Vi forstår stadig ikke helt tidevandet
53° 19′ 48.864” N 6° 55′ 51.1176” E
15. juli 2012
Op klokken seks. Straks afsted. Vi følger Jörgs råd. Smuk morgen. Sågar med små stykker af blåt og glimt af sol. Men vinden er igen stik imod og bølgerne højere, end vi kender hjemmefra.
Vi ligger mildt sagt uroligt i søen. Der må et sejl op for at stabilisere bådens bevægelser. Per vil gerne gå på dækket og hejse sejlet, men Kirsten insisterer på, at det er hendes job. Hun mener, at chancerne er større for, at Per kan redde hende op af vandet, hvis hun falder i, end for at hun kan redde Per op.
Jörgs tidsplan holder slet ikke. Vi er seks timer om at nå Borkum, ikke fire. Dertil et par timer om at runde denne ø, hvorefter vi komplet misser medstrømmen i Emsen, som skulle have givet os fire ekstra knob i floden ind til Delfzijl.
Emsen-floden er deprimerende trist. Kæmpe store kraftanlæg præger indsejlingen . Og uden andre både på vandet virker her trøstesløst. Dertil gråvejret.
På en “plaat”, som hollænderne kalder de flader, der blotlægges, når tidevandet trækker sig tilbage, ser vi en sæl. Længere henne på samme plaat er en flok turister ved at stige ombord på et skib efter have været på vadehavs-vandring.
Tidevand er et mærkeligt fænomen. Nu har vi sejlet i det i en lille uge, og vi forstår det stadig ikke helt, trods praktiske erfaringer og tonsvis af tidevandstabller.
Men det er ikke længere helt det mysterium, som det var, inden vi satte kølen ud i det for første gang.
Første observation er, at man kan undgå det langt henad vejen. Hvis man bevidst fravælger de områder, der bliver tørlagt, og sørger for, at dybden selv ved lavvande er ok, så handler det alene om mere eller mindre strøm. De halvanden knobs med- eller modstrøm, vi har kendt hjemme i danske Svendborgsund, kan hernede godt blive til fire knobs mod- eller medstrøm. Det kan man forvandle til en fordel, og det kan man forvandle til en ulempe.
Anden observation er, at tilnærmelsesvis sikker viden om den aktuelle status for højvande eller lavvande kan gøre det muligt for dig at passere områder, hvor du ellers ville tænke: “Føj for pokker! Her er ikke dybt nok“. Den rette planlægning giver dig muligheder, som du ellers ville have forsværget. Jörg gav os en kopi af programmet “wxtide47”, som grafisk fortæller dig, hvor du på et givet sted er i tidevandsforløbet.
Tredje observation er, at både tyskere og hollændere har udviklet fantastiske ingeniør-kompetencer i at indrette tidevandshavne, hvor flydebroer ruller op ad kæmpehøje, telefonpæl-agtige stolper, og du kan sove sødt, mens vandet bevæger sig både to, tre, fire eller flere meter op og ned under dig.
Fjerde observation er mere en påstand: Det gør ingenting, at du går på grund, blot tidevandet er med dig, så sætter det dig fri igen. Citat Jörg.
Delfzijl er en ren, uforfalsket industri-by. Men byens marina, Neptunus, er prima. Man sover godt efter 12 timer i de høje bølger.
Logbog: Afsejlet 6.00. Destination: Delfzijl i Holland. Ankomst 18.00. Vejr: Vind fra vest, 10 sekundmeter. Nærmest stik imod vores sejlretning. Store bølger. Megen banken op og ned. Trættende sejlads.
Sådan holder tyskerne kur-ferie
53° 42′ 8.3736” N 7° 9′ 56.6208” E
14. juli, 2013
Vi bliver i Norderney. Løber syv kilometer ind til byen og får en fornemmelse af, hvor vi er havnet.
En kurby. Kæmpe stor. Nærmest en industri. Hundredevis af hoteller og pensionater, parker, caféer og ved vandet kraftfuld natur a’la Vesterhavet i Danmark. Meget net, meget stilfuldt, meget smukt og meget afdæmpet. Sådan holder tyskerne åbenbart kur-ferie.
På båden gør vi rent. Cykler senere ind til byen for at købe ind. Falder i snak med ejeren af nabobåden, Jörg, fra Køln, som har sin Nauticat 33 liggende i Ijselmeer, og som kender tidevandet og de frisiske øer ud og ind.
De gode råd væltede ud af ham. Om tidevand, om kanalsejlads, om vadehavets farer, om mulige byer, hvor vi kunne lægge båden op for vinteren i nærheden af Amsterdam.
Han forærer os nogle søkort, et tidevandsprogram til computeren samt et autokort over hele Holland.
“Tag afsted klokken seks i morgen,” råder han os. Og vi som ellers havde tænkt os at sove længe.
“Hold up” til søs. Politiet border os og giver os en bøde
53° 42′ 8.3748” N 7° 9′ 56.6201” E
13. juli, 2012
Fredag beslutter vi at forlade Helgoland med kurs mod den frisiske ø, Norderney.
Vinden er igen stik imod. Men vejrmeldingen stillede i udsigt, at vinden gradvist vil dreje mod syd og sydøst, og med forventning om dette hejser vi storsejlet i Helgolands forhavn, og så beamer vi ellers afsted for motor med storsejlet som stabiliserende støttesejl parat til at tage over, når vinden drejede.
Det skulle vi ikke have gjort.
Den direkte kurs mod Norderney, bragte os igennem ikke blot ét men to trafiksepareringssystemer, dybvandsruter for store tank- og containerskibe. Ét til floden Jade, ét til floden Elben.
Der var knapt et skib i sigte, dem der var, havde vi styr på, så vi ”skråede” ind over zonen i stedet for at tage den vinkelret. Når en sådan zone er op til 10 km bred, så vinder man både tid og komfort ved at lægge kursen efter vind og mål i stedet for efter reglementet.
Det skulle vi slet ikke have gjort.
Langt ude i horisonten så vi noget, der godt kunne ligne et kystvagtskib. Først da vi så det, slog vi VHF´en til på kanal 16 for at kunne lytte på eventuelle meldinger.
Efter nogen tid så det ud som om, at kystvagten havde sat en mindre båd i vandet, og at den var på vej over mod os.
Fandens også! Der var ingen tvivl. En hurtiggående gummibåd havde direkte kurs mod os. Vi lagde Ronja op i vinden, tog motorkraften af og lod storsejlet blafre stik mod vinden.
Kort efter blev vi anråbt. Fire granvoksne politibetjente i en gummibåd. De lod os forstå, at de ønskede at komme om bord. Meget gemytligt. De jokede ligefrem om, at de trængte til frokost og slog sig på maverne.
Det handlede ikke om frokost. To betjente bordede Ronja. Med pistoler i bæltet og ringbind med formularer og udskrifter under armen.
”Vi vil gerne forklare, hvorfor vi er her”, sagde de. Det vil sige, den ene talte. Den anden noterede. ”Men først vil vi gerne se nogle dokumenter – jeres pas, VHF-tilladelse, skibsførerbeviser, nationalitetsbevis og dokumentation for skibets ejerforhold.”
Heldigvis har vi styr på dokumenterne, og da de efterfølgende spurgte til vores søkort, var der heller ikke noget at komme efter. Alle var fra 2012.
”Vi er her, fordi vi har observeret, at I har krydset en trafikzone i en vinkel, der afviger 30 grader fra søvejsreglerne”, sagde betjenten.
Det havde han fuldstændig ret i. Det vidste vi jo selv, og som om dette ikke var nok, så medbragte han en radarudskrift fra kystvagtskibet, hvor man åbenbart havde fulgt os i længere tid. ”Her er jeres kurs”, fastslog han. ”Vi kaldte jer på VHF kl. 10.32, men I svarede ikke”. Det var før, vi tændte.
Det var den ene ting. Derpå fulgte den anden. ”Vi kan se på kursstabiliteten, at I både har ført sejl og haft motoren på… Det er kun lovligt efter søfartsloven, hvis man med en omvendt kegle hejst halv op i masten viser, at man er et sejlskib, der p.t. fremdrives for motorkraft”.
”Har I en kegle ombord?” spurgte betjenten.
”Jo vist”, svarede Per. ”Den ligger i kistebænken agter”.
”Så må I hejse den op nu”, insisterede betjenten.
”Men kan vi ikke bare stryge sejlet, så vi kun sejler for motor?”
”Jeres beslutning,” lød det fra betjenten. Og ned kom sejlet.
”I har overtrådt to regler. I vil gennem jeres egne myndigheder få et bødeforlæg på to eller tre hundrede Euro”.
Her indskød Kirsten, at så skulle de da hellere sige ja til at få den frokost, som de selv havde foreslået, inden de bordede os. Betjentene lo høfligt og afslog tilbuddet. I det hele taget var de temmelig professionelle. De gik ikke ind i diskussioner, om, hvor vidt der havde været nogen fare eller overhovedet andre skibe i nærheden. De forholdt sig alene til, at en regel var overtrådt.
De hilste pænt farvel og ønskede god rejse, da de steg ombord i gummibåden, der igen var kaldt til.
”Skide tyske bureaukrater”, fnyste Kirsten, da de var på vej væk. ”Det svarer til at få en bøde for at gå over for rødt i en fodgængerovergang midt om natten, efter at have sikret sig, at der absolut ingen trafik er.”
Per var mere afslappet over episoden. ”Vi gjorde noget, vi ikke måtte”. Efter hans mening var det en sjov og interessant oplevelse.
Oplevelsen har bevirket, at Kirsten, hver gang hun ser et fartøj, der ligner et kystbevogtningskib, får nervøse trækninger og spørger Per, om det vi har gang i, nu også er helt lovligt.
Efter næsten 12 timers i øvrigt fin sejlads – efterhånden også for sejl – anløb vi Norderney. De sidste timer af sejladsen var ikke nemme. Vi kunne ikke finde indsejlingsbøjerne, det elektroniske kort sagde ét, vores papirkort noget andet. Men ude i virkelighedens verden var bøjerne der slet ikke. Vi valgte derfor en anden indsejling, “den schluchter” fem sømil længere mod vest.
Logbog: Afsejlet 8.00. Destination: Norderney. Ankomst 17.00.
Vinden hyler. Regnen plasker. Vi tager ekstra dag på Helgoland
54° 10′ 33.3410” N 7° 53′ 38.1156” E
12. juli, 2012
Vinden hyler. Regnen plasker. Vindretningen er stik imod den retning, vi agter os. Vi beslutter at tilbringe dagen på Helgoland.
I et hul mellem to byger begiver vi os på vandring øen rundt. Interessant tur. Undervejs forklarer plancher om øens historie. Dramatiske opgør mellem England og Tyskland om ejerskabet til øen. Samtidig ser vi måger, lomvier og en masse andre fugle, som ligger forblæste på hylder i klipperne.
Det er natur, forstås, på den tyske måde. Stier, brolagte med hegn til begge sider og særligt anlagte udsigtssteder. Ikke som på Anholt med fuld frihed til at bevæge sig, hvorhen man lyster.
Men det er alligevel OK. Informativt. Smukt. Vindblæst. Meget anderledes.
Helgoland er faktisk sjov. Meget anderledes
54° 10′ 33.4408” N 7° 53′ 48.1156” E
11. juli, 2012
Vi sejler midt i Vadehavet. Underligt at seks timer senere vil det vand, vi kigger på være tørlagt. Vi holder os til den afmærkede kanal. 15 sømil senere er vi ude af Elben. Vi er i Nordsøen, den del der kaldes Tyske Bugt.
Bølgerne er blevet større og større i takt med, at floden er blevet til hav. Igen har vi kurs direkte mod vinden, og den strømfordel, vi sikrede os fra Cuxhaven kan i Nordsøen slet ikke hamle op med vindens kraft. Efter tre timers sejlads er vore fart for motor nede mellem to og tre knob. Vi banker op og ned i bølgerne, føler ikke at vi flytter os. Surt når der stadig er 60 sømil til målet.
Vi beslutter at lægge kursen om. Overvejer Bremerhaven (28 sømil) og Wilhelmshaven (30 sømil) men vælger i stedet Helgoland (16 sømil), fordi vind og strøm er mere fordelagtig for Helgoland.
Bølgerne er fortsat høje. Kirsten siger, de er tre meter høje. Jeg mener nu, de er en del mindre. Men råt føles det. Genuaen er rebet. Storsejlet er slet ikke oppe. Motoren arbejder for den reelle fremdrift. Regnen skyller ned det meste af tiden. Vinden holder det lovede: 9-13 sekundmeter, men det føles bare voldsommere, når bølgerne samtidig er store.
Vi anløber Helgolands gamle militær-havn ved 15-tiden. Trætte, sultne og lidt forbløffede over at være netop her, hvor vi tidligere har rynket på næserne over dette toldfrie og turistoversvømmede ø-paradis.
Efter sen frokost vandrer vi en tur på øen. Det er faktisk sjovt. Meget anderledes. En verden for sig selv.
Der er lidt Anholt over øen. Store naturområder. Udsigtspunkter og strande. Men der også noget “Las vegas” over det. Masser af caféer, restauranter, hoteller og spiritusudsalg (“Shiffausrustüng” kalder de i nærheden af havnen).
Gift på øen kan man blive for 898 €, inklusive en rundvisning i de gamle bunkeranlæg og tre overnatninger på hotel. På øen er der måske 100 butikker. To tredjedele handler med parfume og hård spiritus.
Historisk har Helgoland været et centrum for sørøvere og pirater. I dag antager pirateriet nye former. Alt koster penge: Toilet, dusch, elektricitet. Indkast straks en mønt, tak.
Alle biler er mikro-små og kører på el. Cykler er forbudt. Løbehjul tilladt. Bymæssigt er byen opdelt i “Unterland” ved havnene og “Oberland” oppe på klippen. En elevator løfter de dovne fra den ene del af byen til den anden. 1,20 € for en enkeltrejse med elevator.
Den ene regnbyge følger den næste. Natten er fyldt med torden, lyn, kraftig vind og regn. Der er råt ude på Nordsøen.
Logbog: Afsejlet 8.00. Destination: Borkum eller Delfzijl. Ankomst til Helgoland 15.00. Vejr: Sydvest 9-13 m/s. Tæt regn.
Vi sejler forsigtigt ud i Elbens munding, for alvor på vej ud i verden.
53° 52′ 13.5264” N 8° 42′ 48.3372” E
10. juli, 2012
Slusen står åben og venter på os. Syv-otte skibe er allerede på plads. Let slusning som sidst og åbenbart gratis. Man betaler kun i den ene ende af kieler-kanalen.
Så er vi på vej! Eventyret åbner sig sammen med sluseporten, og vi sejler forsigtigt ud i Elbens munding, for alvor på vej ud i verden.
Strømmen er mærkbar. Selv om vi har vinden stik imod, logger vi op til 9,4 knob. Så stærkt har Ronja aldrig tidligere sejlet.
Farvandet virker ikke iøjnefaldende anderledes end det, vi kender hjemmefra. Og dog. Trafikken af store erhvervsskibe er imponerende og giver sammen med den stærke strøm en fornemmelse af at være kommet ud i noget stort og anderledes. Vandet er lerbrunt. Lyset tager farve deraf.
Skipper er glad. Nu skal vi endelig prøve kræfter med et rigtigt stort hav.
Indsejlingen til Cuxhaven er speciel. Vi var advaret om, at der kunne stå en strøm på fire knob på tværs af indsejlingen. Det stemte. Mærkeligt at få sit skib grebet af kræfter, der er større end én selv. Vi sættes sidelæns men med ekstra omdrejninger på motoren kommer vi ind.
Vi lægger os i City Marinaen, får en brovagt til at åbne broen derind og finder en glimrende plads midt i byen.
Vi traver byen tynd. Køber søkort, tidevandstabeller og mad. Det regner jævnt hen. Men vi får set det meste af byen, som bestemt har charme. En søfartsby med masser af aktiviteter relateret til shipping, fiskeri og en åbenbart enorm industri med at fragte tyske turister til det toldfri mekka på Helgoland. Eller ud at se sæler i vadehavet.
En velsignet nat. Midt i byen. Men helt stille. I morgen vil vi tidligt afsted med højvandet.
Logbog: Afsejlet 8.00. Destination: Cuxhaven. Ankomst: 11.30.
Farvel til Danmark. Eventyret venter forude
55° 2′ 23.082” N 10° 40′ 23.3076” E
5.-9. juli 2012
Det er fem dage siden, Ronja forlod sin faste hjemhavn i Thurø Bund.
Lasse, Tianling, Nellie, Emilie og Molly tog afsked med os på kajen, da vi forlod vores faste bådplads gennem fire år. Underligt at Ronja måske aldrig skal tilbage dertil.
Afsked fra Thurø bund. Måske vender Ronja aldrig tilbage men bliver ude i verden?
Efter et kort stop i Marstal med besøg på båden af Hanne og Ebbe var vinden gunstig for Kiel. Ti sekundmeter fra nordøst, og 35 sømil senere anløber vi Düsternbrook Marina i Kiel.
Vi kigger på Kiel og benytter en overliggerdag til rengøring og småreparationer på båden samt indkøb af søkort.
Søndag morgen tager vi igennem slusen til Kielerkanalen sammen med 10 andre lystsejlere og et kæmpe containerskib. Det er lidt skræmmende at være i samme sluse med så stort et skib.
Tungen lige i munden. Godt nok er Kieler-kanalen relativt bred. Men det er de store lastskibe også
Hver halve kilometer får vi at vide, hvor mange kilometer vi er nået ad kanalen
Kielerkanalen er 100 kilometer lang og lavet med tysk præcision med kilometeranvisning på brinken for hver halve kilometer. Selv om kanalen som sådan er ret kedsommelig at sejle på, nyder vi det gode vejr og det faktum, at vi nu er på vej ud på de store verdenshave.
Efter et kraftigt tordenvejr, hvor vinden når op i 16 sekundmeter anløber vi Bruntsbüttel efter 8½ times sejlads for motor. Her er der en lille marina, som ligger lige før slusen ud i Elben. Fra vores kajplads følger vi strømmen af kæmpeskibe, der skal igennem slusen både dag og nat.
Brunsbüttel virker forstemmende. Store anlæg langs kanalen med olietanke og kemiske fabrikker fortæller, at her er et af den petrokemiske industris brohoveder i Europa. På kanten af marinaen ligger en lille restaurant, “Torhaüschen”. Den har tre palmer vajende fra store urtepotter. Vi nærmer os syden?