unge studerende, der suser afsted på deres knallerter for at gøre sluserne klar til os. Andre – de fleste – er automatiserede og styres med den fjernbetjening, vi har fået udleveret. Dagens højdepunkt – i bogstaveligste forstand – er en sejlads gennem en næsten fem kilometer lang tunnel, der er boret gennem bjergets top. Mørkt, fugtigt, klamt. Vand drypper ned i hovederne på os. Belysningen er beskeden, akkurat nok til, at vi kan se at holde os i kanalen. En projektør holder vi i reserve.
Vores start på denne tunnel, Balesmes sur-Marne, bliver styret på god bureaukratisk fransk vis. En række røde og grønne lys i tunnelens loft holder os tilbage eller inviterer os frem, alt efter om vi sejler for stærkt eller for langsomt. Omstændeligt. Irriterende. Ingeniør-agtigt. Man fornemmer, at nogen sidder på et centralt kontor og leger med os.
Slusen er et vendepunkt. Siden starten af Canal entre Champagne et Bourgogne har vi kun sejlet opad. 71 sluser i alt. 340 meter er vi blevet løftet op siden kanalens start. Fra nu af går det nedad. Helt ned til Middelhavet, tror vi nok.
Vi bruger de første sluser efter tunnelen til at vænne os til at sluse nedad. Det hedder sig, at der er meget lettere. Mere skånsomt for skib og besætning. For os er det dog nødvendigt lige at fange teknikken. I de første sluser anvender vi samme teknik, som når vi sluser opad. To trosser. Én til hver. Tæt ved hinanden. Det giver en fornemmelse af kontrol, når det går opad.
Men nedad er der ikke nær så meget pres fra vandmasserne i slusekammeret. Vandet forsvinder stille og roligt under båden. Den ligger meget roligere, og efterhånden bliver vi trygge ved blot at have en enkelt trosse i land, mens vi eksperimenterer med at gøre så få bevægelser som muligt og lade båden passe sig selv. Et enkelt puf med en bådshage eller et enkelt ryk i trossen er rigeligt. Jo, det er klart lettere at sluse nedad end opad. Hvis ikke det var for solen og varmen, ville det være den rene afslapning.
Vi siger farvel til belgierne efter at have fulgtes med dem gennem 20 sluser. Selv tager vi yderligere fire sluser til Dommarien, hvor der ifølge kortet er en kajplads med 1.80 meters dybde for to både. Det passer så ikke. Vi rammer grunden længe inden, vi når kajkanten.
I stedet sejler vi over i højre side af kanalen, hvor en ombygget peniche befolket med unge franskmænd ligger ved kanten. Vi spørger, om vi må lægge os udenpå. Nej. De beder os finde et andet sted. Egentlig uhørt. Sejlere giver altid plads til hinanden. Men de er formentlig landkrabber. Ikke sejlere. Kirsten skumler og nedkalder alverdens forbandelser over de unge landkrabber.
Vi må prøve igen på den i kortet anviste kaj. Niks. Det er umuligt. Vi kan ikke nå ind til bredden. Der bliver ved med at være én til halvanden meter mellem Ronja og bredden. Vi står på grunden og vælger at gøre båden fast på den afstand af bredden med bistand fra en hjælpsom franskmand. Nå, der ser alligevel heller ikke ret spændende ud inde på land.
Den hjælpsomme franskmand ser ud til at være ny med sejlerlivet. Han har en lille motorbåd, som han har gjort fast til bredden med tre trosser og et anker, som han har haget fast på toppen et lille stykke bro. Det har vi godt nok aldrig set før.
Vi fejrer med champagne dagens – synes vi selv – imponerende distance og det faktum, at vi har passeret toppen, og at de kommende ugers sejlads går nedad mod Saône, Rhone og Middelhavet. Et klart vendepunkt.
Logbog: Dagens distance: 35 kilometer. Sejlet tid 8.45 til 19.15 = 10 ½ time. Sluser: 24 !!!! Vejr: Sol hele dagen. Let brise sørgede for at dæmpe heden. I disse farvande er det vindens eneste betydning: At køle. Sejladsmæssigt har den ingen betydning.
Ikke alle steder lykkes det at få Ronja helt ind til bredden
Franskmænd på floder og kanaler er ikke alle helt fortrolige med sejlerhåndværket. Her en noget særpræget brug af anker
Slusesystemet og det almægtige VNF sætter tempoet. Ikke du
48° 18′ 1.7748” N 5° 8′ 48.9516” E
July 13, 2015
Vi siger farvel til Lasse, Tianling og Nellie. De skal til Alsace, Tyskland og Jylland for at finde den vildeste legeplads. I stedet for at gøre afskeden til noget trist, har Lasse fortalt Nellie, at de nu skal på jagt efter den vildeste legeplads, og det projekt glæder hun sig helt åbenlyst til. Ved dagens første sluse står de på lur og overrasker os med et ekstra farvel.
Det kræver en engels tålmodighed at sejle i franske kanaler. Det er kanalen, der bestemmer. Slusesystemet og det almægtige VNF bestemmer. Ikke du. Andre sætter tempoet.
Du kan være nok så meget vant til selv at sætte tempoet hjemme på jobbet. Få ting til at ske. Sætte ting i gang. Overvåge fremdriften. Gribe ind og speede op, hvis et projekt taber momentum. På kanalen er det anderledes.
Sluserne bygger på et århundreder gammelt system, der i de senere år er blevet delvist automatiseret, men som alligevel bygger på de samme rutiner og procedurer. Først meddeler du slusen – via VHF-radio, via mekanisk drej på hængende stang eller via en udlånt fjernbetjening – at du vil i gennem slusen. Så melder slusen tilbage, at det har den modtaget, og det vil den arbejde på. Efter noget tid – det kan føles som meget lang tid – lukkes den fjerneste sluse, og tømningen eller fyldningen af vand begynder. Det tager tid.
Fjernbetjening til brug for de mest moderne af sluserne. Teksten er på fransk. Men det er til at finde ud af
I din venteposition kan du se, at vandet fosser ud, eller – hvis du er for nedadgående – fosser ind i slusekammeret. Når vandet i slusekammeret har nået samme højde som din del af kanalen går der en hel del tid, så forkynder en bib-lyd og et blinkende lys, at nu går næste fase i gang. Slusen lægger an til at åbne slusekammeret. Det går langsomt. Meget langsomt. Med stor sandsynlighed er langsommeligheden nøje udtænkt af nogle ingeniør-hjerner, som ønskede at undgå uheld ved for hurtige bevægelser. Langsomt, langsomt, går forreste sluseport op. Du kan sejle ind og finde din plads i kammeret.
Så begynder næste fase. Du giver slusen besked via et mekanisk løft på en blå stang eller med den udlånte fjernbetjening. Du vil gerne have slusen tømt eller fyldt med vand. Det tænker den så lidt over. Ofte må du lige give et ekstra signal. Igen er systemet skruet sammen, så det giver rolige bevægelser, tid til omtanke, tid til at komme af vejen, ingen panik, ”lentement, lentement…”
Der er dem, der vil hævde, at det er sundt for det fortravlede gennemsnitsmenneske. Der er vel endda dem, der vil hævde, at denne påtvungne langsommelighed er selve idéen i en sejlerferie. Her bliver du underkastet naturen og andre kræfter større end du selv. Her må du tilpasse din tænkning og dit tempo til nogle andre. Ned i fart. Accepter at andre sætter tempoet.
Vi er ikke engle. Men måske er det alligevel en del af det, vi kalder ferie, at blive tvunget ned i et absolut roligt tempo.
Logbog: Dagens distance: 29 kilometer. Sejlet tid 9.30 til 16.00 = 6 ½ time. Sluser: 15 stk. Vejr: Måske det bedste sejlervejr, vi har haft. Let gråvejr. Varmt uden at være trykkende.
Slusesystemet er opbygget, så du tvinges ned i tempo. Alt foregår i rolige bevægelser. Gammelt koncept. Imponerende tænkt
Turens værste stræk: Ronja skraber hårdt på kanalens betonbund
48° 26′ 36.5136” N 5° 8′ 15.6768” E
July 12, 2015
I dag er det Kirsten, der kører følgebilen. Den skal til Chaumont og afvente, at Ronja kommer frem midt på eftermiddagen. Det er sidste dag med følgebil, så Kirsten fylder bilen med nye 48 liter kildevand og en masse andre fornødenheder. Senere bunkrer vi også 40 liter diesel fra en tankstation tre kilometer borte. Godt vi har en bil.
Frisørsalon til søs
Sejladsmæssigt bliver det turens hidtil værste. Det starter ellers i fin stil. Lasse og Tianling arrangerer frisørsalon på agterdækket. Lasse bliver klippet i pauserne mellem sluserne, og Nellie afprøver vores kamera. Vi lader hende gøre det, selvom vi kan se, at hun trykker på alle knapper og sætter fedtfingre på linsen. Hun eksperimenterer. Og det kommer der nogle sjove billeder ud af.
Dagens mareridt starter umiddelbart efter sluse 26, Condes, som fører os ind i en 308 meter lang tunnel. Det er der ingen ben i. Men da vi nærmer os tunnellens afslutning, ser vi en gruppe drenge, der råber og gestikulerer til en kammerat, der øjensynligt befinder sig oppe på en bro over udsejlingen og er parat til at springe i vandet. I sig selv bindegalt. Broen er fem-seks meter over floden, og floden er kun 1,80 dyb. Vi kan se, at drengene har svært ved at overbevise deres kammerat om, at der faktisk kommer et skib inde fra tunnellen, og at han derfor skal vente med at springe, så vi begynder selv at brøle højt, at her kommer vi, så tag lige og passe på.
Han springer ikke. Tydeligvis fordi det er hans første spring, og han er ikke lige så modig som kammeraterne, der efterfølgende farer op på broen, så vi kan se, at de godt tør.
Derefter følger de tre mest forfærdelige kilometer, vi nogensinde har oplevet med Ronja. Hun skraber hen over kanalens bund. På lange stræk af både tre og fire hundrede meter hører og føler vi, hvordan vi ridser hen over kanalens bund. Tungt. Hastighedsnedsættende. Gruopvækkende. Kan båden holde til dette? Ind i mellem rammer vi en uregelmæssighed i bunden, som oven i købet får Ronja til at krænge i uhyggelige bump, mens hun arbejder sig hen over forhindringen.
Vi holder motoren fast på 2300 omdrejninger. Vi moser på. Vi har svært ved at se et alternativ. Hvis vi sagtner farten, kører vi uhjælpeligt fast, og så kommer vi i hvert fald ikke igennem. Det bliver tre lange kilometer. Stor er vores lettelse, da det efter sluse 27 viser sig, at her er vandstanden om end ikke prangende, så dog stor nok til at vi igen flyder med hele Ronjas flotte krop i vandet.
De fleste steder på kanalerne består bunden af mudder, og det er ikke så slemt. Det tager noget af farten, når Ronjas køl pløjer sig gennem mudderbunden. På lige netop denne strækning er der imidlertid tale om en ru og ujævn betonbund. Kanalen er støbt på hele strækningen mellem sluse 26 og 27. Og vandstanden er betydeligt under de lovede 1.80 meter. Vi får senere at vide, at der mangler 40 centimeter i forhold til daglig vande. På grund af manglende regn. Og fordi VNF ikke har jævnet forskellene ud. VNF har ellers søer højere oppe, som de kan bruge til at sende ekstra vand ned gennem systemet, når det mangler, og blandt sejlerne i den næste havn er der vrede over, at dette ikke er sket.
Logbog: Dagens distance: 25 kilometer. Sejlet tid 9.30 til 15.30 = 6 timer. Sluser: 11 stk. Vejr: Sol hele dagen. 27-28 grader
Sejlads tæt på den allersmukkeste natur
48° 6′ 49.4928” N 5° 8′ 21.3216” E
July 11, 2015
To stykker kage pakket ind i sølvpapir er afskedsgaven fra de flinke briter, der skal blive i endnu 10 dage, fordi de passer hund for en bekendt. ”Vi plejer at forære kagerne til slusepasserne,” siger de. Vi spørger, om de skal sejle hele året. Nej, nej. ”Vinteren tilbringer vi i Spanien. Kun om sommeren sejler vi i Frankrig”.
Nutidens pensionister har mange måder at indrette deres liv på. Tidligere har vi et par gange talt med et hollandsk ægtepar, som ikke længere havde fast bolig i Holland, men som i sommerhalvåret sejlede på Europas kanaler og i vinterhalvåret boede i deres lejlighed i Cape Town, Sydafrika.
Fortryllende overnatningsplads. Vi lægger til udenpå en række britiske pramme – ombyggede fra erhverv til fritid
Turen er smuk. Kanalen snor sig gennem i landskabet. Helt anderledes end de snorlige kanal-stræk, vi har været vant til. Smukke bakker, bølgende kornmarker og masser af blomster tæt på kanalen. Den intense natur tæt på os er den helt store attraktion ved at sejle på en kanal. Bredderne udgøres af et vildnis af blomster – snerler, tidsler og mange andre – med lilla, gult og hvidt som de fremherskende farver. Et eldorado for insekter og fugle. Guldsmede leger tagfat. Edderkoppernes spind tegner sig tydeligst i de tidlige morgentimer. Og ovenover os laver ørne flyvetræning med deres unger.
Den eneste slange i paradis er de grønne søpølser, som på lange stræk sænker vores fart til under to knob, fordi kølen skal pløje sig gennem de vildvoksende undervands-planter. Med jævne mellemrum sætter vi motoren i bakgear for at frigøre propellen for planterester.
Lasse er kørt i forvejen med ”følgebilen”, som bliver parkeret ved en beskeden anløbsbro i Froncles. Fem både og fem campingbiler omkring en lille stump græs med toiletter, el og baderum. Det er nogenlunde standarden for en havn på disse kanter. Efter at have parkeret bilen løber han 14-15 kilometer tilbage og møder os i en sluse. Tianling hopper også af båden undervejs for at løbe sig en tur.
Det er skønt at have Nellie ombord. Hun er tre og et halvt år, og hun finder sig hurtigt til rette med båden. Den store opholdskahyt i midten er hendes. Her leger hun med ler, legoklodser og tegner. Her sover hun om natten. Hurtigt finder hun ud af at bevæge sig rundt på kistebænkene og i cockpittet. Kun en enkelt gang går det galt. Hun falder og slår sit hoved mod rorstammen, men en hejre kommer i det samme forbi. ”Se, Nellie, din lykkehejre. Den vil se, om du er kommet alvorligt til skade, og nu flyver den videre”.
Barnebarn Nellie bærer redningsvest hver gang hun er i nærheden af vand
Det sværeste for Nellie er de grænser, der naturligt må være på et skib. I kahyt og cockpit må hun være uden redningsvest. Men oppe på dækket og langs kajen i havn skal hun have redningsvest på. Efter et nogle få grænsestridigheder er dette dog accepteret som et af sølivets vilkår.
Logbog: Dagens distance: 24 kilometer. Sejlet tid 9.30 til 15.30 = 6 timer. Sluser: 9 stk. Vejr: Varm, trykkende, sol, vi længes efter skygge
Tianling gør daglige fremskridt i sin nye rolle som gast ombord på Ronja
Hjælp, vi bliver overmandet af grønne sø-pølser!
48° 37′ 1.4928” N 4° 57′ 1.3216” E
July 10, 2015
Frisk morgenbrød. Frisk vand på tanken. Nyt startbatteri til Ronja. Vi er klar til en ny dag. Lasse kører bilen til Joinville og parkerer den ved, hvad vi ud fra Fluviacarte har estimeret til at blive vores næste overnatningssted. Sådan går det dog ikke. Mere herom senere.
Lasse vil løbe os i møde fra Joinville, 24 kilometer længere nede ad kanalen. Han når at løbe 17 kilometer, inden vi har ham om bord igen.
Vi skiftes til en gå- eller løbetur langs Marne floden. Sejladsen er lidt ensformig, så adspredelse er velkommen
Fed sejldag. De fleste sluser er parate, når vi kommer til dem. Eneste problem er en vildtvoksende, grøn pølse-agtig søplante, der får ekkoloddet til at signalere konstant fare – 0,0 meter under kølen – og som sænker farten med noget, der ligner 50 procent. Vi kløver os gennem en undersøisk urskov af tykke, gran-lignende søplanter, der breder sig ud fra bredden og ser ud til at være i færd med at erobre hele kanalen. Kun i en lille strime i midten kan vi kæmpe os frem. Jævnligt er vi nødt til at sætte Ronja på fuld fart bak og derefter fuld fart frem. Det frigør os for de mest aggressive af de grønne søpølser. Hvis franskmændene ikke finder ud af at holde disse gevækster stangen, så lukker kanal-turismen i løbet af få år.
Al denne kommen og gåen. Næppe er Lasse steget om bord efter sin løbetur, før Kirsten spænder sandalerne på for at gå i forvejen og udforske overnatningsmulighederne til fods langs kanalen. Mens vi andre kæmper os frem med kun to knob mellem de aggressive vandplanter, snakker Kirsten med folk langs kanalen og med kaptajnerne på et par ombyggede penicher.
Tag ikke ind til Joinville, siger de. Det er dyrt, og det er kedeligt. Selv har de fundet en plads en kilometer før Joinville. Pladsen ligger ”in the middle of nowhere” med udsigt til marker og skove. De samlede faciliteter udgøres af en bænk. Ingen el. Ingen vand. Ingen affaldscontainere. Til gengæld kvækker elskovs-syge frøer, og kanalen lokker med kølighed og fisk, som en tre-årig kan fange med sit fiske-net.
Kanalen er ikke dyb nok til, at vi kan komme helt ind til kysten, så vi lægger til udenpå et britisk ægtepar, som har ligget her længe og skal ligge her 10 dage endnu. Sammen med dem spærrer vi næsten hele kanalen. ”Der kommer ikke flere både i dag. Vi har været afsted hele året, og her er næsten ingen både. Vi har endnu til gode at opleve et kommercielt skib på kanalen”, lyder det fra den ombyggede pram med bageovn og aircondition. De peger i den ene retning: Restaurant. De peger i den anden retning: Supermarked. Her har vi alt. Resten er ubegribelig smuk natur.
Vi kan ikke lade være at fundere over de franske vandvejes organisation. I dag har vi haft to VNF-medarbejdere med på den halve tur. På deres knallerter har de fulgt os fra sluse til sluse, fra automatiseret bro til automatiseret bro. Hvilket job de dermed har udført, står hen i det uvisse. De har ikke rørt en hånd. Blot fulgt vores bevægelser på afstand.
Man tænker uvilkårligt, om det måske havde været bedre at lade sluserne være fortsat bemandede, for det forekommer os, at de bruger samme mængde arbejdskraft, nu hvor sluserne er automatiserede.
De burde bruge ressourcerne på at holde kanalerne uddybede og fri for grønne søpølser. I stedet virker det som om, de lader det hele forfalde under et hæmningsløst forbrug af arbejdskraft. Men: Vi er i Frankrig.
Vi spiser på restauranten få meter fra kajkanten. Glimrende.
Logbog: Dagens distance: 23 kilometer. Sejlet tid 10.00 til 15.30 = 5 ½ time. Sluser: 10. Vejr: Sol hele dagen. Ikke hedebølge. Bare varmt. Sådan som en sommer i Frankrig skal være. Vi er holdt op med at tjekke vejrudsigter, så vi aner intet om aktuelle eller kommende vejrforhold. Kanalsejlads er ikke så vejrafhængig som havsejlads.